Part 10

En ganske anden Sag var det med de Venner, der maatte regnes til de Indviede. Det var dem, jeg menneskelig talt skyldte alt, hvad jeg havde naaet; jeg mente derfor, at min Taknemlighed for hvad de havde gjort for mig, ikke kunde være stor nok; og jeg bragte dem mit Takoffer ved for dem paa den mest uforbeholdne Maade at aabenbare alt, hvad der foregik i mig lige til den sidste Trevl af mit sjælelige Væv, lige til hvad der ikke egner sig til Fortrolighed, fordi det ikke kan forstaaes af andre uden som Daarskab og Barnagtighed. Men for mig var dette ingen Grund til at holde noget tilbage; de maatte gjerne kalde mig en barnagtig Daare eller ubegribelig Sværmer, naar jeg kun kunde have den Tilfredsstillelse at sætte min Redelighed i intet at skjule.

Der begyndte en uendelig Udvexling af Tanker og Følelser, en Løben til hinanden, tidlig og sildig, et uendeligt Skriveri af Breve, der om muligt skulde yderligere oplyse, hvad det ikke var lykkedes at faae frem i det mundtlige Ord. Ubunden Stil fandtes ikke tilstrækkelig, ogsaa Vers, yderst maadelige, maatte tages til Hjælp; og hvad der hverken i Vers eller Prosa kunde finde sit rette Udtryk, maatte nøies med, hvad der i saadan Nidkjærhed tilsidst er den sikreste Udvei, at løbe hinanden i Favnen og henrykte stirre hinanden ind i Øinene.

Jeg var kommet til de rette Folk, de to Mynstere havde allerede i flere Aar drevet et saadant Spil med hinanden, og synes at have oprevet hinanden en Del ved deres Sjæleundersøgelser. Nu var det mig, der skulde analyseres som et mærkværdigt psychisk Phænomen, og Emil beredte mig en Del Vanskeligheder, som jeg dog maa være ham taknemlig for, da de bidroge til at klare mine Tanker.

Han begyndte mildelig at foreholde mig, om min ubetingede Hengivelse til min Frelser ogsaa virkelig var et Livsindhold, der havde blivende Værd, om det ikke var et Ideal, jeg selv havde skabt mig, et Sværmeri for et Blendværk. Han kaldte det endog en Havmand, jeg havde givet mig i Favn. Jeg svarede, at der vistnok var Tider, da jeg havde nok i Aanden, som den havde taget Bolig i mig, da den hele Verden svandt bort for mig, og jeg selv »fattig i Aanden«, vilde kun fylde mig med Himmerigs Aand; men et Blik i Skriften var dog nok til at kalde mig tilbage til Christus, der visselig ikke var mit eget Værk. Det tilfredsstillede ham dog ikke. Han vedblev at mene, at jeg ikke »havde Forudsætninger nok« til at forstaae ham; skrev ogsaa til sin Fætter, at om jeg kunde afvise hans første Tvivl, havde han andre paa rede Haand, som jeg næppe vilde kunne magte. Hvilke disse vare, veed jeg ikke, om jeg nogensinde fik fuldt ud fremlagt i alt Fald egnede de sig ikke til at faa mig bort fra min egen Vei.

Imidlertid gik jeg ganske vist omkring som en hel Sværmer. Alt, hvad Gud elsker, skulde jo elskes. Min gamle Kjærlighed til Naturen og min Lyst til at betragte alt, hvad der forekom paa min Vei, var der endnu, og baade mine Studier af Goethe, og min Broder Christians anatomiske Præparater og Skeletdele havde kun forøget den. Men en ny Form antog den nu. Min Kjærlighed i Gud bredte et paradisisk Skjær over alle mine maalløse Venner, og jeg rørtes paa en ny Maade ved at see dem i denne Belysning. Hvad der i det Indre som i det Ydre kan være krænkende for venlig Følelse beskjæftigede mig mindre, jeg oversaae det helst. Endnu mindre, hvad man kalder Naturens Grusomhed og Rædsel. Først sent har jeg taget den op for Betragtningen, og dannet mig min Theori derom.

Men medens jeg, i alt Fald til de Tider Sindet var høit, havde det godt nok med mig selv, biede endnu Livets sværere Alvor paa mig. Med mine Venner var jeg kommen nogenlunde tilrette, mens Forholdet til min Familie stod tilbage. Ogsaa deri vilde Emil M. bane Veien for mig.

