Part 18

Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden og skubbede lidt Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja--det er jo et rigt Emne," sagde han.

"Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: "Men De ser skam heller ikke synderlig rask ud."

"Vist som sædvanlig."

"De skriver maaske osse paa en Roman?"

"Nej," William lo, "men jeg tænker paa det."

De gik atter tavse: "Jeg har været hjemme nogle Gange," sagde Hoff, "men De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet ..."

"Ved Bladet?"

"Ja--vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole--og saa tænkte jeg, at De vilde passe godt." Hoff saá ikke op, men William havde paa følelsen, han alligevel skævede til ham.

"Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.

Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt, "men noget maa De dog bestille."

"Ja--tage Eksamen."

"Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen."

"Jeg er jo politisk Studerende."

"Saa? Det har jeg osse været ... det er et dejligt Studium. Og De skal vel op til Jul om et Aar?"

"Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..."

Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han aldrig saá Dem undtagen paa Trappen."

Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor."

"Ja--Grevinden bo'r dér i Stuen ..."

William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning.

"De kommer der nok--en Del," sagde han.

"Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en let Streg under os.

"Naa--Deres Søstre osse," Hoff boldt inde, gik lidt igen, sagde saa alvorligere: "Mon det er rigtigt?"

"Hvilket?"

"At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af Cigaretten.

William blev først bleg, saa meget rød.

"Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De--men ..." Hoff saá som tilfældigt over til Høgs Side ...

Saa greb William det nemmeste Middel: "Grevinden er en Veninde af vor Familie."

"Naa--ja, det vidste jeg ikke."

"Og De, som kun har set Grevinden én Gang--"

"Har vel næppe Ret til ... nej, ganske vist. Men," Hoff slyngede Cigaretstumpen væk: "jeg har osse kendt hende før."

William smilede: "Jeg synes, jeg erindrer, at De blev præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal."

"Ja--det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden."

William blev heftigere; "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, "undtagen man ..."

"Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg har været hendes Elsker."

"De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt.

Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.

Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.

"Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff Det blev meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede: "Grevinden holder saa meget af unge Mennesker."

De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte, Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.

Hoff hilste ærbødigt.

William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?"

"Det var Grevinden--med den unge Jansen."

William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet.

"Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og--et vakkert Menneske."

I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden.

"Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det.

"Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..."

"Maaske--men jeg har nu den Idé ..."

"Ja--ellers Tak," William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd."

"Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg."

De skiltes.

William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle statsvidenskabens Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her. Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede.

Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen. Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir, margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, faldt han hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede, bidende i Penneskaftet--

Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse.

Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele.

Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen.

Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade Svar og Tiltale.

Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer ... ikke Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op og tage Tag i sig selv:

"Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han sig igen og sagde: "Det gør ikke noget."

Slet ingenting--og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.

Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte. Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et Minde, et eneste Ord--

Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.

Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var saadan graat overalt.

Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive, læste noget højt for sig selv, skrev igen--

Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen.

* * * * *

--Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.

De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.

"Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden.

"Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort.

Grevinden saá hen: "Hvorfor?"

"Det ønsker jeg ikke at sige Dig."

"Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for Frøknerne Høg."

"Netop."

Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget sent."

"For sent," sagde han.

Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den anden Side ud over Sundet.

"Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig lige imod ham.

"Det tror jeg ikke."

"Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?"

William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.

"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden.

"Ja--som Du saá."

"En smuk Omgang."

William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din gamle Elsker." Det lød som et Stenkast.

Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:

"Hvem har sagt Dig det?"

"Han selv" ...

"Ah!" Grevinden sandede dybt. Men saa hævede hun Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:

"Og om saa var" ...

Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig."

"Ja--hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned.

Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.

"Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt.

Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge--Skøge" og slog og slog.

Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.

* * * * *

III

Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land."

"Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end Sommeren."

"Du mener, det er alle Dage ligegodt--aa ja--der er noget i'et."

De gik lidt.

"Uh, sikket Sjap,"--det var Hoff, som talte--" og saa er der endda Huller paa mine Støvler" ...

"Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?"

"Nej," Hoff gabede igen, "jeg lod det staa. Jeg kunde ikke"--ny Gaben og Kuldegysning--"faa Forskud før i næste Uge."

"Naa. Har Du nogle Cigaretter?"

"Jo--værsgo'." Høg fik, tændte,--"uh, det er dog nogle irriterende idiotiske Piger--de er s'gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme."

