Part 26

Vi kom til Kjøbenhavn i den mørke Novembertid. Vort Gods var endnu paa Havet, og vi maatte indkvartere os hos Edvard og Frederikke, i en lille tredie Sals Leilighed i St. Pederstræde. Edvard var dengang Adjunct ved Metropolitanskolen. Der sad jeg i et Kvistværelse og skrev min Tiltrædelsesprædiken uden stort Mod. Jeg havde en Anelse om, at jeg gik lignende Novemberstorme imøde som dem, min Ven Skipper Bonde havde kjæmpet med den Jagt, som førte vort Huses ubevidste Indhold rundt om Fyen og Sjælland.

Næste Søndag gik jeg hen i min Kirke -- eller rettere i min Menighed, da den paa Grund af Garnisonskirkens Restauration sad i Slotskirken -- og stod og lyttede til Blædels Prædiken. Kirken var stormende fuld, og fuld af det bedste, rørte Aasyn og taarefyldte Øien, et skjønt Syn, men trykkende for mig. Hvor skulde min Røst kunne gjøre sig gjældende ved Siden af den beundrede Sogneherres? Jeg gik ud til Fader Holm, hvor Familien var samlet til Middag, og efter den Stemning jeg var i, udlod jeg mig med, at den Salighedernes Prædiken, jeg kom fra -- det var Allehelgensdag -- var den skjønneste, jeg nogensinde havde hørt. Pauline[22], som sværmede for Blædel, sendte mig et ømt Taksigelsens Blik, men de andre trak paa Skuldrene.

[22] Datter af Conferentsraad Holm, gift med Pastor Scharling.

Næste Søndag, den 13. November, indsatte Provst Balthasar Münter mig. Han havde været min Svigerfader Waages Ven, og min Hustru til Hjælp i hendes Sorgens Dage, for hendes Skyld modtog han mig med faderlig Venlighed.

I det store Øieblik manglede jeg som sædvanligt ikke Mod. Jeg holdt min Prædiken om Troen -- den kongelige Mand i Kapernaum -- med fuld Kraft, og jeg tilfredsstillede min Familie og mine Venner, i Særdeleshed den jeg helst vilde, min Hustru. Jeg har ikke siden tænkt paa den Prædiken, men nu tog jeg den frem og læste den, og jeg kan ikke negte, at efter de 33 Aar finder jeg den endnu saa god, at jeg, efter mine Evner og min Maade at tage Helligdommen paa, ikke kan tænke mig den bedre. Men ak! min Maade er ikke andres Maade.

Jeg holdt endnu to lignende Prædikener til Aftensang, om det gamle og nye Menneske (1. Advent) og om de hellige Skrifter (2. Advent); da kom Blædel en Eftermiddag til mig, og fortalte mig i en lang Tale, at han havde været saa dybt bekymret for mig, at han for min Skyld havde tilbragt vaagne Nætter. Det Ord, han havde hørt af mig, var ikke det, der i Jesu Christi Navn skulde forkyndes. Jeg hørte saa rolig som muligt paa ham, og forstod kun altfor vel, at jeg, som talte ud af mit eget Indre efter hvad Gud havde givet mig, ikke kunde blive den Kirkens Mand som han. Men det var for vidtløftig en Sag til paa Stedet at forklare; jeg følte mig ogsaa mere beskjæmmet end jeg havde Lyst til at forsvare mig, og han var mere kommen for selv at tale end at høre paa mig. Jeg fik ham derfor ikke svaret stort andet, end at jeg følte, vi var saa forskjellige, at vi vistnok kom til at følge hver sin Aandsretning. Det var i al Venskabelighed, men det foruroligede mig dog, at jeg siden hørte, at han ikke blot havde omtalt dette vort Mellemværende for andre, men ogsaa omsat mine Yttringer i den Form, at jeg skulde have frabedt mig enhver Kritik fra hans Side.

