Part 12

Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes hele Liv.

Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere end andre maatte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte ingen, der maatte kunne drive det saa vidt som han.

Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed, som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til "sine", en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og Kulde, hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og af denne Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den Part, som indesluttede hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed.

Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om sin Livsplan. Derpaa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg, hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det saa aldeles urimeligt. Men siden saá hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes Vaaben blev Taarer.

I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage, hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel saa lidt forstod; hun tænkte paa hensvirede Nætter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod denne Stand.

"Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv," sagde hun ofte.

Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid, des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab. Jo mere hun var sammen med ham, jo klarere saá hun, at dette Selvbedrag, som hun kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans Eksistens, Og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han maatte blive Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han maatte blive det.

Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespiller, blev efterhaanden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den ulyksalige Idé havde slaaet i hans Liv, til en--med ubevidst Glæde blandet--Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vidste næppe mere at finde sig selv til Rette i alt dette.

Hun var ulykkelig i alle Fald.

Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham.

Og saa sagde hun atter og atter: "Hvorfor er det dog netop det, Du vil?" Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og mere betaget af sin Angst.

"Om Du nu tog fejl," sagde hun.

"Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han.

"Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor."

"Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det, hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og--Ka--" han vilde have sagt Kamilla--"og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet ikke andet" ...

"Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" ...

"Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal--"

"William!"

"Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie ... men bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det, jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om jeg skulde danse i fem Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men gaar det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa--nej jeg kan slet ikke tænke det."

Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere nedslaaet og endnu mere ængstet end før.

Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til Kakkelovnen, og dér sad de nu--Nina og Sofie--og arbejdede, mens William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden Akt--Komedien var "de Nygifte"--sagde hun roligt, uden at se op:

"Iaften kan jeg lide det."

"Ikke sandt?" fo'r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over hans Ansigt. Der blev en Pause.

"Det er ikke Forfængelighed," sagde han saa sagte, "men jeg blev saa glad."

Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig Lyd. Sofie græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi.

Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket. Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet paa Armen og bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker.

William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun saá op, mødtes deres Blik.

"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt til sig selv.

"Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg--ikke blive ved--"

"Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem.

Og lidt efter: "Hvad vilde Fader have sagt?"

William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund--saa gav han sig til al le.--

"Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le.

"Ja, netop--og Du er den sidste!"

"Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, "I kan være rolige."

"Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?" Ninas Stemme rystede.

"Faders Navn--ja for den Sags Skyld--" han snublede over Ordene, og vendte sig om.

Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er ingen Skam, men ..."

Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt:

"Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa--men det er heller ingen Skam at virke det eneste, man kan."

Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af."

Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og hulkede.

Saa gik han.

Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset. Hun ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var intet Lys i Sprækken.

"Hvad er der?" spurgte han.

"Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig."

"Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen bort fra Døren.

William sov ikke den Nat.

--I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var han kommet saa let over alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevet kaldt paa ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden, ganske simpelt, fordi det ikke kunde være anderledes.

Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet efter--Bagagen af Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til nogen Tvivl.

Men nu--nu, iaften var det anderledes.

Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen paa Chaiselonguen og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig. Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag.

Det var som en aandelig Besvimelse.

Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.

"Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg."

Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal, og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. Man havde jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig....

Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel--hvordan kunde hun sige det saa simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det end kostede hende: "Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?" Hvorfor sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? Hun elskede Navnet, det vidste han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulde genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider.

Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at maatte han gaa sin egen Vej, kunde det ikke være andet--ja, saa maatte han opgive Navnet, saa var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre hendes Forhaabninger--

Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han stødte paa Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem igen mekanisk.

Men det var Overdrivelser, Nina overdrev.

Men hvorfor troede hun ikke paa ham--hun elskede ham ... og troede ikke....

Tankerne begyndte igen.

Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker.... Men Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Taager.... Vist saa, vist saa, han havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man saa saá det.... Han saá nok, det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men.... Storhed var Storhed, og stor vilde han jo blive, maatte han blive--ellers--naa, han skulde nok bære "Høg" over, ad sin egen Vej, de vilde spotte, le, men tilsidst vilde de bøje sig ... og Navnet vilde sejre ad hans Vej.

Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt, det var forfærdeligt at kæmpe saaledes....

Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? Hvorfor troede Nina ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede de ikke? Nu trængte han til deres Tro--nu, da han gik alene, ensom, og bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da det stormede ind over ham--nu skulde de komme til ham og tro paa ham ...

I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det, urykkeligt klippefast--nej--saa kunde han ikke, saa maatte han ikke gaa--det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om Talentet--alt ... men det havde han jo--

For havde han det ikke?--

Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.

Men han havde det, han vidste det, det idetmindste var sikkert. Hvordan skulde man ellers maale det, hvad skulde man tro paa, naar dette ikke var sandt? en hel Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald at holde sig til--

At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saadan noget vidstes ... men hvorfor kunde de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene? hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede ingen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De maatte tro, han længtes saa ubeskriveligt, han tørstede saa forfærdeligt efter at blive troet--

Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og tilbage....

Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten død--død--ude--

Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne....

Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket; var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme, alle hans Tanker, alt.... Aa nej, aa nej ... tag det ikke fra mig!

Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og han hviskede nogle Bønner til det store Rum--

Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de feberhede Tindinger--

Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde ikke være anderledes. Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i legemlig Dødskval. Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad--nej, nej, han maatte blive her, maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den Elendighed,--denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne ham.

Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som kæmpede med Gud....

Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa.

Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa og krammede om Sofaens Ben.

Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst.

Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke turde? hvis han kastede Byrden fra sig?

Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt--

Men nej--fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke.... Man løj aldrig saadan for sig selv.

Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede begge, og de saá klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter at suge sine Læber mod hendes, aande med hende; ind til hendes Bryst, at græde, klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes Elskovssuk--aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, som troede.

Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen og halvdøsede.

Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over Gulvet, svarede hende og gik tilbage.

Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet roligere. Han tog det paa en anden Maade, det var, som han samlede sig, samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde han ikke, tro maatte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store Himmel--hvor skulde han ellers staa?

Men for første Gang gav han sig til at maale det, han vejede sin Styrke og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han vilde være Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde segne.

Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde tro. Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet--

Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø, hvor Gerson kom ind og saá det: "Du skulde spejle din Ryg," havde han sagt--Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang....

Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank ... saá sig selv ... Nej, Helt kunde han ikke være ... hvor den Ryg var krum, altfor krum ...

Og han slap Spejlet næsten med et Skrig ...

Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han syntes, han saá ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt, ubeskrivelig dybt Mørke--Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for Munden for at dæmpe sit eget Skrig--

Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se, osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.

Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes, han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke holde dem fast ... Nej, Aladdin var han ikke.

Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste? Æblet i sin Turban, det var let--men det var ikke det eneste.

Og han flygtede til Arbejdet, det maatte jo magte noget, det maatte jo dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet. "Chevalieren", "Aladdin", "Olaf"--det kunde han ikke, men rigtige Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste--som talte om Livet, simpelt, ligefrem--det maatte han kunne: han følte jo mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde levet, skulde han kun fortælle igen.

Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som de flestes, og Stemmen var ligesaa stærk--

Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesaaret for hvert Minut i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Taage.

Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed sin Læbe til Blods og var glad ved den fysiske Lidelse.

Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet--

Alt, alt kunde de tage fra ham--men Lyset var dog kommet fra denne Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin ... selv nu troede han paa "Tanken" ... han maatte gaa den Vej, selv om de stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave ...

Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset.

"Hvem er det?" sagde hun hurtigt, "hvem er det?"

"Mig ..."

Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde mat:

"Er Du ikke gaaet i Seng endnu?"

"Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet.

"Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun.

Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. "Jeg har tænkt meget inat"--

Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet:

"Men nu--dette er sandt, maa være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers."

Nina saá paa ham, hun havde aldrig set ham saa bleg. Hun tog hans Haand. "Det var mig, der havde Uret," sagde hun.

Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" ... spurgte han sagte, næsten angst.

"Jeg mente med Navnet," sagde Nina.

William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst.

"Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere ...

Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk.

Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt," sagde hun.

"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej"--han kæmpede lidt med Graaden.

"God Nat," sagde han henne fra Døren.

Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa Marsch--det værste var gjort.

Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det undrede ham. Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid.

Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig.

"Tredje Sal," sagde Portneren.

Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og maatte tage et Tag i sig selv for at vaagne. Hvad han vilde sige, havde han slet ikke tænkt over, og læse for ham vilde han ikke, det vidste han. Men tale med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl paa Trappegangen paa første Sal--han saá sig i det og rettede sig, han saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem.

Nedenfor den sidste Afsats standsede han--han pressede Hænderne ind mod Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet ... Saa naaede han i tre Spring op og ringede.

En Dame lukkede op. Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind.

Saa sagde hun noget kort:

"Der er nogen hos Instruktøren."

William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det.

Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.

William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst, kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa overflødigt, han var her.

Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik hen og saá ind i Bogskabet, læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne var underligt blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte Felterne i Gulvtæppet--der var seksten Firkanter paa langs.

Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo'r sammen ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig sagde han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, give en anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han vilde ikke sige det ..

Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog paa Laasen.--Han vilde løbe bort ... Han havde kun en tanke, at han maatte undfly.--

Det var jo Vanvid, umuligt--endnu kunde han ikke sige, at han--at han kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog kunde være gaaet herhen efter denne Nat--men hvad skulde han dog--skulde han dog finde paa?

Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk, gik lidt frem.

Instruktøren havde travlt. "Hr. Høg?" spurgte han noget højt.

William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare. Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne var saa kolde--graa--mærkelig glasagtige.

Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden Indledning:

"Naa, De vil være Skuespiller?"--

Tonen var kort, noget haard. William saá ham lige ind i Ansigtet, hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han.

Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs.

Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og Haanden gemt under Vesten.

"Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig.

Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum, gispende, maalte han Haanen i disse forfærdelige Øjne.

Saa rejste han sig helt.

Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber, fortalte han alt.

Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud, om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin--vidste han det selv.

Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han maatte røre Sten, mens han talte.