Hoff svarede ikke og de gik videre.

"Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa, det kom noget dumpende.

"Jo, jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra Brostenene. "Hvorfor har Du ikke talt om det?"

"Aa--jeg véd ikke--det er ... jo ingen Begivenhed." William var lidt usikker, saá ned ad Vimmelskaftet.

"Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff.

"Pyh--der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter over elleve ..."

"Aa--ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamartine ..."

"Lamartine"--

"Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag med Romantikken ..."

"Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?"

"Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid."

"Ligesaa hos os! God Nat."

De skiltes--

Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden--han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene--bankede det paa Døren.

Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.

"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede, Tonen var irriteret.

Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo er Dame," sagde hun tørt og lukkede Døren op.

"Naa," sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds Navn ..."

Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.

Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr. Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som bad hende blot ikke være bange.

"Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak."

Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede.

Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage Plads."

Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.

Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: "Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han.

Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med sig selv. "Mit Navn"--det var næsten uhørligt--"er Nina Høg," sagde hun. Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.

"Frøken Høg."

"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder." Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde have kendt hende igen.

Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod Gulvtæppet ... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte.

Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun.

"Nej."

Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.

Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men--men jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."

Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget sammen med ham ..."

"De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..."

"Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun.

Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han.

"Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget."

"Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina.

"Naar han blot vilde flytte hjem ..."

Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i Lysene paa Flygelet--mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.

"Det var en stor Ulykke," sagde han.

Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke."

"Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff.

Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til Bord. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte hun.

Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:

"Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde han, "og ... De skal ikke være bange ..."

Han standsede, fortsatte derpaa roligere;

"Det er maaske kun en Overgang."

Nina saa spørgende op, "Men de Artikler ... var de ikke ... sære?"

"Jeg tror bestemt han har Talent," sagde Hoff.

"Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun.

Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil."

Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.

"De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne ... naturligvis ... en Reaktion."

Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; "Og Saa med Pengene ..."

Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff saa, hun skælvede.

"Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig."

"Ja--han ... bruger jo noget ..."

"Men--hvor faar han det?"

"Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet."

Mina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og vendte sig helt.

Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget ..." sagde han.

"Lad ham blot komme hjem ... kun en Gang imellem." Graaden standsede hende. "Vi ser ham aldrig mere."

Ja ..."

"Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham."

Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.

"Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun.--

* * * * *

William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede der.

Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en anden Tilværelse.

Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov--hvad han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller paa Chaiselonguen.

I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op for?

Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle. Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.

Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk Dyne.

Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Haanden eller sløvt faldt sammen og sov mer, end han var vaagen.

Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan, havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstavelsen af nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget hidtil fremmed, dertil var han for slap.

Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt--og det, det var just det, han ikke gad.

Hvad han læste, var mest Filosofi.

Han troede ikke--han gav sig ikke af med at tro--søgte heller ikke at gennemtænke--han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.

Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk, saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen."

Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.

Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om Vægt af Hjernen, om Fedtstof.

Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud. Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform paa hans Sjæleliv.

Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte ham til Undskyldning.

Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger, hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.

Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk, saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer ...

Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.

Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage, hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.

Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel, og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaet Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man saa at sige gav Erindringen paa Borg.

Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.

Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen-- oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.

Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.

Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om sin Broder.

Et Par Dage efter besøgte Hoff William.

"God Morgen."

"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og døsede lidt."

"Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i Kakkelovnen?" spurgte han.

"Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt.

Hoff aabnede Kassen. "Nej"--

"Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa"--

"Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede sig i den eneste Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.

"Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund ... og Minna."

"Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm"--

"Hvorfor ikke--han er meget rar ..."

"Aa, ja, og saa giver han ud," Hoff sagde det tørt uden at se paa ham. William blev rød.

"Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket tæt."

De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag ...

"Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff.

"Nina?"

"Ja--hun saá daarlig ud."

William svarede ikke ... "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff.

William lod distræt: "Nej--ej," sagde han saa, "det er noget siden."

"Jeg troede, Du spiste der."

"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere."

Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.

"Hør--Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han.

"Om hvad?"

"Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade."

"Nej--ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt.

"Ja--Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..."

William lukkede Øjnene. "Aa, ja--naar man vil leve, men jeg vil hellere dø ..."

"Naa, ja--saa hæng Dig!"

William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt.

"Men Du tør ikke."