Hans Ideal var i fuldkommen Rettroenhed og i alle sine Handeler at staae paa Kirkens Grund, hvordan det saa end gik i Livet, og han mistænkte mig for at være af for frie Tanker og et for æsthetisk Sving. I det Hele var han ilde berørt ved at skulle have mig ved sin Side, og hans Ord havde meget at sige i Menigheden, jeg hørte snart, at der blev advaret imod mig.

Vi havde kjendt hinanden fra Studentertiden, og jeg havde ikke forsømt ham; jeg havde besøgt ham, naar jeg kom til Kjøbenhavn, med al Agtelse for den allerede udmærkede Præst, og med Tak for den Prædiken, jeg hørte af ham. Ligefuldt modtog han mig temmelig stramt, da jeg kom. Først bebreidede han mig, at det havde varet saa længe efter min Ansættelse, inden jeg havde skrevet til ham, forklarede mig saa tørt, hvorledes Kirkens Forretningssager var ordnede, og udviklede endelig med den ham egne Overlegenhed og veltalende Form, hvad Opgaven i den hellige Tjeneste er, i det han sammenfattede sin Maade i det følelsesfulde Udtryk: »Jeg elsker vor Herre Jesu Christi Kirke høiest af Alt.« Hvorved jeg tænkte, men sagde det dog ikke, at man dog gjerne kunde elske Herren selv endnu mere end hans Kirke.

Jeg kan dog ikke troe, at Grunden til hans stive Modtagelse blot var det, at jeg beskjæftiget med at opsætte velstilede Skrivelser til Biskop og Provst var kommen sidst til ham. Snarere det, at han havde ønsket og haabet, at jeg greben af hvad han allerede havde udrettet, skulde have ilet til ham glad over at have faaet en saadan aandelig Broder og kirkelig Fører. Han var jo Forkjæmperen for den Retning, der nu kaldes den indre Mission, og Frimodt sluttede sig næste Aar til ham. Vi tilhørte grundforskjellige Aandsretninger, og satte begge vort Liv paa vort eget. Og vort eget mener jeg i sin Kjerne bedst kan betegnes ved den Sætning, der kom frem i vor første Samtale, den om hvad vi hver for sig elskede høiest.

Til Tjenestebrug og Selskabsbrug var der imidlertid altid et godt Forhold mellem os. Jeg forstod strax min Stilling, han var Sogneherren, jeg den Underordnede, han var Manden med den store ham inderlig hengivne Menighed, jeg fandt kun liden Indgang, han var den fuldfærdige Dogmatiker og Kirkens rettroende Støtte, jeg maatte hjælpe mig med hvad Gud havde forundt mig, og det naaede ikke længer end til Enfoldighed i Theologien og hjærtelig Tro paa hvad jeg havde følt og oplevet. Jeg troer ogsaa han efterhaanden blev ret tilfreds med denne min Maade at tage Forholdet paa.

Jeg vandt kun liden Indgang, det var det aabenbare. Der kom ikke mange til min Gudstjeneste. Hvorfor jeg ikke opnaaede mere, er ikke bleven mig klart. Man kjender saa lidt sig selv. Mine Prædikener blev dog altid til under from Bevægelse og Aandens Flamme, og Talent til Fremstilling tør jeg heller ikke just frakjende mig selv. Men der maa være noget ved min Person, som ikke tiltaler Mængden.

Jeg klagede min Nød for min kjære Biskop, og han svarede mig paa sin Maade ved strax med et Slagord at bestemme Sagen: »Det skal De ikke tage Dem nær, sagde han. Den store Mængde er ikke det samme som en stor Menighed. De mange er kun mange Muligheder, ikke mange Virkeligheder.« Det kunde han sagtens sige, han som havde begge Dele. Men jeg gik skamfuld og sukkende fra min Kirke og tænkte, at naar jeg ikke engang havde Mulighederne, kunde jeg endnu mindre haabe paa Virkelighederne.

