Part 14

Saa rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hende ...

"William," det lød kun som et Suk. Han bøjede sig helt ned, søgte ilfærdigt hendes Mund og gav hende et mildt Kys.

"Margrete"--

Hun mærkede, en Taare kom frem under hendes Øjenhaar, men hun viskede den ikke bort.

"Gaa, William." sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. "Gaa ..."

Han saá paa hende og smilede, rystede paa Hovedet og bøjede sig ned; han kyssede hurtige hendes Hals.

"Slip mig--slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig."

William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de, kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk.

Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg. Hun slog med smaa Kast Viften ind mod sin Hage og sad og saá tankefuld ud.

Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev næsten forskrækket, da hun talte:

"Det er saa besynderligt," sagde hun.

"Hvilket?"

Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne.

"Naar De blot ikke vilde være Skuespiller," sagde hun saa. Det var et højttænkt Brudstykke af en Tankegang ...

William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte: "Hvorfor kan De ikke tro paa det?"

"Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt Angst greb hun ham i Armen: "Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun.

William rev sig løs: "Ondt--nok," sagde han.

Han havde bøjet Hovedet uden at se paa hende, og disse nye Minutter, hvori de ikke talte, syntes hende Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde hun til sig selv, at under denne Tavshed gled William Høg fra hende, uigenkaldelig fra hende.

Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm paa hans Skulder, vilde vække ham, i det mindste faa ham ud af den Dvale, hvori han sad.

"Skal vi danse?" spurgte hun mildt.

"Ja, lad os kun danse," William rejste sig, bød hende

Armen og traadte i hendes Slæb for at komme frem.

Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun en Taare bort med Handsken.

Man var ved at bryde op. Ude paa Gangen stod de liberiklædte Tjenere med Tøjet, Stuerne var halvtomme, i Dagligstuen var Stolene hulter til bulter spredte over Gulvet, Vandkaraflerne paa Hjørnebordene stod tømte. Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølvbakke.

Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi.

"Skilles vi som Venner?" spurgte hun og rejste sig halvt.

"Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde--."

"De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu ... Naa--det faar være, giv mig dog Armen. Jeg er træt--af at sidde saa meget."

I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Døren.

"Aa, der er Frederik."

Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden.

"Tro mig--jeg er Deres Veninde!" sagde hun. William blev besynderlig forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik: "Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven." sagde hun og saá paa ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen.

Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en Cigaret. "Jeg skænker Etatsraaden Cigarerne," sagde han, "siden jeg ikke var ganske sikker paa, om jeg skulde have af højre eller venstre Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer."

"Højre eller venstre Lomme?"

"Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og femten Cigarer i hver Kjolelomme--af forskellig Kvalitet."

De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. "De skal?" spurgte Hoff.

"Ned ad Kongens Nytorv til."

"Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, ved Siden af hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden.

"Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de havde gaaet lidt, "den høje blonde?"

"Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt inde, "i Hamborg paa en Rejse."

"Naa"--Hoff? fløjtede--"det saá ud til, at Grevinden interesserede sig for Dem--men det ... vil jo--ikke sige meget ... Grevinden interesserer sig i det hele overordentlig for unge Mennesker."

"Hvor er Greven?"

"Greven? kære, han er død." Hoff studerede Brostenene.

"Død ... saa hun er Enke, det troede jeg ikke."

"Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed velmeriteret: Excellencen døde efter tre Fjerdingaars Ægteskab. Ser De, det var en ældre Kavalér, meget forelsket ..."

"Kender De Grevinden?"

"Jo ..." Han gav sig til at le: "Nej vist ikke, vi blev jo først præsenteret for hinanden iaften."

De gik lidt, saa sagde Hoff: "Men jeg har hørt meget om hende ... af en Ven."

William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede paa Hjørnet under en Gaslygte.

"Her bor jeg," sagde Hoff.

William saá sig om. "Allerede," sagde han, og mest for at sige noget, inden han bød "Farvel"--han følte, han havde været uhøflig--spurgte han: "Hvorfor var det saa naivt at holde den Tale?"

"Gudbevares--det var kun elskværdigt, men De kunde rigtignok ligesaa godt have sagt Abracadabra!"

