Part 28

Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere kunde holde den forstyrrende Muse fra Døren. Pennen havde jeg altid i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjøre, naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tøre Notitser? Der opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i »Ude og Hjemme«.

Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne Stykker, som jeg kaldte »Nogle Sagn.« Bogen blev saa lidt paaagtet, at jeg ikke hørte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at have affærdiget en Række Smaabøger, sluttede med, at »endelig havde ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.«

Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget Værd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu førend jeg var færdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et længere Digt i Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening, jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjønhed, men ogsaa hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin verdslige Herlighed maa i al Evighed fortsætte sin titaniske Kamp. Jeg turde derfor ikke vise Høyen det, jeg var bange for, han skulde udstøde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opsætsighed havde jeg dog Synagogen saa kjær, at jeg ikke kunde undvære den. Derimod viste jeg Broder Caspar det, men han dømte, at det i sig selv kunde være godt nok, kun var Verscæsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vilde kunne finde Smag deri. Saa rettede jeg Cæsuren og lod Digtet ligge.

I 1866 føiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12 Sange. Det var det nordiske Sagn om Høgne og Hedin. Jeg vilde nu vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op. Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det mægtige Norden, Forjættelsens Land, der fører til Seier Folkenes Sag, det er Helligbrøde. Man tænke sig Freja afklædt de sentimentale Dyder, Dannekvindens Hjærte tilgav det ikke.

Endelig skrev jeg næste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med Chorsange efter Sagnet om Helenas Død hos Pausanias. Naar undtages de Erinyesange, der medens Udaaden fuldføres paa den ulykkelige Skjønne, trække sig for længe ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at følge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er stærk og spændende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er sværmerisk Erotik, og Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt den største Vægt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt. Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde været i Troia, og til sin Ære dog ikke været der, men Høyen -- for denne Gang havde jeg været saa uheldig at vise ham det -- fældede den Høiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine Selskab. Det har nu altid været hendes Skjebne. Jeg har jo selv beskrevet, hvorledes hun af den Grund blev skjændeligt aflivet; men ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.

Af disse tre Stykker havde jeg tænkt at danne et Bind, som jeg kaldte »den evige Strid«. Men Tanken er eet, Handling er noget andet. Mine skjønne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt bleven en gammel verdensforsagende Landsbypræst. Saa traf det sig, at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge af begravede Aandsbørn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det klyngede sig atter til mit Hjærte, jeg kunde ikke slippe det, og jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at da Høiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen fandtes værdig til at udgives[27]. Meget behageligt, men hvorledes skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale Trykningen, og mit Navn var forlængst blevet saa ilde medhandlet, at en Forlægger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste derfor ikke bedre Raad end først at forklæde Navnet, og kalde det Diodoros, som skulde være en Oversættelse af mit Fornavns hebraiske Form, og dernæst ydmygeligst at bede min høit ansete Ven at tale min Sag for en ligesaa høit anseet Forlægger. Det var det snildeste, jeg nogensinde har udtænkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. »Hegel sagde ingen Ting, men var glad og fornøiet,« skrev han, og Bogen kom ud. Endnu mere, under sin Forklædning gjorde den saamegen Lykke, at jeg i et stort Blad fik at læse en lang og grundig og overmaade rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af -- Erik Bøgh. Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen, tog Hegel trævent imod mig, tog vel imod Bogen, men Lykken blev derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.

[27] L. svarede dog ikke saa tørt, som man efter dette Udtryk maatte antage. Han skrev: »Jeg vilde anse det for et Tab for den danske Litteratur, der dog i vor Tid (1878) ikke har Raad til ret mange Tab, om Digte med en saadan Skjønhed og Fylde af Tanker ikke skulde komme ud.« Udg. Anm.

Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit Sind da. Jeg havde kaldt den ~Graabroderen~ efter Hovedfiguren, der paa det nærmeste er mig selv. Ved en anden, en sværmerisk og halvt forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i høi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.

I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte Digt ~Panthea~, som ikke er udgivet, men blev færdig paa Sjællands Grund, kunde jeg til Falster medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit første Arbeide paa det Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuværende Stue, medens jeg var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mærke, hvor hendes Døttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Præst var i mange Maader ubegribelig, men dette var endnu det mærkeligste. Bogen er kaldet ~mine Søstre~, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet andet end et Par unge Pigers Hjærtens Oplevelser i deres Moders, en tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Løbet af et Aarstid. Det er saa lidt som muligt, dog løb den op til 400 Sider, og skaffede mig den Glæde ret af Hjærtet at fortælle om mit Ungdomshjem, Roskilde.

Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen længer end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte dem ~Sorgens Genier~, thi de indeholde de mørke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig Livet igjennem.