I Sognet laa Fattigvæsenets store Drengeskole. Den afgav en 30-40 Confirmander hvert Halvaar, et Arbeide, som ikke kunde overkommes eller forlanges af Sognepræsten. Det var ulønnet, og havde desuden den Besværlighed, at en Del af Flokken var saa frisk indfanget fra Gaden, at de ikke engang kunde læse. Heller ikke kunde de rummes i min Stue, jeg maatte gaae hen i deres Skole og yde dem mine Formaninger i særskilte Timer, mens mine andre Confirmander skulde have deres hjemme. Imidlertid var dog det meget Besvær lønnende for Hjærtet. Disse Fyre, der lige let gik paa Hænderne som paa Benene, var forvildede nok, men i det Hele dog troskyldige og godmodige. Havde jeg Penge at uddele til dem, og det ikke var muligt at udfinde, hvem der mest trængte, da de alle syntes lige fattige, kunde jeg trøstig spørge dem selv. De var strax ivrige til at forklare i hvis Hjem det saa værst ud med Sygdom og Næringsløshed, og halede med rørte Miner de værste Stakler frem. Alt som jeg saa besøgte deres Familier rundt om i de skumle Gyder og oppe paa Tagkamrene, blev jeg de Fattiges Præst. Det var jeg da godt nok vant til fra Haderslev.

Fra de Fattige med Tilbehør af »Halte, Blinde og Krøblinger,« kom jeg til dem »der ligge ved Veie og Gjærder.« Til vor Kirke hørte efter god gammel militær Skik Stokhuset, hvor man skyldigst bar Kongens Bolt og Jærn, men forresten nød en rundelig Frihed. Nogle sløsede af med Arbeide paa Fæstningsværkerne og i Haverne, andre arbeidede for sig selv i Værkstederne, men alle sonede de i Anstaltens Marketenderi, for Fyraften var der ikke knapt med. Røverreden var dengang sin Opløsning nær, da det til April skulde have Ende med det Væsen, og Fangerne allerede for en Del havde udtjent eller var blevne benaadede. En 80 Stykker var der dog endnu tilbage, en Elite, som havde gjort sig fortjent til at holdes paa Livstid, og nu skulde afgaae til Tugthusene. Jeg gik der ud hver anden Søndag, blev sluppen ind i den skumle Gaard mellem Skildvagter og opplantede Kanoner, hvoraf dog ingen vilde gjøre Mennesker noget ondt, og steg op under Taget, hvor et Loft var indrettet til en Slags Kirke. Der prædikede jeg -- efter en kort og lempelig Indgang om Straffens Nødvendighed og Retfærdighedens Velsignelse -- med god Fred Naadens og Kjærlighedens Evangelium, medens mine 80 andægtige Tilhørere saae uhyre tungsindige ud.

Mod Foraaret tog jeg dem til Alters, og baade derved og da jeg sidste Søndag i Marts holdt en Afskedsprædiken for dem, forsømte jeg ikke, ihukommende vor fælles Frelser, at give enhver af dem Haanden, hvilket øiensynligt var det, jeg mest opbyggede dem med. En høi sorthaaret ret smuk Karl med et grulig sorgfuldt Udtryk takkede mig underlig tilbageholdende med den Bemærkning, at han aldrig havde troet, at Præsten kunde give saadan En sin Haand. Han havde været med, da der blev skaaret Halsen over paa nogle Uskyldige. En anden, en svær firkantet Mand, med en ferm Forretningsmine, blev tilbage for at tale i Enrum med mig. Han forklarede mig med stor Selvsikkerhed, at det var en Feiltagelse, at han ikke var bleven benaadet, men naar jeg nu vilde anbefale ham, vilde han sikkert nok blive det. Han saae ud, saa jeg nødig vilde have mødt ham paa en Vei. Og da jeg forespurgte mig om ham hos Husets Commandant, fik jeg at vide, at han havde været Anfører for en Røverbande i Vendsyssel, og var den værste af dem alle. Saaledes gaae de to Røvere paa Korset igjen til enhver Tid.

