Part 22

Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at sige min Dom, nei, kun til at ~opfatte~ dem. Men det oversteg mine Kræfter. Jeg prøvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om, at »der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed eller ved Kjærlighed.« Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde, naar jeg kun kunde »magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og saa opfatte. Fik jeg ved første Blik det rette Syn paa Sagen, var det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke at have forstaaet, saalænge der er mindste Uklarhed tilbage, er Charakterens Redelighed.« Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa indrømme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til Ro ligeoverfor, hvad der i mine Øine saae ud som et helt Bjerg af Uklarhed. Jeg manglede da vistnok »den uendelige Overlegenhed«, og jeg forsøgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med Kjærlighed.

Saa mildt og imødekommende som muligt gjorde jeg opmærksom paa, at det ikke kunde ventes, at Læsere vilde føle det saa stort og inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde følt det, dertil var Stilen hverken klar eller stærk nok, heller ikke den dramatiske Bygning virkningsfuld nok.

Derved begik jeg for det første den Feil at sige »Forfatterinden«. Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Søster Mathilde, der tog det Ord som en Fornærmelse. Det gjorde Ilia dog ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. -- »Det Ord maa du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig Bøining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at være en Undtagelse. Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads, næppe gjøre dig nogen Idee om. At være Kvinde, at vide, at jeg som Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers er Lønnen, for mig snarere er en Nedværdigelse -- thi den simpleste naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg, der i bedste Tilfælde kun bliver en Undtagelse -- at være Kvinde og dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjærtes inderlige Attraa bestemt til at være, og saa nøies med -- at frembringe, at digte!« -- Deri maa hun have storlig Ret.

Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: »Hvorledes du vilde svare mig, var mig af større Vigtighed i Henseende til mit Forhold til dig« -- hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret hende venligt -- »end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen før jeg begyndte -- skjønt færdig med Verden, som jeg da var, var den Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien -- jeg vaagnede op af en forunderlig Drøm og tænkte: Skulde man ikke sværge paa, naar man hørte det fortælle, at den, der drømte saaledes, var født til Digter? Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som en aparte Tilfældighed. Og heri seer jeg min Retfærdiggjørelse. Hvad jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg føler mig ikke beskæmmet, ligesaa lidt som jeg føler mig stolt, thi jeg troer kun at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det, er min Sag. Hvad det er værdt, hvad Plads der anvises det i Verden, angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske retsløs. Det har jeg lært, det har jeg følt, og jeg nøies villig dermed. Thi megen Løn har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Løn, og den Fred og den Klarhed, der følger med slig stille Beskjæftigelse. Noget Maal har det aldrig været mig; det vigtigste i Verden har det aldrig været mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa mig nærmere paa Hjærtet.«

Visselig en skjøn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa for mig er den som talt ud af mit Hjærte. Men tilbage er der dog den Hovedsag: »Om den, der drømte saaledes, var født til Digter.« Derom siger hun videre:

»Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Værd. Jeg har følt dem -- dog tænkte jeg selv dengang ikke videre end: naa ja, Herregud! Skjønt det vistnok var gaaet mig til Hjærte, om jeg havde faaet dem bekræftede, og saa havde kunnet modtage Bekræftelsen. Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord, en eneste forloren Talemaade er bødet paa Manglerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjøre mere. Det gjælder kun om jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den Henseende føler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig og en høiere Magt, ikke mellem mig og de Læsere, som aldrig er komne i mine Tanker, før Alt var færdigt, og knap da. Seer du, derfor spørger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dømmes. Man kunde ligesaa godt skjænde paa Postbudet, naar man fik onde Breve.«

Alt sammen smukt og godt, naar man er født til Digter. Men om de Feil og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bødes paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse naaede ikke længer end til at en Synder som jeg vovede at sætte Fingren paa dem.

Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have følt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne Følelser det Udtryk, at de kan staae som et Værk for sig. Hvorved jeg formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Møller om objectiv Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svære Krise paa Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg ikke havde kunnet finde nogen Forlægger til hendes Arbeider:

»Gud velsigne Poul Møller, den ærlige Mand, som selv siger, at han ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han bliver staaende ved den almindelige Benævnelse at kalde Dramaet den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrømmen, der gestalter sig som objectiv Poesi i den opløste og dog som Stykkets almindelige Sjæl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter. Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne Væren og Ikkeværen, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den subjectiveste Digter. O Øhlenschlæger! O du herlige Unschuld! Men hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.

»Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har skrevet, har Værdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige suget det dramatisk Væsentlige ud og fremstillet det paa det mindre Væsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en vidunderlig Grad det mindre Væsentlige groet frem i en Yppighed, saa det for almindelige Øine ganske dækker det Væsentlige -- nei, det Væsentliges Savn. -- Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne selv, og jeg ~troer~, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer. Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads, troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt mere Ære end mig tilkommer.«

Saadanne Udtalelser -- og de komme bestandig igjen vendte paa mange Maader -- røre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde dengang. Jeg føler mig beslægtet med hendes Sind, og har havt Leilighed nok til at øve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den Glæde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tænke med Sorg paa, at de skal tilintetgjøres, thi de har min Kjærlighed.

Om hendes Poesis Værd vil jeg nødig tale. Dengang syntes jeg meget lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig. Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har været tiltrækkende for mig, skjønt den Egenhed, at hun altid paa det fineste selv undersøgte den, var mig vanskelig at finde mig i.

»Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne stille Fordringer, bestandig, naar jeg tænker paa det, hvori jeg er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri. See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig, vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg gjort det. Jo mere jeg selv følte det forunderlige i mit Standpunkt, des nødigere vilde jeg ansees for et andet Væsen end jeg er, thi kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa prøvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevægten bort. Skulde jeg tænke mig at være den Overlegne -- min Illusion er næsten altid bevidst, jeg vælger den, saadan eller saadan. Det er en fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som den Overlegne -- Ligemand kunde jeg ikke være uden at troe derpaa -- saa i Spøg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg ansaae Spillet for saa ganske lige -- skulde jeg vende tilbage til det Gamle: at gavne (mig) og fornøie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prøvet derpaa. -- Skulde jeg være den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? -- der jo gjerne i sig selv kan være Sandhed, men af mig dog kun antaget som Illusion -- at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten gjælder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg skal føres til Erkjendelse -- eller -- Seer I da ikke den Dom, der overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?

Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive skjævt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt, at jeg »føler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur i Modsætning til at give Ordet, hvad Følelsens er.« -- Ja dette er vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i Modsætning til andre. Men bær over med mig, Johannes? Jeg vil betroe dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang følt mig meget trykket, meget, vel, skræmmet af de Skriftsteder du anfører, og kan skee flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stødt paa en Forfatter, som gjør opmærksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved at hæve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt, maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg søgte at udtrykke mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg følte mig rolig ved, men at jeg ~nu rolig fulgte~ min fortiende og underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modsætning, ikke til andre, ikke til overhovedet at give »Ordet, hvad Følelsens er,« men til ~min egen Tilstand~ i den Tid, jeg selv troede at maatte gjøre dette. Kjære Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt føler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.«

»Naar jeg betænker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have brugt omtrent de af mig anførte Ord, som vistnok kun maadelig udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Følelse -- naar jeg betænker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan være gaaet mig paa samme Maade, kan jeg længes efter den Tid, da jeg skal ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer maaskee jeg siger dette med Bedrøvelse. O nei, jeg føler mig formelig hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spøg? Ja, forsaavidt Spøg og Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet meget, og har skrevet mig lidt træt og ganske rolig -- underligt nok, man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa Begyndelsens og Endens Ro -- men den endelige Ro er denne: enten er jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette Øieblik kan jeg med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.

