Part 16

I fire Dage øvede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl om, at i den Tid blev alle optænkelige Udsigter tilstrækkelig gjennemtænkte, kun ikke den ene og dog saa nærliggende, at jeg kunde komme til at gaae slukøret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og ned i Fiolstrædet, nær kommen til en Afgjørelse, men Modet, som ellers ikke pleiede at svigte, befandtes dog endnu ikke at være modent. Men næste Dag skulde det -- ikke briste eller bære -- nei, skulde det bære.

Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det regnede, en deilig mild Foraarsregn. Moder var reist til Slagelse, til min Søster, og jeg var ene i Huset. Jeg sad paa Bordet i min Stue, og gjennemtænkte min Plan. Jeg vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte hun være, saa kunde jeg følge hende hjem. Da kom styrtende op til mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg. Han var sidste Efteraar kommen hjem fra sin lange Reise, og de havde nu noget for angaaende den anden Reise til Berlin og Kønigsberg, som han strax efter tiltraadte. Jeg skulde være behjælpelig med noget, som havde Hast, jeg husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke kunde komme afsted. Endelig fik jeg dem dog nogenlunde tilfredsstillede, medens jeg under Discussionen klædte mig paa, og jeg ilede afsted til Slotskirken.

Biskoppen var allerede midt i sin Prædiken, den var upaatvivlelig udmærket, men jeg var blandt dem, der ikke blev opbyggede af den, og dem findes der vel altid nogen af i en Kirke. Jeg blev staaende nederst, støttende mig til Freunds Apostel, og da Forsamlingen omsider brød op, saae jeg endelig mine Længslers Maal komme, høinende sig over en hel Stab af Søstre og Veninder. Situationen var vanskelig, men det skulde jo bære. Jeg fulgte dem ud gjennem Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg hende, om hun tillod, at jeg hilste paa hende i hendes Hjem, der var noget, jeg maatte tale med hende om. Jo, saa vilde hun gaae hjem. Hendes Øine løftede sig ikke, men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at kunne forenes med min Tro. Jeg bukkede ærbødig og ilte bort.

Jeg gik en Omvei, gik op og ned og rundt i Smaagaderne, Modet var høit. Da Afgjørelsens Time var kommen, var der Ro i Sjælen. Ikke engang det sygelige Hjærte, hvis Slag ellers ved den ringeste Forventning kunde være utaalelige, gjorde mig Besvær. Midt i en Cyclon siger man der er blikstille. Efter en halv Times Tid fandt jeg det passende at indfinde mig.

Da jeg traadte ind i Stuen, saae jeg den opfyldt af unge Damer, gladelig samlede om Kaffebordet. Alle var de mine Cousiner og nærmeste Veninder, et Selskab, der for mig ikke var synderlig fjernere end en Flok Søstre. At see deres Ansigter, da Fætter Johannes med stram Høitidelighed »ønskede at tale med Frøken Amalie Waage.« Der var ikke mindste Tvivl om, hvad han helst ønskede at tale om, men var det nu? Nogle spærrede Munden op, andre gjemte Ansigtet bag en andens Ryg. Men jeg kunde ikke hjælpe dem, jeg saae dem ikke, jeg tog Sagen, som om Stuen havde været tom. »Frøken Amalie er i det andet Værelse,« meldte den agtbare Lærerinde med tilsvarende Høitidelighed, og aabnede Døren ind til Bedstemoders Stue.

Da jeg havde lukket Døren efter mig og stod der alene, aabnede den næste Dør sig lydløst, mit Hjærtes Dronning gled ind og blev staaende med bøiet Hoved. Jeg gik hen til hende og sagde blot: »Kjære Amalie, jeg er kommen for at sige Dem, at jeg elsker Dem saa høit, at jeg ikke kan leve uden Dem.« -- Jeg fik ikke udtalt, før hendes Hoved laa paa min Skulder.

Tidt har jeg maattet høre, at jeg havde havt den Dristighed, saadan uden videre at tiltale hende med hendes Fornavn. Men hvad skulde jeg sige, jeg havde ingen Undskyldning, behøvede da nu heller ingen. Efter et kort ubeskriveligt Øieblik, med hinanden i Favn, men uden at nogen af os kunde faae mere sagt, bad jeg, om jeg maatte forlade hende, kun et Øieblik, og foer useet af de andre gjennem Soveværelset ned ad Trappen. Lærerinden styrtede ind til hende raabende: »Men har du sagt Nei!«

Hvad min Mening nu var med atter at fare et Kvarterstid om i Gaderne, veed jeg lige saa lidt som det øvrige. Men jeg troer dog, min Elskede har ogsaa skjønnet derpaa, medens hun sad med Hænderne for sine Øren, og ikke svarde den allarmerede Jomfru Fohlmann med stort andet end sine Taarer.

