Part 3

Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Skolen straffede de dovne, belønnede de flittige. Dermed var dens Hverv forbi. Hvad Drengene følte, hvad de tænkte, bekymrede den ikke. Man var dér i Skolen Drenge til man var seksten Aar; fra seksten til atten var man nærmest et uheldigt og beklagelsesværdigt Amfibium. Drengene blev behandlede som nys fortalt, Amfibierne havde Lov til at blive oppe i det store Frikvartér. Om at vogte over deres Følelsesliv, om at værge dem mod Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for at bevare deres Hjerter rene og deres Fantasier uberørte var der ikke Tale--det overlod man til Tilfældet og til Hjemmet ...

Og saa overlod Hjemmet det til Skolen.

Høgs Spiste, Saasnart William og Nina kom hjem fra Skolen. Der blev ikke talt meget ved Bordet. Naar Nina begyndte paa en lang Historie, og William og de andre lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning op til Panden, og Stella hyssede ad dem.

Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale og sad blot og skubbede til hinanden under Bordet. Naar Middagen var forbi, kyssede de Høg--William var altid saa underlig angst og ganske rød i Hovedet, naar han løb ud af Døren efter det Kys.

Efter Middag var han sin egen Mand lige til Aften.

Undertiden samledes alle Nabolagets Børn i Høgs Gaard--en stor Gaard med Skure til at skjule sig i og store Vognporte og Brændestabler. Der laa ogsaa nogle gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet ligge der i Aarevis; dem stablede Drengene op til Fæstninger, naar de legede Soldat. William var den mindste af alle Drengene i Gaarden. Derfor var han stadig Konge--han duede ikke til andet. Men Konge kunde han nok være: han stod øverst oppe paa Tønderne og uddelte Ordener--smaa Cigarbaand, han tiggede af sin Fader--og han lavede sig Skærf af gammelt Tarlatan, han fik af Stella.

Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper havde sejret, lod han sig krone med den Papkrone, hans Kusine havde foræret ham til hans Fødselsdag. Og hans Tropper sejrede altid. Nina var Biskop og satte Kronen paa hans Hoved--Nina kunde ikke slaas, hun og hendes bedste Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlighed.

Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var Skibe, og de sejlede langt, langt bort. William var Kaptajn; han sagde, han var Kolumbus, og han opdagede Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne.

Matroserne havde bundet ham. Men saa raabte Nina: "Land--land!" Og William tog det gamle Flag om sig og sagde til de andre, de skulde bære ham i Triumf i Gaarden.

Himlen véd, hvormange Gange han havde opdaget Amerika.

Det var Legene i den store Gaard. Men som oftest legede Nina alene med Drengene. William blev oppe for at læse. Han laa udstrakt paa Maven med Hovedet støttet paa Hænderne og læste og læste. Naar han blev ivrig, kravlede han, stadig med Øjnene i Bogen, helt henover Gulvtæppet: ofte læste han højt--han vidste ikke af det, men han deklamerede baade om Fru Helene og om Bengerd. Snart var det Hvisken, snart var det meget højrøstet, han deklamerede. Undertiden kunde han ogsaa rejse sig og med Bogen i Haanden gaa frem og tilbage, mens han blev ved at recitere. Stemmen slog over, saadan anstrengte han sig.

Stella sad ganske stille og saá paa ham. Saa lagde han Bogen og gik frem foran Spejlet og talte med sig selv, slog ud med Armene og stillede sig i Position.

Lidt efter laa han igen paa Maven, rød i Hovedet og svedende. Man kunde godt tale rundt omkring ham, det forstyrrede ham ikke. Han hørte kun Samtalen som noget fjernt, langt borte. Det var ham, ligesom han sad dybt nede i en Brønd, og de gjorde Spektakel ovenover.