"Det forstaar jeg ikke."

"Aa, det kan osse være det samme, det er nemlig ikke saa lysteligt at forstaa: for at arbejde maa man tro, jeg mener naturligvis for at arbejde alvorligt, for at tage fat, begynde. Og for denne Generation gælder det virkelig om at tage fat ..."

De var begyndt at gaa op ad Sidegaden. William fulgte med uden at tænke over det.

"Men er den da virkelig slet ikke begyndt paa at tage fat ..."

"Jo, paa at snakke. Det vil sige--Praktikerne gør jeg naturligvis Uret. De ta'er jo fat. Jeg talte paa Ballet med en af mine Skolekammerater og spurgte--rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed --om han havde læst "Marie Grubbe", og saa svarede Idioten mig--det var naturligvis halvvejs en Finte til mig--at han læste ikke saadanne Bøger, inden han havde faaet sin Eksamen--."

William lo.

"Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder Praktikerne. I deres Universitetstid læser de seks Timer og forsømmer aldrig Manuduktøren. Men de overanstrenger sig ikke--Eksamen er jo ikke det hele, knap det halve. Naar de er tyve Aar, begynder de paa at danne sig et tilkommende Klientel, og de dyrker roligt en fornuftig Selskabelighed for at lægge Miner for en tilkommende Kone ...

"De overdriver ..."

"Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De vil reussere--det er altid noget."

"Hvad tror de saa paa?"

"Ja, det er Sagen"--han standsede uden for en lav Port, et gammelt, graat Sted--"med Troen er det jo lidt smaat. De tror, at Livet er noget behageligt, og det besynderligste af det hele er, at jeg tør dø paa, at de fleste af dem gaar ud af Tilværelsen med ganske den samme latterlige Overbevisning. Hør, gaar De ikke med op, der er Ild i Kakkelovnen, og jeg tror, jeg har en Flaske Champagne i min Buffet--"

William takkede, men syntes det var for meget. Saa gik han dog ind med, han vilde gerne være sammen med nogen, han var angst for at være alene--

Han turde ikke være alene. Og nu, naar han talte med Hoff eller rettere lod Hoff tale, saa trængtes det tilbage, han var bange for ...

Hoff strøg en Tændstik. "Fald for Guds Skyld ikke paa Trappen," sagde han, "den er skrækkelig."

William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig naaede de op. "Værs'go, nu skal jeg straks tænde Lys." En varm, stærkt parfumeret Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa Gulvet og spurgte om Maatten.

"Bedste Ven, jeg har ingen--men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er allerede halvt ødelagt."

Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.

"Ser De," sagde han, mens han tændte, og sprang pludselig tilbage til den forladte Samtale, "deres Lykke er, at de er uden Lidenskaber--Himlen skal vide, hvordan det kan gaa til, men de har faktisk ingen: derfor kan de lade Huslægen regulere det hele, baade Læsning og Leben. Men"--han satte Kuplen paa--"til at skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge andet end Fiskemennesker."

Han hjalp William Frakken af. "Sæt Dem ned, saa kommer jeg straks med Vinen."

Høg saá sig om i Stuen. Det var en stor Stue med tre Fag og mange Døre, men baade for Døre og Vinduer var der en Uendelighed af røde Portièrer, saa Værelset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var der stillet Blomster op paa Holdere, store Træer i Kroge og Hjørner, bag Puffer og Sofaer, der stod i vild Uorden blandet med en Mængde forskellige Stole, alle magelige, men yderst varierede i Façon.

Paa Pillerne stod Afrodite og Niobe paa Søjler, bag Skrivebordet Antinous.

Flygelet var stillet halvt ud paa Gulvet med en udstoppet Ørn og en stor Del Fotografier paa Laaget.

William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa parfumeret var her.

Han stod bøjet over Skrivebordet og saá paa nogle Portrætter, der var stillet op, saa de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en Flaske Champagne og to Glas.

"De drikker jo Champagne?--Naa, for jeg drikker i Vinter ikke andet." Han kom hen til William. "De gør Bekendtskab med min Omgangskreds, ser jeg," sagde han og pegede paa Billederne, "en smuk Samling."

