Part 12

Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfærdeligt. Jeg kunde intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjærte banke ud, saalænge det vilde, med en Fornemmelse, som naar det var færdigt, var Livet det ogsaa. Det var det dog ikke. Naar et Par Døgn var gaaet, rettede Legemet sig igjen, og jeg vandrede, først vaklende, siden ret livlig om i det gamle Kjøbenhavns maleriske Yderkanter, som jeg havde saa kjær. Een Ting hjalp mig fremfor alt, Sygdommen havde den Charakter, at mens Blodet gik som en Vandmølles Klappren, og ikke lod til at ville andet end sprænge den opslidte Maskine, gik Tankerne ligefuldt saa høit som lysende Skyer og trækkende Svaner. Midt i mine Ynkeligheder tilbragte jeg de festligste Timer.

Krøb jeg saa op, saa skrev og skrev jeg, kun ikke om Sygdommen, men ud af de høie Tanker, at de hjemme ikke skulde vide for meget om, hvad jeg led. Blev det mig for skummelt i min fattige Regentsstue, listede jeg hen i Familien, og Farbroder Scavenius's gamle Gaard i Studiestræde var mig nu det kjæreste Sted, der var Fred og Kjærlighed. Jeg har et langt Brev til min Søster fra 4. October. Efter en udførlig Udgydelse over Familiekjærlighed i den analyserende Stil, som jeg yndede saameget, fortæller jeg om mine Beskjæftigelser adskilligt, der levende sætter mig tilbage i Livet den Tid:

»Jeg hører, hvor behageligt Grethe og du har faaet det indrettet sammen. Søren er vist ikke lidt glad over, naar I kunne faae nogen Beskjæftigelse, hvori I alle kunne deltage[6]. Jeg sendte min Bog[7] med Professor Poulsen, da Ludvig Mynster sagde, at I ønskede at bruge den. Det er et smukt Foretagende at læse den sammen, men det er ogsaa meget vanskeligt, gid det maa lykkes Eder. Paa Lolland prøvede vi paa at indrette en saadan Conversation, men det endte med, at jeg selv maatte læse det alt, hvormed de andre ogsaa paastode, at de var bedst tjente. Saa anordnede jeg Scenen saa smukt som muligt; under en stor Eg i Skoven sad jeg paa en Bjelke med Kredsen af de andre lidt under mig, og foredrog meget ivrig hele Tasso. I Roskilde veed jeg ikke, hvordan det er, jeg har mindre Dristighed til sligt, jeg aner bestandig Mangel paa Deltagelse. Især naar Talen er om Goethe, veed du jo, hvor jeg maa ryge sammen med Moder. Bryd du dig ikke om hendes Meninger om ham -- hun maa gjærne vide, at jeg omgaaer hende -- kjend du ham selv af hans Frugter. Dersom du ret vilde vove dig ind i hans yndige Tankevæv, tvivler jeg ikke om, at du jo der i mangfoldig Henseende vilde finde Correspondenter til indre Stemmer i dig selv. Tænk blot paa Prindsessen i Tasso, ikke et Ord maa du lade gaae forbi i hendes Replikker; om du kan følge dem, vil du finde hele Verdener, der vel er værd at besøge. Vor Tid vilde ikke være saa bange for sin egentlige Stifter, den usædelige Goethe, dersom den ret kjendte sine egne dybeste Tanker. -- Jeg er Reconvalescent og er taget herhen til Tante Amalies hyggelige Stue, hvor jeg morer mig med Tegning. Vi snakke meget, mens jeg lader Blyantet gaae ..... Heller ikke har jeg Grund til at klage, da min Phantasie staar mig meget godt bi, naar jeg mangler Selskab. Skriv mig saa snart til, kjære Søsterlil!

[6] S. Thrige var endnu ikke forlovet med min Søster, men en flittig Tilbeder.

[7] Et Bind af Goethe.

Din Johannes.«

Ja, min Fantasi stod mig kun altfor godt bi, jeg levede et høit Liv. Men det kunde ikke undgaaes, at Hjærnens stærke Arbeide virkede paa Blodløbet. Jeg vilde ikke troe det, før de svære Anfald af Congestioner til Hjærtet igjen slog mig ned, men det var dog Overanstrengelse.

