Part 13

Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har været til mere Bekymring end Trøst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind i mit forrige anstrengte Liv; det vilde næppe ende godt. Jeg taler meget om, at gjøre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer. Jeg klager stærkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i næste Maaned gik de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun løseligt havde berørt, over til fuldstændig og vedvarende Afmagt.

Saa kommer der sidst i Mai et helt trøstesløst Brev til Moder. Det er den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjæftiget i min Stue, hvor jeg hverken kunde udholde at være stille eller lindre mig ved at vakle ud i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste Bog læse en Side til Ende; mine Hænder rystede, mit Blod hamrede, saa Ribbenet og Kjødet paa venstre Side var ømme deraf, jeg forfærdedes ved at see i Speilet, hvor indfalden og huløiet jeg saae ud; og under alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.

Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god Udvei for den nærmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik Tauber, tidligere Præst paa Vallø, nu Præst i Eiby og Dalby ved Kjøge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spøg.

Efter min Hjemkomst fra Landet, forsøgte jeg mig igjen paa Regentsen, men det gik endnu værre end før. Det var mig umuligt at blive der, og da Moder foreslog mig at søge en Huslærerplads paa Landet, var det mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse til først at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og søgte saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.

Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere værd at fortælle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer en udmærket Mand.

Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra sin første femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min Skoletid; han var min Halvbroders Fætter -- hans Moder var en Søster til Broder Caspars Fader -- og han blev snart min Ven, skjønt der i Alderen var ti Aars Forskjel paa os. »Jeg mener da, Venskabet behøver ikke at være saa halvt som Fætterskabet,« sagde han. En Ære, jeg skjønnede meget paa.

Vi havde i Kjøbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame, som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glæde at see Ungdommen omkring sig, hun dækkede et rigeligt Bord, og var stolt af at kunne see hvor stor en Flok, der tog Sæde om det. Vi kaldte det Fætterklubben, fordi de fleste af hendes Gjæster stod i dette Forhold til hinanden. Der var Brødrene Marstrand, særdeles Vilhelm og den smukke Søofficeer Osvald, der var Brødrene Smith fra Møen, særdeles den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og min Fætter Adolf Fibiger, og flere Fættere og flere Venner, som Malerne Købke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbøll, og yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmærket, naturlig og hjærtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var i mine første Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel Leilighed i Børsgaden, hvor han bedækkede de skumle Vægge med en mægtig Samling af sine hjembragte Studier.

Saa saae jeg ham ikke igjen, før han i Vinteren 1841-42 slog ned i Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke, en svær og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paaklædning mest af alt lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.

De havde syv Døttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes over Familiens underlige Væsen. Altid Skrig og Skraal af Børnene, der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres Kjærlighedshistorier, Forfærdelse over Besøg, naar man ikke var paaklædt, og Moderen foer da altid om i Nattrøie, og forgik af Latter eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit Contor med en Gjæst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt Øiemed.

Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjøre mange Omstændigheder, og Cousinerne var dog værd at see paa. Fra deres Side var de spændte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at vinde den berømte Fætter; ikke at fortænke dem i, han var dengang en meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa Møen af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid i nærmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin Overlegenhed i Skjønhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med de mørke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, Øinene løftedes mod Himlen og saae ængstelig til hinanden, og Fætteren kom.

Det lykkedes virkelig. Der kunde kun være Tale om de ældste, de andre var for unge. »Naa, Vilhelm! hvem skal det saa være? Anna eller Thekla?«, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den ældste var ikke saa lidt af en Kokette, som øvede sine Kunster paa Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige, der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget kort, inden de var forlovede.

Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Særdeles en Mindeskive til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portræterede alle de hæderlige Borgermænd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjære tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Værten i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der førte Byens Garnison. I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hængende Seil og festlige Flag paa glødende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.

Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit Udseende betydelig værre; den vedvarende Sygdom udtærede mig først efterhaanden.

Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besværligt blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage, hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig, men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig. Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af, hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.

Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle, at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt, han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være, ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i Livets bedste Forhold.

Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld. Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende Afsked.

Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa den skjønne Roskilde Kirkeplads.

Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts 1843:

-- -- Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg? Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv, fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet før mig, og ville gjøre det efter mig. -- -- Du seer, jeg vil gjerne gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie, den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie. Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri ... Ogsaa i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med mine kjære Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa. Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at hele min Aandsudvikling -- skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive sig bevidst -- er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed for mig, thi jeg bliver daglig værre.«

Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv -- thi Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt -- tager jeg saa igjen til at filosofere:

»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre, hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative Ret paa begge Sider.« -- Det var før den Tid, da det Spandetske Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et rystende Phænomen.

»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain, man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget. I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa, vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger ikke forfeile sin Virkning.« --

Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.

Næste Vinter (1843-44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.

Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden, og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg. Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid. Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven. Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han forlængst død (1880).

Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie. Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa. Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend, mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.

Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede, man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag, og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi i Vintertiden (1844-45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.

Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.

Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren Thrige.

Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn, og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.

Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene, langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.

Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle, og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han paastod selv at have opfundet.

Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae, at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere, maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.

Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.