Part 19

Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig."

"Det er jo en hel Del."

"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har ... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt--saa uskyldig ser hun ud af Øjnene ..."

"Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt.

"Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som er det mærkelige."

Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han.

William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn. Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte."

"Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, "forbi."

* * * * *

"Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke."

Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde Hr. Hag ikke have underskrevet des Papir," sagde han roligt.

William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage ... saa kan De dog vente"--

"Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og"--Hr. Olsen foldede Papiret ud--"her staar, at Summen er forfalden idag."

William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog Hovedet til Siden, "jeg kan ikke."

Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han.

Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.

"Ja," hviskede han.

Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."

William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.

"Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir med den flade Haand.

Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det, og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:

"Nej, De kan ikke. De kan ikke gøre det."

"Præsentere papiret?"

"Nej, De kan ikke," gentog han.

"Hvorfor?"

"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "Fordi ... ", han standsede, "De véd, den er falsk--."

Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst.

William kunde ikke svare.

"Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig, "For der maa være Orden i Forretninger," sagde han.

William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst.

"Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen.

William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han.

"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. "Farvel, Hr. Høg."

William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, ud paa Gaden--intet. Han var lamslaaet af Angsten.

"Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det er en lang Tid." Om saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.

Han havde skrevet Baronens Navn efter--Det havde været en blot Formalitet ... Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen ...

Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.

Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.

Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa og bede; snart vilde han vende sig til Nina ... Men han skød atter disse Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne ...

Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt ...

Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det som Hoff ...

Som Hoff--det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt, bredte sig i al den fantaserede Blødhed.

Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte forfra.

Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den rige Mand og fik Pengene--

Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne. Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed ... Han vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med Navne ... Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere ...

Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op. Han vilde gaa der straks.

Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen. William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:

"Han laaner mig dem--han laaner mig dem ..."

Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.

"Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saá han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn.

"Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.

"En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til Egebordet.

Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol.

William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner "Det er en Løftelse med saadan store Navne."

Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: "Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet--"kommer for"--

"Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William.

Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge Mennesker," sagde han smilende.

William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.

"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.

"Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen ... Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det nærmeste," sagde han.

"Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen. "Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... men det maa ikke være behageligt, vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed."

William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:

"Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren.

"Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang."

Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet.

Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.

William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og sov straks ind.

Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.

Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter.

Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke ...

Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo, trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene; de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa tæerne--. Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede Skørter--et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.

William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.

Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret ...

Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel--

"Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William.

Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik ... Med Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige Løsagtighed.

Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste Gang ... Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde komme, hvorledes--tænkte eller spurgte han ikke om.

Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.

Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den sidste Dag--han skulde aldrig se alt dette mere, aldrig--Og efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.

Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst forestillede sig en saadan Løsning--slet ikke. Han tog det kun op som et Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag før--før "dette" kom.

Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide--

Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?

Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt ... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.

Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev--og nu vilde han komme igen Klokken syv.

"Et Pengebrev?"

"Ja--han havde Protokollen med."

William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned ad Gulvet.

"Hvad er Klokken?" spurgte han.

"Halv syv ..."

Et Pengebrev--et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden--maaske ...

Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket.

"Det er nok fra Etatsraaden," sagde han.

Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte dem fra sig igen, gik ind--han kunde umulig blive paa ét Sted.

Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.

Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden--Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.

Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har De--Brev til mig?" spurgte han.

"Ja ..."

"Pengebrev?"

"Tusind Kroner, Hr. Høg--"

William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er de?"

"I Tasken--men der skal først kvitteres."

De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han gjorde.

Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst, som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem. Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden Gang--jo--tusind--Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige for hans Øjne--

Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til saa mange i den Tid.

Men nu sendte han ham de tusind Kroner.

William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro, Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. l Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger."

Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde producere disse Regninger.

Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene.

"Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.

"Er det Dig?"

"Har Du Mønt--"

"Ja--jeg har lige slaaet"--William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde egentlig hjem til mine Søstre--"

"Aa--Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde maa tage Fribillet ved Kassen ... Fanden skulde da drikke Thevand, naar man har Møntsorter."