Moder læste det ud af mine Breve. Saa godt en saadan Skrivelse som den anførte end saae ud, vakte den dog hendes Mistanke, og hun sendte mig en lang Formaning til at tage Livet anderledes. -- »Giv blot for en Tid slip paa dine kjære Digtere, paa Kunstnere og Malerisamlinger. Sværm hverken for Kusiner eller Fættere, og skriv for Himlens Skyld ingen Vers. Tro ikke, at en forfinet og, som du mener, forædlet Nydelse af Livets Skjønheder er det eneste, der har Værd. Man kan ikke hverdag drikke Vin og spise Sukkerbrød. Den sande Lykke, Fred, Munterhed kan naaes ved simplere Midler.«

Jeg følte Sandheden heraf, men jeg var kommen saa vidt paa min forjagede Vei, at jeg ikke kunde andet end at værge mig med alle Midler mod den, der vilde spærre mig Veien. Det var mig en Trossag, at jeg selv havde forskyldt min Elendighed, men jeg satte Skylden i det gamle Menneskes Slethed, vilde ikke see, at det nye handlede endnu værre med mig. Jeg vidste, jeg maatte holde igjen paa Sindsbevægelserne, men jeg kunde, selv under Kampen derfor, dog ikke undvære dem. Blot jeg nogle Dage, blot jeg en eneste Nat igjennem kunde styre mit Hjærtes vilde Bølgegang, vilde det blive godt, sagde jeg til mig selv. I denne Stemning fik den Modstandsaand, der desværre altid har været mit naturlige Menneske, Magt med mig. Jeg lod hele tre Uger gaae uden at svare, og først efter gjentagne Mindelser, holdte i ligesaa rørende moderlig Tone, som hendes første Brev, sendte jeg Moder et Svar, som jeg endnu skammer mig over som en begaaet Forbrydelse.

Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg nødigst vilde tale om, skriver jeg: »Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare paa, da det næsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt, dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhøre en Charakter, der nu eengang ikke lader sig forandre. Jeg vedbliver derfor at svare med de smukke Ord, du omtaler.« -- Moder havde skrevet: »Jeg veed jo ikke, om du er bedrøvet, fordi du synes, jeg nu ogsaa er slem ved dig, eller du som sædvanlig har nogen søde venlige Ord tilrede til lille Moder.« -- Saa vedbliver jeg med hvad der mindst er smukke Ord: »Skjønt dine Ord fra Sandhedens Side er meget slemme, kan jeg dog med Føie intet bebreide dig, da du efter dine Forhold har gjort dit Bedste. Dine Anskuelser om et Menneskeliv og din Maade at behandle det paa, er omtrent som om en Maler, der aldrig havde seet et nøgent Menneske, vilde afbilde Leddene paa Lemmerne som Jærnhængsler, fordi han seer, at andre Ting dreie sig om saadanne Led. Saaledes som du foreslaaer, kunne vel mange andre Ting bevæge sig, men Aandens indre Veie gjøre det nu eengang ikke. Lad os derfor ikke tale mere om den Sag.«

Derefter fortæller jeg vidtløftig, hvorledes jeg havde indrettet min Dag, saa tæt som muligt besat med theologiske og æsthetiske Studier, kun afbrudt af den lange altfor svære Vandring ud paa Strandveien, hvor jeg spiste til Middag, og selv paa denne Vei havde jeg en Bog med, som jeg læste gaaende. Paa Tilbageveien saae jeg ind til den syge E. Mynster, som ikke kunde tale. Dertil paastaaer jeg, at jeg er i udmærket Stemning, skjønt jeg i Virkeligheden var meget syg og fortvivlet nok. Sluttelig kommer jeg igjen tilbage til det, jeg mindst skulde sige:

»Hvad der smerter mig mest i Eders Breve, er Savnet af oprigtig Deltagelse i mine Interesser. Derom kan der naturligvis ikke være Tale, saalænge du endog med Heftighed sætter dig imod dem. Du kan troe, kjære Moder, at det vilde vederkvæge mig langt mere end Medicin og Sundhedsregler, om jeg kunde føle, at jeg havde et Hjem, der ikke var mig fremmedt, der med nogen Tillid kunde følge mig, og beundre, hvad jeg maa hengive mig til. Dog ogsaa heri vilde det være altfor haardt at bebreide Eder noget, da I dog paa Eders Maade holde meget af mig. Hvad du ikke kan forstaae, kan jeg ikke fordre, at du skal dele; og at du ikke kan det, er vistnok ikke din Skyld. Verden indeholder flere Ulykker, end man tør lægge paa eet Menneskes Skulder«.

Jeg skrev altid dengang i en overlegen Tone, men dette er det haardeste, jeg nogensinde har udladt mig med til den mest velsignede af alle Mødre. Ak saa dybt var jeg falden fra mit uendelige Kjærlighedssværmeri. Jeg indbildte mig noget af den hellige Aand, og mødte saa min Moder med det sædvanlige Vaas, at man skal kaste alle Kjærlighedsbaand af sig for det Helliges Skyld. Som om min Moder ikke var lige saa god en Christen som jeg. Dette maatte mest af alt bedrøve hende.

