Part 4

Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Theatret. Han mindedes de mange Timer, han havde staaet misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning.

Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den paa. Han stod og trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet ikke med.

William mente, de kunde gaa Klokken halv, og fortalte hvert andet Sekund, at nu kom de ganske vist For sent. Og hans nervøse Hast smittede Nina, som var saa rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort.

"Herre Gud, Nina", sagde Stella, "lad nu dog dine Handsker være, Kjolen er for kort. Men nu har Du jo da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel færdig med at vokse."

Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre.

"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve.

William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér.

Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder var feberklamme i Handskerne.

De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program--han huskede, hvor tit han havde staaet og set Folk famle i Pengepungen for at finde de fire Skilling. Stella tog ham ved Haanden. Hun saá paa ham og smilede, hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store: han var helt bleg. "Gud hjælpe ham," sagde hun sagte. Drengen saá op--Ordene var komne ligesom et Suk. "Hvad er der?" spurgte han. Moderen svarede ikke.

Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm, støvmættet Bølge. Han saá ikke rigtig sikkert, han maatte plire med Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og Lysekronen. Han havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik.

"Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde ikke have talt højt, om han havde faaet Guld for det.

Stella lo. "Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser.

"Han synes, her er for mørkt", svarede Stella.

"Ja, her skulde være lysere," sagde William alvorligt. De satte sig, William ved Siden af Stella. Drengen talte ikke mere; han sad stille og saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt var for stor, han tog det, som det var.

Folk samledes, Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene maatte være med. Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var saa farlig.--Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa.--Om Høg troede, det var den virkelige Kankan, de dansede.--Berg mente det ikke, og Fru Berg vilde da saa rædsom gerne se den--Ja, Høg vilde nu gaa inden Kankan'en--

William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham paa Skulderen og hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre, hvad der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede ganske langsomt frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa Brystet.

Han hørte Orkestret utydeligt, hans øjne hang ved Tæppets Guldfrynser. Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, saa saá han i Lyset paa Scenen to Damer, han syntes, de kom frem af en Taage ...

Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik paa Scenen, hun sad bag Viften og saá fra Siden ned paa Drengen. William sad ganske stille. Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk.

Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham.

Hun havde første Gang været i Theatret med sin Moder--hun var femten Aar. Hvor hun huskede det. Det var "Romeo og Julie", de saá. Hun forstod det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik--men hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en Længsel, et Suk efter Livet, som skulde komme.

Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og saa paa Høg. Han sad træt med Hovedet støttet paa sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog hende imøde fra hans Klæder--

Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned.

Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun saá ind i et langt Øde, en Taage hang over. En unævnelig, kvælende Bitterhed snørede hendes Strube sammen.

Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre, og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet.

Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned og kyssede ham heftigt paa Panden.

Hun gav ham alle sit Livs Forhaabninger i Arv i det Kys.

Tæppet faldt. William satte sig. "Det var ikke saa godt," sagde han. Og han begyndte at tale. Saaledes gjorde man ikke--eller saaledes--og det var ikke at elske, han havde jo staaet ganske rolig, og han havde været lige ved at le paa det mest rørende Sted. Og Elskerinden havde manglet et Spænde paa den højre Sko. De rigtige Grevinder holdt virkelig heller ikke saadan paa deres Kop, naar de drak The.

Saaledes blev han ved.

Rektor bøjede sig frem. "Er William allerede blevet Kunstdommer? Ja man modnes tidlig, skam gør man saa!"

Men William blev ved.

Der var noget i dette, Stella ikke forstod. "Morer Du Dig da ikke?" spurgte hun.

"Dejligt." Han saá op, hans Øjne straalede imod hendes.

Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt ham affekteret. "Underlig," sagde hun. Stella kendte ham kun som Hamlet, hun havde ikke troet paa ham.

"Var han da ikke stor?" spurgte William. Fru Berg lo. "Man maatte beundre ham," svarede Stella. Saa begyndte William atter, han spurgte Fru Berg, hvordan Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det? eller det? Fru Berg forklarede.

"Moder kan vise det," sagde William.

Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til Programmets Bolero.

Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme Takter. Steg saa, og pludselig herte man i susende Fart Boleros brusende Lyd.

Tæppet gik op. Alle Øjne saa mod den tomme Scene, en Skov. Saa klang Kastagnetterne højt; og med sammenslyngede Arme svang Damerne sig ind over Scenen. Boleros Musik susede æggende om dem.

William fo'r op fra Sædet og blev højrød; dette var det, dette. Og de dansende jog hinanden i sammenslyngede Kredse; Kvinderne gled ind i Mændenes Arme, gækkende atter ud; og mens Musikken steg med voksende Hast, klang Kastagnetterne lokkende ...

William trykkede sig stærkt op mod Bænken; han havde Hjertebanken.

De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som til Kærtegn, veg ud med vuggende Hofter. En hvirvlende Jagt. Saa stormede Kvinderne bort. Med Kastagnetterne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte de de trættede Dansere et spottende Haandkys.

William drog et langt Suk.

Han havde røde Pletter paa Kinderne, hans Øjne var skinnende, Aandedrættet hurtigt. Stella saá det, og med en pludselig Angst greb hun ham hurtigt i Armen. Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog Boleros Toner: han var Saa besynderlig, feberagtig beklemt.

Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en Konversation mellem Mand og Kone. Det hele interesserede ikke synderligt, men man kom til sig selv igen og samlede sig.

William stod som før. Meget opmærksom, spændt paa hver Bevægelse.

Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens sørgelige Lod, der bliver Enke i et Ægteskab, hvor Manden er et Navn; om hendes ensomme Dage, om hendes Kummer, om hendes usete Taarer, om hendes Forsagelse ... Skuespillerinden rejste sig; med Ryggen lænet mod den høje Stol stod hun med det hvide Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte Arme, stolt i sørgmodig Majestæt ...

William aabnede Læberne for at tale, han strakte sig helt frem. Hvor hun var smuk og stor, og høj ... Og saa gled hans søgende Blik ud over Atlaskens kælende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt som før ved Boleroen ...

"Og nu han, nu han," sagde han.

Ægtemanden var ydmyg, bad. Men bestandig rolig strakte hun sine Arme frem, afværgende koldt. Nu havde hun viet sig til sin Enkestand.

"En Diana, Frue," sagde Rektor ...

Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme ubevægelige Ro. Salen var vaagnet. Hendes Skønhed bandt deres Blik.

William var meget varm.

Efter Stykket skulde man danse Kankan. Høg havde sagt, de vilde gaa. Nu ønskede han at blive, hans Øjne vare glasagtige, stive, han var rødplettet paa Kinderne. Man kunde ligesaa gerne blive nu, da man en Gang var her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængstelig vaaget over William og var efter den spanske Dans blevet grebet af en uforklarlig Angst. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun vilde hjem med Drengen.

Desuden var Nina ogsaa med ... Aa nej, Nina sad roligt med sine klare Øjne fæstede paa Tæppet. Stella drog et lettet Suk. Men bort vilde hun, Høg havde jo selv ment at ... og allerede Boleroen var tilstrækkelig, mer end tilstrækkelig for Børn.

Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, var Mellemspillet begyndt.

Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulde man nu sige, naar selv hun blev snærpet? Det var ikke for hendes Skyld, men Rektor havde Ret, Overgangsalderen. Bah, nej lade dem se alt og tale til dem om alt. Det gjorde Berg og hun ...

Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange Knægte med lyst Haar og sorte Frakker.

"Strutter af Sundhed," sagde hun og lo.

Ja, men alligevel--Stella vilde gaa. Den ene havde ikke samme Principper som den anden. Rektor greb Ordet Principper. Man skulde lige til at diskutere Opdragelsen, mens Høg knappede sine Handsker.

Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren.

Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at vende Hovedet. Han saá fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa lukkedes Døren bag ham. Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til Parkettet.

Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede Blodet igennem ham.

"William," raabte Høg.

Han talte ikke paa Hjemvejen. Forældrene gik foran; Nina, som slentrede af ved Siden af ham, hørte sig selv i Verbet _mouvoir_.

Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en Mand, som hilste Høg; det var den katolske Præst. William saá op og rev Huen af Hovedet. Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et "_bon soir_" og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe efter ham, men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem.

Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad bag Themaskinen og vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund.

Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han vaagnede med ét.

Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte højt med sig selv.

Jo det var, som han tænkte sig--det vil sige, han havde tænkt sig det større, lysere. Men i København var det jo saadan. Men det var dejligt ogsaa her. Saadan at tale til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle til aandeløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde.

Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader, som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt.

Saa saá han hende pludselig staa med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm, stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det kolde Lagen.

Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt. Pludselig kom han til at græde.

Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet.

Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren til Williams Værelse.

Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammenkrøben i Sengen, rød i Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella saa længe paa ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold.

Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om ham, lettede Lyset en sidste Gang. Da hun saá op, faldt hendes Blik paa et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel Barnepige.

Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes Blik vilde gennemtrænge Billedet.

Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun hen med "Fadervor" paa sine Læber.

Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa Skolebiblioteket.

Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke et Ord af," sagde han. Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger, som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade, hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog.

Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra igaar. Et Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne godt, men hans rundryggede Figur saá latterlig ud. Da Moderen lo, blev han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb.

Seks Uger efter blev Nina konfirmeret.

* * * * *

IV

Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.

Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder.

Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene, mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.

Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive blybleg.

"De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs--en Smule." Og Stella smilede atter med sit trætte Smil.

I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg, langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne svulmende i Panden og røde Kinder.

"Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet--De var der ikke?--førte han Kotillonen op--der var en Begejstring blandt de unge Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux."

"Ja ikke sandt--vor kære Høg er som forvandlet," Hofjægermesterinden slaar sin Vifte op, "igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt virkelig i Søvn."

"Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," henkastede Doktoren.

"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn."

Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.

Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det var bedre, hun blev hjemme.

Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det til mere--og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet ham. Desuden vidste hun jo--Men en Dag nu i Foraaret var det bleven hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet.

Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen. Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel: hun kunde ikke opleve en saadan Nat til.

Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun ud til Bergs.

Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden at mærke det.

Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes alt af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø under denne Tavsheds Kvaler.

Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre, da hun slæbte sig op ad Trappen.

Hun ringede.

Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.

Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. "Om Doktoren var hjemme?"

"Doktoren var paa sit Værelse."

Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod foran denne Dør. Saa aabnede hun den rask.

Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler.

Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. "Endelig," sagde han. Stella saá paa ham, hans Blik var mildt. "Vær rolig. Frue," sagde han dæmpet, "vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror." Hun standsede og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det da--ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet at sige ham ... Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde sin Haand paa hendes Arm.

Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De det da? Aa--Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte, mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun kæmpede med sin egen Elendighed.

Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede.

Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.

Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saá ned paa Sofaens Kvaster, fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie ...

Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen, det vilde gaa over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som maaske var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde gaa over.

Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg paa en Sindssygeanstalt.

Stella saá længe paa ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod ham. Saa gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen.

"Umuligt," sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom.

Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregaaet med Høg. Baade Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo, spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke kendte.

Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale. Saa fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor sine Børn.

Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes talte Nina og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden.

Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil, der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.