Da jeg kom tilbage, havde jeg ingen anden Følelse, end at jeg var fuldkommen hjemme i den Stue, hvor jeg aldrig var kommen før uden med bankende Hjærte som en høitidelig Lærer i Christendom. Men hvad kan ikke det udrette bestandig at have været der med alle sine fantastiske Tanker og lyksalige Drømme! Jeg kastede mig i Sofaen og fik mig en hjærtelig Latter af den kjære Venindeflok, der som en skræmmet Fuglesværm var faren ud til al Verdens Hjørner forat udraabe Nyheden. Havde jeg før været sikker i min Sag ved overnaturligt Mod, saa var jeg nu saa rolig ved den, som om al Verden maatte finde den lige saa meget i Orden som jeg. Jeg holdt jo den ypperste Kvinde i Verden i min Arm, hvad brød jeg mig saa om Verden! Det var jo mig, ikke den, der havde faaet hende.

Regnen var forlængst stillet af i Rørelsens søde Draabefald, Vaarsolen lyste op til Fest, alle Blade og Blomster bredte sig som de skulde forgaae af sværmerisk Længsel og alle Fugle jublede som de var fra Forstanden af Himmelfartsfryd, og min Elskede slog det lange hvide Sjal om sine Skuldre og bandt sin med Rosenrødt fodrede Straahat under sin Hage, og vi dandsede ned ad Trappen for første Gang at forsøge at træde Kjærlighedsstien sammen. Nei, hvor det lykkedes. De rislende Bølger, som saa os gaae forbi, var af samme Mening, de vilde kysse vore Fødder. De Mennesker, vi mødte, var af samme Mening, de stod stille og vendte sig om, for dog engang at faae et Glimt af det tabte Paradis at see; og vore egne Ansigter, naar de mødtes, kunde let være af samme Mening, de saa intet andet end Guds Have. Og den Dag idetmindste var den ikke lukket og havde intet tabt af sin Uskyldighed.

Hvor dog et syndigt Menneske kan være lykkeligt, naar Gud vil! Hvor dog alle Taabeligheder kunne forsvinde for den ene store Tanke at leve og døe i glædesdrukken Kjærlighed. Hvem der faaer en saadan Kvinde, slipper hende forvist aldrig, det er ikke at takke ham for.

Aftenen tilbragte vi i min Farbroders Familie, og der var der Fest. De kjære Slægtninge deltoge saa inderlig i min Lykke, og var selv saa henrykt over at faae den beundrede Veninde forvandlet til et Led af Familien, at deres Glæde snart ikke stod tilbage for min. Da jeg silde fulgte min Elskede hjem og ved hendes Dør tog Afsked med hende skete det, at jeg vovede at trykke det første Kys paa hendes Læber. I mange Maader kunde mine Læber være uværdige til et saadant Møde, men i een Henseende kunde de dog kaldes rene: det var med Undtagelse af Moder og Søster første Gang jeg havde kysset en Kvinde.

Man siger, at det at vaagne den næste Morgen efter at have forlovet sig er den sværeste Prøvelse. Da falder den Tanke dæmonisk over den, der vaagner af Rusen: Hvad har du gjort? Jeg undgik Prøvelsen paa en meget naturlig Maade, jeg vaagnede ikke den næste Morgen, saasom jeg vel havde vogtet mig for at afkorte min Fest ved at sove. Kun altfor mange Nætter har jeg maattet kjæmpe mig igjennem sjælelig og legemlig Elendighed, nu fik jeg Opreisning ved eengang at opleve, at al Tanke om Søvn forsvandt for Jubel af Glædens Aander. Det kjøbenhavnske Baghus, hvori jeg laa og hvori jeg var ene, var som en Tryllehave, og da en Spurv ved Daggry begyndte at kvidre under Taget, lød det som dens Sangfugle opstemte deres Frydesang. Jeg væltede mig paa mit Leie som et glædesdrukkent Barn, og at spørge: Hvad har du dog gjort? vilde forekommet mig ligesaa latterligt, som om Aladdin havde spurgt sig selv: »Hvorfor lod du dog ikke den Lampe ligge?« Det var mig og ingen anden, der havde Lampen, jeg gjemte den paa mit Bryst, og jeg har ikke ladet Nureddin tage den.

