Part 2
Buffet'en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og alle Lysene i Kronen var tændte.
Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og saá prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb havde Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue blinkede misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus, strakte sig velbehageligt paa Stolen og nød Retterne forud.
Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld. Om den var fra Sèvres?
"Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe--han havde været i Frankrig i en diplomatisk Mission--den var fra Sèvres" ...
Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved Sèvres.
Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men saá pludselig, at Stella beholdt sine paa, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem igen.
Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi med Sølv.
Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aarstid--hvor Fru Berg købte?--Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede det.--Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste Plukfisk.--Og Rektor spiste det ikke? Aldrig.--Om Stella havde set noget værre end "Dronning Marguerites Noveller"?--Nej aldrig. Berg paastod, at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist Pandekage med Kniv.
"Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han ikke havde faaet Snitter.
Rektorinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun havde aldrig set saa mørkt et Barn. Et komplet Zigeunerbarn.
Fysikus drak privat med Pastoren.
Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene stadig brugte Tran?--Fru Berg afskyede Børn, naar man havde seks--
Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at docere, Præsten demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Haanden paa hendes Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg talte om Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet, hvem Malthus var.
Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone skratlo.
Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000 Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen.
Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere lidenskabelige end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget lidenskabelige ...
Nej, Høg vidste det ikke ...
De talte i Munden paa hverandre. "Den blaa" gik omkring og skænkede, det var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe at have smagt en saadan Vin ... Han sad og saá glad paa, hvorledes den oliede paa Glasset.
Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa Stellas Skød, Nina sad hos Lægen.
Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne Børn, Fru Berg erklærede sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen Selvkritik--den ældste var virkelig meget flink i Latin ...
Ja, i Latin ...
Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets Mødre. Stella tog sine Handsker af. Rektorinden Faldt i Forbavselse over en Opsats ... Den var en Gave fra Kongen ... for Resten knyttede der sig en pikant Historie til denne Opsats ...
Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede ... Historien var pikant. Man kom atter ind paa Historier om Grevinden. Kongen havde foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin indsvøbt i en Femdalerseddel ... Det var uhyre morsomt og jovialt af Kongen. Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe faaet af sin Perikles.
De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af Lystigheden. Fru Berg brækkede Stoleryggen ved at kaste sig haardt tilbage, og Præsten greb om hende.
"Den blaa" kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. "Et Telegram."
"Et Telegram." Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde alle set det, og der blev ganske stille. Stella satte William haardt ned paa Gulvet.
Høg var meget bleg.
"Kongen er død," sagde han.
Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev der atter ganske stille. Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De saá alle ned for sig--Præsten havde foldet Hænderne.
William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden. Saa gav han sig til at græde.
Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa Buffet'en ...
* * * * *
Krigen kom. Der laa mange danske Tropper i Randers, men man frygtede hver Dag at maatte gaa længer mod Nord og opgive Byen, Fjenden var rykket frem Norden for Skanderborg--Vejen laa aaben.
Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var ude med hans kongelige Højhed.
Det var ud paa Aftenen. En kold, gennemblødende Efteraarsregn, pisket af en hvinende Storm.
Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg gav kun ringe Haab.
Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket henne i Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; naar Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte. Undertiden skræmmedes hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned over Vuggen og lyttede til det gispende Aandedrag. Tog sig saa om Hovedet og sukkede.
Regnen slog haardt mod Ruderne, greb i det raslende Thermometer ... Folk talte højt nede paa Gaden.
Hun satte sig atter op. Barnet laa med store angstfulde, spørgende øjne, der fulgte hende overalt. Hun pintes under dette hjælpeløst bedende Blik. Hun saá til Siden, vilde knibe ud fra Blikket, men følte det hjælpeløst imod sig, kunde ikke slippe fra det. Øjnene var store, glasagtige.
"Vug Aage, Nina," sagde hun.
Nina havde siddet og strikket ved Lampen. "Hvor er William?" spurgte Moderen.
Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, gemt bag Gardinet. Billedbogen var falden ned paa hans Knæ.
Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med Øjnene, mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William.
"Nu skal Ane bringe Dig i Seng," sagde hun.
Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud.
Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen. Stormen havde revet Barbérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk i Regnen ...
Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saá paa hende og smilede ganske svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de smaa Hænder pillede krampagtigt ved Vuggekanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet.
William gik hen til Vuggen og saá nysgerrigt paa Broderen.
"Lille Bro'r er syg," sagde han og stod og pillede ved det grønne Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet, standsede i Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. Høg maatte jo dog ogsaa snart komme ... Hun skræmmedes af et enkelt Hornsignal nederst i Gaden.
"Naar kommer Fa'r?" spurgte Nina.
Stella saá ud. Der løb mange Mennesker paa Stenbroen frem og tilbage, hun hørte dem skrige højt omme paa Torvet, høje Raab, ligesom Kommandoraab. Hun saá et Par Officerer tale meget ivrigt nede under Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkapper paa.
Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog stærkere fat, det piskede ned ... der lød mange Trin paa Gaden, stadig flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte.
"Hvor de løber," sagde Nina. Hun var krøben op paa en Stol ved Vinduet.
William stod og trak hende i Kjolen.
Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler ... Stella fo'r op fra Vuggen ...
"Mo'r dog," raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde.
Hornene lød nu fra alle Kanter--ilsomme Hovslag. Løb ... de raabte højt paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen. Stormen slog det bragende ind mod Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhaar op.
Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende paa den oversvømmede Stenbro ... Hun hørte et Par Koner græde nede i Gadedøren.
"Kommer de?" raabte hun til dem. Og endnu en Gang højere: "Kommer de?"
Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, hun holdt paa det klaprende Vindu--Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte Nødraab, ilsomt fra alle Sider.
"Kommer de?" raabte hun igen og stærkere, bøjet langt ud af Vinduet. Ingen svarede. En Adjutant red forbi i Galop--hun raabte igen, han svarede og virrede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord.
Nina sad ved Vuggen.
"Mo'r, Aage bli'r sort i Ansigtet." sagde hun.
Moderen løb tilbage. Barnet laa rallende med stive Øjne. Hun rev Nina væk og kastede sig med et Skrig ned over Vuggen--tog Barnet op, lagde det atter ned.
"Han dør, han dør," raabte hun. Hun fløj op, greb en Flaske og hældte nogle Draaber i en Ske, "Han dør," gentog hun sagtere, blev ved mekanisk at gentage: "Han er død, han er død"--
Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og løsnede det, saa det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i Lampen slog op og osede ... William og Nina sad henne i en Krog bag Bogskabet og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i Søsterens Skød.
Stella laa udstrakt over Vuggen. Nede paa Gaden lød der urolig Trampen af mange Støvler, forvirrede Raab, hun saá med Angst paa Barnet.
Saa blev Døren reven op.
Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryppede ned ad ham og flød i store Strømme hen ad Gulvtæppet. "De er her," sagde han hurtigt, "Prinsen flygter."
Børnene gav sig til at skrige højere, Høg strøg Vandet af sin Kappe. Han havde ondt for at tale.
"Gaar Du igen?" spurgte Stella angst.
"Ja, Prinsen rejser om lidt."
Hun Stod nogle Øjeblikke, Derpaa sagde hun sagte:
"Barnet dør."
Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og krammede med sine smaa Hænder om Lagenet. Saa bøjede han Hovedet og gik.
Stella saá ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater drejede om paa Torvet. De mere løb end gik. Hovederne dukkede ned bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme.
Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene kaldte uafladelig.
Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede--Stella genkendte Prinsen. Hun saá hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen.
Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole.
"Hvad vil Du?" sagde hun.
"Hvorfor blæser de?" spurgte han.
"Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede.
"Nu sover Aage," sagde Nina.
"Hvad siger Du?"
"Aage sover."
