Part 29

Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke længer tjene hende med mine Prædikener, da jeg ingen længer skrev. Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver Søndag Morgen kunde lægge et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa læse det for hende hver Dag, til det næste kom.

I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder, sagde min Søster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som hun altid har rost Rokken for at sætte i Gang. Vintren gik hen som sædvanligt, men efter Paaske var hendes Kræfter udtømte, hun vilde mod hendes Sædvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin Seng. Søster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation om Søndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at jeg ikke var tilstede, da Moder Søndag Morgen umærkeligt ikke mere aabnede sine Øine. Gud være takket for rolig Hengang hun fik. Hun havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes Øine, nu blev det hende forundt ikke selv at føle Dødens Smerte.

Hendes Forældre saavelsom hele hendes Slægt hviler paa Roskilde gamle Graabrødre Kirkegaard. Derhen førte vi hendes Legem og samledes til Sørgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale over min Moder, men jeg maa ikke have været heldig med at udtrykke min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig stærkt, at det var for ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan Moder, som vi har havt? -- Ja, det er netop Sagen. Andre kan man løfte saa høit som Kjærligheden og Beundringen er til, men jeg idet mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.

Caspar kom selv ikke længe til at savne den Moder, han satte høiest af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til Sukkersyge, og hans før saa bevægelige Skikkelse blev stiv og bøiet. Han arbeidede med sin vanlige Flid, følte vel, det gik mod Enden, men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie færdig. Det lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den, til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Død. Men da kunde han ikke mere. Hans Læge skikkede ham til Carlsbad, men denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Kræfter fra ham. Dog skaffede den ham den Glæde, at han fik Leilighed til at gjensee sit kjære Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsøgte han at ligge paa Landet i Torbæk, men blev bragt døende hjem og sov hen med Fred den 4. September 1881.

[30] Pag. 135.

Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa ved Moders Jordefærd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Væsen, og skildrede udførligt det samme som hans bøhmiske Ven, Kheil har sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over ham.

Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets Baand dog gjør en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I Kjøbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring. Den gamle Frue døde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge Familier.

Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse. Som en alvorlig, from og mild Christen var han høit agtet i kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen. Og som Mæsenas i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens bestandige Direktør, og i Kunstakademiet var han Æresmedlem og sad i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved, og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans Glæde at samle de Kyndige med Høyen i Spidsen for at nyde det med dem. Musikere havde han regelmæssig hos sig i gode Aftenselskaber, og de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade strøg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til den skjønne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.

Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han døde samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for hans Børn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til en meget opbyggelig Sørgefest. Olaf Waage holdt en fortræffelig Tale.

~Høyen~ var tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilføie. Hans Enke talte fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det Ønske, at der ingen offentlig Ære skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham, som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjøre. Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt ja pinligt Indtryk det gjør, at lade et saadant Møde hengaae i Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekræftelse paa ved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den Ære at forrette Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse fra Frue Kirke i sædvanlig Form.

Høyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare saaledes, at deres Venners Børn var som deres egne. Jeg har allerede fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i 2. Bog. H. E. Freund, død 1840, havde vel været hans nærmeste og kjæreste Ven, og han værnede trolig om hans Familie, den stille fromme Frue og hendes Børn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en høi Aand og høist elskværdige. Moderen og Datteren døde 1869, medens jeg var deres Sjælesørger. Victor saae ud som en Kjæmpe og tog Mad til sig derefter, men han var saa skrøbelig, at han ikke kunde komme en Gade til Ende, og ikke tale uden hvert Øieblik at puste for at faa Veiret. Han kom jævnlig til os, og jeg fik ham meget kjær for hans Liv og Munterhed og store Lærdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans udmærkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg jævnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjønneste Betragtninger i en egen rhetorisk Stil. Han døde i Sabinerbjergene i September 1881. Hans Fætter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjæl og god Ægtemand, jeg har selv viet ham.

Den mærkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig Leilighed, gik over til H. V. ~Bissen~. Han var jævnaldrende med Høyen og saae ud til at være en meget kraftig Mand, men under det stærkt formede og skjæggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop. Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstørklæde, helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke Mirakler det gjorde, naar han skjældte paa Theevandsfolk og uldne Klæder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae fra ham, men det var kun Blendværk. Da han modellerede mig i 1863, kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte til at løftes længere Tid. Aaben og hjærtelig som han var, uegenyttig og uden Forfængelighed var det en Glæde at omgaaes ham. Han var et af de fortræffelige Mennesker, der har Hjærte for alt hvad der duer, og alt hvad der fører et naturligt Liv saa smaat det end kan være. Han havde sine Værksteder fulde af Træer og Dyr, Katte, Kaniner, Skildpadder og Firben, Slanger i Træernes Grene og Fugle i Toppen og han kjælede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjægget. Man sagde, han forkjælede og fordærvede Barnet, det gjorde han dog ikke, hans egne Børn blev særdeles dygtige Mennesker. Den ældste, Vilhelm er nu ligesom Faderen.

Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa Kant med den Tids smægtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn paa Religionen. Han levede og døde uden Kirke eller Præst, hvorfor skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Præsten kan tale til hans Ære, og hvor det ikke er sømmeligt at tale uden paa christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankeløs Skik er det eneste, vi kunne tænke os, og at dybere Spørgsmaal reises, have vi Skræk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store Mands Ære, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde mine tause Betragtninger. Om Høyens Tale over ham ved Festen paa Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.

En anden Sag var det med ~Vilh. Marstrand~, som Aaret i Forveien havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867). Han var ikke den, der med Forstands-Ræsonnement og bar Naturtilbedelse vilde sætte Christendommen Stolen for Døren, han havde intet høiere Ønske, end at faae Guds Rige klart udfoldet for Øine og Hjærte. Kunde han det ikke, anklagede han ingen anden sig selv, sin flygtige Natur og sin Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have skjænket til Nørrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa give mit Bidrag til Kirken, fik han desværre ikke malet, men den legemstore Carton, som er bleven ødelagt, synes mig det skjønneste, han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knælende foran Jesus. Han er jo gaaet hen for at røre ved ham, og nu tør han ikke, sagde han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa hans Tanker og søgte at føre dem videre, havde han sin Glæde deraf. Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed bibelske. At Djævelen for Ex. svæver om Bjerget, og ikke tør komme derop, er ikke bibelsk.

Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedværk, den store Nadvere, som han arbeidede længe paa, og ikke forgjæves. Det er vel omtrent det ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans store Bedrøvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke førend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastand paa, at hvad man end vilde lægge deri, saa skulde Pengemændene finde sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvæg fik en staaende Paamindelse om at tone christeligt Flag.

Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke let nogen selvstændig Lægmand, men han var en alvorlig og tænksom Bibellæser, og saae op til Helligdommen som det Høieste. Nu døde hans gode Hustru, det var et forfærdeligt Slag for ham. Det kom ham uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyføs Feber rev hende bort. Og som han altid havde været plaget af Tvivl om sit Livs og sin Kunsts Værd, var Ægteskabet blevet ham en Støtte. Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid glædelig Gjenstand for hans Kunst.

Da jeg saa Morgenen efter hendes Død fandt ham siddende i hans Malerstue sammenkrympet, rystet og grædende, blev jeg virkelig forfærdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles, hører det med til Smerten, at man ikke har været nok for hinanden. Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjæmpende, grublende og af Naturen omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som til alt godt.

Alt dette betroede han mig med sin sædvanlige Oprigtighed, men som alle oprigtig Sørgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt hvad der følger med en høitidelig Jordefærd. Jeg troede derimod, at det vilde gjøre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen rørte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Sørgende er den sværeste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans Haand, rørte de ham saa stærkt, at han gjentagne Gange udtalte sig om, hvor det havde været ham kjært at trykke alle de deltagende Venners Hænder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet, han henfaldt i længere Tid i et formeligt Sværmeri for alle de gode Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange undrede sig over hans stærke Stemning. For mig var det en Glæde at være Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjærtens Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Børn og Søskenebørn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].

[31] Trykt i Raffenbergs Samling.

Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere, medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar, hvorfra Mesterværkerne, den store Nadvere og det store Billede i Universitetets Festsal stamme.

Han havde oftere lidt af Svækkelse i Ryg eller Underliv, men hans muskelstærke Legeme havde kunnet bære det. Han var saa stærk, at naar han, for at prøve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde han leende: Det kan kun lidt hjælpe der at trækkes med en Karl. Naar jeg tager fat, trækker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham ligesom for hans Fætter, min Broder Caspar, at hans Svækkelse viste sig at være Sukkersyge, og hans Kræfter tog stærkt af. Han holdt sig endnu til Efteraaret 1871, skjønt han gik svagt; da sank han pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig Tilfældet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog betænkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.

Jeg talte da til ham om Døden paa samme Maade, som vi tidt nok havde talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Døden. Jeg er saa rastløs, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjønhed for en Kunstnersjæl at nyde end her; men derom vilde han intet høre, kun Sjæleangst og uopnaaelig Hellighed brød ind paa ham. Ogsaa havde han, som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige Livs Virkelighed.

Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede paa de kjære afsjælede Træk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevæger sig, og man ryster desmere, for man atter seer, det er Blendværk, kun en minderig Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.

Sørgefesten var glimrende, men ikke kirkelig. Det var i Akademiets Festsal, omringet af alle de stille antike Kjæmper, at jeg kom til at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa Høyens Plads. Dog er det endnu en Trøst, at det lykkedes mig at faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilføie. Om hans Kunst fandt jeg mig ikke beføiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Væsen paa samme Maade som jeg har gjort det i denne Bog[32].

[32] Talen findes i den omtalte Bog af Raffenberg.

Endnu efter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar jeg sidder her i min Ensomhed og tænker paa, hvordan de nu alle er borte, er der ingen, jeg mere ønsker, vilde træde ind igjen, end den kjære Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drømmer om, hvad jeg kunde faae at vide, om en af de elskede Afdøde kom til mig, er der ingen, jeg hellere gad udspørge om Evighedens Hemmelighed end ham. Dog skal man ikke vente at faa Livets og Dødens Gaader løste paa den Maade. Man maa betænke, at om man kom til Tale med de Afdøde, vilde man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi drømme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter sit, og jeg mit.

SJETTE KAPITEL.

LANDSBYLIV.

Jeg havde længe følt, at jeg som Præst i Kjøbenhavn ikke var paa min rette Hylle, og ikke udrettede, hvad jeg burde; dog blev jeg holdt fast der af saa mange Baand. Nu brast det ene efter det andet, og i disse Dødens Aar tænkte jeg flittigt nok paa at forlade Byen. Men Tiderne vare vanskelige. Theologiens Glorie fra min Ungdom hvilede endnu som en Nemesis over den geistlige Verden i Skikkelse af en saadan Frodighed af Ansøgere, at da jeg efter adskillige Skuffelser, søgte Vallensved ved Næstved, havde jeg 73 Medbeilere at overvinde, og dog var dette Kald ikke større, end at Ministeren, min Regensven Worsaae, selv raadede mig fra at tage imod det.

Det var i November 1874, at jeg drog ind i min Præstegaard, forat tilbringe Vintren hos Enken, Madame Buchholtz. Der saae tarveligt ud, Stuehuset var godt og grundmuret, opført af min Formand, men de øvrige Længer kun altfor maleriske, og jeg saa uerfaren, at jeg fandt, det skjønneste ved dem var de grønne Tage. Det blev en haard Vinter, og jeg kom forfrossen til Kjøbenhavn, naar jeg vilde see til det skjønne Hjem i Frederiksgaden, mens jeg dog allerede var saa vant til Kulden, at jeg ikke kunde udholde Heden i de kjøbenhavnske Stuer. Men da Vaaren kom, og Amalie med Søstrene, paa hendes Fødselsdag den 6. April, rullede ind i Gaarden i den nye Landauer, som min kjøbenhavnske Menighed havde skjænket mig, havde vi da aldrig seet saa deiligt et Foraarsveir.

Nu faldt der ny Glands over Gaarden, de tarvelige Stuer kom ved Hjælp af vore Kunstskatte til at see ud efter noget, og den lille begroede Have blev taget under kunstmæssig Behandling af en Gartner, der om han end ikke vidste andet af sin Kunst, dog vidste, hvad æsthetisk Fantasi er. Jeg tog et nyt Stykke Jord ind, jeg tegnede lange flotte Sving paa Gangene og stampede dem af med mine Vinterstøvler, jeg tegnede Lysthuse og Bænke i klassisk Stil til Beundring for min nye Ven Tømmermanden, og Figen og Vinstok paa Solsiden, og Klematis og vild Vin paa Skyggesiden, og nyplantede Frugttræer og Jordbærland trivedes deiligt i den nye Jord under Himlens Velsignelse. Naar vi saa i en rød Aftenstund sad paa vor Havetrappe, beviste jeg klarlig for mine Tilhørerinder, at de beboede den skjønneste Plet paa Jorden, og da Sommergjæsterne kom, sandede de, at Beviserne var uomstødelige.

Men jeg havde havt en streng Vinter at stride mig igjennem. Jorden frøs og Sneen føg, mens Slaget stod mellem mig og min nye Menighed. Min ulykkelige Rigsdagsprædiken havde forfulgt mig ud paa Landet. Hvermand vidste, at denne Præst var det Uhyre af en Høiremand, der ligefor den glorværdige Rigsdags Øine havde angrebet Kong Frederiks Kongegave paa Livet. Man skrev mig bekymret til fra Kjøbenhavn om, hvorledes det gik mig, Bønderne havde jo svoret sig sammen om ikke at taale mig. Jeg vidste intet derom, og forandrede heller intet i min Slagplan.

