Part 9

Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre Ting af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem--og respekterede den.

De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og silde--men alene vedblev William at leve.

Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens Pille, længe, hensunken i Tanker.

De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig. Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en Understrøm gennem hans Ørkesløshed.

Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og lyttede, men naar han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik Frem, saa han kunde Se Damen, naar hun gik ned ad Trappen.

Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang saá Frøken Falk lidt smilende paa ham, og hver Gang hilste han og blev rød under hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille, hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste--saaledes gik nogen Tid. Naar William paa de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke saá Vognen, blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro, der ikke kunde finde sig til Rette med sig selv. Han gik saa over og satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han nedslaaet.

Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden skræmmer.

Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen. Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede.

En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: "Holder Du meget af at høre min Kusine spille?"--

"Din Kusine?"

"Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag."

William blev rød og sænkede Øjnene ned over "Bohr": "Ja," sagde han.

"Kusine har lagt Mærke til Dig--ja, hun har forbandet gode Øjne."

"Jeg vidste ikke, det var din Kusine," sagde William og rejste sig. De talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet, han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu var hun Gersons Kusine, og Gerson vidste det, og der skulde naturligvis snakkes om det i Klassen--og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget mere, Kirken heller ikke.

William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altfor latterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med Kusinen, og hun lo vel, naar han saa let lod sig jage bort. Nej, han maatte netop komme der, nogle Gange i det mindste--og saa rent blive borte. Det var det klogeste.

Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom, men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod.

Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. William satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt maal, uden nogen tydelig Genstand: han hørte Musikken, og hans Tanker svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik.

For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner--og hun spillede dejligt.

Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende var den for hans Tanke.

Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik ned. Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde "Goddag".

Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal. Men saa pludselig sagde Gerson:

"Naa, Du var nok ovre i Kirken idag."

Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden.

"Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere, ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde sagt: "Ja, jeg saá din Kusine idag."

"Hun sagde det," sagde Gerson, "hun tror, Du holder Andagt i Kirken." Han lo.

William blev meget rød.

"Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine Forfædre--men Du er da ikke gal."

Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. "Kamilla er da kønnere end som saa, skønt hun er en gammel Pige." Gerson lo stadig og kneb Øjnene missende sammen.

"Ja, hun spiller dejligt."

Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra, Tanten var død, og Etatsraaden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. "Hun holder sgu meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen--men hun snakker løs og lader sig ikke mærke med det."

Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.

Blandt Williams "Beundrere" satte det noget ondt Blod, at Gerson paa den senere Tid var blevet saa intim med ham, skønt han altid havde stillet sig lidt fjendtlig til "Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionen den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en Gang paa et æstetisk Møde havde Gerson ladet falde en Ytring om "Slaveejer og Slaver", som umuligt kunde misforstaas. Nu var han alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for "Forræderi".

Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større Forstaaelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab, eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller mindre venligt.

Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.

... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt--lige for Fødderne af Høg, der just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den, men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget. Hun takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu rødere og havde Hjertebanken, saa han troede, Brystet skulde sprænges paa ham.

Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst.

"Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig Musik--det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over i Kirken ..."

Hun Fandt det saa naturligt--han havde dog maaske haft lidt mere Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og--Deres Forfædres Ben.

William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig Fejl," sagde han.

"Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham.

"Det er slet ikke derfor ..."

"Hvorfor?"

Nej, han kunde ikke udholde det Blik--han tav og saá ned. "Det med Forfædrene," sagde han saa dæmpet.

"Da vilde jeg kun finde det naturligt," sagde hun, og Betoningen var meget alvorlig, ejendommelig dyb.

"Vilde De?" det kom hurtigt, og han saá hen paa hende.

Hun saa smilende op: "Saa havde jeg jo dog Ret."

Vognen var ikke kommen, hun saá hen mod Porten, rystede lidt misfornøjet paa Hovedet og drejede saa ind ad en Sideallé ved Søen. William fulgte efter.

"Jeg har jo ikke anden Slægt," sagde han lidt efter.

"Deres Søstre."

"Ja--mine Søstre," han talte langsomt og biev ved, som om han talte hen i Luften: "Men derfor kan man godt føle sig alene."

De gik atter nogle Skridt. "Det kan jeg forstaa," sagde hun.

"Og saa er det, jeg har dem." William gik videre.

"Jeg forstaar det saa godt," hun drag Haanden ud af Muffen og glattede dens sorte Skind med sin Handske: "det maa være meget lettere at blive til noget, naar man saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa En."

William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte paa Muffen, saa saá hun paa skraa ud paa ham og sagde: "Og De er jo den sidste af Familien?"

"Ja--Slægten er død."

"Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de gik lige om et Hjørne. "Hvor gammel er De?"