"Sover?" det lød som et Skrig, hun saá hen til Vuggen ... hun syntes ikke, hun kunde flytte en Fod ...
Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Rude gik itu, og Skaarene faldt raslende ned paa Stentrappen. Den ilsomme, ensformige Trampen af Troppernes March gennem Gaden tabte sig mere og mere ... man hørte kun nu og da et enkelt skingrende Horn.
Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet ned i Gulvtæppet.
William græd hele Natten.
* * * * *
II
De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng.
Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes for stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saá endnu mere rundrygget ud end har var. Han havde faaet et Par meget tynde Ben at gaa paa og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt theatralske Bevægelser.
Hans Gang var uéns og besynderlig. Han kunde smaasnakkende med sig selv slentre langsomt hen langs Husene--Stella paastod, han sled Huller paa sine Albuer ved saaledes altid at gnide sig op ad Væggen--med dukkende Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende. Saa pludselig snublede han over sine egne Ben, som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor han saá ud, naar han løb. Man kom til at tænke paa de smaa vanskabte Trolde med uforholdsmæssig store Hoveder, som ligger sammentrykte i Æsker og springer op, naar Æsken aabnes. Saa stod han stille, slentrede igen og gav sig atter til at løbe.
Naar han talte, gestikulerede han meget. Han brugte mange sjældne Ord, og hvad ban sagde, var ofte stillet op, ligesom Replikkerne i en Komedie.
Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Saa kom de om Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa og skar Brødet ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev William ækel ved Maden--Pigens Nattrøje var ofte helt graagul i Kuløren--og kastede Smørrebrødet paa Vejen til Skolen. Mens Børnene drak The, stod Pigen og redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt altid den ene Fletning i Munden, mens hun redte den anden.
Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede hende saa, naar han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret.
Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod meget tidlig op.
"Hys, hys," sagde Pigen, naar Børnene tænderklaprende aabnede Døren til Køkkenet. "Borgmesteren er oppe."
De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. Nina stod og læste hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig ved Vandspanden. Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden.
"Hys, William," sagde Nina. "Du véd jo, Fa'r er oppe."
Og naar han sagte vilde liste hen over Gulvet, faldt han over Kulkassen ved Skorstenen. Af Forskrækkelse gav han sig til at patte paa alle fem Fingre.
"Saa skulde da al Landsens ... dit Klodsfæ," skændte Pigen.
Naar Børnene gik ind gennem Spisestuen, saá de Faderen sidde ved Bordet med et Haandklæde om Hovedet. De sagde "God Morgen" ganske sagte, han nikkede blot uden at vende sig eller tale. Nina aabnede Døren og listede ud, William bag efter--men Drengen kunde i sin Befippelse sjælden faa Døren lukket. Saa stod han længe og raslede med Laasen, indtil Faderen rejste sig med et utaalmodigt "Naa" og smækkede den haardt i.
Børnene var glade, naar de frelste var naaede ned paa Gaden.
Drengene sad i Vestibulen og halvsov paa lange Bænke langs med Væggene. Inspektøren gik søvndrukken omkring og knipsede dem ondskabsfuldt i Hovedet med sin knyttede Haand. Saa afbrød et Hvin den søvndyssende Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod, Balslev og Luthers lille. Hver Gang en Lærer kom op ad Trappen, rejste alle Drengene sig paa Rad. En enkelt, der var faldet i Søvn, fik af Sidemanden et vækkende Puf og fo'r op, mens han tabte Bogen af Haanden. Inspektøren lod ham springe over Stokken, til han vaagnede. I det hele taget var Hr. Inspektor vanskelig om Morgenen. Han gik og gned sine Øjne og søgte at faa Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Irettesættelser til de Lømler i 5te Real, men som for upartiske Øjne betænkelig saá ud som en Brydekamp, hvori man kæmpede med skiftende Held.
For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, der listede lydløst omkring i et Par aflagte Gymnastiksko, børste sin Frakke, der i Forvejen var saa velbørstet, som en skinnende Frakke kan være det.