Jeg er saa glad nu, og Veiret er saa yndigt. Her er altid saadan en underlig stille Fuglekvidder udenfor mine Vinduer. Af alt, hvad jeg skal reise fra i Flensborg, vil jeg vist savne den mest. -- --

Farvel, kjæreste Johannes! og vær saa rimelig eller rettere saa ædelmodig som du kan mod din hengivne

Ilia.«

Det rører mig inderligt at gjennemgaa disse Udtalelser igjen. De er saa søsterlig fortrolige, at jeg for min Del ikke kan beklage mig over, at hun i nogen særdeles Grad har taget mig med blandt dem, der ikke kunde forstaae, og som der derfor intet er at forklare for. Jeg vilde ønske, at jeg havde havt mine Svar, jeg gad seet, om jeg har været saa ædelmodig, som hun bad om. Jeg er bange for, at jeg ikke har været det, for jeg var, saavidt jeg husker, meget misfornøiet med denne urokkelige Tro paa sin Ret overfor alt, hvad der ellers ansees for fornuftigt og rigtigt. Men naar jeg tænker paa hendes vemodige Skikkelse, taber jeg Lysten til at forsvare min eller nogen andens Ret. Hun var virkelig »en Undtagelse,« og maatte friste den Skjebne, der ligger for dem, der maa leve for det, der ikke kan udrettes i Forstaaelse med denne Verden.

Da hendes Broder samme Aar var død i Neapel, skriver hun: »Det er mig næsten en Beroligelse, siden vi har faaet den sidste Tidende om Vilhelm. Jeg staaer nu paa en god Fod med Døden. Det er for mig som en fast Ansættelse, han har faaet, saa man kan være tryg for hans Fremtid. Saaledes lader man dem reise -- ak, det er alt meget, naar der er Een i Verden, man af al Magt vilde holde tilbage eller klynge sig til, og følge til det fremmede Land.«

Der var to Typer i hende: en Ophelia, der med rørende Ro kunde sige: »Jeg var ude at plukke Blomster, og I troer, jeg var ene -- nei, med mine Arme om min Elskedes Hals, dér hviler jeg i al Evighed.« Og en Jeanne d'Arc, der naar Hæren er splittet, griber Fanen og raaber: »Mig følger I, jeg er den eneste i al Verden, der kan føre Kongen til Rheims.«

Nu greb hun Fanen.

Da hun i Kjøbenhavn havde indrettet sig i Professorgaarden i Kannikestræde hos gamle Werlauffs, hvor hendes Venner, Louis Ussings Familie boede, udbrød Cholera, og tog snart det Omfang, at Mennesker laa og døde i Hobevis uden at kunne finde Pleie. I Hospitalerne flygtede det kvindelige Personale, eller maatte skrabes sammen af det upaalideligste Udskud, og Lægerne var hjælpeløse. Da gik hun i al Stilhed ind paa almindeligt Hospital, den værste af alle Stadens Pesthuler, og meldte sig i Porten som den, der vilde være Gangkone. Den tilkaldte Læge saae forbauset paa hendes fine Skikkelse, hvis Præg af en Dame mindst af alt passede til den Tjeneste, og raadede hende paa det indstændigste derfra. Men hun blev ved sit, og fik Lov til at prøve derpaa.

Hun gjorde sin Tjeneste som den »der stod paa en god Fod med Døden,« og, som hun siden fortalte, Døden med dens værste Gruligheder, og det afskrækkende ved at være over og ved Nat og Dag at betjene Offrene for denne ogsaa for Sandserne saa rystende Pest, var for hende endnu ikke det værste. Nei, disse Fruentimmer, hun maatte færdes imellem, med Haanden paa al deres Gjerning, og stadig Vidne til deres Opførsel, og uden at kunne lukke Ørerne for deres Snak, det var som at være bleven Medlem af en Forbryderbande, som at være kommen til Huse i et Pøbel-Bordel. Hun maatte stikke Hovedet ud af Vinduet for ikke at høre deres værste Talemaader, og da nogle af dem blev jagne bort, fordi de ingen Ting bestilte, beskyldte de hende til Afsked for at have stjaalet deres Sager.