Vor Kirke blev endelig færdig efter Restauration, og indviet i Efteraaret 1860. Som sædvanlig havde der været megen Snak og Strid om hvad der var foretaget, og Menigheden, det vil sige Blædels, var misfornøiet. Kirkeværgen, Hofvinhandler Lorenz Petersen, var temmelig egenraadig. Som en rig Handelsmand var han i Forretninger vant til at byde, mente ogsaa at forstaae at bygge, men var ikke nogen kirkelig Mand, og hørte ikke til »Menigheden.« For Indtægtens Skyld holdt han paa, at enhver Siddeplads skulde betales, havde derfor forbeholdt Sidedøre og Sidegange for dem, der havde kjøbt Nøgler, og holdt kun Porten aaben for de Staaende. Derover var Blædel dybt krænket paa Menighedens Vegne, og som Herre i Kirken bød han Betjentene at lukke op, Dørene fra først af, og Stolene ved Begyndelsen af Gudstjenesten. Saa mødte Kirkeværgen ved Døren, og med løftet Stok, blev der sagt, befalede han Betjentene at holde sig til hans Ordre.

Det kom til hidsige Scener, thi Blædel var ingenlunde sagtmodig, naar han mødte Modstand. Han forlangte af os andre Kirkens Præster, at vi i Samling skulde gaae med ham til Kirkens Patron, Stadens Commandant, for i Menighedens Navn at fordre Frihed i Guds Hus. De to Katecheter var villige, men at fire Præster skulde træde an foran Generalen forat forlange noget, han ikke forstod sig paa, syntes mig dog en altfor snurrig Demonstration. Jeg sagde derfor Nei, og mente, at vilde Sognepræsten have sit Forlangende sat igjennem, kunde han mere passende bede General Schepelern, der vel var en Formens, men ogsaa en imødekommende Mand, at holde et Møde af de stridige Parter for at forliges om et anstændigt Forhold. Generalen fandtes villig dertil, og vi kom alle til at sidde om et stort Bord i hans Sal under hans Præsidium.

Blædel førte sin Sag paa sin veltalende Maade, men ogsaa, hvad han altid havde Vane til, i overdrevne Udtryk. Hofvinhandleren blev mere og mere rød i Kammen, og da det kom til Scenen med Stokken, protesterede han heftig og fremstillede dette Optrin helt anderledes. Da reiste Blædel sig i hele sin Værdighed og sagde høit og skarpt: Hvad Hr. Petersen der siger, er Løgn! Generalen kaldte til Orden for et saa uparlamentarisk Udtryk, men Kirkeværgen var allerede faren op som en rasende, kunde ikke faae et Ord frem, og syntes med voldsomme Fagter at ville gaae løs paa Blædel, men betænkte sig dog saameget, at han styrtede hen i en Vinduesfordybning, og stod med bortvendt Ansigt og hulkede. Generalen var meget ilde stedt. Han var mindst af alt vant til den Slags Optræden, og det var tydeligt, at det gjorde ham ondt baade for den ene og den anden Part. Han betænkte sig lidt, da han ikke ret vidste, hvorledes han skulde tage det Væsen, hans Myndighed i denne Kreds var ham heller ikke klar. Saa formanede han i en lille Tale Kirkens Folk til Forsonlighed, og lod os gaae, anbefalede os nærmere at betænke os, og forøvrigt henvisende til Ministeriet.

Saa skete der intet videre. Vinhandleren vilde intet mere have med Kirken at skaffe, og vi fik til Kirkeværge en Oberst, som var af Menigheden, og Blædel kunde siden gjøre, hvad han vilde. Jeg var lige saa ilde berørt af denne Scene som Schepelern, og vi afhandlede den jævnlig, naar jeg gjorde ham min Opvartning eller han gjengjældte mit Besøg. Jeg gik ogsaa til Petersen, og sagde ham, at hvorvel jeg nok kunde ønske noget mere Frihed i Kirken, fandt jeg dog, at han istedetfor Anerkjendelse af den Uleilighed, han havde havt, var bleven uforsvarlig behandlet; thi han havde virkelig med Opoffrelse af Tid og Kræfter gjort sig sin bedste Flid med Bygningsarbeidet. Han tog høflig mod mig, men vilde dog helst ikke see os mere.

Vor egen Biskop stod jeg i al min sjællandske Tid i det bedste Forhold til. Han betragtede mig, noget mere end jeg fortjente, som sin Discipel, og behandlede mig saa venligt, at naar jeg kom til ham, holdt han paa mig, saa vi kunde sidde flere Timer i fornøielig Samtale.

Han var ganske ligefrem og kunstløs i sit Væsen, og gjorde sig selv ingen Uleilighed med at finde paa noget at tale om. Men naar man bragte ham ind i noget, der interesserede ham, holdt han af at udtømme Æmnet og ikke som en Verdensmand at gaae fra det ene til det andet. Han kunde da blive saa livfuld og fordringsløs, at man kunde disputere med ham som en Student.

Han var ingen primitiv Filosof, han begyndte ikke med Tankens Tvivl om alt og Naturens Atomstrømning fra Evighed til Evighed, men med Tro paa Sandheden af Menneskenes almindelige Syner, paa en guddommelig Mening med al Skabningen. At Verden er skabt i Tiden og til ved Tidernes Fuldendelse gjennem Synd, Frelse og Opstandelse at komme til evig og salig Fred var ham en afgjort Sag, som der ikke skal spildes Ord paa at bevise. Hans Opgave var at forme Troen for Tanken, og deri var han en Mester. Med overlegen Klarsyn havde han strax sit System færdigt, og fremlagde det med blændende Veltalenhed; men han tog ikke altfor meget med af Livets Mangfoldighed. Hverken historisk eller psychologisk trængte han dybt ind i Begivenhedernes Forviklinger eller Menneskelivets Dybder. I det Store havde han tænkt over alle Livets Former og satte dem med største Sikkerhed ind hver paa sin Plads, hvor de hørte hen; men det var, som han ikke ret havde naaet til at anskueliggjøre sig deres virkelige Udseende.

Engang jeg sad hos ham, og jeg, da Talen var falden paa Missionsvæsnet, havde, som jeg pleier, fremhævet den katholske Missions Fortjenester fremfor Protestantismens kummerlige Resultater, fortalte jeg ham en lille Historie, som jeg havde læst i en ung fransk Naturforskers Reise. Denne Mand var selv en saa god Sjæl, at han paa sin Vandring gjennem aldrig af Europæere besøgte Egne, var bleven de Vilde saa kjær, at da han døde i Urskoven, begravede de ham smukt, og bragte trofast hans Eiendele tilbage til den franske Consul i Siam. Inde mellem Bagindiens Bjerge havde han gjæstet en Missionsstation, hvor en Biskop sad med et Par yngre Medhjælpere. En Forfølgelse var udbrudt, Hedningerne myrdede de Christne, og en af de yngre Præster havde de ikke blot pidsket halvt til Døde, men lovet ham, at han næste Dag skulde gjennemgaae samme Lidelse. Om Aftenen, da han laa og vaandede sig i sin Smerte, og hans Biskop sad over ham, stønnede han mest over, hvad der ventede ham næste Dag. »Trøst dig, min Søn,« sagde Biskoppen, »jeg skal i Jesu Navn tage den Pine for dig.« Næste Morgen gik Biskoppen Hedningerne imøde, de greb ham og udførte den grulige Straf paa ham, men dermed havde Forfølgelsen Ende, og Christendommen gik end mere seirende frem. Den katholske Biskop havde fortalt det, som noget der faldt af sig selv, siges der.