Drengene var glade, naar Timerne begyndte.
Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i Randers havde gamle Lærere, som holdt sig til Lærebøgerne og til de fastsatte Pensa. Historien var Aarstal, Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber at bøje, Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens Aarstal og Tørhed gylpet op igen.
Lærerne sad krumryggede paa Katedret med Bøgerne opslaaede, men med lukkede Øjne. De kunde rolig gøre det. Den, der var oppe, tog ikke fejl, for han stod med Oversættelsen paa et Blad inden i Bogen; og de andre sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned paa Armene og blundede eller vippede frem og tilbage paa Bænken, mens de i Smug læste paa det næste.
Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa Tæerne for at se efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig ligesom de andre. Saaledes gik Timerne.
I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne. Som oftest læste man højt i Munden paa hverandre, eller man sloges med Papirskugler eller med Blæk, som man klattede rundt med paa Gulv og Vægge. Naar Læreren kom ind, gik Timerne atter som før.
At kunne sin Lektie var det store Maal. Klassen lærte Sprogene ved at plapre udenad efter trykte Oversættelser, Historien efter historiske Tabeller, Geografien læste man paa Kortet. Lærerne satte Pris paa Bogens Ord og hadede Fantasier.
Den Flittige fik ug'er, Flidsbelønninger og Lovtaler ved den maanedlige Omflytning, den Dovne havde en daarlig Karakterbog, blev flyttet ned og kom som yderste Straf "til Rektor". Det var noget forfærdeligt at komme til Rektor. Man ventede Maanedens sidste Dag med Frygt og Bæven paa, hvem Loddet skulde træffe; den, hvis Maanedskarakterbog blev holdt tilbage, vidste, hvor den skulde hentes.
Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs alle Vægge. Der stod en gammel Sokrates paa Kakkelovnen. Henne i et Hjørne paa et lille Bord laa et rødt-indbundet Monstrum: et græsk Leksikon, Lærerne havde foræret deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Artium laa Bogen ved Siden af sin Ejermand paa Eksamensbordet. Pedellen betragtede den som en Helligdom og svøbte den ind i et grønt Klæde, hver Gang han skulde bære den.
Her var det, man kom hen, naar man skulde "til Rektor".
Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og Atlas over den gamle Verden stoppet op paa Ryggen mellem Vesten og Skjorten. De kom ind én for én.
Skolens Styrer aabnede Døren. Den afstraffede Synder gnubbede sig ud gennem den og forsvandt.
"Den Næste," sagde Rektor meget højt. "Den Næste" kom ind. Rektor satte sig, bakkede lidt af Piben, dukkede det tæt klippede, graa Hoved helt frem mod den Ulykkelige, saá skarpt paa ham med sine smaa plirende øjne. Slog saa med et talende Fingerknips ud med Haanden.
"Er det nu Dig igen?" sagde han og klemte Læberne sammen med en ejendommelig klagende Hviskelyd. "Er det nu Dig igen?" Rektor gentog altid saadanne Spørgsmaal, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den voksende Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde tørre Spyttet af.
Det var jo ham.
Rektor saá atter pas sit Offer. "Vil Du da kun gøre dine Forældre Skam?" spurgte han saa atter. Han lagde bestandig Trykket paa det første Ord, snuppede derpaa Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der ligesom satte et veltalende Spørgsmålstegn efter Sætningen.
Saa formanede han. Han talte langsomt, med rokkende Hoved. "Det er dog besynderligt med den Dreng. Han har gode Evner, der er ikke det mindste i Vejen, og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel." Derpaa pludselig med stærkt Eftertryk: "Hvad siger din Fader?"
Atter det spørgende Knips og et fikserende Ophold. Fra Synderen en Mumlen ...
"Naa--og din Moder? Det er en meget elskværdig Kone."--Rektor slæber betydningsfuldt paa Ordene.--"Vil Du huske at takke hende for sidst" ...
