Part 16
Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det, han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen ...
"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe."
William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik tilbage paa Scenen.
Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han fandt et Par Trin og slap Ind. Saa stod han paa Scenen.
Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden. Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og talte op imod ham:
"Straks," sagde han, "straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper." Han satte Hænderne for Munden og raabte op i Sofitterne, et Bagtæppe rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik hviskende ud i Kulissen ...
William stod og saá paa en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i Parkettet--hun slog Klapperne op med et Smæld--Række efter Række. Det var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen, fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet ...
For han syntes selv, han var næsten ligeglad.
Saa--det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule Haand ...
William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i Parterret--hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun ivrigt med Klapperne ...
Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog sin Stok ved første Kulisse og gik op.
"Altsaa Hr. Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de graa Bryn.
"Ja--det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden.
"De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?"
Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr. Andersen?"
Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to Trin. "Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene for at spare et Gasblus," det var Hr. Andersen, som brummende og hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse.
Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig.
"Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden.
"Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til Etatsraaden.
William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr. Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne.
William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr. Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal, alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han næppe ...
"Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen--han havde raabt forgæves to Gange--"hvis De ønsker at begynde ..."
"Begynde, ja--lad os saa begynde ..."
Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et Par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik.
"De sidder altsaa dér?" spurgte Hr. Andersen igen.
William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa første Bænk. "Om vi begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op lige til Ørene--
Det var Publikum--
William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig Anstrengelse væltede dette tomme fra sig--
Hr. Andersen gik op, kom atter ned--William ventede endnu ...
I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke, Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet ... Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast ... hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes--Nu fik han Lyden frem.
Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum--
Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.
I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde ikke frembringe Lyden.
Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste sig--
Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det, hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende, som flygtede og veg fra ham--
Men han vidste, han kunde ikke gribe det--
Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens rokkende Hoved ... Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig, leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske, der kom ham nærmere og nærmere ... helt ind paa Livet ...
Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe trykkede han Armene mod sit Bryst.
Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale--Han hørte Hr. Andersen hviske, saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet ...
Saa flygtede han.
Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen ...
Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.
William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle Gange, vendte sig saa og gik ned ad Gangen. Etatsraaden stod og pudsede sit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se hen ... Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at pudse nervøst paa Glasset ...
"Jeg be'er Etatsraaden undskylde," der var lidt Graadklang i Stemmen, men William betvang den, "den Tid jeg spildte ..."
Etatsraaden saá op fra Glasset hen paa William: "Forstaa mig vel," sagde han saa, "forstaa mig vel," men han stoppede op igen og pudsede videre.
"Jeg saá godt, jeg kunde ikke." Det kom simpelt. Etatsraaden stak Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: "Nej," sagde han og saá atter lidt paa skraa over paa Høg, "det var ... var besynderligt."
Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord. "Besynderligt," gentog han saa noget slæbende, tog pludselig i og sagde: "For noget var der bag ..."
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en Mand, der er tilfreds med sig selv.
"Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende Kam, "noget var der ..."
William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Regissøren hjalp ham Frakken paa; han lo, fordi den var for snæver, talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker paa og gav Regissøren Haanden--
Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede forbavset paa Døren, der faldt i for William Høg.
"Besynderligt," sagde han.
"Besynderligt," gentog Pelskraven.
Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting.
Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand.
Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og tilbage paa Fortovet i sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede væddet om, hvorvidt "Genstanden" var blond eller brunet ...
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde Varmen og gjorde stadig Promenaden længere--
Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William.
William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige paa Hoff uden at kende ham og sank atter sammen.
Saa gik William forbi ham.
Hoff vendte sig, saá længe efter den sammenskrumpne Skikkelse:
"Forbi," sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne.
* * * * *
TREDIE BOG
GOLDE AKS
I
William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa gik han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf.
Han var ikke vaagnet endnu.
Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager.
"Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulde ud."
William sad og stirrede.
"For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William! Du har prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du har prøvet."
William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun.
Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.
Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Haar ...
Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne ...
William rejste sig og forsøgte at tale. "Bliv heller her inde, William," sagde Nina. "Du kan jo sidde ganske stille."
"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, "lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren.
Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider."
Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk Smil, mens han sagde:
"Ja, jeg har det ikke saa godt."
Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?"
William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt alene."
Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.
Hans Tanker begyndte at vaagne.
Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.
Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres Barnepigers Ansigter ... Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.
Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ...
Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt Øje ...
Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende Øje ... hjælpeløst og forstenet.
Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som Svagheden hidkaldte dem for at dække ...
Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i Ansigtet.
Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.
Altsaa var det forbi.
Slaget tabt.
William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende, Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne ...
Forbi.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved Uhrværket, der var sprunget.
Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.
Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt ... hvordan er det muligt?
Hvorfor? Hvordan?
Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds.
Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!
Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, naar man skar det bort?
Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.
Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, som laa ham paa Tungen?
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten, Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ...
William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa var Sagaen sluttet.
Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke bære ...
Nej--nej!
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.
Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dulmede paa samme Tid ...
Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede om det? Hvor?
Og mer end det: han havde arbejdet for det.
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det--men han havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ...
Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over hans Seng og hen over hans Ansigt--
Ja--han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv til at være rask. Nu, nu var det forbi--nu vidste han det, nu vilde det komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var forbi, færdig--
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.
Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.
Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. Aa--det idetmindste kunde aldrig komme igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og fugtigt bestandig lagde sig over det paany--saaledes havde han følt det ...
Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.
Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.
Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.
Alle disse fire Aar--hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket ...
Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig--og vidst det. Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed.
Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.
Fejg--fejg!
Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra--han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,--det turde han ikke.
Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede over tavse Lig--
Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset slukket over sløjfede Volde.
Den sidste Høg havde været en Don Quichote--der havde kæmpet med Vejrmøller!
"Don Quichote." Det var morsomt--morsomt
* * * * *
Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.
Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last.
Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.
* * * * *
Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar hun blandede Biskop og skar Smørrebrød ... Saa den næste Morgen, da Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse--
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at smile ved Tanken om dette. "Jo--o, Ballet var forbi."
William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente: "Der var noget bag"--især saa da Regissøren gentog det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.
"Der var noget bag ..."
Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med Knappenaale.
Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og gik ud i Spisestuen.
Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.
Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.
William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod Ruden.
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen imod Williams Krog.
"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak."
Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.
"Hvor det stormer," sagde Nina.
"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa."
De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten, hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.
William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Døren.
"God Nat," sagde han.
"Gaar Du?" Tonen var angst.
"Jeg--gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson."
"I det Vejr--", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.
Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem. William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.
Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads.
Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage med et Hvin.
Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.
Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig borede sig op mod Vinden.
Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede saa en hundrede Skridt frem til Porten.