Part 20

"Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go."

"Tak--jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen--det er skam svært nok endda."

"Hvad mener De--Medicinen?"

"Aa ja ... Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode ..."

"Det var tidligt," William lo, "var det, da De gik i Skole?"

"Nej--i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til hurtigt at blive færdig med Faserne."

"Det er sandt. Tingen er at have Leveevne--opleve meget med et ringe Tab af Livskraft."

"Hvor I bliver filosofiske," sagde William.

"Nej--kære, det er ganske simpelt--"

Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Château Larose.

Han syntes, den smagte dejligt.

Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med nogle Grimasser.

"Og Slikasparges har han heller aldrig spist."

William gav sig ogsaa tit at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.

"Med Kniv," sagde Hoff.

Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med Slikasparges.

"Hvorfor ikke?"

"Jeg synes, det ser saa grimt ud ..."

Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. "Og lade Hovederne ligge!"

"Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde Bloch, "det er ogsaa et forbandet Driveri."

"Spildt dem--hvordan?"

"Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget nyt ..."

"Ja--men," Hoff bød Frugt om, "man kan jo da more sig ..."

"Hvis man har Tid til det--men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi'e en Nat til?"

Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde været til Prøve paa Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker.

William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være.

"Iovermorgen."

Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch sig til at tale om "La curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting i, men ogsaa meget Sprøjt." De talte om Naturalismen.

William sagde: "Hvad vilde De helst debutere i?"

"Aa--i ... nej, det véd jeg saamæn ikke ..."

"Men De har dog tænkt Dem ... noget. Det har man altid ..."

"Jo tænkt mig nok ... men det er altfor meget..."

"Det er vel ikke som Hamlet." William lo.

"Nej--helst--som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret.

"Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra "Salambô".

"Debutere som Aladdin," sagde William.

"Naa--ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..."

"Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" sagde William. Bloch talte om Rudin.

"Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst. Han er saa lykkelig."

William havde lét. Han holdt inde: "Ja, det er han."

"Og han er da osse sand," sagde Andersen.

Gæsterne var gaaet.

"Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen. "Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?"

William svarede ikke straks.

"Jo," sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, "Hr. Bloch spiller stærkt ..."

"Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp ..."

"Nej." William sad igen lidt. "Har Du set noget af ham?" spurgte han.

"Ja, Studier."

"Tror Du da, det bliver til noget?"

"Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og det er den, som bærer oppe--"

"Det er sandt."

"Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har oplevet det afgørende. Det er en Theori--men har han Evnen til at opleve--saa tror jeg paa ham. Og den anden?"

"Ja--han synes jo Aladdin er det dejligste."

Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa.

"Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden ...

Der gik en Trækning over Williams Ansigt: "Aa--jeg er Chef for et Fallitbo ..."

"Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?"

William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han. "Farvel, Hoff."

--Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig, tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været oppe hos Nina hver Dag.

Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa et Øjeblik paa Broderen og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind til sit Bryst og sagt:

"Hvor Du kommer sent."

Han smilede svagt. "Tak," sagde han.

William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.

William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige Smil, hvormed Syge takker deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange om Dagen ...

Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie, men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og lagde sig sort under Øjnene.

"Man maa være yndig," sagde han.

"Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William.

"Kære." Hoff slog Pudderer af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end hele Talang'et."

William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han.

"Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok," Hoff lo: "Det er jo det, som er Ulykken."

"Farvel og god Fornøjelse"--

"Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken."--

William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe--Andersen kom lige ind paa Scenen ...

Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung. William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten.

Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.

Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen.

En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen.

William bad om at maatte tale med Hr. Andersen.

Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.

"Har De set mig?" spurgte han.

"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William.

"Tror De?" Aandeløst.

"Det tror jeg vist, De kan--" "Ja, det tror jeg egentlig osse selv," sagde han saa og smilede.

William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.

Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene, Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ...

Han gik hjemad over Prinsens Bro.

Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han havde manglet ... Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette var, og igen stod han uden Svar.

Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.

Mere var der ikke at sige.

Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, Fordi det var det dejligste ...

Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og han--misundte ikke.

William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en

Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke mere sig selv med.

Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem og tilbage, Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive.

En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik, bevægede han Læberne sagte.

Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet.

To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen.

"God Aften," sagde han.

"God Aften--naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa Aladdin?"

"Jo-o." William kom hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff."

"Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff.

"En Komedie."

Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"

"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han.

Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage--naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?"

Saa læste William sit Enaktsstykke højt.

Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig.

"Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.

"Hvad vil Du med det?"

"Faa det antaget, kære ..."

"Aa--hvor vil Du hen--det er jo slet ingen Komedie ..."

"Maaske," Hoff tog Manuskripter, "men det er en Stemning, og det er allerede noget meget rart."

Han gav sig til at blade i Manuskriptet.

"Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet--naa, saa meget desto bedre." Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han saa, "noget er der i'et."

Han slog om paa det sidste Blad:

Nej, Frue, han vil sejre--

Fruen Tror De, vi tør haabe?

Professoren Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke.

(Tæppet falder.)

Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han.

"Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det Resignation," sagde han.

"Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..."

William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde.

* * * * *

IV

Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.

Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster.

Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen.

"Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han.

William gik ned til Tæppet og saá ud. Folk sad spredte paa Bænkene i den halvlyse Sal; de saá ud, som de frøs, syntes han. Han saá Nina og Sofie paa en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden.

William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed.

En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som Honorar for hans Stykke.

"Er det antaget?" spurgte han.

"Du er en underlig En," sagde Hoff, "Du bliver bleg af Glæde."

"Ja. Og bliver det spillet?"

"Naturligvis--om en Maanedstid."

William havde taget Hoff i Haanden. "Tak," sagde han. Mere ikke, og han havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han plejede at være i den sidste Tid.

Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den gemte.

"Det er, ligesom William var en gammel Mand," sagde hun til Hoff.

Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulde tro. William havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt Klatgæld med Forfatterhonoraret.

Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slaaet af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand.

Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff spille. Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen.

"Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge.

Saa smilede William sørgmodigt: "Paa Fremtiden," svarede han. Mere ikke. Og han faldt atter sammen i Drømmerier.

Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. "Du er blevet Flegmatiker," sagde Nina og søgte at faa ham til at le.

"Jeg tror det," svarede han.

"Er Du da slet ikke bange?"

"Aa, ikke noget videre." Og han saá ligesaa aandsfraværende ud som før.

Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillingen skulde finde Sted om Aftenen. Hoff havde været der. Stykket var kønt, en mild Stemning, vemodig som en sen Augustdag, naar det skumrer tidligt, og Efteraaret begynder at melde sig med den Fred, der gaar forud for Ødelæggelsen. Det havde gjort Lykke hos Tilskuerne--Theatrets Skuespillere, som skulde se Debut'en.

"Det er smukt," sagde Hoff, da de kom ned i Porten.

"Ganske net," sagde William.

"Og det vil gøre Lykke."

"Tror Du?"

"Ja--tror Du ikke selv?"

"Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre Lykke."

"Saadan noget. Tænk dog paa, det er en Begyndelse."

Hoff saá hen paa William. "Jeg forstaar mig ikke mere paa Dig," sagde han. "Vil Du da ikke ha'e noget at leve for ..."

"Jo, Hoff, hvis jeg havde noget."

"Vis vas, dit Talent ..."

"Men naar jeg nu ikke tror paa det."

"Saa er det Dumheder."

"Kan Du huske. Du en Gang selv sagde til mig--men det var rigtignok om Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne--at det var svært at leve for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for Talentet--saa blev det osse anløbet ..."

"Ah bah, saadan noget siger man. Jeg lever jo dejligt, ser Du."

"Finder Du?" William trak Munden nervøst sammen.

"Ja, maaske."

De gik hen ad Gaden. "Men naturligvis," sagde Hoff, "naar man fordrer mere ..."

"Aa Du véd godt ... Naa, men det er slet ikke Talent, Hoff. Ser Du da ikke, at alt dette, alle disse Sindsbevægelser har været nødvendige for at skabe denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks Scener. Lever man da virkelig paa det?"