Synderen tørrer sig skyndsomst i Ansigtet. Rektor ser paa sine hvide, soignerede Hænder, meget bløde Hænder.
"Naa," Han rejser sig, gaar kroget hen over Gulvet med knirkende Støvler, standser et Øjeblik, lægger Fingren paa Næsen og ser op paa Sokrates.
"Kom saa her hen!" siger han. Synderen gaar et Par Skridt frem. Rektor stikker Hovedet helt ned imod ham. "Vil Du saa blive bedre?" Og efter at have rettet dette energisk fremførte Spørgsmaal til den Ulykkelige vender han sig og tager et langt Foderal frem bag Bordet.
Drengen skeler hen til Foderalet, giver et Skub til "den gamle Verden" paa sin Ryg og ser sønderknust ud. "Træd saa ind paa Tæppet!" Den store Mands Stemme er blevet dæmpet hemmelighedsfuld, Haandbevægelsen er langsom og værdig. Han holder et Øjeblik den venstre Haand mod Næsen, tager Spanskrøret Frem med den højre.
Drengen græder.
"Ja, nu græder Du--men lad det saa blive bedre, hører Du, lad det blive bedre." Han lader det blanke Spanskrør beskrive en lang, værdig Bue foran Offerets Øjne.
"Knap Trøjen!" siger han derpaa pludselig med Kommandorøst og retter sig, saa han bliver meget højere. Og medens Vorterne paa hans Næse blusser og hans Blik søger Sokrates paa Kakkelovnen, lader Skolens Styrer tre tunge Slag falde paa Synderens Ryg.
"Gaa saa!"
Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring udenfor Tæppet. Saa vendte Rektor sig igen, og med Haandknips og Styrtesø gentog han hurtigt, stadig med stigende Betoning og en vekslende Akcent: "Lad det saa blive bedre, se dog til, at det kan blive bedre; faar vi haabe, det vil blive bedre!"
Og saa endte det med et:
"Hils dine Forældre!" Det var som et mildnende Punktum.
Det var Skolens Straf.
Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste ogsaa at belønne. Den sidste Dag i Skoleaaret var Belønningens Dag; saa blev alle Byens Honoratiores indbudt, Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange andre. De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret, hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, "der nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser."
Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer biev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene, passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole.
Saa lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev ligesom dybere. Der var ganske stille i Salen. Henne i Drengenes Klynge var Hoved trykket mod Hoved, Øjnene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Stolene sad ganske ret i Sædet ... Rektor kærtegnede sin Næse.
"Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet," lød det.
Hvor Hjerterne bankede i alle disse smaa Ærgerrigheders Bryst. Det var, som om Vejret skulde gaa fra alle dem, som haabede. Og de andre trængte paa for at se.
Nu blev det første Navn læst op. Skolens Duks. Han er purpurrød i Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i Haaret. Saa, nu er han henne ved Katedret. Han faar Bogen, slaar i Bevægelsen en stor Bue hen over Gulvet, naa'r sin Plads--han mærker, at hans Skjorte klæber paa Kroppen.
William var den sidste, som blev raabt op. Han havde ikke smagt Mad den Dag, og han var bleg som et Lig. Han hørte næppe sit Navn, og han vidste ikke, om han kunde flytte Benene. Men alle Drengene rundt omkring hviskede hans Navn og skubbede ham frem imellem sig. Saa gav en af de store ham et halvt Spark henover Gulvet.
"Naa for Satan," sagde han.
William kom paa denne Maade noget ublidt og hovedkulds frem foran Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret.
Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap den, blev purpurrød. Bogen faldt paa Gulvet, ug William gav sig sagte til at græde, mens han tog den op. Hvordan han kom tilbage til sin Plads, vidste han ikke, men hele den Dag var han saa let til Vandet, at Stella lod ham gaa tidlig i Seng med Surdejg under Fødderne.
Det var "Prins Otto", han havde faaet.