William blev rød. "Seksten Aar." Han søgte at gøre Tonen ironisk, men opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord.

"Og er allerede bitter mod Verden--ja det begynder man jo med nutildags." Hun holdt inde, standsede lidt og sagde noget hurtigere: "Siden finder man et vægtigt Argument for at forsone sig med Verden."

"Mange finder det ..."

"Aa"--hun lo igen--"nej de allerfleste. Man forsoner sig med sin Skæbne ganske simpelt, fordi det ikke er morsomt at surmule."

"Jeg surmuler ikke"

"Nej--det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykkelig." Hun satte sig i lidt stærkere Trit: "Men--Spøg til Side--jeg véd, De har oplevet en Del ... men--at opleve meget er ikke at leve meget. Naa--men hvad forstaar De Dem paa det?"

William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage til en gammel Tankegang sagde han: "Men det er slet ikke Weltschmerz. Vor Familie er færdig ..."

"Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at begynde maa man da sige, hvis man ikke vil være dum nok til at mene, at man kan være færdig uden at have begyndt--"

"Og hvad skulde jeg saa udrette?"

Hun standsede og gav sig til at le: "Undskyld, jeg siger det, Hr. Høg"--en lille bitte Streg under Hr.--"men først kunde De se at faa Udmærkelse til Eksamen, De er jo et godt Hoved ..."

William bed sig i Læben, og da hun saá paa ham og smilende tilføjede: "De er da ikke vred?" gav det et Ryk i ham, som vilde han vende om.

Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end han var. Hun smilede stille, men blev saa igen alvorlig: "Forresten Forstaar jeg det godt," sagde hun.

Han saá op. "At De er bleven Darwinist," sagde hun som Svar paa hans stumme Spørgsmaal.

De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og spurgte:

"Og hvad saa, naar De er bleven Student?"

"Saa skal jeg vel se at blive Kandidat."

"Herre Gud--kan man da ikke søge et Maal?"

"Jo, hvis man havde et ..."

"Nu snakker De," hun talte utaalmodigt, "naar man havde, behøvede man ikke at søge. Og De søger vist ogsaa--det vil sige, De lader Fantasien løbe ..."

Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet, ligesom glattet ud: "Og hvor skal man da søge?" spurgte han.

"For Eksempel i Deres Barndom--hele Liv--i Deres Tilbøjeligheder ... opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem ..."

William blev staaende, Frøken Falk saá, at hendes Ord havde gjort Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: "De har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan kun vente ..."

"Hvordan mener De, Frøken?"

"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige", og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det."

De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige--naar han blot vidste hvordan.

Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder. Frøken Falk talte ikke meget--et enkelt Ord eller kun Nik og korte Blik, som bad ham blive ved med sin hurtige Fortælling.

Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt ... han drog Vejret dybt og blev pludselig forlegen. Men da han saá hen paa hende for ligesom tavst at bede om Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, forskende Blik, der fik ham til at rødme og som var--nej ikke venligt og heller ikke mildt, men varmende, saa han huskede det længe.

Frøken Falk tog Uhret frem under Kaaben: "Fire," raabte hun, "men Jens maa jo tro, jeg er blevet gal."

De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun faa Ord, men de gik meget tæt ved hinanden, og hvad de sagde, faldt utvungent som Udraab mellem gamle Bekendte. Saa kom de op til Porten.

Jens arriverede i samme Nu.

Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og da Jens sagde, at hun havde sagt, han først skulde hente hende Klokken fire, blev hun ganske lidt rød under Sløret.

William stod med Muffen, mens hun steg ind. "Farvel--kør saa!"

"Deres Muffe," raabte William.

"Aa--ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen. Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen.

Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik han ned paa "Haabet" for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at faa ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente paa hende.

"Saa," sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag gik forbi med Frøken Falk, "nu har hun da faaet et nyt Menneske."

Frøken Kristine fo'r til Vinduet. "Men nu er han sytten Aar," sagde hun spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og saá efter dem. "Tilsidst maa Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent."

"Fylder hun nu ikke ni og tyve?" spurgte Moderen og slubrede en Mundfuld i sig af Kaffen.

"Jo, det er akkurat fire Aar siden hun havde Fødselsdag--og da fyldte hun Fem og tyve." Frøkenen gik tilbage til sin Kniplepude.

"Falks kunde gerne sendt os lidt Frugt"--Fruen havde taget Briller paa og sad og stoppede paa en af Velærværdighedens Uldtrøjer, "de véd dog, at din Fa'r holder saa meget af en god Pære."

"Kære Mo'r--hvordan kunde Du dog tænke? De Mennesker bryder sig saamæn ikke meget om Guds Ord."

Saa stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie videre i Tavshed.

Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Undertiden erklærede hun, hun var ikke oplagt, de gik saa lange Ture i Alléerne om Søen. Som oftest var det ham, der talte--han fortalte hende alt.

Og mens han saaledes fortalte, var det, som om han oplevede alt igen, men paa en ny besynderlig Maade, der endnu mer end før skød det uvæsentlige bort og samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage.

Saaledes gik det i Begyndelsen og længe, men senere vendte hans Fortælling sjældnere tilbage til Fortiden. Han oplevede intet, men dog havde han saa meget at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale, som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, vekslede det med Udbrud, Afbrydelser og lange Taler, Ungdommens vidtsvævende Deklamationer, hvori der skylles op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Trælhed, hele det taagede Kaos af Tanker og Fornemmelser, Begæringer og Anelser, der i den første Ungdom fylder vort Hjerte og vor Hjerne med deres Taager.

Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa man saá de spidse Tænder bag de lidt bøjede Læber, gik hun stadig lyttende. Men standsede ban, kunde hun ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne paa ham: hvad han sagde, mens de saaledes gik Time efter Time, var saa ejendommeligt, saa Fremmed, noget nyt for hende, og hun havde dog levet en Del og oplevet meget.

Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene betragtede hende med Mistro.

Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og Forlovelsen var pludselig gaaet overstyr, og hun var rejst bort. Der hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det. Hvorom alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og vist er det, at der havde været en Maler i Besøg hos Falks det Aar, han havde malet Frøkenens Portræt, og hun blev paa sin Rejse borte over et Aar.

Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse. Hendes høje Figur var blevet svært junonisk og som for at knuse Sladderen under sine Hæle traadte hun fastere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en Rose i Haanden.

Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard.

Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren. Lidt hurtig skiftende var de jo, de Bekendtskaber--det ene Aar var det nogle Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof, hvor altid én blev udmærket for i to-tre Maaneder i Forening med den skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser, fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til "utilladelige Forhold".

Saaledes gik en fire-fem Aar. Kamillas Træk blev skarpere, øjnenes Udtryk koldere, strengere sagde nogle--hun blev ikke mindre smuk, men man saá dog, at den Første Ungdom var Forbi. Maaske var imidlertid hendes Følelser mere ældede end hendes Træk.

Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket paa hendes Sind som en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany de samme Sindsbevægelser, der bestandig paany skærpede Sjæletørsten.

Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede. Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vaagen Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne Resignation.

Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt var, tilbragte de Søndage og Smaaferier hos Onkelen paa Veilgaard. Kamilla behandlede Fætrene som Drenge--hun var jo ogsaa ti Aar ældre end de--men nogle af de Kammerater, som altid fulgte med dem, syntes hun dog at skænke en betydeligere Opmærksomhed.

Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater "morsommere" og "morsommere". Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde Hjertebanken var blevet frøken Kamilla en ren Sport.

Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfarings hele Tillokkelse, hendes afblegede, noget strenge Skønhed maatte gøre Indtryk paa det syttenaarige Hjerte, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne besidder alt. Og denne Leg var saa lidet farlig: der blev intet givet uden et Haandtryk; maaske et Kys paa en ung Pande, som brændte, paa nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kærtegnet.

William var forelsket. Men hans Forelskelse var af en ejendommelig Art.

Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i strømmende Ord, der kunde lyde som halvdigtede Kærlighedssange, frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunde han pludselig se paa hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde hende forlegen, saa hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe være tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunde friste.

Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæmpede med den ved Læsning erhvervede Erfaring i Williams Sjæl, og hans medtagne Nerver, hans allerede stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham ind, og som hans Erfaring gav en dybere Betydning. Undertiden var han helt Barnet, undertiden gjorde hans Theorier ham til den erfarne Mand, som formaar at faa næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forelskelse som af et virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden blev han atter overfalden af en vis Ubændighed, der vilde opnaa alt, hvad han vidste, Kærligheden kunde skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han var færdig med det ogsaa.

Det var disse sammensatte Følelser, Kamilla ikke ret forstod, og som hun bestandig ivrigere søgte at forstaa.

Naar hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hende paa en høj Straaskammel, Organisten lagde Noder fra sig paa om Søndagen. Undertiden fantaserede hun, saa sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musikken.--

I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab.

De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde næsten ikke talt sammen, da hun kom. Hun havde straks sat sig til Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William saá hende fra Siden: hun sad meget rank paa Stolen med Ansigtet lidt opadvendt og Øjnene næsten lukkede.

Det var en Adagio.

William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne paa sine Knæ og saá paa hende. Han talte slet ikke.

"Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og blev ved at spille.

"Hvorfor skulde jeg være vred?"

"Jeg véd det ikke"--hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner--"men jeg har været bedrøvet over det."

Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede.

"De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun og vendte Hovedet halvt. Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig fra Skammelen.