Jeg sprang op for at forkynde Budskabet for mine Kjæreste. Den lange Skrivelse slutter: »-- En Ting har jeg glemt, det er de søde Svigerinder. Dem havde jeg ikke tænkt synderligt paa i Forveien, og faaer dem nu oven i Kjøbet. Edle vilde ikke være syg den Dag[10], hun løb omkring ligesom de andre, og holdt det endda ikke saa galt ud til Aften. Den lille Frederikke synger og dandser hele Tiden, og fortæller hele vor Kjærlighedshistorie, som hun ganske fint har vidst at observere. Claudine er mere stille, forsmaaer dog heller ikke en Dands med Onkels Drenge, og de raabe Hurra for Frederikke og Claudine. Og den gamle Bedstemoder og Jomfru Fohlmann hører da ogsaa til Familien.

[10] Hun havde hele Vinteren lidt af en fæl Halsbetændelse.

Jeg kan ikke skrive mere, lille Moder! Tænk paa din glade Søn Johannes.«

Amalie føiede nu en Side til i de Ord, som hun har sin Styrke i. At Moder øieblikkelig satte Pen til Papiret og med sit Moderhjærte overstrømmende af Henrykkelse over at see sine Længslers Maal opfyldt, lod sin altid hurtige Pen løbe med flommende Væde, og at min Søster gjorde omtrent det samme, behøver næppe at siges. Ogsaa den kjære Tante Christine Møller bør nævnes i Ihukommelse af, at da hun saae os træde ind ad Døren, mindedes hun Göthes Ord:

»Es schien die Thüre zu klein, die hohen Gestalten einzulassen, die nun zusammen betraten die Schwelle!« Og siden med sværmerisk Blik oftere gjentog: »Ja, »die hohen Gestalten«.«

ANDET KAPITEL.

DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE.

Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde været hos Suhrs og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit Forræderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald, hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var nødt til at finde sig i at skjænke hende Bifald, naar man saae hendes Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa Sølyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent Suhr med al Værdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstændig, men husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen, uden dog derfor at forsømme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien kom, havde Suhrs som sædvanlig indbudt Amalie og hendes Søskene til deres Landsted, og dertil været saa venlige at føie en Indbydelse, om at den Uundgaaelige vilde glæde hende med to Gange om Ugen at tilbringe Dagen hos hende.

For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en skjøn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbæk Kro. Naar jeg om Aftenen kom fra Sølyst, havde jeg min store Fornøielse af inde fra min Stue at høre paa Fiskernes støiende Sammenkomster ude i Skjænkestuen. Jeg blev i Studenterhumør derved, og i et Brev til Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbæk saaledes:

»Byen er, saavidt jeg mærker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker, Kjøbenhavnere og Svin. De første staae paa det høieste Trin saavel i legemlig som hjærtelig Dannelse. De er store og stærke, hvide Buxer, islandsk Uldtrøie og lange Transtøvler, drikke Brændevin og Øl, Lørdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nære sig af Kjøbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, sværmeriske Kjærlighedssange og moderne skandinaviske ... Paa Sølyst lever man ganske herligt, idetmindste saalænge Fru Heiberg endnu ikke er ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice hun ellers er, ville tage os Komedien nær. En yndig Havesal med to Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, bløde Sofaer og Lænestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det, men jeg maa ingen sige det til osv.«.

Hermed havde det en egen Sammenhæng, som ikke var glædelig. Gamle Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand med, og havde hver Sommer det berømte Kunstnerpar hos sig. Han var en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte, det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Væsen og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans gode Sider frem.

I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjøre Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før havde været. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen dem paatværs, dog altid holdt af ham, og satte ham høit og virkelig var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi mod hende var Fru Suhr stram nok.

Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mærkede ikke paa hende, at noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghør, at det var besværligt at føre en Samtale med hende. I Selskabet repræsenterede hun med stor Værdighed, men hun trængte til noget mere hjærteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om sig, mindre tilfredsstillede hende, udøste hun gjerne sit Hjerte for Amalie.

Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var meget omhyggelig for at gjøre dem Livet i hans Hus saa behageligt som muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et stort Teleskop med alt Tilbehør, og den lærde Digter syntes at finde god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag, hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber. Os viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde Øie for andet end hinanden, syntes at være noget, hun kunde have Lyst til at studere. Amalie fandt hendes Væsen naturligt og hjærteligt og holdt af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst behagede det mig, at hun forsøgte at give Amalie et lille Cursus i, hvad hun kaldte et smukt Væsen, men som i Virkeligheden var et efter hendes Mening klædeligt Koketteri.

