Part 5

Naar Nina og William var ene sammen--Stella lukkede sig inde i Kabinettet--sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar de mødtes paa Trappen eller midt i en saadan Samtale om alt eller intet, kunde den ene sige "Hvor er Fa'r?" Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed de vilde lette deres stille Angst.

Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen, men Stella spurgte sjældent.

Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. "Hvorfor græder Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp."

Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde hun.

Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente. Saa gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk.

En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun saá ned: "Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen."

William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen, Hun trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet og satte sig igen.

Nina bladede i en Bog.

"Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig frem. "Nej," sagde han. Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej.

Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet.

"Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella.

"Det nytter ikke," Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden.

"Er han der?" Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt.

"Nej."

Og igen. "Ser Du ham?"

William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet, drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet.

"Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte.

Stella nikkede, Gadedøren gik. "Nu," sagde hun.

"Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se.

Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an.

"Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella.

Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi Moderen. Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte:

"Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte.

"Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved.

Høg kom lidt efter.--

Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse, men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom.

Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse. Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget.

Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaanden gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste paa en Bakke i Skoven. Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede sig over, at de kunde le.

Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres Samtale vakte; det var saa længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de hjem i en vis nervøs Oprømthed.

Jensen tog imod dem i Porten. "Der var kommet Telegram til Fruen." Det var, som de med ét blev kolde.

"Hvorfra?" spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. "Hvorfra?" Jensen bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste saa.

"Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og løb op.

Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William sig frem imod Søsteren.

"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst.

"Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets Elendighed i den korte Lyd.

De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og græd.

"Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen.

Næste Morgen rejste Stella til København.

Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der blev intet af Rejsen til Sorø.

Man tænkte ikke paa Forfædrene nu.

Jo--William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed, han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn, som _de_ føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.

De blev alle tre--Nina, William og Sofie--paa Landet indtil midt i Oktober. William var dygtig nok, han kunde godt forsømme, sagde Doktor Berg, og de var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var borte.

Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om Stederne, de havde set, om Theatrene de havde besøgt, om de store Hotellers _table d'hôte_. Hendes Breve var kun en eneste Fest. "Fader er atter rask," skrev hun, "melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det ganske godt, hoster kun en Smule" ...

Og i et andet Brev: "Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor mange."

Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom. "Saa skal vi da genses, elskede Børn," skrev Stella, "genses efter saa mange Sorger--Sorger, som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders Moder

Stella."

"Mo'r skriver altid det," sagde William.

"Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," sagde Nina.

Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.

Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig om.

"Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene, "Mo'r."

"Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: "hun er ikke rask."

Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de Døren op og saá hende.

Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt, blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.

Alt Blodet var veget fra det Ansigt.

Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem. "Mo'r," raabte de. Nej, nej, hun havde Ret--de havde nær ikke kendt hende.

"Er I bange for mig?" sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret, den var blevet spædere, aandeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde paa hendes Læber.

Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder.

"I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde hun sagte, dybt bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule.

Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt.

Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, "Kys Mo'r," sagde hun. Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen.

"Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned. "Gaa, gaa," sagde hun og vendte Ansigtet om. "Gaa!"

"Bring dem bort," gentog hun.

Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt.

"Ja, jeg dør," sagde hun.

* * * * *

V

Sygdommen skred hurtig frem.

William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.

Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.

Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset, lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede Hænder.

William gik sagte over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet: Der var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned, Olien kogte sagte. Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring. Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng; Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude.

Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig, aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand!--den skinnede mellem Haaret.

William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke.

Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset. Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige, forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje; det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.

Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder. Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at foretage sig noget, uden at tale.

"Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina.

Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han: "Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik stille, som han var kommen. Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen; undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt frem og berørte den med sine Læber.

"Tak," hviskede han.

Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. "Jeg sover ikke," sagde William.

"Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis rørende, ydmyg Ømhed, der Syntes at bede om Tilgivelse--William vidste ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem han bestandig følte saa dyb Medlidenhed med.

"Nej--men Mo'r hoster," svarede han. Høg sukkede.

"Men det gaar ikke an--vi maa flytte din Seng--."

"Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange ..."

Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.

"Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium, Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.

Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner lige ovenpaa hinanden.

Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen med blytunge Lemmer.

Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt tilbage ...

"Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin, talte hun om mangt og meget med sin Datter.

Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder. Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i Sengens Tæpper.

Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. "Det ækle Lys," sagde hun, "det viser Jer, hvor grim jeg er bleven."

Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste, de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, "før Ulykkerne kom", som hun sagde, naar hun om Formiddagen talte med Nina.

William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.

Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. "Du læser smukt," sagde hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar.

"Giv mig Bogen," sagde hun.

Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.

William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.

Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer."

Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende, laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for. Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed, sagde hun til Nina.

Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun Jomfruen trække alle Forhæng Fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt inde i Kabinettet.

"Som en hel Syndflod," sagde Stella.

Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæggelse, som dræbte hende.

"Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud, og saá frem for sig.

Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv bedre, raskere. Han satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende.

Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas Veninder.

Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet. Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. "Endnu ikke, om otte Dage--om otte Dage vil vi ha' Lys herinde ..."

"Ikke sandt," spurgte hun Berg, "om otte Dage vil jeg jo ikke mere forskrække Børnene?"

Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal i Halsen.

Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner umærkeligt.

Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere end Sandheden. "Men hun er meget bedre," sagde Høg, "hun ser raskere ud, meget raskere end for fire Maander siden."

"Maaske," Sagde Berg.

De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog, hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.

"Se," sagde Høg, "raskere er hun da."

"Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter ham og vendte sig.

Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket. Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig.

Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om otte Dage venter jeg en Krise."

William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.

"Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.

"Vi vil haabe det," svarede Høg; og hver Gang han sagde det, saá han paa ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige Sundhedsskær. "Vi vil haabe det."

En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var beskæftiget, Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været alene i Kabinettet. Hun sov, da jomfruen gik.

Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt paa Gulvet. Gardinerne var trukket fra.

Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv ...

William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet. "Dør hun," hviskede Drengen, "dør hun?"

"Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind.

"Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dørkarmen, og rev krampagtigt i Portièren. Det var, som skulde han kvæles under den pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne.

"Tror Du, hun dør?" spurgte William.

"Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar.

"Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.

"Nej--jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte hun saa. Hun havde vendt sig imod ham.

"Det er ikke vist, De skal dø."

Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun.

"Fordi jeg ikke kender den, Frue."

Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: "Men naar tror De?"

"De kan jo komme Dem endnu." Lægen saá ned for sig, og mens han fattede lidt fastere om Sengekanten, sagde han: "De ønsker maaske at ordne et eller andet ..."

Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. "Tak, Berg. Ja, jeg har meget at ordne."

Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet, baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn.

William sad ved Sengen, da Berg kom ind.

"Hun sover." sagde han. "Er det en Krise, Hr. Berg?"

Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og betragtede hende længe.

Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys.

"Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over Sengens Kant.

Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde han langsomt: "Ja, det er en Krise."

"Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, "kommer hun sig?"

Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han.

William sov fast den Nat.

Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten segnede under Byrden, mens han løb ... Saa pludselig hørte han nogen raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var, som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede.

"William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet Haar og Ansigtet fortrukket af Graad.

"Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over.

Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og hulkede sagte. "Hun vil sige Farvel til William," sagde hun.