Part 17

Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle Afsatser.

Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen lukkede op.

"Om Hr. Gerson var hjemme?"

"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen."

William stod lidt i Tanker. "Naa--i Theatret." Han blev staaende og faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa Entrédøren. "Naa, i Theatret." gentog han i samme Tone, vendte sig og gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han tilbage: "Hils."

"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og ubestemt, smertefuld Efterdønning.

Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for at læse det.

Grevinde--jo, der stod Hatzfeldt.

"Boede hun her--det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik langsomt ned ad Trappen ud i Porten.

"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget sammenføget Sne bort fra Gadedøren.

William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.

Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen--

"Grevinden var hjemme."

Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret Maade, meget stilfærdigt.

"Grevinden var i Kabinettet."

William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portière og sagde: "Dér ..."

I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde Hatzfeldt kom Frem paa Tærskelen.

Tjeneren gik.

Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet og krammede sin Handske.

"Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun slap Portièren. "Hvad skriver vi idag?"

De kom ind i Kabinettet.

Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften var gennemtrængt af Violduft.

"Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden.

"Aa nej, her er som hos Hr. Hoff--"

"Hos Bernhard--Hoff--ja, det vil jeg tro," Fru Hatzfeldt havde talt noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: "Jeg kunde tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede ..."

Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar. Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den Maade.

William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op.

Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede ... Hvor det maatte være varmt.

Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden, og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene: "De maa ikke være vred," sagde han.

"Vred?"

"Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa ikke være vred," gentog han, "det var--det var, fordi--"

Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.

"Høg"--Grevinden rejste sig--"hvad er der hændet Dem?"

William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saa paa hende. Hun var traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen--hvor hun var stor og smuk!

Og William standsede: "Jeg har ikke haft det saa godt idag." sagde han sagte.

"Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.

"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" Grevinden saa paa ham og blev slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.

"Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt, hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet--"

William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte.

Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans Liv--

Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf, bestandig klappende hans Haar--

Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar ... Han sukkede og hviskede sagte--sukkede igen og græd.

Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket--. Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han klagede, han anklagede.

Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde arbejdet--Nat og Dag--Dag og Nat. Den Dag, det var kommet ... det var Kamilla, der havde vækket det, Kaldet ... aa,--han havde taget det for en Aabenbaring. Og han havde forsaget--forsaget--

Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod Sygdommen--og nu, nu var det forbi--

Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt ... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville--

Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager.

Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig.

"Gaa ikke!" bad han.

Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun saá ned.

"Barn," sagde hun.

Saa smilede han for første Gang.

"De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen.

"Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."

Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet.

Hvor det dog var en blød Melodi!

Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe havde trængt til Hvile--saa længe.

Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende. Grevinden sad i Mørke--kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt og buede ... Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede Armene over Tasterne.

Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu....

Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse--ja, for træt havde han været....

Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden....

Se, de hvide Arme ... som Slanger....

Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støtter paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt som for at vinke....

Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder.

"Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet.

"Ja--Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..."

"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned.

Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over Williams Ansigt, og de smilede begge.

Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede de de aandende Munde, Læbe mod Læbe....

* * * * *

II

Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.

Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn.

Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.

Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var højt over de fyrre.

Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et Sted.

Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede af taagede Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.

Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin Daabsattest--var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.

Efter Grevens Død--de var kun gifte i tre Fjerdingaar--havde Fru Eva opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en Dame, der i alt var komplet _comme il faut_ og som optraadte med en blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at lytte til Rygter.

Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres Usandsynlighed.

--Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle Forbindelser i det selskabelige Liv.

Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer, hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden--alt dette var jo netop uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en Kone kunde blive bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at kunne dele Ungdommens Nydelser.

Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt baade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester ag sang overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store Navne, men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige Liv....

Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener. Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt.

"Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans.

Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.

Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.

William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn.

Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, "som skrev med deres Blod", og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt, at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte havde andre Grunde--men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv, men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.

Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse, der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et formummet Spil.

I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk, sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Taarer.

Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv ... Naar han nu tænkte paa hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt ... Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv--Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, og han turde ikke se mod det skinnende Billede--Nu, da det var brustet og forbi--

Forbi.

Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand.

Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.

Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren ... Han lagde en Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab og al hans Villie?--kunde han ikke dø?

Thi udenfor dette laa det store Intet--Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv.

Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han.

"Kinderscenen," sagde hun.

Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes....

Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.

Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende og begyndte paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," sagde hun, Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, Lamartines "jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op.

Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig. Hun saá ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun saá ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse--saaledes kunde hun være.

Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil--kolde og forbindtlige Smil ...

Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.

Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og sig ...

Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem--var dem som en Moder ...

Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde betragte ham med sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens Førstegry ...

Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.

Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.

Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand--ny Brand.

Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis Genstand han aldrig syntes at kunne fange; fordi den aldrig var den samme.

Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.

Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.

Var dette anderledes?

Jo anderledes, anderledes og dog det samme: Thi golde var disse Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at modtage noget for, hvad han gav ...

Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor?

Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.

Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt, noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig Forblødning ... Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i hans Øjne slukkedes ...

Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.

Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han følte Lede, men blev.

Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe, kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den hen--saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede.

Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham saaledes synke hen i en Døs.

Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden i Selskaber.

En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa skulde Vognen køre dem op om Valby.

William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hende noget ilde op.

Lidt borte fra Runddelen saa han Hoff komme kørende i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden saá han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange, de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. Han vilde helst være fri for at tale med ham ...

Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. William maatte standse og gaa ud til Vognen.

"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time."

"Nej Tak"--William skulde til Byen ...

"Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels--jeg vil hellere gaa." Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i Vognen ... William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage af med Pelsen alene.

"Aa, kære, skidt med det--saa længe det er siden," Hoff traadte ud af Drosken, "vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!"

"Skal De ikke betale?" ...

"Jo, det--aa nej, jeg har ham paa Regning." Drosken rullede af og de gik over i Alléen. "For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden," sagde Hoff.

William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: "De ser meget daarlig ud," sagde han blot.

"Aa ja--det er min Roman--den tager paa Kræfterne ..."

"Skriver De paa en Roman?"

"Ja--og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været ude ..."

"Hvad handler den om?" spurgte William, som var glad ved at have fundet noget at tale om.

"Aa," Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, "hvad Romaner almindelig handler om--om Verdens Daarlighed"