"Nej--og der er jo osse Debut--"

"Saa ta'er vi Minna med Du--hun sidder og venter paa mig i Frederiksberggade ..."

"Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.

Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa," sagde hun.

"Ja, William holder saa meget af Parfume."

Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen.

"Klokken mangler et Kvartér." Sofie satte sig til at sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret.

"Hør, Nina--saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting."

"Slet ikke ..."

"Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..."

Nina nynnede igen: "Naturligvis."

Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde den Damaskesdug helt skinnende.

Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa Springet til at lukke op i Entréen.

Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun.

De satte sig igen.

"Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da gerne komme præcis."

"Ja--den er fem Minutter over ..."

Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.

Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.

"Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie.

De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.

"Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte.

Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun.

Pigen kom ind.

Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten--Klokken otte?" spurgte hun.

"Ja--Klokken otte ..."

Sofie saá paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene ned.

Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.

"Lad den staa," sagde Nina.

De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun.

Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham," sagde hun.

Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa Puffen med Ansigtet i sine Hænder.

Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de sad.

"Saa spiser vi," sagde Nina.

"Jeg er ikke sulten."

"Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret, "han kommer ikke."

Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun.

De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies Tallerken.

"Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.

"Hvor mon han er?" spurgte Sofie, Det ringede i Porten. Nina blev rød, slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie.

De lyttede uden at se paa hinanden. "Han gaar højt op ..."

Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet--

Sofie sad og græd stille.

Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa havde han ikke haft Tid.

"Nej--han har ikke haft Tid."

Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa Sofies Tallerken.

"Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie.

"Ja--del er længe siden, den har været fremme ..."

"Og Asietterne ..."

"Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e ..." hun vilde sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en.

Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.

Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:

"God Nat," sagde han, "og Nina--vær ikke vred paa ham."

Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til sig.

Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.

Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen. Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.

Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme Sted.

William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind.

William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas, "Hvad vilde hun?"

Det var et Brev.

William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften.

Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det.

Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord ... Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.

"Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina."

Andet stod der ikke.

Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.

Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og Vindruer paa et Par Glasskaale.

"Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage Overtøjet af.

"Ja--Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen--"

"Jeg vilde helst have været alene," sagde William.

Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene: "Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt ..."

"Det kan jeg se."

"Dér--vil Du ikke smage?--Du var nok hjemme igaar ..."

"Hjemme?"

Ja, Jeg traf din Søster i en Viktualiekælder, Hun var nede for at købe en And--det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det."

"Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det... men--jeg kom ikke."

Hoff slap Posen. "Gik Du ikke?"

William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff.

"Jeg ... traf Lund ..."

"Naa--aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten.

Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod William:

"Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte at gaa heftig op og ned ad Gulvet.

William sagde ikke et Ord.

"Har Du saa været der idag?"

Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.

Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i Armen.

"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte.

"Ja."

William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst.

"Nytter--"

William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.

Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen--William sad paa samme Plet.

Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig siddende.

"Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff.

"Fremtidssoldaterne?"

"Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden--mine Gæster."

"Naa--dem, der skal ha'e Sukkergodtet."

"Vist saa--og Ryperagout med Kastanjer."

"Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden--"

"Naturligvis."

William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde han med et tungt Smil:

"Ja--lad mig se dine Soldater."

"Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter."

"Har han da Talent?"

Jeg véd skam ikke--saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er de. Den anden vil være Skuespiller."

Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han blot.

Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr. Bloch--hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?"

"Studiosus medicinæ" ..."

"Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af."

De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen.

"Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William.

"Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem tage Plads.

Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig omkring.

"Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.

"Hm--noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen og purrede op i en sort Manke.

"Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.

"Det Billede--er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt."

"Det har da aldrig været Kød."

William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud med store Øjne.

"Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende.

"Ja--første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt.

William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.

"Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch, tør jeg ha'e den Ære?"

"Hr. Andersen." De gik ind.

De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.