Saamegen Lyst jeg end jævnlig har havt til at slippe ogsaa de glade Fugle løs, lige fra mine første Sværmerier for min Brud til den gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjærtens Hemmeligheder og saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det læsende Folk, med mindre jeg havde været en Mand af den Betydning, at man blot for at lære ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan Mand er jeg jo ikke.[28]

[28] I Manuscriptet følger her et Kapitel (paa 125 Sider) om den italienske Reise, som mine Pleieforældre foretog i 1863, derefter et mindre Kapitel »Krigen«. Dette maatte overspringes, da det gaar udenfor den biografiske Ramme. Men det indeholder en Række Yttringer om de slesvigske Forhold, der baade ere saa charakteristiske for Forfatteren og tillige have saa megen Interesse, da de bero paa personlige Iagttagelser og Indtryk, at de paa ingen Maade kunde udelades. Man finder dem i en Note ved Værkets Slutning. Udg. Anm.

FJERDE KAPITEL.

EN PRÆSTEHISTORIE.

Præstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortælle omtrent saalænge som det skulde være. Jeg vil imidlertid kun berette en, som hørte til det offentlige Liv, og som fik adskillig Indflydelse paa min Skjebne.

Jeg har aldrig beskjæftiget mig med Politik paa anden Maade end at jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i 1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjøbenhavns Præster paa Omgang at prædike ved Høitideligheden i Slotskirken. Den Præst, hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil hører, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg maatte prædike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da denne Høitidelighed falder den første Mandag i October, altsaa i Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere henved 100 Confirmander og vidste, hvor træt jeg efter min daværende Helbredstilstand vilde være. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var ikke til at stille tilfreds. »De kan afsætte mig, men jeg gjør det ikke!« Han foer til Stiftsprovsten og opførte samme Scene, men havde der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den næste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu, Øvrighedens Bud maa lydes, tænkte jeg, og satte mig i en temmelig daarlig Stemning Søndag Aften til at forfatte denne vanskelige Prædiken.

Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg anseer nu aldrig Guds Ord for at være for dristige: »Jeg beder til Gud, at I intet Ondt maa gjøre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige. Thi vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed.« 2. Kor. 13, 7. Jeg havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt for, at Venstrepartiet, der første Gang var kommen i Flertal i Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjøre nogen egen Mening gjældende, men kun minde om, uden at sige det, at det selv i en god Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at fortryde det.

Lige foran den lave Prædikestol sad Partiets Førere med den dengang almægtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk, begyndte at vække Uro. Anføreren fixerede mig med sine skarpe Øine, og hele Talen igjennem kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var dog ikke til det. Tiltrods for min Ærgrelse over at være bleven paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sædvanlige Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivæsen fører til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred i den christne Kjærligheds Navn. Men det hjalp ikke.

J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten, forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte tillades Prædikanten selv at vælge sin Text. Det var vel ogsaa den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just hvad de andre havde sagt, men at de »havde slaaet de skrappeste Psalmer op imod hende.« Holt var Cultusminister, og han holdt ikke af stærke Rivninger. Han vilde helst stille de mægtige Modstandere noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for min Vigtighed. Ogsaa de øvrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen, man holder allermindst af at foruleiliges af Præsterne. Venstre var rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseet _vox populi_ for _vox Dei_.

Ogsaa Kirkens fine Mænd var betænkelige. Fog tog den Prædiken frem, han selv havde holdt for Rigsdagen, og læste den for mig som en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjøres. Den handlede om Alverden og dens Historie og om Fædrelandskjærlighed i Særdeleshed. Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ængstelige gik videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til mig, og fortalte, hvad der var hændet ham. Han havde selv været i Løvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens Søn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistænkeligt ind, før han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dør ude paa Vesterbro, hvorpaa var at læse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da løb det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem, om Foden end skal brænde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt, det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre, end at Ministeren ufortøvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin Tugt. Det var nu den gode Provsts Ærinde til mig, at jeg dog endelig maatte ydmygeligst gjøre den farlige Afbigt, vi gik mørke Tider imøde.

Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, føielig som jeg er, skrev jeg dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan paa Veie, det havde ikke været min Mening at fornærme nogen, hvad der var sagt om Folket og dets Førere, var sagt for alle Tider og alle Sager, ligemeget til Høire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig til Hjærte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have forelagt det for min kjære Hustru, saa søgte jeg ogsaa hendes Bifald for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive opfattet, som du er bleven bange og gjør Afbigt. Heller ikke er det helt sandt, du har dog tænkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette er en Udflugt bag efter. Den ærlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom ikke videre. Da saa Prædikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et ganske kort Forord gjøre opmærksom paa, at min Tale lige saavel kunde gjælde Høire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og reddede saaledes den Ære, som jeg selv sætter for lidt Pris paa.

Dette kom mig i saa høi Grad tilgode, at det forskaffede mig den eneste Ære, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prædikenen udkom, jublede Høirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt Skrift om den Sag, hædrede mig som en Kjæmpe for den gode Sag, lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke havde ment noget med det.