"Jeg kender de fleste fra Gaden ..."

"Ja, det er rimeligt nok. Men lad os heller sætte os hen--jeg holder saa lidt af at staa." Han skød en Flugtstol frem foran Kakkelovnen og bød William, satte sig selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen mellem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovnspladen. "Aa, hvor det er dejligt at sidde godt hjemme hos sig selv! Men à propos Billederne, jeg kunde se deres Forbavselse--De tænkte--og De tænkte egentlig højt, for De har et mærkeligt, mimisk Talent--at det var nogle besynderlige Rødder at omgaas ..."

"Det tænkte jeg ikke ... men ..."

"Aa Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De har jo Ret. Men jeg sympatiserer med de Folk. De er saa rart bare paa Illusioner og Følelser og det hele. De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange Kærlighedsforstaaelser, og de dør, ødelagte af Udskejelser, uden nogen Sinde at have følt Lidenskab eller saa meget som vide, hvad det er at elske ..."

Hoff tav lidt. "Skaal, kære, det er god Champagne."

"De kan ikke mene alt, hvad De siger," sagde William.

"Aa--jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men saa er det ogsaa saadan en dejlig Hvile at omgaas de Mennesker. Folk, som virkelig føler for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder--disse er skam ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove paa, naar de er fulde."

Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt haanende, det hele kunde se ud som en Spøg. Men paa Williams Sind, der var ophidset af Sindsbevægelserne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop nu, det stærkeste Indtryk.

Han var lige fra Samtalen med Margrete gaaet om i en vis Sløvhed, hvor altfor mange Tanker, altfor mange Sindsbevægelser arbejdede i den samme Hjerne til, at han kunde gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, havde snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, naar vi efter en lang Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme er tungt, vi aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa at sige ikke taget Form i vor Bevidsthed.

Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: "Naar De ikke vilde være Skuespiller," ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer, han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa var han faldet sammen i Sløvhed.

Nu først vaagnede han.

De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon, hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg.

"Vi har svage Rygrade i den Hoff'ske Familie," sagde han, "og den maa muntres."

William hørte det ikke, han var helt optaget af sine egne Tanker. Hoff gik op og ned ad Gulvet.

Saa sagde William halvt sagte: "Men hvad lever de da paa?"

"Mener De "Rødderne"?"

"Ja, de Mennesker," han pegede hen mod Skrivebordet.

"De lever paa "Minutterne", og saa i Pauserne taler de om "Minutterne". Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire Minutter om "Piger"."

William tog sig om Hovedet: "Nej, det forstaar jeg ikke," sagde han, "kan jeg ikke forstaa--"

"Kære, tag det nu ikke saa tragisk. Det er en ren Overtro, at man behøver at have noget at tro paa for at være tilfreds. Kun, naar man vil have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det er saa behageligt?"

"Ja, men naar man nu vil have noget gjort?" sagde William. Hoff syntes, der var saadan noget sløvt i Tonen.

"Ja, ser De," han satte sig igen foran Ilden, "saa bliver Tingen vanskeligere."

"Nu De selv?" William spurgte hurtigt, saá op. "De arbejder jo meget?"

"Aa--mere end de fleste, men meget, naa maaske ..."

"Ja, og hvorfor arbejder De saa? Hvorfor vil De det? Hvad tror De selv paa?"

"Tror paa--tror paa? Aa, jeg har den bedste Grund til at tro, at der oppe i "Kvindelig Læseforening" findes et Dusin ældre Damer, som læser mig med Fornøjelse, og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at jeg ikke skulde vise mig dem taknemmelig ..."

"Ja, men--" det lød utaalmodigt og William rejste sig fra Stolen for at gaa henad Gulvet--"De siger ikke, hvad De egentlig mener."

"For det meste." Hoff saá efter ham og rystede paa Hovedet. "Ser De, De tager nu Sagen saa ungt, men Tingen er, at man, selv om man har opgivet noget, kan leve meget behageligt paa Stumperne. Naar man har opgivet at faa noget udrettet, saa indretter man sig som jeg, der, mine Kreditorers Overhæng fraregnet, som De ser, har det grumme behageligt. Man lever uden Illusioner--det værste er, at man en Gang imellem kan faa et Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten Dage, ja--med Skam at tale om--det kan hændes i tre Uger--kan faa den vanvittige Idé igen ar tro godt om et Menneske. Saa har man det, naar man bliver skuffet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man ogsaa slipper det--naa, som sagt, det er det værste ..."

