Part 21

Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag den ulideligste Pine i sit Ansigt, især sin Næse, og kunde ikke ligge i sin Seng, men fik alle de lange Nætter kun Nattesøvn i sin Stol. Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg høre hende stønne, allerede naar jeg kom i Forstuegangen.

Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den skarptskaarne Opnæse, og de smaa vandfulde Øine. Ved Nat og ved Dag kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, der skulde arve Saliggjørelsen; ingen Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pæn altid skinnende hvid Hue og tærnet Lærreds Forklæde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde lægge Puderne til Rette i Sædet, og brede Vattet behændigt udover alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt Sønderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spændebog og fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjærlighed som en Guds Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar Marie med Glædestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Søstre skal være sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen Modstand, man var nødt til at see Paradiset staae vidtaabent der i den fattige Stue med de fire mørke Alkovesenge. Og vist var det, at saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre bærer den tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa bære noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjøre dem til. I alt Fald var min Maries Lægedomsflaske ligesaa fyldt med Kjærligheds Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.

Desværre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags Flaske, en tre Pægles Flaske, som hun i Mørkningen fik snildelig gjemt i Sengen, naar Marie ikke mærkede det, og om Morgenen var ikke en Draabe af Høkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets Forstand. Det var Maries største Sorg, og det varede længe, inden jeg fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for »man skal skjule Syndernes Mangfoldighed«; paa den anden Side dog ogsaa tage en Søster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden. Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prædikede som han, endelig fik Præsten det at vide. Men hvad skulde man sige, »i Mørket driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa være en Synder« -- og Marie vendte sig om mod Vinduet og tørte sine Øine med Fligen af sit Forklæde.

I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med Flasken bekjendte altid grædende sin Synd, men denne var forhærdet, hun kunde ikke med Bekjendelsen. »Der var nok dem, der kunde vide noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov!« Og hun skjævede til Hedevig.

Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede, som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var bleven trukken halvdød op. Man var enig om, at dette var Grunden til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade Videnskaben at afgjøre. Værre var det, at der ogsaa var dem, der som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen Ting, og »hvad man it veed, skal man it sej«. Men der var mange, der vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en lille Næringsvei med at signe og spaae.

Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det maa være nok med denne ene, første Stue til venstre i den øverste Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle døde, de kjære Sjæle, og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes Haand, og St. Peter maatte ingen Christen være, om han ikke var vegen for hendes Grunde.

Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den, der har lært mig at være Præst. Det er hos de Fattige, man skal lære det, de have Lægen mest behov, og hos de Gamle og Skrøbelige, der er Korset tungest, og Opstandelsen nærmest. Der var vistnok hverken Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med Kirkebøger at gjøre, men desmere med Begravelser. En efter anden bleve mine Søstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp omflyttede i Evigheden. Det var Høitid og bidrog meget til at gjøre dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler, opdrev al den Ros for den Døde og al den Formaning for de Levende, som jeg kunde, og har, hvad end strengere Præster ville sige, aldrig fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var Kjærlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det høres, at vi have elsket hinanden.

Der kom mange udenfra, især i Begyndelsen. En ny og ung Præst bliver sædvanlig søgt, og om det end siden blev ringere med Besøget, da Folk havde faaet hørt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre Prædikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hørte til de Opvakte.

Min største Glæde havde jeg af Sjælesorgen, den gik af sig selv. Jeg kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at støtte den til. Troen blev der ikke gjort meget Væsen af, det var en given Sag, at vi alle vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glæde af den i et flammende Hjærte og et saligt Haab. Uden Kjærlighed ingen Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Følelsestheolog, eller blev endog befunden at have i det Stykke et Stænk af Katholicismen. Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der virkelig blev Katholiker.

TREDIE KAPITEL.

OMGANGSKREDS OG STUDIER.

Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige kirkelige Skikkelser.

Den ene var Jørgen Laurits Hansen, Præst i Fjelstrup ved Haderslev. Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg, og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed at forsvare en stærk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod Protestantismen, lod os høre dens Holdningsløshed og at vi ikke tilstrækkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spøg kaldte ham Papisten. Han havde nemlig været Kateket i Fredericia og der levet i Omgang med den katholske Præst, der havde indviet ham i sin Kirkes Mysterier og lært ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mærkelig Ting, den Kunst at læse en virkelig Messe. Dette grublede han bestandig over, studerede Kirkefædrene og fandt, at de var Katholiker og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjæle, at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde ikke længer udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og ærlig Sjæl, men ikke nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at sætte Pris paa et godt Embede og de Velstands Nydelser, det medfører. Men med Eet opgav han det, drog til Kjøbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han næppe har tjent sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete først, efter at jeg selv var flyttet til Kjøbenhavn, og der saae jeg ham stadig paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa Volden, tog han nidkjær til at prædike for mig saa vedholdende, at jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjære Hansen, De kan da nok vide, at De ikke kan gjøre mig til Katholik. Det blev det sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.

Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget sig den Prædiken til Indtægt, thi han var den anden, der skulde gaae den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil. Han var og er en høist eiendommelig Mand og hørte i al min slesvigske Tid til mine nærmeste Venner.

Fra den æsthetiske Side var han sværmerisk Romantiker og levede deri i nøieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religiøse var han Kierkegaards trofaste Fælle, og opgav sin Embedsstilling, da Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den atter tilbage efter et halvt Aars Betænkningstid, da Regjeringen ikke vilde opgive en saadan Mand. Men han var besværlig at omgaaes, da hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionær, at han ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jærnbaner, Telegrafer og alle Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskværdig Mand, som vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prædikant var han vidtløftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvøb, men han gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane mer end der var.

Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme igjennem mange og svære Bøger, men naar det hed, nu læser Provsten Tertullian, følte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prædiken som hans kunde ikke holdes hver Søndag, og alle de Begravelser kunde han ikke finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjælp, og jeg følte mig æret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besværligt blev det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i Ørken, det vil sige en sjællandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besørge al hans Præstegjerning. Hans Sjælesorg maatte jeg nu altid paatage mig i hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig ogsaa i det Aar, Søren Kierkegaard førte sit afgjørende Stormløb mod Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med megen Anstrengelse udførte det, kommer jeg siden til.

Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornærmet paa mine Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjøre en Feriereise, bad jeg ham en Gang at prædike for mig, da jeg saa mange Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at hans Prædiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da følte jeg mig meget lille.

Jeg vilde gjerne have støttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjøre. Han vilde være ene paa sin aandelige Høide, og han blev alene, der var ingen der vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en sørgelig Grad ondt ved at komme igjennem. Han var luxuriøs i sin Levevis og yndede at give sin Præstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjældet, men maatte ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabød ham Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, især med Planteverdenen, som han særlig studerede. Jeg flakkede meget om med ham i den smukke Baad, han holdt paa Søen, og der blev talt om, at Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var altid kun faa Ord, man fik at høre af ham, men jeg satte sammen og gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mærker paa hans Væsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.

Med mine øvrige geistlige Brødre stod jeg mig ligesaagodt som med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa i Byen havde vi fortræffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen, hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus, overdaadig Beværtning, og høist hjærtelige Mennesker. Fru Pauline Aggersborg, var og er en mærkelig Dame, skjøn, aandrig og sværmerisk, høit patriotisk, var hun af de ægteste »slesvigske Piger«, som hun ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, længe før hun blev gift med sin kjøbenhavnske Mand, spillet en fremragende Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til at have sin bedste Glæde af at samle det lærde Selskab i sit Hus. Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nær til os, saameget mere som han var en Fætter til Maleren Skovgaard og var kjendt med vor kjøbenhavnske Kreds. Endelig søgte ogsaa ugifte Adjuncter og andre Løsgjængere til, og Præster kom ind fra Landet, især min kjære Ven, C. D. Møller i Vonsbæk.

Det var et høist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmærkede Husmødre, saa vi levede godt i det Kjødelige, og det Aandelige bragte vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de skjønne Haver, paa Baadene i Søen og paa de skovklædte Bredder.

Som jeg var den yngste, var vort Hus fra først af det mindste, men dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen i en smuk Kjøbmandsgaard paa »store Pappegøie«, hvis Have gik ned til Søen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener. Søen var »Haderslev Dam«, som strækker sig en Mils Vei ind i Landet, og især i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige og maleriske Udsigter. Om Vinteren løb jeg paa Skøiter der. Vi kom nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine Indtægter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en Overlærers Løn, og Præsteembedets Indtægt og nogle Pensionærer hjalp efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at høre til den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjøn, og vi forstod at nyde den.

Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I den skjønne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo Præstegaardene ikke længer borte end Dagsreiser, og overalt venlige Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan være til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da førtes Reiserne længere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi havde kjære Slægtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med deres Mænd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjællands- eller Jyllandsreise blev forsømt.

Det var skjønne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og sværere Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide først og fremmest skulde uddanne mig til Præst. Ikke saameget for min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for min egen, udarbeidede jeg mine Prædikener paa det omhyggeligste og kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae hele den hellige Lære omsat i den Form, som er brugelig i Livet, at faae Færdighed i at tale om enhver Trossætning med Lethed og Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjærtet, og at kunne behandle ethvert Livstilfælde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed, som kan hjælpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Præsts Udvikling. Min Prædiken maatte jeg saa om Søndagen holde to Gange, og derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrække min Sjælesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen, uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine private Aandsfornødenheder at tilfredsstille.

Jeg har aldrig kunnet være uden et større videnskabeligt Arbeide, helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver saa optaget deraf, at jeg længes efter at opspare enhver ledig time dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine Hjærteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen for mig, uden at jeg var trængt ind i det, der syntes mig at maatte ligge nærmest for mig.

For at forstaae Christendommens Væsen og Stilling i Aandshistorien, maa de andre Religioner kjendes, og til at lære en Religion at kjende, er det ikke nok at læse en Beretning om den, man maa leve med den. I min kjøbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg læst meget til Religionshistorien henhørende, og havde deri fundet meget, der kunde gaae mig til Hjærte som Folkeslagenes virkelige religiøse Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at tilfredsstille mig.

Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden, og havde Erfaring nok i, at de Lærdes Gjengivelser, hvad Oplysninger der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjør samme Indtryk som det gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens Livstræer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvære, fordi Oldtiden nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjønheder ufortalte.

Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter, til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere Constructioner, blev der Tid nok til at forsøge paa at leve med de gamle Folk, at følge deres Aands og Hjærtes Flugt ligesaa nøie som deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen i Hænde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes Fortælling at sætte sig ind i deres Føreres Forestillinger og Følelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde det. Det er værdt at faae sit eget Indre saa stærkt udvidet, som nødvendigt er for at kunne være med i saa overordentlig fjerne Forhold, og Mennesker er altid værd at kjende. De være, som de vil, saa ender det dog med, at man faaer dem kjære, og det er for mig den egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa føiet Talmud til, og jeg siger om den som om det Øvrige. Man læse Folianterne paa Hebraisk og de almindelige Anmærkninger med, og oversætte dem Ord for Ord paa godt Dansk, og spørge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end før, men -- det er idetmindste gaaet mig saaledes -- endog tiltrods for deres rædsomme Lovtrækkeri, faae Hjærte for Jesu Fjender. Man faaer altid Hjærte for Mennesker, naar man forstaaer dem.

Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fædrelandet altid ligger nærmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning. Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek, fik vi som det nødvendigste, som den rigtige nationale Helligdom, en fuldstændig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode Arnemagnæanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt at tage dem til Indtægt, jeg var jo Lærer i dansk, og hvad var vel dansk? nei i nordisk Litteratur.

Fra først af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterær Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa største Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive en forsvarlig Tragedie. Jeg tænkte endvidere som Hovedsagen paa en Brynhild -- nu har min Pleiesøn gjort det. Men altsom jeg trængte dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for mig, at hvad der er gjort for den af Mænd som Finn Magnussen og N. M. Petersen, af Grundtvig og Øhlenschlæger er kun Poesi og mythisk Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er at vise, hvad vore Forfædres virkelige Religion har været. Deri saae jeg mit Hverv.

Jeg havde i Kjøbenhavn kun læst meget lidt Islandsk; det var, mens jeg hørte Petersens Forelæsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa Aar efter Aar et Værk, som blev meget udførligt, da jeg deri indførte alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem med største Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter, deres moralske og dogmatiske Værd, og hvad Indflydelse de kunde have havt paa deres Folks Tænkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og brød mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har været uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.

Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der lægger Hovedvægten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.

Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt maa komme, som i Prometheus' Haab.

Det vil sees, hvor forfærdeligt jeg med saadanne Tanker maatte forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at slaa alle Tydskere.

Et enkelt Kapitel af dette større Arbeide, Fjølsvinsmaal eller Sangen om Svigdag og Menglød fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854 indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik bekjendtgjort af mine lange og besværlige Studier i den Retning, og det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit af mit Liv kommer tilbage til.

FJERDE KAPITEL.

ILIA OG MATHILDE.

Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det største Navn i Kampen mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.

Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke før vidst, hvormed hun fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at sige noget saadant som: »Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar Kakkelovnen brænder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der er tilovers.«