Det morsomste var, at heller ikke min ærede Modstander havde ment noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prædiken, som Ipsen havde været for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet at gjøre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem løs paa Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager, de vilde sætte igjennem, belæggende enhver af Delene med de behørige Grovheder, smukt ordnede. Det var engang en Forargelse, men der blev intet talt derom. Det Hele havde været en Komedie, der skulde ærgre Ministeriet, og da den nu engang var opført, var der ingen Grund til at give den igjen.

Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt Biskoppen til Erklæring, og det var ret noget for Martensen. Den brave Hyrde tog fast om Værget, naar Kirkens Ret skulde hævdes, og hans lange Udtalelse træffer nøiagtig min egen Mening ved hvad jeg havde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmærksom derpaa.

Biskoppen skrev saaledes:

Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i Folkemøder føre deres egen eller deres Meningsfællers Sag, siger han: »Selv den der kløgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer dog som Grundfarven ind i sin kløgtige Væv den Tro, at hans Sag dog tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at see, hvad Vaaben der bruges, kun at de føre til Seir, troer ligefrem paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret.« Og paa et andet Sted siger han: »Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de Kloge i deres egen Kløgt, og de maa selv see, at det var Blendværk; naar han lader det menige Folk fare hen paa meningsløse Veie, og de maa selv erfare, det var Daarskab?« Af disse Steder har Hr. J. A. Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Følelsessag for ham selv.

Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A. Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende holdt sig til religiøse og moralske Synspunkter, har helt igjennem talt om det sandhedskjærlige Sindelag og den moralske Selvstændighed, der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der ikke hører til det kirkelige Embede, der bør begrændse sig til det Religiøse og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke være muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket politisk Parti Pastor Fibiger selv hører, eller om han overhovedet hører til noget politisk Parti.

FEMTE KAPITEL.

AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29].

[29] I den udladte første Del af dette Kapitel fortælles om Broderen Christians Død og om Besøget i Kolding ved hans Begravelse (1873).

Jeg havde levet den længste Tid af mit Liv i Kjøbenhavn, 13 Aar som Student og Candidat, og 15 Aar som Præst, og Staden var bleven mit egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt, og især i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min præstelige Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tænke paa, hvilke kjære Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde været med til, vare mig kjære. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade uden at møde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds, at i Aarenes Løb, falder snart den ene, snart den anden fra, og før man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rækkerne. Præsten føler det mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nærmeste Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjærtes Klage over de kjære Slægtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte, var dog de Gamle, de egentlige borte.

Den første, vi mistede, mens vi boede i Kjøbenhavn, var ogsaa den bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humør og saae sund og rødmusset ud. Faa Dage før havde han besøgt os, og gjort Løier med, at han kunde stjæle, hvad vi havde, for vore Døre stode aabne, da han kom. Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et saa forfærdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rørte han svagt sin for at kjærtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa han ubevægelig og med lukkede Øine en Uges Tid, da sov han stille hen, den 11. October 1861.

Ved Begravelsen gjorde jeg min første Erfaring i at stede en Hærens Øverste tiljorde, en Tjeneste jeg fik Øvelse nok i under den kommende Krig. Hele Krigsstanden var samlet, Garnisonspladsen fyldt med Soldater og Kanonerne opkjørte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld Generalshonnør. Han havde jo ogsaa været Minister, og Kongen havde ham kjær fra den Tid, han havde været hans Discipel. Men i min Tale fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage særdeles Hensyn til den glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jævn Stil, som han var imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet, tog endog de pudsige Træk med, og lod saa de høie Herrer om det, de vidste bedre end jeg.

Det var yndigt at se den søde Tante i hendes Sorg. Hun græd bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig Elskede, der var borte; og i sin Kjærlighed var den gamle Moder med de mange Børn ganske som en nygift. Men overvældes af Sorgen kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar Enke med sine ugifte Døttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjøre Sommerreiser til sine Børn i Fyen og paa Langeland, saa overvældede en Hjærtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men jeg sagde til Lægen: Jeg bryder mig ikke om hvad De siger, jeg skal og vil i Kirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg oftere har erfaret, at naar jeg først er indenfor Kirkens Døre, er Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjærte og under mange Taarer talt over den, der i Sandhed har været mig en anden Moder.

Endnu en tredie Moder havde jeg, for de kjære Kvinder har altid været mig gode. Det var gamle Tante Christine Møller. Hun havde nu siddet Enke i 26 Aar, men ført det samme gjæstfrie Hus, altid med sine ældre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige Dame, som ønskede at gjøre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende ganske godt at bevare sin Aands og sit Hjærtes Evner til sine 87 Aar, den sværmeriske Følelse, den romantiske Tankegang forenet med blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin Sjælesørger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjærlighed, hun troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu dette Liv skjønt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt christeligt, mens hun laa afmægtig hen, slog hun sine Øine op imod mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er tungt at døe. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867. Saaledes var der nu af den ældre Slægt ingen andre end Moder alene tilbage.

Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Søster i Thriges Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe. Mine Prædikener, som hun i mine første Præsteaar havde havt noget vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmæssigt maatte sende hende dem, og hun fik dem saa kjære, at hun med egen Haand afskrev hele Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.