"Der er dem, som lever paa mindre."

"Jeg mener paa de Vilkaar, Hoff, med den Rente."

Saa skiltes de.

* * * * *

Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spillende kom ind og spejlede sig, Primadonnaen fejede ind med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken.

Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast.

"Det er et dejligt Toilette," sagde William.

Fruen vendte sig. "Er De meget bange?"

"Slet ikke. Frue."

Fruen saá paa ham og vendte sig igen.

"Ja--saadan er det med Debutanter"--sagde hun.

William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted.

Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag, han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte Erindringerne til ham ved hvert Skridt, saa Nutiden glemtes.

Han stod og stirrede paa den fortørnede Primadonnas Billede i Spejlet, saá saa Revnen, hvor Kviksølvet var gaaet af.

Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, det bornholmske Uhr.

Jo, han kunde forsikre denne Dame for, at han havde lidt Kvaler i dette Rum og vidste, hvad det var. Men nu? Han var jo bare kommen for at sige Farvel.

Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump Brusen, der nærmer sig og stiger. William traadte ned til Tæppet og saá ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart.

Men saa traadte de langsomt fem Hoved ved Hoved.

Pludselig bruste Musikken op fra Orkestrer. Ogsaa de lød fjern, som den slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad.

William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af en usynlig Haand, læste han sit Livs Historie paa disse blandede Ansigter.

Han saá Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa første Bænk med en ung Mand, mørkøjet, livlig: "Han er ung," sagde William til sig selv. Han stirrede paa Grevindens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af de Slangelokker, han havde skænket saa mange Kys. Og hans Blik forvildede sig en sidste Gang imellem denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en sidste Gang dette Brysts Skønhed.

Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavnsferie, saa var han inde. Han var blevet gammel og rystende ... Men hvor Aarene ogsaa gik. Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at "Professoren" kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel.

Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede--hun behøvede det ikke--for ham skulde man ikke lide mere.

Han saá paa Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet syntes han, som hun sad dér lænet tilbage. Han huskede Kirken, hvor hun spillede paa Orglet, Forfædrenes store Kirke ... aa, af det var det spiret, Bedraget i hans ulykkelige Liv.

Thi ulykkeligt havde det været.

Dér i Logen fik han Øje paa Etatsraadens Ansigt. Tit den Mand havde han villet sælge sit Navn og plette en gammel Hæder.

Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet.

Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne paa denne Dag?

Og dér sad Instruktøren med sin Kone.

Ja, det var hele hans Liv.

Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det ikke. Over denne Sal syntes han, hans Livs Skæbnetraade var tvundet saa tæt, saa uløselig fast--tusind Traade, et Net, der havde fanget hans Lykke ...

Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette var gaaet til, hvorledes han var blevet ubarmhjertigt tvunget ind i denne Sals forfærdelige Garn. Hvorledes, hvordan var det sket?

Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig, væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste, som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om det Liv, som her var sluttet.

Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kummerfulde Elendighed? Hvor skulde han gaa hen? Og hans Blik faldt atter paa Etatsraadens Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast.

Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. Han væmmedes, saa længe han havde baaret det.

Regissøren greb ham i Armen. "Tæppet gaar," raabte han og skubbede ham ud i Kulissen. "Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i Søvn."

William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende Susen, som holdt ham vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber.

Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende kom ud med straalende Ansigter, tog ham i Haanden og gratulerede ham.

William blev igen rolig og ligegyldig.

Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt.

Hoff kom op paa Scenen. Han saa straalende ud: "Ser Du, gratulerer, gratulerer."

"Tak," sagde William.

"Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff.

"Ja"--William stod lidt--"Andersen skal prøves imorgen."

Hoff saá paa ham: "Men Du selv?"

"Klokken elleve," sagde William. "Direktøren har lovet det."

* * * * *

Klokken var ni den næste Morgen, da William efter at have søgt hans Adresse i Studenterforeningen kom ind til Andersen i Fiolstræde.