"Men Deres Talent da?"

"Aa--mit Talent!"

"Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det og saa arbejde for det?" ...

Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog saa sit Glas og tømte det.

"Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for ..."

"Hvis man Forresten gad--ja. Men, kære, er det Umagen værd?"

Saa har jo Deres Uvenner Ret."

"Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem."

"Som siger, at De ikke sætter noget ind."

"Naa ja. Men, naar man nu ikke har noget, bedste Høg."

"Men, det er jo det, der er Modsigelsen--naar De har Talentet."

"Vist, vist saa," han rejste sig lidt utaalmodigt ... "Men lad os nu ikke tale mere om det ..."

"Ja,--men, det er netop det, jeg ikke forstaar, og som"--William talte heftigt--"Jeg maa forstaa ..."

Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre foran Flygelet i hurtige Drejninger. Saa gik Hoff over og tog ham om Skuldrene.

"Lad os hellere tale om Dem," sagde han.

"Men dette er jo netop om mig," William dukkede Hovedet.

Hoff gik to Gange op og ned med ham under Armen. Han syntes, William blev lidt roligere.

"Maaske tror jeg ikke paa mit eget Talent," sagde han.

"Hvorfor skriver De saa?"

Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff svarede: "Jeg har jo fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, og saa koster det virkelig en Del at føre dette Hus ..."

"Ja, men hvor kan De det?"

"Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, saa er det naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har jeg, men--ja, hvordan skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De--bedste--Talent og Liv er ét--det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd det, saa har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for Talentet."

De gik igen lidt. William saá fra Siden hen paa Hoff. Det var, som pludselig en graa Maske havde lagt sig over hans Ansigt:

"Og nu De," sagde han, "hvad vil De saa mere end fri til Frøken Blom?"

"Hvad alle vil--blive til noget ..."

"Hm--naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende."

William vidste ikke, hvad han skulde svare. Saa sagde Hoff:

"Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde have godt af at tale med et Menneske om det ..."

Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."

"Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er "Publikum" sjældent saa villig til--men tror De selv?"

William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen paa Chaiselonguen i Hjørnet.

"Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde han, tav saa, sad og rokkede med Overkroppen. "Det hele beror paa det--jeg kunde ikke leve som andre--nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen tror, slet ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, saa er det forbi. Aa," han kastede sig ned, "det er forfærdeligt ... Véd De, at min Fader var sindssyg, min Moder døde af Brystsyge--"

"Aa--Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige--"

"Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er ligesaa ulykkelige som jeg ..."

"Kære Høg, se Tingen mere roligt ... det nytter skam ikke ..."

"Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine, saa er det blot Tiden, som er haabløs ..."

"Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men saa kan vi da idetmindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom."

"Aa nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror paa, har holdt mig oppe nu snart i fem Aar, jeg har levet for det, kun for det: "Ser De, jeg er hallucineret om Natten, jeg hoster--alt. Men jeg har arbejdet, kæmpet for det, fordi jeg troede--men naar jeg nu havde taget fejl--saa--ja, saa var det forbi ... Det er sandt--jeg har været forelsket i Margrete Blom i lang Tid ... og--aa, hvor er hun ogsaa smuk ... saa Frisk ... Vi har set hinanden hver Dag ... Ved De, at somme Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde Dyr--hvor jeg har lidt og været søvnløs--jeg har vaaget om Nætterne og skreget efter En, der troede--blot En, der vilde tro ... Man kan føle en ligefrem Tørst, der svider--og saa er der ingen--heller ikke hun--nej--nej--nej--De skal ikke trøste mig ..."

Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod ved Siden af, han lagde blidt sin Haand paa hans Haar og glattede det.

William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede ham.

"Nej, ingen tror paa mig," hviskede han.

"Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og tving dem til det." Hoff kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet. Han aabnede det og slog nogle Akkorder an.