Han læste meget, men "Prins Otto" var hans Yndlingsbog. Han havde lavet et Telt at nogle gamle røde Gardiner oppe paa Loftet, en lille Hytte med en Løjbænk af uldne Sengetæpper. Dér sad han ofte timevis og læste atter og atter om den tungsindige Kongesøn, der sukkede i sit ufortjente Fængsel. Der var saa mørkt i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe kunde skelne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brændte mod Taget, og Heden lejrede sig blykammerutaalelig, kvalmende og tæt langs Bjælkerne i Rummet. Kokkepigen tørrede Rosenblade heroppe, de laa spredte paa Fløjene til det store Spisebord, og deres sødlige Dunst blandedes med Lugten fra Æblekammeret, hvortil Døren stod aaben, nu da Hylderne var tomme.

William læste. Men undertiden lod han Bogen falde ud af sin Haand og laa med Næsen i Vejret paa Løjbænken med lukkede Øjne. Han drømte. Underlige, vage Dramme, som tyngedes og trykkedes af Heden, fik Farve og Tone af den rødmende Skumring bag de gamle Gardiner.

Han drømte, han var Konge med Riddere og Svende, saadan Konge, som man var det i de Romaner, han læste: mægtig og rig og stor. Han klædte sig i Tankerne i Hermelin og Purpur, i Guldbrokade og i skinnende Atlask; det glimtede for hans Øje med Ædelstene og Perler, Diamanter og Sølv; undertiden kunde det formelig blænde ham. Men saa kom Fjenden i Landet, og han drog imod den. Det var Regn, Storm og raakoldt Uvejr, da han drog ud. Saa kom Kampen. Der var Tummel, Slaglarm, Skrig, Sværdene slog mod hinanden. Geværerne knaldede, der var ogsaa Kanoner i hans store Kamp. William saá Blodet strømmende flyde omkring sig, Folkene faldt, segnede, blødte ... han aabnede Øjnene for at besinde sig, for at se, om han endnu laa paa Loftet bag Gardinerne.

Saa maatte han flygte. Han red gennem Storm og Slud, jaget, forfulgt, Regnen piskede imod ham, gennemblødte hans flagrende Kappe; der var Horn, som klagede og kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Saaledes drømte William ofte.

Eller han drømte, han var umaadelig rig. Han badede sig i duftende Vand, ligesom Prinsen i Eventyret, han spiste aldrig andet end dejlige kvægende Frugter, og han giftede sig med den dejligste Kvinde i Riget. Hun havde en hvid Kjole med blaa Sløjfer ligesom Julie paa Danseskolen, som havde sagt, hun holdt mest af ham, men som alligevel havde grædt en Gang, han havde kysset hende henne bag Døren: "Det var saa haardt," sagde hun. Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og kyssede hende paa Hænder, der var ligesaa marmorhvide som Bengerds. Men der kom onde Tider, og de blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende, viftende med sit hvide Slør--et langt, sølvbroderet Slør, saa smukt og saa flagrende--og han stod paa Altanen alene. Saa kastede han sig ned paa Altangulvet og kyssede det Sted, hvor hun havde staaet.

Det havde han ogsaa gjort, da den lille Harriet rejste. De havde leget Kirke sammen. Nina var Præst, Harriet var Brud, han var Brudgom. Stella havde pyntet dem begge to. Alteret var lavet i Kabinettet, Dukkerne var Følget; Stella spillede en Galop paa Klaveret. Men Harriet og William var gloende røde i Hovederne og gik uden at se paa hinanden op til Altret, hvor Nina messede ag gav dem smaa Ringe af Guldperler.

William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle Violer, Stella lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne. Men William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa ham, men Harriet holdt fast i hans blaa Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag--hun kunde ikke slippe. Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad Loftstrappen. Moderen kaldte igen, han saá raadvild op efter Harriet, og medens han hørte hendes Hulken, bukkede han sig ned og kyssede Trappetrinnet.

Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kinderne. Den Dreng kendte aldrig Maade i noget.