Saaledes er de Folks Mission, og det den Dag idag, bemærkede jeg. »Hvor var det muligt?« sagde Martensen, og faldt i Tanker, uden at udtale sig videre. Paa samme Maade gik det en anden Gang, da jeg efter Talmud og Josefs jødiske Historie fortalte ham Træk af hvad Farisæerne var istand til at offre og lide for deres Lovsætninger. Intet Under, at disse Folk maatte udrydde Jesus. Han og de kunde ikke være i Landet sammen, sagde jeg. Men det var, som om Biskoppen ikke før havde havt Leilighed til at tænke paa saadanne Ting. Han var heller ikke tilfreds med at jeg ved mine religionshistoriske Studier gik tilbage til Kildeskrifterne, man kom derved ikke til noget Resultat, mente han. Det var nu den filosofiske Tids Orm, at først og fremmest skulde Systemet udformes; om det var bygget paa mer eller mindre grundige Studier, kom det ikke saameget an paa, man kunde jo siden eftergaae det.

Ligefuldt var han mindst af alt den der vilde byde Skin for Virkelighed. Han troede paa sit System, og havde ogsaa god Grund dertil, da der intet overraskende eller urimeligt er deri. Han lærer hverken ny Christendom eller ny Verdensfilosofi, men, som en Cicerone i alle vore aandelige Skattes Musæum, gaaer han omkring i den store Samling og holder sit Lys for enhver Ting, at det maa sees, at ret forstaaet, er den rige Arv fra Fortiden god Sandhed[23]. Hans Hovedegenskaber var Fasthed i sin Overbevisning og fuldstændig Oprigtighed, endog vidtdreven Aabenhjærtethed i sine Udtalelser.

[23] Den nu herskende orthodoxe Retning med dens Sky for enhver dybere og aandfuld Forklaring af Helligdommene, yndede han ikke. »Vi leve i en realistisk Tid,« sagde han. »Dette er den kirkelige Realisme. Nei det kommer an paa at sætte Ideerne i Bevægelse.«

Ministrene laa han alle i Strid med, vel med Undtagelse af Ørsted; og den fuldkommen afhængige Stilling, som Biskoppen efter vor Forfatning maa indtage overfor Ministeriet, kunde ikke andet end give Anledning til Krænkelser for en aandeligt saa høitstaaende Mand. Men han tog det med al Overlegenhed. »Disse Mennesker,« sagde han til mig, »de kommer og de gaaer, og man kan sige om dem som om Vinden, at man veed ikke, hvorfra de kommer eller hvor de farer hen. Kun i eet ligne de hinanden, at de alle er lige uvidende i de Sager, de skulle lede,« og saa lo han hjærteligt.

Han var en from Mand, og altid inderlig opfyldt af den hellige Sag han førte. Det var smukt at see ham, naar han ved Talen derom lagde Haanden paa sit græske nye Testamente, som altid laa opslaaet paa hans Bord og var saa opslidt, at det næppe kunde hænge sammen, hvorfor ogsaa hans Hustru, da hun syntes, det blev for galt, listede det fra ham, og lagde et nyt af samme Udgave istedet. Skarp Modstand tog han ganske fromt. Om Kierkegaard talte han mere med Bedrøvelse end med Vrede. »Han kjender mig dog saa godt,« sagde han, »vi har jo været Omgangsvenner, og nu at skulle høre al den Haan, det har jeg dog ikke fortjent af ham.« Da Ploug angreb ham saa fælt, som sædvanligt knaldende løs med alle sine Vittigheder og Ukvemsord, sagde han bekymret: »Jeg er virkelig bange for, at Ploug er et ondt Menneske.« »Nei, det maa De ikke troe, svarede jeg, han er meget mere i private Forhold en rigtig brav Mand og en trofast opoffrende Ven.« -- »Ja, jeg vilde gjerne troe det, sagde Biskoppen, men hvad skal man sige, naar man har saadanne Artikler liggende for sig? Er det en Maade at føre Sagen paa, selv om man er overbevist, om at den er god? Saadanne Udtryk, høre de til Sagen?« -- »Nei, ganske vist ikke, svarede jeg, men det er jo tidt saa med disse kampfærdige Litterater, at de kan være meget rimelige, naar man taler med dem, men faaer de en Pen i Haanden, farer der strax en Djævel i dem.« Deraf lo han.