Bagved paa Chaiselonguen laa William og hulkede.

Saa gav han sig til at spille. Han sad, mens han spillede og lyttede til William, mærkede, at Graaden blev mindre voldsom.

Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af en Salonkomposition, en Galop. Hoff varierede det, lod det komme tilbage, glattede det ud. Bestandig blev det mildere.

William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i Sofaen, støttet mod dens Ryg, rød og ophedet af Graaden. Lidt efter gik han hen over Gulvet og satte sig foran Kakkelovnen. Ilden var gaaet ud.

Hoff spillede stadig. Han var slaaet over i noget andet, noget vemodigt og klagende, hvor Tonerne sukkede mildt under hans Anslag. Saa gled det helt ud, og han holdt op.

"Hvad var det?" spurgte William hennefra.

"Det første var af Rubinstein," han sad og saá ind i Lyset paa Flygelet.

"Det var saa mildt," sagde William.

"Aa ja," Hoff rejste sig og lukkede, "et Flygel er en ganske rar Ting."

De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at komme bort fra dette:

"Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff."

"Det, véd jeg, finder de fleste Folk," svarede Hoff og saá sig om, "jeg synes nu, de tre hører sammen. Den Hjerne, som tænkte den Dame dér"--han pegede paa Venus--"har været genial. Han gjorde Kærlighedsgudinden til en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og saa kalder Folk den Statue for en fornøjelig Figur--ja, hver sin Smag ..."

Han heldte lidt Champagne op i sit Glas.

Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det, Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix--hvem mon der er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha'e ... Jeg véd ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde for Smerten."

"Og saa Antinous."

"Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham maa vi skam ha'e Sympati for, saa sandt jeg hedder Bernhard Hoff. Pokker tro paa Sagnet--det er vel kun dumt Vaas ... Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels Barn, man maa have givet mere at bære paa, end han kunde udholde, en tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en stor Hemmelighed eller hvad véd jeg. Nok er det--hans Skuldre kunde ikke bære det, og saa lukkede han Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og Akerons Vande imellem Verden og sig--Nej, der er god Mening i de tre Buster ..."

William gik hen og tog sin Frakke. "Gaar De," spurgte Hoff.

"Ja. Klokken er halvseks ..."

"Er den det--ja. Tiden gaar." Han hjalp William Frakken paa, stod saa lidt og ventede:

"Og hvad saa imorgen?" spurgte han.

"Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde saa sagtere: "Det er Skuespiller, jeg vil være."

"Jeg tænkte det."

William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte han Hoff Haanden: "Godnat," sagde han, "og Tak for iaften."

"God Nat, Høg--og kom snart igen."

Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet.

Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det og stod noget lænet til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han holdt det hen under Lampen og saá længe paa det ...

Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen tændt og skrev ved sit Bord.

"Men Gud bevar'es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen inat?" sagde hun.

"Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg saa gyselig travlt."

* * * * *

V

Professoren saá op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange.

"De er ikke blevet meget større," sagde han saa og skød Brillerne op i Panden. "Men sandt at sige, der er dem, som er mindre."

"Jeg er omtrent saa høj som Professoren," sagde William og skævede til Pillespejlet.

"Saa?--nej, min kære," Professoren rettede sig og forsøgte at se William over Hovedet, "det ta'er De virkelig Fejl i--jeg er godt og vel et halvt Hoved højere. Men, det forstaar sig, min unge Ven, har man Talent, saa er man stor nok, selv om man er lille."

Professoren fik Taarer i Øjnene og faldt i Tanker.

"Ja, saamæn er man saa," gentog han og skød atter til Brillerne. "Og Stemmen var jo dejlig." fortsatte han, efter at Rørelsen havde sat sig lidt. "Det var jo et pragtfuldt Organ."

William blev rød. "Ja, Hr. Professor ..."

"Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for jeg maa naturligvis høre Dem."

"Jeg har taget Sannæs med," sagde William.

"Sannæs, naa--det var en underlig, teoretisk Rolle,--men sæt Dem, kære Ven, og lad os tale om Tingen," Professoren skød en Stol hen til William og satte sig selv i en anden. "Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde han saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, "at være Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden."