Part 13

Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst--han følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og pludselig standsede han og saá paa Manden.

Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet.

"Naa--ja, det er jo lovende."

Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok.

Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt.

Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og stammede tilsidst: "Jeg opholder Dem." Vendte sig og gik ...

William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske slet ikke ventet andet, og han følte sig næsten vokse under den Haan, han havde lidt.

Arbejdets Aar var kommet, det saá han. Og saa vidste han, da denne Dør faldt i, at han, saalænge han aandede, uforanderligt vilde hade denne Mand.

* * * * *

IV

"Altsaa Kotillon?" William rakte med et Buk Frøken Blom det vifteformige Balkort. Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden.

Saa gik han. Det var svært at komme frem, han gled ad og ind mellem Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han maatte skubbe til et Silkeslæb med Foden ... Damerne stod eller sad under Lysekronen med Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed.

William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til Siden og lo, mens han trykkede sig tæt forbi; han traadte paa et Slæb og mærkede Køling fra et Par Vifter. Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes pludseligt tilbage. Saa slap han ud og gik hen over Gulvet til en Klynge af Herrer. De stod og slingrede sømandsmæssigt paa Benene, bredte sig i deres hvide Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt Øje med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og anden viftede sig med sin Chapeau-bas, mens han vuggede lidt i Hofterne.

En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig lidt frem paa Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter Saa med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der aabner og lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og forsvinder i en Blomsterkalk.

Mer sikre Herrer med Haaret sat meget fast med glinsende Stangpomade og med Roser i det venstre Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer nærmere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to og to, og lidt efter lidt naár de, ved en hurtig Drejning eller ved et Par Skridt til Siden, hen over Gulvtæppet. Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage den nærmeste Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, gaar den ene af Herrerne paa nyt Rov.

Andre Herrer blev staaende inde i Krogene. Der var nogle, som ikke var visse paa, om deres Slips sad rigtigt; de søgte at komme i Nærheden af Spejlet og spurgte ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid; nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi deres Skjorte krøb op, eller de vidste, Undervesten ikke var rigtig ren; nogle havde ogsaa Hemmeligheder, "unge" Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og som stod og fortalte Historier fra inat: de havde sat Laura Stævne hos Mohr, naar de kørte hjem. De er stumme over for Damerne; men under Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter "Kanapévisen" og nynner "Lindenau", lader saa, som om de griber sig selv i det og siger "om Forladelse", mens de ler Damen lige op i Ansigtet. Nogle tør ikke gaa frem, de er kommet ind med et Buk paa skraa og glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at række den behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme, da de var for at gøre Visit. Saa redder de sig med et Ryk væk og gemmer sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, saa det ser ud, som om de stod paa Tæerne, og hvor de vilde blive staaende klemte til Væggen, som de var klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords.

William stod og saá over paa Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes Balbog og gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Damerne lo.

"Tilgiv". William fik et let Slag paa Skulderen og vendte sig, "men var det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?"

William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, mørkhaaret Fremtoning med store Øjne.

"Jo, det ..." Resten gled ud i et Buk.

"Undskyld--men mit Navn er Hoff."

William bukkede igen. "Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig ..." En Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen ... "Kommer, kommer," sagde han saa og lo. "Ja vi skal senere gøre Bekendtskab".... Saa vendte han sig og blev forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen.

Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa ét Sted. Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at hilse paa Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i det andet.

Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde man truffet Navnet "Bernhard Hoff" overalt, paa Theaterplakater, paa Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og kunde ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle Figur med det blege, graa Ansigt overalt: paa Gaden, paa Langelinje, i Theatrene. Som oftest kørte han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og klemt op i det ene Hjørne, Saa saá han ud som Døden fra Lybeck, som om han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig. Naar han var sammen med nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom.

Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt Skuespillerindes, og han havde altid Lommen fuld af rosenrøde Billetter.

Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, og han brugte i den ene Maaned ligesaa meget til Parfume, som han alt i alt maatte leve for i den næste. Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at snakke om end hans Erobringer.

Hvad der havde gjort ham saa fejret i Dameverdenen--thi Herrerne satte ingen Pris paa denne moderne Udgave af en forfejlet "Heliogabal", som en af hans Modstandere en Gang havde kaldt ham--var dels hans Ungdom: han var kun tre og tyve Aar, og han syntes selv at sætte saa megen Pris paa dette Fortrin, at han paa alle Maader forsøgte at fængsle ag fastholde det noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der havde forskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels hans ejendommelige Ydre, som det besynderlige Menneske akcentuerede stærkt ved sort Pelsværk og Toiletkneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede saa godt med det aldrig svigtende Skær af Sensualitet, som syntes at klæbe ved alt, hvad han skrev som Forfatter.

William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret paa Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame. Og det samme, som William saá i Hoffs personlige Optræden, stødte ham stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til alle Sider i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro og uden at tage sig sammen til noget helt.

Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv sad paa Gulvet, men saá Hoff komme ind i en Loge. Han lo, smilede til Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj.

Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden; lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et Vittighedsblad.

Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kikkerten fra sig paa Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden. Trækkene blev fuldstændig slappe og askegraa; Figuren sank sammen under en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning.

Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12 køre bort med to Damer.

Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.

Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. William ønskede, han vilde skabe sig lidt mindre.

Saa blev der klappet op.

Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev en pludselig Tummel, mens alle gav sig til at tale paa én Gang, og Musikken Fra Balsalen, hvis Dør blev lukket op, lød stærkt i Marschtakt. Den opførende Herre raabte ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod Fløjdøren, Par ved Par, medens Damerne fik travlt med at glatte Haar og kaste Blik paa Blomstergarniturerne ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik noget bøjede, mens de bar det.

William skyndte sig hen til Nina, som han skulde have til første Dans, men hun slap forbi med en anden, mens hun demonstrerede og slog ud med den sorte Vifte. Saa havde William ingen Dame.

De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de havde gemt sig med deres Thekop, og fulgte efter Toget, der begyndte at ordne sig inde i Balsalen, hvor Luften var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs Væggene, meget stift, som om de sad paa Parade.

Det var en rund Stue, Orkestret var slaaet over i en Polka og de første Par dansede allerede midt ude paa Gulvet som paa en Tallerken.

De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen. Hun saá ogsaa meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende Strudsfjer.

Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende, sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William Øje paa Hoff, han "havde" Margrete; han sad overskrævs paa en Taburet og holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff ...

Men Forfatteren sad saa tæt op ad hende, og saa danse første Dans med ham--det var uforsigtigt.

Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, saa det næsten saá ud, som om hun støttede sit bøjede Hoved til hans Bryst. Han saá ned og hviskede ...

Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt.

"Her er forfærdelig Trængsel," sagde hun, mens hun trykkede sig endnu tættere op ad William, der fik en ubehagelig Svedlugt i Næsen.

"Hvem er den unge Jøde?" spurgte hun.

"Jøde, Frue?"

"Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?"

William blev rød. "Hr. Hoff," sagde han, "han er ikke Jøde ..."

"Naa ikke--nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be'e min Datter, at hun siger "Nej" til den Herre."

Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saá William ...

"Og De synes virkelig, det er upassende?" sagde Hoff, idet de dansede forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret.

William vilde helst ikke se paa det og gik ind.

Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et Album. Han vilde dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at danse med alle og enhver, og at man helst skulde sige Nej til Hoff ... Han vilde ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det, saa kunde hun ... Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og saa var det dog virkelig rigtigt--det var jo ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom saa meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et Menneske, som--nej, som man ikke dansede med.

"Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en Damestemme lige ved ham. Han saá op og rejste sig hurtigt.

"Jo--nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og stod og trak i sin Uhrkæde.

"Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det." Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. "Vi har jo kun set hinanden én Gang."

William vidste ikke, hvad han skulde sige. "Ja, Fru Grevinde, én Gang," stammede han saa igen.

"Og den ene Gang var De meget vred paa mig ..."

"Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt." svarede William og satte sig uden at se paa hende.

"Og jeg beundrede Dem," sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet og bidt i sin Viftes Perlemorsskaft. "Siden har jeg ofte ønsket at træffe Dem for at forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har bedømt meget strengt."

Hun holdt inde nogle Øjeblikke, Da William tav, vedblev hun lidt koldere:

"De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulde være forblevet i Hamborg i otte Dage."

"Nej--"

"Men hvad skulde jeg gøre--Deres Fader var meget syg, og jeg var meget ængstelig ..."

"Grevinden forstod at beherske sig," svarede William.

Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun lænede sig lidt tilbage og slog det askeblonde Haar tilside.

"Saa fandt jeg Dem desuden interessant," sagde hun, "De var ikke som andre ..."

"Da talte jeg ellers ikke meget ..."

"Saadan noget ser man," sagde Grevinden og saá igen paa ham. "Siden har Frøken Falk talt om Dem"--hun gjorde med ét en Pause. William sad stadig foran det aabne Album, han bukkede sig pludselig og vendte Bladet...

"Hun roste Dem saa meget."

Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen for at gaa et Par Damer i Møde. William lagde Mærke til hendes Gang, hun vuggede stærkt i Hofterne.

Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Gerson.

"Jeg vil gerne tale med Dig," sagde William.

"Hemmeligheder?" spurgte Gerson og gik til Side.

"Det just ikke ... men Du skal ikke danse med Hoff, Nina ... og"--det varede lidt--"Margrete heller ikke. Folk taler om det."

Nina gav sig til at le.

"Hvorfor ikke?" spurgte hun.

"Han er ikke af de Herrer, man danser med."

Det var længere hen paa Aftenen. Inde i Balsalen var Luften varmere, Herrerne bragte Isvand, og man sloges om Likørbakkerne; Damerne valgte de kølige Kroge bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens de bevægede Vifterne i store Buer.

Ude paa Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende Herre raabte, førte an i Løb i Turene. Saa fo'r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage, sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de snurrede alle rundt.

Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakaandede.

Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første Gang.

"Jeg troede, De havde glemt mig," sagde hun.

Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke ... men han stod lidt, inden han gik ud i Dansen ... Saa begyndte de.

Det var en Vals.

De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet og nedslaaede Øjne, William tog ikke Blikket fra hende. Tilsidst rødmede hun under Blikket, og da deres Øjne mødtes, smilede de begge.

"Det er en dejlig Melodi."

"Dejlig."

Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. "Ligesom den bar os" ...

De saá hele Tiden paa hinanden, blev ved at danse. Pludselig holdt Musikken op. De var alene paa Gulvet.

Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun kom hen paa sin Plads, trykkede hun Haanden ind mod sit Bryst, hun havde Sting.

"Frøken Blom danser godt," sagde Hoff, der gik forbi William.

Man spiste ved smaa Borde. Nina havde en Baron Petersdorf som Herre, Gerson dansede Borddansen med Margrete, William med en anden af Sofies Veninder.

Det var hen i Maaltidet. Baronen havde skudt Flugtstolen tilbage og sad med fremstrakte Ben og legede med sin Uhrkæde, mens han konverserede Nina, der var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne.

William sad imellem "Veninden" og Margrete.

Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet tilbage med Hovedet støttet paa den polstrede Ryg. Gerson viftede hende. William talte ikke meget.

De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlaag var næsten tunge. Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa William, smilet og tømt det.

William drak ud til Bunden.

Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor var de fløjlsbløde--helt dunede.

Hun rørte sig ikke.

"Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod hende. Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene Haand ned og strejfede William ...

Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage:

"Kærligheden kommer og besejrer os alle-- dens Besnærelser er berusende søde."

William saá uafbrudt paa Margrete, som smilede.

"Kender De noget til de Besnærelser, Gerson," spurgte hun. Hun saá slet ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa hendes Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Haandled--

Saa rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften.--

De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo'r ud alle paa én Gang.

De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i Løb, svingede pludseligt, førte dem ind under Lysekronen og blev ved at dreje, snurrede atter rundt. De var røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede, nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gaaet op. Damerne holdt op i Slæbene, dansede smægtende bøjet ind mod Herrerne, helt ind i deres Arme.

Det var uafbrudt Knejpemelodier.

Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r ud, William jog dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik hver et Lys og holdt det højt i Vejret.

"Saa."

Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste sig paa Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne raabte, pustede; slukkede.

Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet.

Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakaandede.

Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Armbaandene, trak sig tilbage bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod aabne.

Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte paa Musikken.

Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinanden inde i Balsalen, saa man næppe kunde høre Klaveret, mens Støjen summede op.

Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet og inklinerede for William.

"Men jeg er opførende," sagde han.

Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han.

Hun drog Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens William indaandede Pudderlugten fra hendes Hals.

Lokkerne kom i Uorden ... "Det Haar," sagde hun. Han slap et Øjeblik hendes Haand og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals. "Tak--den irriterede mig."

De dansede lidt endnu. "Man bliver saa stakaandet," sagde Grevinden. De holdt op.

Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde ikke talt sammen under Borddansen, deres Blikke mødtes kun, naar hun fo'r forbi i Dansen. Det var alt.

Nu skulde de danse.

William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent. William blev slaaet af det lade, der var udbredt over hende. Saa snart han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev staaende saaledes, støttet til ham.

Hun blev ved at tale til Nina og saá ikke paa William. Saa gik de ind i Balsalen.

De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om allehaande ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse.

Han dansede straks stærkt i, fo'r Stuen rundt og svingede. Hun blev tungere i hans Arme.

"De danser saa stærkt," sagde hun. Han førte hende hurtigere.

"Det er Melodien," sagde han og blev ved at se paa hende. Han følte Varmen i Salen, men hendes Aande skar dog igennem; den kom stødvis. Der fo'r et andet Par forbi, han maatte tage hende fastere, føre hende ud til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens ...

Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun var liga ved at faa Taarer i Øjnene og lukkede dem ...

Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte hendes Aandedrag, hun holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og saa smilede hun ...

Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere.

Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans.

"Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Ordene gled ud i et Smil.

"Det er Melodien," gentog han.

Saa standsede hun med et Ryk. "Lad os gaa ud paa Gangen," sagde hun, "her er for varmt."

Der var køligt paa Gangen.

"Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. "Der var for varmt inde."

De gik nogle Skridt frem, "Lad os sætte os," sagde han.

"Ja, jeg er blevet træt." Margrete lod sig falde ned paa den røde Sofa og trykkede det kolde Vifteskaft mod sin Pande. "Aa, Høg," sagde hun dovent, "drag mit Slæb lidt sammen." Hans Haand strejfede hendes Fod, han løftede Kjolen sammen og satte sig.

"Jeg er blevet helt ør," sagde hun. Hun sad, lænet tilbage og smilede inde i Nichens Mørke. "Det er Champagnen, tror jeg."

"Den var dejlig."

"Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede.

Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede.

"Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille."

"Ja."

Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til Valsen indefra. Engang imellem aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans, som sad lidt bøjet frem og saá paa hende. Hans Øjne skinnede.

Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Raab: "Hver Dame en Herre, hver Dame en Herre"--saa Støj og Musikken, som begyndte igen.

"Er det Amélie-Vals?"

William nynnede lidt efter Musikken: "Jeg tror det". Noget efter: "Vil De danse?"

Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede med Kvasterne paa det røde Forhæng: "Kan man virkelig ikke danse med Hoff?" sagde hun saa.

William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han blev blussende rød, og som Svar paa et ganske andet Spørgsmaal sagde han: "Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham."

Margrete lo. "Men hvorfor? hvorfor kan man ikke danse med ham?"

"Fordi"--han stammede og søgte om Ord, saa sagde han hurtigt: "det er noget, man har paa Følelsen, Frøken Blom."

Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. "Hvad han skriver, er dog virkelig smukt."

"Maaske ..."

"Blomstertur--Damen to Herrer--Damen to Herrer."

De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb, Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den.

Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende.

"Er De vred?" spurgte hun.

"Hvorfor skulde jeg være vred?"

Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men William havde taget hendes Arm og sad og klappede den med sin Haand.

Der blev ikke talt mere, han sad og vilde fange hendes Blik og blev ved at klappe hendes Arm. Musikken var gaaet over i Galop ...