Jeg gik først til Sognefogden, det var at tage Tyren ved Hornene. Skulde jeg smides ud, var det ham, der skulde besørge Forretningen. Store Jens Pedersen -- for der var endnu to Jens Pedersener -- var Egnens Fører, og vidste al Politiken udenad, han behøvede ikke at læse sig til den, hvad han ogsaa daarligt nok kunde, han tog den store J. A. Hansen under Armen paa ethvert Møde. Jeg traf ham ikke hjemme, men hans forstandige og fromme Kone tog imod mig med Glæde over at see den nye Præst. Næste Morgen, som jeg stod i min Dør, seer jeg den høie knoklede Sognefoged med lange Skridt, Hatten i Nakken og svingende sin Stok komme ind ad Porten. -- »Naa, det var kjønt, at De kommer, jeg traf Dem ikke igaar. Kom nu ind til en fornuftig Pibe Tobak og en varm Kop Kaffe, for det er koldt.« Og det kan hænde, det blev en ordentlig Samtale, for stortalende var han, men heldigvis, og det skal siges til hans Ros, ogsaa meget varmhjærtet: Da han fik at vide, at Præsten var en Frihedsmand, hvis høitflyvende Ideer om nyt Folkeliv og alt det andet, han ikke engang selv kunde over, og Præsten desuden var saa rask i Vendingen, at der ingen Tid blev til at komme til Frihedens praktiske Paragrafer, glødede hans Ansigt af Glæde, saa han formelig omfavnede mig, inden han kom afsted, og det uagtet der ingen Brændevin blev hældt i Kaffen.

Det var en god Begyndelse, jeg maatte nu sørge for en god Fortsættelse. Jeg gik hver Dag ud at afsøge Sognet, og det var ikke større, end at jeg paa min Fod kunde naae til dets Grændse. Jeg gik ind i hvert Hus, spurgte hvem der boede, opskrev Navnene i min Lommebog, og satte mig saa til i fornøielig Samtale at undersøge Navnenes Betydning i Skikkelse af Levnedsbeskrivelse af dem alle, store og smaa.

Og idetmindste en Gang om Aaret, maatte hele Registret gjennemgaaes, for at eftersee, om alle disse Bogstaver af Kjød og Blod var i Orden. Denne Fremgangsmaade anbefaler jeg begyndende Landsbypræster. Man maa være sit Folks Ven, før man kan blive dets Præst.

I Sognet er der ingen Skov, men tæt om dets nordre Side breder sig herlige Skove. De tilhører Herremanden paa Gunderslev Holm, og han elsker sine Træer og lader dem staae, til de blive til brede Kjæmper. De nærmeste Skove gik vi ud i, naar Dagen hældede, og satte os og hørte paa alle de smaa Fugle som tale. De fjernere forbeholdtes Søndagen. Da kjørte vi en Mils Vei eller to ud, forrest Landaueren, derefter Fjælevognen, fra den lød der stadig Latter og Sang.

Man kommer til en Skovplet, hvor Solen faaer Plads til at falde ned paa en Stensætning vel de 100 Alen lang, og er man behændig, kan man klattre op paa Overliggeren i Midten og føle sig saa stolt i Sædet, som den Konge der ligger derunder. Skyggerne glide sagtelig hen over alle de mossede Stene, og man bliver længe siddende. Endelig vandrer man Arm i Arm hen langs Bavelse Sø, gjennem den Dyrehave, hvor alle Træerne ere af dem, der skal staae, og man kommer til et Herberge, som Herremanden har ladet bygge paa Bakken. Søen er bleven blank, og de røde Skyer graane, men man vil nødig hjemad, før Maanen stiger. Saa kommer man endelig igjen i Vognene, de vugge gjennem Skovene, og man ager atter forbi den store tæt indesluttede Eng, hvor Taagen har lagt over alt, hvad der dandser derinde af Usynligt, eller sover derinde af svære Køer. De unge Piger synge, og ved det sidste Led siger den Kone, hvis Sorger og Glæder, man ogsaa kjender, venskabeligt Godnat.

Det er sjællandske Glæder, og de blev nydt Aar efter Aar, uden andre Begivenheder, end at Pigebørnene blev ældre, skiftede ogsaa med andre lignende, baade Familiens og andre, vor Dreng bragte sine Venner med, og han selv begyndte at blive en Forfatter, som beskrev os alle, og vakte Oprør i Egnen, naar den gjenkjendte sine egne Figurer i de Bøger, han ved Juletid bragte os i Guldsnit.