Forinden hun gik til denne Post, havde hun opgjort sit Bo. Det var i Juli Maaned, at hun skrev:

»Kjæreste gode Johannes! Jeg skulde i Seng, men jeg synes, jeg maa skrive et Par Ord til dig først. Du regner mig det jo ikke til det Onde, at jeg har tøvet saa længe med at besvare dit sidste Brev. Du maa troe, det er ikke nogen Mangel af Paaskjønnelse. Jeg takker dig af Hjærtet derfor, og for al din Venlighed fra Moders Tid og indtil nu. Du maa ikke lee, men jeg har i Aften beskjæftiget mig med at bringe mine Sager i Orden. Jeg har ikke mindste Smule Dødsanelse, men vi er jo alle Mennesker, især i Choleratiden. Imorgen vil jeg see at lægge mine Papirer tilrette, som det i en Hast lader sig gjøre, og, ikke sandt! skulde jeg gaae bort, saa tager du dig jo nok af Sagen, som om det var din egen, men med det samme Hensyn til hvorledes jeg i Enkelthederne ønsker det, som om det var mig selv, der endnu var derved. Jeg skal lægge en Optegnelse paa hvad der for mig er vigtigt at see iagttaget ved de øvrige Papirer. Desværre er der noget ufuldendt og noget kun paabegyndt, som jeg saa inderlig gjerne vilde havt færdigt. Men jeg har aldrig været Herre over at gjøre og ikke gjøre, jeg maa lade det staae hen, som det kan falde sig. Lee kun af mig, kjære Johannes, men jeg har nu saadan en Idee. Jeg har altid tænkt mig som en Slags Sandsynlighed -- nei, som det, jeg egentlig troede, vilde skee, at medens jeg levede, vilde det saadan trække hen, og intet af mit videre blive agtet, fordi jeg dog ikke rigtig kunde taale nogen Slags Udmærkelse, men efter min Død vilde det blive anderledes. Du seer, at jeg forstaaer at indrette det godt for mig selv. Jeg har endogsaa tænkt, at det vilde indbringe en Del Penge, og efterhaanden blive en lille Arv for mine Søstre. Og i Aften forekommer dette mig sandsynligere, end nogensinde. Ogsaa i denne Henseende har jeg mine egne Ønsker, som du jo nok vil sørge for, bliver fulgte. Dog vil jeg ikke nærmere omtale det her, men lægge det ved mine øvrige Papirer i mit Messingskrin. Dersom jeg skulde døe, vil det blive sendt til dig. Indholdet tager du jo nok i Forvaring eller besørger det efter Adressen, og Skrinet beder jeg dig beholde som en Erindring.

Saa veed jeg virkelig ikke mere, uden at jeg beder dig at hilse Amalie og Edle saa meget, og bede dig selv bære lidt over med mig. Du skal have al din mulige Frihed til at gjøre dig lystig over mig, dersom jeg ikke døer, al den fuldkomneste Ret til med stille Stemme at tale om sære Forudanelser, dersom jeg virkelig gaaer bort -- Skade, du ikke er Mystiker. Men Sagen er, at Du i begge Tilfælde vilde irre lidt i din Opfatning eller Fremstilling, thi jeg er hverken latterlig, det jeg veed, eller høitidelig, men et reelt fornuftigt Menneske, som gjerne vil have Redelighed paa sine Sager. Gamle Anes Logerende, som er Naalemagersvend, har gjort det samme angaaende sit Værktøi. Idag var det protocolleret, og om sex Uger skal det thinglæses. Seer du det, slet saamange Ophævelser gjør jeg ikke.