En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort Kur til den samme Skønhed paa et Børnebal. Hun havde lovet ham en Dans, men mens han gik ud for at hente et Glas Vand, løb hun med den anden, der dansede bedre. Da han kom ind med Glasset og saá dem danse, slog han dem Vandet i Hovedet lige midt i Salen. Stella gav ham en Ørefigen, men han bed blot Læberne sammen og sagde: "Jeg fortryder det ikke." Og Stella slog ham ikke oftere.

Undertiden gik Stella op paa Loftet til ham og satte sig hos ham. Saa fortalte hun Historier eller sang. Til andre Tider kunde hun ogsaa jage ham ned, især naar hun traf ham grædende, hvad ofte hændte.

"Hvorfor græder Du?" spurgte Moderen. Men Drengen tørrede Øjnene og holdt op at græde uden at vide, hverken hvorfor han nu kunde holde op at græde, eller hvorfor han før var begyndt. "Lad os gaa ned og læse højt," sagde Stella.

Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog. Naar de læste, rokkede de med Hovederne, saa de stødte Panderne mod hinanden; saa rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor det var.

"Læs alene, Mo'r," sagde William.

Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende læste hun. Mens hun sad bøjet over Bogen, lod hun sin hvide Haand ligesom halvt i Takt glide hen over sit sorte Haar, hvor den hvide Skilning skinnede i Skæret fra Lampen, William syntes, det var som Musik han hørte.

Uhret paa Konsollen dikkede ganske sagte, henne i Krogen bag Bogskabet var der aldeles mørkt. Der var dejligt at sidde dér. Han rejste sig langsomt og gik sagte henover Gulvet til Krogen. Dér sad han saa gemt helt inde og lyttede og saá hen paa Moderen, som sad saa lys under Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa Skilningen, der lignede en lysende Stribe op efter i Haaret.

Stella løftede Hovedet og saá under Skærmen hen paa ham, han sad helt sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede.

"Sover Du?" spurgte Stella.

"Nej," sagde han henne fra uden at røre sig. Men Nina gav det et Ryk i, saa hendes Strikkepinde fo'r raslende imod hinanden; hun kunde undertiden være paa Vejen til at blunde lidt.

Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhaanden som Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst laa han med begge Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. Øjnene straalede.

"Du vælter Lampen," sagde Stella.

I Fjerde og femte Akt græd de altid alle tre. Moderens Taarer faldt langsomt over Kinderne ned paa Bogen, Nina sad og snøftede og pirrede sig med Strikkepindene i Haaret. Saa tørrede hun Taarerne af med Strømpen.

"Strømpen," raabte Stella. "Strømpen. Den bli'r sort som Jorden til Eksamen."

William holdt mest af "Væringerne". Det var Zoë, han helst vilde høre Moderen læse. Han syntes, det ligesom rislede igennem ham, naar han hørte hendes forfærdelige Ord.

Andre Aftener kunde Stella fortælle. Hun fortalte om den Høgske Slægt, om dens Storhed, om dens Ælde. I en af Landets skønneste Kirker laa Slægten begravet igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væggen, hele den gamle Kirke var deres Gravkammer.

Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, naar han sad paa Loftet. Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. Dér laa de. Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. Der maatte altid hviskes eller synges.

Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget paa Ligstenen.--Og Kongemorderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i hans Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa. Sveden sprang frem paa hans Pande, han kom til at ryste ved Tanken derom.

En Kongemorder. Og han saá Blodet flyde og Kongen bleg, døende i Finnerup Lade. Han havde jo læst om det i Romanerne. Der var en Kongemorder i hans Slægt--han laa dér i Kirken med de andre. Det var forfærdeligt.

Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Alteret. William spurgte sin Fader, om han troede, hans Ben var smuldret væk. Faderen troede det: "Det er 600 Aar siden," sagde han. "Seks hundrede Aar!" Williams Tanker kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men alle de Helte, han læste om, hørte nu til hans Slægt, og han begravede dem i den høje, store Kirke, som hans Moder fortalte om.--

Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa Loftet, kunde han vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at turde røre sig og uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med store Øjne. Saa pludselig fo'r han op og stormede hen til Trappen med Fingrene stoppet helt ind i Ørene.

Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.

Han begyndte nu ogsaa, naar han saaledes sad alene, at tænke paa, hvad han vilde være, noget stort vilde han være--maatte han, det var nødvendigt for Slægten.

Alle hans Tanker kredsede om denne Storhed, der smuldrede i den gamle Klosterkirke. De læste om Kongemorderen i Danmarks Historie. En af de andre Drenge Kaldte ham uforbeholdent en Skurk. William gik lige hen og slog ham med knyttet Haand i Ansigtet.

"Han er af min Slægt," sagde han. Og da de andre lo, blev han meget bleg, men han sagde ikke mere.

* * * * *

III

Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag.

William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad paa en Skammel bag Bogskabet, og lige efter Theen skulde de alle synge en Salme. Om Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad dem være gode Børn.

Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den offentlige Mening i Byen. Man forlangte ikke mere. Det var i alle Huse Konerne, som besørgede Gudsfrygten dér i Staden, som gik i Kirke, hørte Bibellæsninger og underviste i Religion i Asylet. Det var nu saadan en Skik dér, og man saá næsten aldrig Herrer i Kirken. Maaske passede Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed ogsaa bedst for kvindelige Tilhørere.

Stella derimod gik i Kirke en Gang om Maaneden, altid til Højmesse. Hun holdt ikke af at gøre Opsigt, og Præsten satte Pris paa, at man gik i Kirke. Det var da den mindste Opmærksomhed, man kunde vise en Familie, man omgikkes saa meget. Desuden talte Præsten godt.

Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammenligning den eleganteste Mand i Byen, og han var ikke pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en Gang om Maaneden.

Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus' Religion, men Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt Hjem og holdt meget af at føre lange Enetaler med Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud paa Mørkningen. Naar han var gaaet, satte Stella sig til Klaveret og spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med sentimentale Themaer. Undertiden græd hun.

"Præsten har været her," sagde saa Nina.

Børnenes religiøse Opdragelse blev saa overladt til Skolen, men Stella holdt meget nøje Regnskab med, hvad Børnene fik i Religion. William havde svært ondt ved at lære Salmer og fik en Gang "tg" for en Salme paa ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor.

Da William var tre Aar, havde hun lært ham en lille Aftenbøn paa fire Linier. Hun lærte ham ogsaa at knæle og folde Hænderne, og hun kom hver Aften ind og hørte, naar han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng. Men da han voksede til, hørte det op, og William glemte Bønnen.

I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William blev siddende i en Krog helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkede med Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, kunde han hele Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen. Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han sagde ofte, at hvad han helst vilde være, var Munk eller Martyr.

Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt cg uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis.

En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat. Der var tilfældigvis Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker.

Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele Rummet. William aandede Duften, og han syntes, han fik helt ondt. Efterhaanden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af Lyden af Klokkerne og af Røgelsen.

Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med lukkede Øjne og saá saa meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom der var Musik langt borte.

Han laa der endnu, da Præsten gik ned. "Det er Forbi," sagde Præsten og lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke, tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og gav sig til at græde.

Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene. William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede Drengen paa Panden. William løb ...

Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. Stella blev vred og sagde, at han ikke maatte gaa i katolsk Kapel oftere, det passede sig ikke. William gik alligevel derhen, saa tit han kunde, han vidste ikke selv hvorfor, men han kunde ikke blive derfra.

For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte paa Alteret.

Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulde være Katolik, og at den unge Præst snart skulde have ham til Alters første Gang. Hans Velærværdighed omtalte Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og kaldte William ind. Hun havde jo forbudt ham at gaa til Katolikerne. William svarede ikke. Om han alligevel havde været der? Ja.--Hvorfor? Fordi han syntes, det var saa smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. Ja men--hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser. "Desuden er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella ... William gik ... "Ja, det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme," sagde Pastoren, da Drengen lukkede Døren.

Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det var Pastoren, som havde raadet til dette. "Man bør gøre de Unge Vejen let," sagde han.

William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han mødte den unge Præst paa Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op med at gaa i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængte ikke ind paa ham.

"Han er en besynderlig Dreng," sagde hun.

* * * * *

Hen paa Foraaret i Maj Maaned kom et stort fremmed Balletselskab til Byen for at give Forestillinger. Høg havde altid forbudt Stella at tage Børnene med i Theatret. Det vilde kun fordærve deres Smag. Da William ikke havde været i København undtagen om Sommeren, havde han aldrig været i Theatret uden én Gang for mange Aar siden, da han var en lille Dreng i Fløjlsbluse. Og hvad han den Gang saá, huskede han ikke noget af uden et Marked og En med en Guitar. Det var "César de Bazan", han havde set.

Naar Kammeraterne i Skolen talte om Theatret, hvor de fleste ofte kom, tav William altid ganske stille. Men de andre vidste godt, det drillede ham at høre dem tale om det, og derfor blev de netop ved. Han kunde blive helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods.

Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, gik han om Aftenen ned paa "Graven", hvor Theatret laa, og stillede sig op ved Indgangen og saá længselsfuld paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, Graaden sad ham i Halsen, og han vilde ikke gaa hjem. Engang imellem sneg han sig helt ind i Garderoben; naar Døren gik op, kunde han se ind paa det røde Tæppe, de malede Søjler langs Væggen og længst nede Børnelogen.

Han snusede begærligt Theatrets ejendommelige Lugt til sig, Gassen, Støvet, den urene Luft af saa mange sammenstuvede Mennesker.

Og alle, som gik ind, saá saa smilende ud. De lo og hviskede, mens de knappede deres Handsker, og Damernes Kinder var saa røde. De købte Programmer i Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program--han kunde det altsammen udenad--alle Navne.

Saa blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt Efternøler tilbage. Biiletkontrolløren satte sig til at sove i sit Hul med en gammel Kasket ned over Øjnene, Konen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. "Nu begynder det" ... William stormede ned ad Gaden, som om en gal Hund var efter ham.

"Nu har han igen været nede ved Theatret," sagde Stella. "Lad ham ligesaa gerne gaa der, Høg, vi faar dog ikke Fred før."

Drengen stod Aften efter Aften paa "Graven", og han læste hver Dag Plakaten paa Gadehjørne efter Gadehjørne.

Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget andet. "Ballet var Ballet", og de Smaastykker, som spilledes imellem, havde intet at sige. Desuden var dette Selskab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde der allerede den første Aften. William havde Feber, han spiste intet til Middag, efter Middagsbordet "løb" han. Det var en Vane, han havde. Naar der var noget paa Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hænderne i Lommen, Loft op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. Idag var det nu rent forskrækkeligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned.

Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde jo vævet sig ind i hans Drømme, lokket ham, lydt for ham som en betagende, vidunderlig Klang--Theatret, Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften, naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og hun havde lagt Bogen bort og havde forklaret og fortalt.

Hun var "Chevalieren". Hun slyngede det mørke Bordtæppe om sig som en Kappe, hendes Blik var tungsindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord:

"Der funkle de paa Himlen hine Stjerner"--

Saa kommer Ninon.

Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende Angst--

"Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem for denne Lidenskabs Usalighed."

Og Slutningen. Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel:

"dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav"--

Især disse fire Ord "Farvel, min skønne Moder"--det bævede igennem William, naar han hørte dem.

Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om hun vuggedes ind og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en gammel Begejstring ... Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge William heftigt op til sig, medens Taarerne lab ned ad hendes Kinder ...

Han spurgte hende, hvorledes Theatret saá ud. Om det var stort? lyst ...? Stella fortalte om Theatrene i Paris. Om Kvindernes glimrende Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede for hans Øren.