"God Morgen, Hr. Andersen."

Andersen kendte ham ikke straks. "God Morgen--er det Dem, Hr. Høg? Aa, hvor Deres Stykke var smukt."

"Tak, Andersen." William satte sig. "Hør, kan De prøve Klokken elleve," sagde han saa pludselig.

"Prøve?" han stirrede paa ham, "idag--Klokken elleve?"

"Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere er sjældne Fugle--saa sagde han iaftes, at De kunde ligesaa gerne komme straks idag."

"Aa--tak skal De ha'e," Andersen var rød som et Purpurblod og havde Taarer i Øjnene. "Hvor det var kønt af Dem."

"Men sikke noget Snak--kønt af mig ..."

"Klokken elleve ... Men jeg kan jo ingenting," sagde han, han rejste sig, begyndte at klæde sig paa. "Mej, Hr. Høg, Jeg kan ikke idag ..."

William saa paa ham, "Tør De ikke?"

"Jo-o--men--Og jeg kan ikke faa læst over ..."

William sad lidt og stirrede paa ham: "Prøv De som Aladdin," sagde han, hans Stemme var halvt brudt. Og da han var kommet lidt hen mod Døren, tilføjede han smilende: "Det er jo Deres Rolle."

Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede over Brystet, "Ja, lad mig saa tage Aladdin." sagde han.

"Saa kommer jeg Klokken halv elleve," sagde William og gik.

Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han talte roligt.

"Er De meget bange?" spurgte William.

"Aa--jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan tale ..."

"De behøver ikke at være bange," sagde William.

De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende.

Pludselig spurgte Andersen: "Hvorfor er De ikke glad idag?"

"Jeg kan blive det--hvis De nu gør Lykke ..."

"Ja, men for Dem selv--fra igaar," sagde Andersen.

"Naa-aa--ja det havde jeg næsten glemt."

"Hvor De maa tænke meget paa andre."

Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede William og talte i Begyndelsen kun med ham. Men han saá, mens han talte, uafbrudt hen paa Andersen.

"Han er god," sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg.

"Ikke sandt ..."

Derpaa højere: "Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store Drama?"

"Ja, det er snart færdigt."

"Ja saa--"

"Jo, jeg er i femte Akt."

"Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, "skal vi saa gaa ned paa Seeren?"

"Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde William.

Direktøren saá lidt paa ham, "Godt," sagde han saa. "De giver jo Stikreplikkerne, Høg."

De kom ned paa Scenen. William tog Andersens Hænder, de var fugtige, hans Haar var vaadt i Panden. "Aladdin er aldrig bange," sagde han.

"Jeg begynder med Monologen efter Jagten," sagde Andersen.

"Godt, saa sætter vi os begge ned." De gik ned og satte sig paa første Bænk. "Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger," raabte Direktøren op.

Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme Rum.

Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv.

Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men man følte det ikke.

William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin Næseklemmer. En Gang imellem smilede han.

Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste Aladdins Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn ...

Men saa mindes han Allah.

Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder. Og mens han knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham Barnefred for Bønnen.

Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han.

Direktøren rejste sig, "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med Aladdin."

"De antager ham altsaa?" spurgte William. "Hvordan synes De da?"

"En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel," sagde Direktøren smilende.

Andersen var antaget. "William og han gik ned ad Trappen.

"Men hvordan var det egenlig?" spurgte Andersen.

"Godt--rigtig godt."

"Ja--det troede jeg nok ... Men," Andersen standsede i Korridoren, "det er Dem, jeg maa takke for det--"

"Mig--aa nej!" 'William stod stille: "Jeg tror, De vil blive til noget," han saá længe paa ham, saa sagde han ubeskrivelig mildt: "Der maa være en Lov om spildte Kræfter--om at de ikke spildes. Saa vil meget komme Dem tilgode, Andersen ..."

Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad hans Kinder.

"Farvel. Andersen," sagde han, saá atter paa ham gennem Taarer. Saa bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. "Saa Aladdin," sagde han, "gaa nu hjem til dine Forældre."