Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

Livet omkring mig kunde nu være en saa skjøn Idyl, som ønskes kunde, men naar jeg i Skumringen atter og atter gik min Have rundt især i mørke Efteraarsaftener, filosoferede jeg...

Ved at skildre dig, kjære Moer, det videnskabelige Livs store Savn og endnu større Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et Gebet, som den, der kjender det af egen Er...

Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke længer tjene hende med mine Prædikener, da jeg ingen længer skrev. Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver...

Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer en ganske naturlig og meget forstandig Tanke,...

Hans vemodige Grundstemning var vistnok bleven forstærket ved en dyb Smerte, han havde gjennemlevet i sin første Ungdom. Jeg har vel hørt derom, men det er mig ikke saa bekjendt...

I fire Dage øvede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl om, at i den Tid blev alle optænkelige Udsigter tilstrækkelig gjennemtænkte, kun ikke den ene og dog saa nærli...

Det havde stillet sig saa i vor Tankegang, at Kjærlighed var en Helligdom, ikke en blot menneskelig Følelse, men et Liv i Gud. Vi forvexlede naturlig Elskov med christelig Kjærl...

Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere kunde holde den forstyrrende Muse fra Døren....

»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vis...

Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske...

Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar megen Morskab; for han var mærkelig i Retning af Hjærteanliggender. I et Brev, fra Juli 1849, fortæller jeg Amalie, som var paa B...

»Jeg har faaet min Instrux for Hospitalet, og det eneste jeg kan sige, er at de kanskee kunde lede hele Landet rundt og ikke finde En, der passede mindre til den Post end jeg --...

Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjælekamp, bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner, han levede iblandt. Det laa saa i hans samvi...

Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra d...

Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag den ulideligste Pine i sit Ansigt, især...

Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfærdeligt. Jeg kunde intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjærte banke ud, saalænge det vilde, med en Fornemmels...

En ganske anden Sag var det med de Venner, der maatte regnes til de Indviede. Det var dem, jeg menneskelig talt skyldte alt, hvad jeg havde naaet; jeg mente derfor, at min Takne...

Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lærere. En Adjunkt Hansen, som skulde lære os Christendom og Mathematik, var ikke synderlig heldig i nogen af Delene, me...

Smaafyren blev bænket ved Kaffebordet, og fik efter at have knaset sine Sukkerstykker og Smaakager nok at tage Vare paa med Billeder og andet improviseret Legetøi, men endnu mer...

Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde...

Bladet »Fædrelandet« var dengang den øverste Autoritet, idetmindste for den Kreds, hvortil jeg hørte. Deri stod der en længere Recension, jeg troer af den Tids Storliterat, Clem...

Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at sige min Dom, nei, kun til at ~opfatte~...

Credo, ut intelligam -- vi kom meget let hen over Credo, Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vid...

Vi kom til Kjøbenhavn i den mørke Novembertid. Vort Gods var endnu paa Havet, og vi maatte indkvartere os hos Edvard og Frederikke, i en lille tredie Sals Leilighed i St. Peders...

Hvert Sted havde sin Gjenganger, vor Gaard havde ogsaa sin, han hed Bahnsen, men er mig forresten ubekjendt. Varsler blev bestandig sete og hørte, var der en Ildebrand, havde de...

Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomm...

Det havde ogsaa sin Tragedie. Hun bar paa den altid lige stærke Lidenskab for den Mand, der havde forsmaaet hendes Ungdoms Kjærlighed, hun bar paa den til sit sidste Suk, og jeg...

Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf blev efter Datidens Befordringsmaade et...

Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men originalens stavning er for øvrigt bevaret. Manglende anførselstegn er kun indsat på de steder, hvor der ikke har været tvivl om d...

Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg endnu laa i Sengen hørte jeg klingende...

»Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide, at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke er istand til at forstaa mig, da han er en Fr...