Haabløse Slægter

Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres Alt. Nina havde altid vidst, han...

Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede med en stærk Stakaandethed, som ren...

William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de, kort, uden Grund, og Williams Haan...

Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst--han følte, at latterlig var han ikke, bedre...

Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Skolen straffede de dovne, belønnede de flittige. Dermed var dens Hverv forbi. Hvad Drengene følte, hvad de tænkte, bekymrede den...

Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre Ting af sig selv. Sit dybeste Liv...

Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank, hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde holde op med at spille, at det var b...

Men naar de efter disse Maaltider kom op paa deres Værelser og Faderen lagde sig til at sove paa sin Seng, kunde William ofte falde fuldstændig sammen efter den frygtelige Anstr...

Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden og skubbede lidt Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja--det er jo et rigt Emne," sagde han.

"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har ... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten...

Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og tredive. Og pludselig gav han sig til...

Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i hver Krog, og det nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, thi hvor man gik, mødte man Døden. Knokkelmanden var blevet til en Polyp,...

"Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af en stille Tankegang: "Aa, ja, det...

Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Theatret. Han mindedes de man...

Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch sig til at tale om "La curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting i, men ogsaa meget Sprøjt." De ta...

Naar Nina og William var ene sammen--Stella lukkede sig inde i Kabinettet--sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de snakkede op om alt muligt. En Galoppade af...

William gik frem over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet. Alt dirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt...

Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt Velbehag, der kom over En. Der var sto...

_Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs Historie. Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg fortæller, bliver skønt siler ej,...

Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og saá prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb havde Rektorinden vejet hver Ske og værd...

Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden, som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen og læste igen.