Af de mange fremragende Mænd, jeg saae paa Sølyst, morede os mest de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nærmeste Venner. Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske Veltalenhed og sin uudtømmelige Strøm af nye Ideer og mærkelige Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit aldeles ligefremme Forretningsvæsen. For os andre var han kun morsom ved sin fuldstændige Formløshed. Scavenius var af Familien, men lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrækkelig føle, at han ikke behøvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke følte han paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da med paa den mest ligegyldige Maade at nævne en overdreven Pris, vel vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end han.

* * * * *

I saadant Selskab var jeg selvfølgelig ganske tilovers, holdt mig derfor mest taus og til Væggen, troligt efterkommende den Anvisning, som Moder tidtnok havde fundet det fornødent at give mig i min Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine Øine og Øren og havde Fornøielse deraf. Var derfor glad over, at man i det rige Hus var saa kjærlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr med. Den Aandrighed, som jeg ifølge den Selvfølelse, ingen Alders-, Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, følte mig i Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsøg paa at gjøre den gjældende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrængende Person; var derfor kun saa venlig og høflig, som jeg formaaede. Dette var mig nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.

Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt Ord. Da jeg kom tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var de gamle Suhrs døde, og Amalie fandt ikke, der var Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært Forhold til Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt havde hun aldrig stemmet synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at da han først begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg ~maatte oversætte for dem, hvad han sagde~, før de kunde begribe ham. Det kan jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.

Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Sølyst, men de øvrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besøge min Kjære. Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvfølgelig idelig om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere, som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin skjønneste Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges det paa, som Kjendere pleie at lade den høre, at Elskovstale kan vanskelig komme ud af at være rigtig sand.

Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende -- at sige i min Ledsagerindes Øren -- jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg mig i Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde være, dem gjentog jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i Hjærtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.

Tiltrods for at jeg gjerne vilde være poetisk, er jeg dog bange for, at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min Elskede med besværlige psychologiske Undersøgelser, der forurolige baade Tanken og Hjærtet, end med skjønne Syner, der lette Sindet. Jeg frygter for, at hun snart begyndte at føle, at det var en vanskelig Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har været mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget, og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have Fred. Hun skulde nu til at sætte sig ind deri, til »at oversætte min Tale«, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.

Hvad hører der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om de end er nok saa kjærlige Sjæle? Fortvivlet, jo kjærligere de er, desto vanskeligere bliver det. Kjølige Hjærter komme let over det. De gjør ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrænet delt imellem sig og hver sin Plads at røre sig paa, saa nikke de af og til til hinanden over Hegnet. Men vil man først intet vide af Hegn, hverken Tjørn eller Rosenhæk, vil man have Hjærte lagt lige paa Hjærte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Søstre, saa bliver det en mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjæle ville Salighed, men den hører kun hjemme i Paradis.

Sølyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere har villet gjøre det til. Imidlertid havde det skjønne Sted for os to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det idetmindste bragte os til at føle Opgaven. Kjærlighedsbreve er en dyb Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel ikke bliver læst, før vi alle ere døde, kan jeg vel nok tillade mig selv den Nydelse at afskrive nogle Prøver paa, hvordan vi dengang søgte at løse Opgaven.

Endog medens jeg var i Torbæk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi -- ogsaa daglig -- havde forladt hinanden. Hendes endte sædvanlig med den bedste af alle Sætninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. -- Mine indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:

»Du er et godt Menneske imod mig -- det bedste Menneske under Solen, maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hørte en smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes, at Sølyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm, og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den yndige Høi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjærligheden ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den først en Perle, man giver al sin Eie for, dernæst en uhyre Perle, hvori som i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til saadanne Tanker, maa du selv udfinde. -- --«

Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udøst alt mit Hjærte for hende, om min egen Uværdighed, mine skiftende Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Væsen, og hvorledes alt dette maatte forklares. Til disse besværlige Undersøgelser svarer hun mig næste Morgen, 18. August:

»Ja, du min egen Kjære! Jeg troer nok, jeg tør sige, kunde du end i alle andre Henseender have faaet den, der stod høit over mig, saa troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne kan sige, at hele mit Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den høieste Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes, da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit Væsen. Jeg ønskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel, at du føler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt resigneret og smertelig Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de høie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit egentlige Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt? Andet ønsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke kunde ønske, at du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig, det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfængelighed. Det maa jo netop være min høieste Glæde, at du ret skulde blive til noget. -- --«