Lev nu ret vel, kjæreste Johannes! Dersom jeg døer, da tænk undertiden paa gamle Dage, da jeg erhvervede meget af hvad jeg siden gjorde Brug af, og hils Andreas Lunddahl paa det hjærteligste.

Din hengivne Veninde Ilia Fibiger.«

Hun siger intet om hvad hun havde for, men ad anden Vei erfoer vi det snart.

Da Pesten havde udraset, og hendes Hjælp ikke længer var fornøden, forlod hun Hospitalet og vendte tilbage igjen til sine Venner i Kannikestræde. Men som »en lyssky Fugl« -- som hun iøvrigt ikke var uden i Indbildningen -- befandt hun sig ikke vel i det daglige Liv. Hun trængte til en Valplads, hvor hun kunde sætte Livet paa at blive tro mod det Høieste. I November (1853) skriver hun:

»Jeg er saa lidt, saa lidt skikket til at have noget med denne Verden at gjøre anderledes end ganske stille inden lukkede Døre. Al Ting skræmmer mig. Bare Fru Fog (hendes Broder Axels Svigermoder) idag begyndte en Tale om, at jeg havde sagt, at der var fugtigt hos Mathilde -- jeg forsikkrer dig, det var som min sidste Time var slaaet. Et Hav af Snak, nei af veltalende Ord væltede sig frem for mig, det var som jeg ufeilbarlig maatte gaae til Bunds og finde min Død i de brusende Bølger. Jeg var fortabt, jeg gav strax complet tabt med den Undskyldning, at jeg havde forvexlet Fugtighed og Kakkelovnsos, at der var meget deiligt, og at de endelig maatte lade mig være. Saaledes ogsaa hos Minona (Fru Ussing). Hun overfusede mig aldrig med Ord og Taler, men jeg kunde dog gaae i den forunderligste Angst for at gjøre noget galt eller ikke tilpas. Ja, jeg slog da ogsaa en Flaske Vin itu og en lille Lyseplade -- nei, saa troer jeg dog ikke, der var mere.«

Dette var nu en Særhed eller, om man vil, en Svaghed hos hende, at hun renommerede en Del med sin Udygtighed til huslig Gjerning, og unegtelig var den saaledes, at man kunde frygte for at give hende noget i Hænderne, det gik galt. Hun behagede sig noget deri som Genialitet. Naar hun dog ligefuldt paatog sig Ting, hvortil der hørte den høieste Grad af praktisk Forstand og husmoderlig Dygtighed, antager jeg, at hun forligede det med sin sædvanlige Sætning, at den Overlegne, den Dygtigste og den Enfoldige, den Udygtige havde ligemeget hendes Agtelse. Er man den Udygtige, gjør man i dybeste Ydmyghed, hvad der skal gjøres. Ganske vist sandt, naar man er nødt til at gjøre det, men at paatage sig det for at udrette et Storværk, er dog noget andet. Denne Dristighed i Ydmyghed fik desværre meget tragisk Betydning for hendes Liv, den gjorde hendes sidste Anstrengelser frugtesløse og hendes Livs Afslutning sørgelig.

Nu blev hun altsaa Vaagekone, som hun kalder det, det vil sige, at da hun havde ønsket at fortsætte sin Hospitalstjeneste, og man fandt, der vel kunde være Brug for en dannet og samvittighedsfuld Kvinde til at have Opsigt med den hidtil ukontrollerede Nattetjeneste, havde man oprettet en saadan Post for hende. Hun fik en god Bolig paa Frederiks Hospital og indrettede sig hyggelig nok, vidste ogsaa at skaffe sig Tid til sine med vanlig Iver drevne aandelige Sysler, kun Skade, at hun nødvendigvis skulde gaae til denne i sig selv fornuftige og hæderlige Virksomhed med sin sædvanlige Egenskab, den »ikke at vide, om hun var sindssvag.« Derom skriver hun: