Part 31

»Naar nogen kommer og taler Tydsk i mit Contor, lader jeg ham vide, at det Sprog bruges ikke her. Naar han da beklager, at han ikke er istand til at forstaa mig, da han er en Fremmed, siger jeg ham paa Tydsk, at jeg ikke taler hans Sprog. Forklarer han da meget ydmygt, for sledske nok er de alle, at han som Reisende ikke har havt Leilighed til at lære Dansk, siger jeg ham paa Tydsk, at da har han at medbringe en Tolk; en dansk Embedsmand taler ikke Tydsk. Læg Mærke til, mine Herrer, at det siges ham paa Tydsk, saadan skal de Karle have det.« Dog troer jeg, at denne Mand hørte til dem af Embedsstanden, der behandlede Fjenden billigst. Han havde været ansat i Rendsborg og var fuldkommen hjemme i det Tydske.

Dertil ville nu saagodt som alle mine Landsmænd svare mig, at Tydskerne have gjort os saa usigelig megen Uret, at der nok kunde behøves at tage til Gjenmæle; og lige fra Lovgivning til det daglige Samliv bære de sig nu ligesaadan ad og endnu værre. Kan være, men det er da ikke deres Feil, man skal lære af sine Modstandere. Heller ikke havde vi dengang lidt anden Overlast af dem, end den vi selv vare gaaet ind paa. I det internationale Retsspørgsmaal havde vi saa temmelig vundet Processen. Og hvad det nuværende angaaer, have jo de danske Slesvigere ikke Absolutismens Tryk over dem, de have Pressefrihed, Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed efter tydsk Lov og Ret, og de bruger den djærvt nok. Kun Sproget stræber man at udrydde, og deri er en Forskjel. Vi kunde ikke haabe paa at udrydde det tydske Sprog, saa gjerne vi end ellers vilde det.

Dette er en meget vidtrækkende Forskjel; vi er det lille Folk og vort Sprog ukjendt og uanseligt. En Stormagt der har Midler til at sætte sin Villie igjennem, kan gjøre, hvad den vil -- Karl Gustav udryddede ubarmhjærtigt det danske Sprog i sine nye Provindser --, men vi kunde ikke haabe at komme til Ende med andet end hvad vi kunde faae andre Stormagters Samtykke til. Og Krigens første Aarsag, det at tvinge en Del af det store aandsmægtige Folk, til at blive under vort Scepter, naar de ikke vilde, kunde vel efter juridisk Statsret forsvares, men ikke vække Medfølelse. Vore nordiske Stamfæller følte med os hvad Frygten for at Tydskerne skulde gjøre Gjengjæld angaaer, men heller ikke synderlig videre. Især i Norge var Misfornøielsen med vort Tvangsherredømme temmelig stærk, de kjendte det fra dem selv, sagde de. Politik er nu ingen ideal Sag, den er et Væv af Klogskabshensyn. Men det var netop det eiendommelige ved hele vor Politik i den Periode, at alle tog den som en fantastisk ophøiet Kamp for Sandhed og Ret, ingen vilde høre noget om at komme forsigtigt og klogt igjennem. Lad saa vor Fremgangsmaade end være det Ideal af Retfærdighed, som vi have villet gjøre den til, ligefuldt var den i den Grad uklog, at det er vanskeligt at fatte for enhver, der ikke har været med i den lidenskabelige Forblindelse. Madvig har Ret, mener jeg. Det eneste der havde været at gjøre, var at faa Slesvig delt medens dette var muligt. Men Slesvigerne vilde ikke paa Grund af deres Provindsfølelse, og vore Magthavere ikke paa Grund af deres »utvivlsomme Ret«. Ak ja, Statsret vil ikke sige meget, naar de historiske Forhold ere gaaede ud over dem.

Uveiret trak op over os i hele Frederik den syvendes Tid. Vi havde ved andre Stormagters Hjælp faaet Hertugdømmerne i Hænde, men Tydskerne var tvungne og var ikke til Sinds at finde sig i Ordningen længere end til Leiligheden kom til at kuldkaste den. De vaagede over Tractaterne og lurede paa enhver Overtrædelse af dem. Saa kom det aabenbare Brud paa dem, Novemberforfatningen, og samtidig døde Kongen, saa Arvespørgsmaalet kunde reises. Paa Grund heraf har det altid været forfegtet af vore Nationale, at det var aldeles ligegyldigt, hvorledes vi havde styret Hertugdømmerne, og i hvad Forhold til hinanden vi havde villet stille dem. Tydskland vilde i alle Tilfælde have frarøvet os dem, saasnart Tiden var gunstig dertil, uden at føre andet Forsvar for sin Vold end Ulvens Retsgrund. Det er muligt. Men vil man høre den Statsmands Ord, som begyndte sine Storværker med vor Undertrykkelse, saa er der dog adskilligt at bemærke derved.

Bismarck har flere Gange stærkt fremhævet, og der er ingen Grund til ikke at troe ham deri, at det aldeles ikke var let at gaae mod Danmark; Aar for Aar havde det i den første slesvigske Krig viist sig, at de andre Stormagter ikke var tilsinds at lade Tydskland tage sit Bytte. Sagen havde ikke forandret sig, hvad de store Ligevægtshensyn angaaer, og havde Bismarck ikke forstaaet paa anden Maade at bestikke den uvederhæftige Napoleon, var han maaskee dog ikke kommen til Ende dermed. Derimod havde Sagen paa anden Maade i høi Grad forandret sig, og det kunde vi takke os selv for. Vi havde ikke mistet de ikke tydske Magters gode Villie til at støtte, hvad der var deres egen Fordel at støtte, men vi havde mistet deres Stemnings Medfølelse.

Alt hvad jeg ovenfor har udtalt som mine egne Bekymringer, gik selvfølgelig i en uhyre forstørret Maalestok, baaret i det Skjulte af Brevvexling og i det Offentlige af alle Blades saftige Skildringer udover hele den tydske Folkevrimmel lige til fjerne Verdensdele, og vakte en national Harme, som blev lige dybt følt hos Fyrsten som hos Almuesmanden; og vi skulde faae at føle, at Tydskland var os lige saa overlegen i at kunne skaffe sine Meninger og Stemninger Indgang i den store Verden, som det var det i Hærmagt. Der kom til at gaae hen over Europa en Fornemmelse af, at Danmark havde opført sig baade uklogt og usømmeligt ved ikke at tage noget Hensyn til det store høitstemte tydske Folks nationale Følelser. Ved de store Hoffer kunde man med nogen Ret tale om, at vi var et Folk af utopiske Chauvinister, og i Rusland føie til, en Rede for farlige Lidenskaber. Dermed havde vi givet vore Modstandere et af de farligste Vaaben i Hænde. Selv de, der endnu vilde støtte os af Retsgrunde, var blevne yderlig kjede af en Sag, der i andre Maader var kommen i Vanry.

Saa døde Kongen, saa pludselig og uventet, sagde man. Men det var da heller ikke just nogen Sag, man kunde lade ude af Betragtning, med det skrækkelig uordentlige Liv han førte. Og vi var uberedte og ikke rustede til Krig -- i sin Blindhed for hvad der forestod, havde man end ikke i Folkets mest velhavende Periode tænkt paa, at den nærmest liggende Opgave var at reise sin Forsvarsevne til den størst mulige Styrke. Medens vi end ikke efter Kjøbenhavnernes Mening havde nogen Konge, vi kunde stole paa, og medens Hæren var paa sit ringeste Trin, vilde vi saa komme paatværs med Novemberforfatningen, det værste, man kunde byde Tydskerne, i sædvanlig utopisk Tro paa, at al Verden vilde indsee dens soleklare Ret. Nei, Bismarck indsaae den slet ikke, han indsaae meget mere, at nu var Øieblikket der, da det store Slag kunde slaaes. Vi havde bidraget temmelig meget til at det kunde gjøres. Han har rimeligvis takket os i sit Hjærte for at vi havde hjulpet ham til den store Fordel, at det var saa langt fra, at det var for svært at faae hele den store og mangehovede Nation, ogsaa Østerrig med, at han tvertimod kunde lade al Verden vide, at han ikke længer kunde styre sine rasende Landsmænd. Tingen var gjort ham lettere end han selv havde turdet haabe.

Og vor Regjering -- Madvig har sagt, at man i vort Statsraad kunde lære, hvor lidt Forstand der hører til at sidde i en Regjering -- og ingen tør modsige ham. Til Krigsminister havde vi Lundbye, min fordums Omgangsven, en indtil Sygelighed mistrøstig Pessimist, som ingen anden Udsigt havde end den, at al Ting gaaer naturligvis i Vadsken. Krigsførelsen blev saa derefter tiltrods for Hærens beundringsværdige opoffrende Kamp. Det viste sig, hvad der altid er et Mærke paa et Folks Ulykkestime, at ingen turde overtage Ansvaret. Monrad forsøgte det, men havde ikke Styrke dertil, og blev en fortvivlet Mand.