Grundtvig, som Mynster havde behandlet saa haanlig, havde Martensen meget Hjærte for. Men som han selv var Ordenens Mand og havde saavel sine aandelige Skatte som sin Stilling i Livet klart opgjorte, kunde han ikke finde sig i Grundtvigs Uregelmæssigheder og Vaklen. »Han er ikke nær saa modig, som han lader,« sagde han. »Naar det kommer til Stykket, er han feig.« Og han fortalte, hvorledes Grundtvig ved forskjellige Leiligheder var gaaet af Veien. Deri troede jeg ham ikke ganske. Jeg mente, at han forvexlede Grundtvigs Eftergivenhed med hans gode gammeldags Tro paa, at man saavidt muligt, endog noget længer, maa bøie sig for sin af Gud beskikkede Biskop, saalænge denne er en Christen.

Med alt dette var Martensen dog sin Tids største geistlige Mand, jeg sætter ham over Mynster. Efter Balthasar Mynster blev Fog vor Provst i Stadens militære Del, og han er jo min Ven, saa jeg kan visselig ikke klage paa min Øvrighed for den Tid, jeg var i Kjøbenhavn. Ogsaa min kjære Biskop beholdt jeg, saalænge jeg var i Sjællands Stift.

ANDET KAPITEL.

FAMILIELIV.

Hovedstadsfolk pleie at have deres By meget kjær, saa kjær at de mene, der intet Steds i den hele Verden er til at boe uden der. De ægte Kjøbenhavnere have samme Følelse. Som Hellenerne havde Jordens Navle i deres Delfi, og Israeliterne i deres Tempelbjerg, findes den Helligdom ogsaa paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, hvor man stiller sit Uhr. Jeg har intet imod denne fixe Idee, jeg har selv delt den, men den har dog sine Vanskeligheder. Jo større en By bliver, desto vanskeligere er det i det store Hjem at finde sig en Bolig, man kan føle sig saa vel i, at man fornemmer, man har selv et lille Hjem. Man flytter bestandig og finder det ikke, saa gik det ogsaa os.

Bedst havde vi det, mens vi boede i Kronprindsessegade, hvor vi fra en tredie Sal saae ud over Slotshaven, men der var kun fire Stuer, og da Edle skulde have den ene, blev der ingen Spisestue. Selskabet var omtrent det samme som i tidligere Tider, den ene Dag var vi hos Familie og Venner, den anden havde vi dem hos os. Vort Hjem var forsaavidt lykkeligt, og vort Samliv blev i dette Tidsrum ikke forknyttet af nogen dybere Sorg; kun eet Savn var der nu som før i vort Hus, der var ingen Børn.

Saa skete det en mørk Vinterdag, det var vor Bryllupsdag, den 29. November 1860, at min Cousine Amalie kom ind ad Døren med en lille tre Aars Dreng ved sin Haand. Hans Moder, hendes Søster Anna[24], havde i det Aar mistet sin Mand, Præsten i Landet og Ryde paa Lolland C. A. Gjellerup, og var i det Efteraar kommen til Kjøbenhavn med sine Børn, men svag som hun var og efter Flyttebesværlighederne sengeliggende, skikkede hun nu sin Dreng hen til os med Bøn om at beholde ham saalænge, til hun kunde komme til Kræfter igjen.

[24] Søster til Ilia og Mathilde Fibiger, se S. 85. Udg. Anm.