Part 21

Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden, som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen og læste igen.

"Jeg er rejst, kære Hoff--bryd Jer ikke om at faa at vide, hvorhen: William Høg vilde I dog aldrig kunne møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg netop rejser nu? Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som ikke var den sidste Høg værdigt: nu er han død.

Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte mig Formuenhed til og var uformuende: det er mit Livs sørgelige Historie. Men til at være et slet Menneske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette væmmelige, dette Liv som bundede i Plattenslageri og Sløjhed--var jeg for god.

Farvel. Høg'erne dør ud--Jeg tror, Slægten vil slukkes med to ensomme Kvinder.

Farvel, farvel.

Din William."

Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og aabnede den inderste Skuffe, Han tog Grevindens Billede frem og saá paa de smilende Træk.

Saa vendte han sig og aabnede Kakkelovnsdøren.

Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfoldet, sad Hoff der endnu med Hovedet støttet paa sine Hænder.

Han vækkedes af et Stokkeslag paa Døren. Det var Fremtidssoldaten.

Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten her og purrede op i den mørke Manke med begge Hænder.

"Sig mig, Bloch," sagde Hoff, "naar udgiver De Deres første Bog?"

"Hvorfor?"

"Aa jo, jeg vilde gerne anmelde den, inden jeg rejser ..."

"Rejser?"

"Ja, jeg tænker paa det. Jeg synes ikke, her er rigtig morsomt herhjemme."

"Hvor rejser De hen--"

"Aa--ligemeget, til Sahara, dér er man idetmindste alene og har kun sig selv at sørge over--"