Forvirre hende kunde det dog ikke. Hun vidste bedre end jeg, hvorledes det stod sig med den Sag. Det havde intet paa sig med min stadige Paastand om, hvad jeg formaaede i min høie Stemning. Fem Dage efter bad jeg hende, om jeg maatte komme ud til hende. Jeg giver Skingrunde og skriver endnu en Del om de sædvanlige høie Interesser, og mener, jeg skulde kun blive der en Ugestid, men i Virkeligheden kunde jeg ikke mere. Hun svarer saa kjærligt som muligt, at hun glædede sig usigeligt til at have mig hos sig, men havde ikke turdet bede mig derom. -- »Vi skal nok være gode ved dig, naar du selv vil være skikkelig. Tag nogle Bøger med dig, og du skal have Lov til at fordærve din lille Søster.« -- Det vil sige, læse Göthe med hende. Æsthetiken skulde altid smelte sammen med Theologien i en høiere Enhed, men Enheden var, sørgelig at mindes, bleven til et temmelig uforskammet Aandsaristokrati.

Om jeg kom til Roskilde dengang, husker jeg ikke. Det har næppe været mig muligt. Det var i Begyndelsen af November, og den Maaned kom jeg mest til at ligge i min Seng.

Det er en trist Historie, jeg har kun lidt Lyst at fortsætte den. Det er muligt, at et Menneskes Evner maa udvikles ved, at det kommer til Klarhed, hvor yderlig, hvor skarp og hensynsløs enhver Stemning kan blive i sin Egenraadighed, og hvorledes ogsaa den ædleste Følelse ved at kjæle for den som et Klenodie, man har kjøbt for al sin Eie, kan slaae om i sit Vrængebillede. Det er muligt, at man for at lære Templets Tinde at kjende, maa ud paa den svimlende Sten, hvorfra Djævelen frister til at styrte sig ned. Der er Toner i de hellige Ord, som ikke forstaaes, før man har været i den Ørk, hvor Anfegtelserne sees som Spøgelser, og Eneboeren øiner dem, om han end ikke magter dem. Men hvad der end kan høre til at lære Høiden og Dybden og Bredden og Længden at kjende, vilde jeg dog ønske, at jeg havde holdt min Mund med mine indre Erfaringer. De evig lange Betragtninger, jeg opvartede med, ere visselig ikke behagelige at læse. Min verdensomfattende Kjærlighed var bleven til Hensynsløshed mod dem, der vare mig kjærest, min Ætherflugt med Profeter og Poeter var bleven til en hovmodig Indbildning om at jeg alene forstod at flyve. Jeg var en selvbehagelig og uærlig Populærfilosof, en syg Stakkel paa mit Legeme og ikke mindre i mit Sind.

Hvad der foregik i den ynkelige Maaned November 1841, veed jeg knap mer. Jeg laa paa min Sofa og kunde intet andet foretage mig end at lytte efter mit Blods Hamren. Jeg krøb i min Seng, naar jeg fornam, jeg ikke kunde støtte paa Benene; jeg listede ud, naar de igjen vilde gjøre en Smule Tjeneste, men maatte sætte mig paa enhver Bænk, enhver Trappesten, der tilbød sig. Og jeg følte kun lidt Ro, naar jeg kunde naa hen til dem af mine Slægtninge, der forstyrrede mig mindst, fordi jeg, mens de gjorde mest for mig i deres Kjærlighed, ansaae dem for i deres Aandløshed mindst at kunne forstaae mig.

Da jeg ikke mere formaaede at læse og skrive, og dog ikke kunde undvære nogen Hjælp til at komme igjennem den meningsløse Tid, tog jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en skrækkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned, før jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at være ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min kjærlige Broder Christian og min godmodige Fætter Vilhelm, begge Læger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet Taushed. Takket være de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.

Mine gode Onkler og Tanter kom jævnlig til mig, og sendte mig alt, hvad de kunde tænke, maatte kvæge mig. Men min Bolig paa Regentsen var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at gjøre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil Mynster lukkede sine uforglemmelige Øine, flyttedes saa min Seng hen i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrømmede mig sit eget Værelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjærlighed, jeg havde indbildt mig at have.

Der laa jeg nogle Uger. De bedste Læger saae til mig og mente, jeg havde en Hjærtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev jeg endnu mere svækket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den Sygdom snart vilde gjøre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv, hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er umuligt at være de kjære, nu hedengangne Sjæle taknemlig nok for, hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke tænkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemværende, og lærte i de Dage og Nætter at lade Legeme være Legeme, og befale min Sjæl i Guds Haand.

Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog saavidt paa Benene, at jeg turde forsøge derpaa. Jeg blev sat i en lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjølende Mixtur i Haanden. Jeg tømte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end den røde Drik skyldte Følelsen af Moders Haand i min, at jeg med nogenlunde Fred naaede det kjære lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det være der, bestandig med mit vildt fantastiske Hoved støttet til Moders utrættelige Skulder.

FEMTE KAPITEL.

UVIRKSOMME AAR.

At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervøse Skrøbeligheder, at skifte Læge kan ogsaa undertiden være godt.

Moders Huslæge var ogsaa hendes Husven, og hans Børn vore Venner. Han var en egen Mand, som skjønt han af Tænkemaade var en Nutidsmand, dog i sit Væsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse var at conversere Damer, og som en yndet Læge vidste han naturligvis alle Byens og Egnens Krøniker og Hemmeligheder.

Han rystede paa Hovedet ad de kjøbenhavnske Læger, og forklarede mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole Bangs Piller endmere havde ødelagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem være lige, glæde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps saltet Brændevin, førend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lægge den af, da jeg gjorde den samme Erfaring, som jeg i Kjøbenhavn havde gjort med et mig til Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod stærk Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemærkede han leende. Men Tobakspiben vænte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den Uvane. Den gjorde mig godt som en tankeløs Underholdning.

Underholdning var det, jeg trængte til, da min Ulykke kom indenfra; men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter igjennem. Læse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til Ende, om det saa kun var i en Avis, før Blodet bruste i mig. Ogsaa Samtale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene var mig rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Nætterne var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar jeg vaagen paa min mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser, hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Søvn saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende trampe opad Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har aldrig taget noget søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine Tanker noget Øieblik svigtede mig, med ganske nøgtern Besindighed satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade psychologiske og æsthetiske om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var det visse af Sagen.

Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da det stille Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fæller, Moder og Søster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med mine Trængsler var baade Synd mod dem og for mig selv den største Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige Sind for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde Tiden med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu da jeg desværre havde Tid nok, lod jeg mine Øine -- eller mit Øie, for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen, en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder, deres Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster ved Vinduet med Bog eller Sytøi, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller rettere, hvor den ene Farve hørte op og den anden begyndte, hvilket skjønt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de antog i Skyggen, indtil Farven næsten, dog aldrig ganske forsvandt i det dybeste Mørke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor stærke Modsætningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes Skygger paa de hvide Gardiner, især naar der blev rullet ned for Eftermiddagssolen.

Min værste Angst var at skulle være ene, og den tyngede mig desmere, fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfældig gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig bestandig med alle tænkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel, netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af mit Liv ikke har været sikker for den.

I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab. Desværre kunde jeg ikke gjøre ham Gjengjæld med at beundre hans Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa høit som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der Intet formaaer.

Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg ikke andet end Thorvaldsens Værker. Men snart kom jeg i Besiddelse af flere Billeder, der førte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet mig en Ven i Maleren Thorald Læssøe. Jeg husker ikke, hvor jeg havde truffet ham. I de Dage behøvedes der ikke meget til at slutte Venskab. Et Møde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til at gjøre nogle Bemærkninger, var nok til at fatte Interesse. Han saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit og sligt, den Tid en endnu større Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i enhver Journal.

Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade være at copiere Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Række Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter, først Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen Umage med et stort Asketræ, som hang ud over Domprovstens Havemur; da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin første italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit Blik paa mit Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget! Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa Asketræet, men meget forlegen over at være bleven overrasket af et saadant Kunstnerøie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde været borte.

Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste Glæde. Professor Blochs Familie ønskede, at vi skulde tilbringe den hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjært Sted at komme. For mig var det ikke at tænke paa, det var i min allersvageste Tid. Men skjønt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at være ene, skjulte jeg dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Søster til at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne, og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tænke paa Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprænges, og det hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indøvede Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste, at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg søgte at bevæge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg kastede mig paa Sofaen, men det forfærdelige lod sig ikke afvende, jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud, ogsaa de værste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at see hende var allerede Hjælp. Hun sad noget hos mig og talte mig tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krøb jeg i Seng.

Som jeg endnu laa og kjæmpede med mig selv, hørte jeg glade Stemmer under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tænkte jeg, men dette er dog for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder, som stod øverst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme. Hendes forlængst erklærede Elsker havde benyttet den korte Vei over Kirkepladsen til at faa hendes Ja.

At den søde Søster sad længe hos Moder, inden de kom til Ro, var naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge og vælte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glæde. Jeg maatte dog see min Søster, men min Tilstand var fortvivlet, saa meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.

Jeg fik mig altsaa en Svoger i Søren Thrige, men Overgangen var ikke stor. Han havde siden Skoletiden været saa hjemme hos os, at han for Moder var bleven som en Søn. Det har han og i Sandhed altid været, ingen kunde gjøre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.