Det stemmede ganske med hans Trang til at hjælpe Mennesker frem og til at iagttage, hvad Virkning det vilde gjøre paa dem, at han ikke kunde bie mange Dage, før han maatte gjøre min Moder bekjendt med, hvad der var foregaaet med mig. Han skrev et langt Brev til hende derom, og da han kort efter kom til Roskilde, besøgte han hende, og hun fik ham meget kjær. Hvorledes de er kommen ud af at udvexle deres meget forskjellige Tanker, veed jeg ikke, men hvad Moder havde at sige mig, er meget charakteristisk for hende. Hun kjendte sin Dreng, lod Omvendelser være hvad de er, og gik strax til det næste, at advare imod Venners Forgudelse af hinanden, og hun havde Ret. Der var mere lavet i vort Væsen, end vi selv vidste det. Saa høit hun end satte E. Mynster, var han dog ikke af hendes Folk, som han heller ikke i den Skildring af deres Møde, som han selvfølgelig skikkede sin Fætter, kunde lade være at opholde sig over hendes Tale og Væsen. Anderledes med Lunddahl, ham kaldte hun i et andet Brev den bedste af os allesammen.

Mit første Brev efter det, jeg kaldte min Omvendelse, var min Lykønskning til hendes Fødselsdag (8. Januar), og jeg benyttede denne Leilighed, for ikke at tale om mine Oplevelser, kun om min Kjærlighed til min Moder. Jeg vidste, at Moder havde nogen Sky for religiøse Bevægelser, i Særdeleshed for et helligt Væsen. Jeg vilde ikke underholde hende med min Sjælehistorie, hellere lægge det saaledes tilrette, som det kunde see mindst farligt ud for hende. Det har altid været min Maade at sætte Kjærligheden over Sandheden, eller rettere at lade den være selve Sandheden, i Henhold til det Ord: Enhver skal bære sin egen Byrde, og dermed bære sin Del af de andres Byrde. Om jeg har Ret deri, skal jeg ikke kunne sige, men for mig staaer det saaledes, at hensynsløs Sandhed kan, naar Leiligheden er til det, være af det Onde. Der er ikke noget godt ved ikke at skaane hinanden. Og Dagen efter min egen Omvendelse at ville give mig til at vidne for at omvende en Moder, der altid havde været omvendt, vilde da været det værste og dummeste af alt.

Hun svarede mig ogsaa i den Tone, jeg havde ventet. Efter en længere Fortælling om al den Glæde, hun paa sin Fødselsdag -- den 52de -- havde havt af sin Datters og sine mange Venners Kjærlighed, fortsætter hun:

»Dit Brev, min egen kjæreste Johannes, var et af de kjæreste, jeg har fra dig, skjønt det bragte mig intet Nyt uden den glade Erkjendelse af, at du ganske har forstaaet mig .... Du har seet min Uro og du har delt den, ellers havde du ikke forstaaet mig. En indre Følelse siger mig, at du er omgiven af større Farer end de fleste af dine Jævnlige. Om det maaskee er den indre Drivt, du har til bestandig at være i de forreste Rækker, veed jeg ikke. Om Følelse kan der ikke disputeres, dog er denne indre Bevidsthed, kald den Følelse, Samvittighed, en høiere Aands Indskydelse, maaske det eneste ubedragelige faste Punkt, vi har at holde os til. Desuden er I voxet mig over Hovedet, I Krabater! Men Gud skee Tak, jeg kjender en Styrer, som er over os alle, og hos ham vil jeg sætte min Søn i Skole, og naar jeg saa i mit stille Sind anbefaler dig til hans Varetægt, saa tør jeg ikke engang bede ham være dig en mild Fører, for jeg veed, at dem, han elsker tugter han. Kun det kan jeg love dig, at hvis han engang i sin Retfærdighed skulde lade en streng Dom gaae over dig, at du kan tye til din alt tilgivende og kjærlige Moder, som stedse er villig til at dele din Sorg, trøste og muntre dig. Og hermed nok for i Aften. God Nat, min egen gode Dreng. Alle gode Aander vaage over dig!«

Det er ikke let at sige, hvad Moder mente med de Farer, der omgav mig. Hun kommer oftere tilbage dertil, og da hun allerede i October forud udførlig taler derom, kan det ikke nærmest angaae min religiøse Bevægelse. For endnu mere at belyse dette Punkt, maa jeg afskrive ogsaa følgende Sted af et Brev fra 15. October 1840:

»Seer du, det forekommer mig tidt, som om jeg vilde være mere rolig, naar jeg saae dig tilbringe din Tid mere paa Ungdommens sorgløse tankeløse Maade, naar du levede mere med dine Jævnlige, og deltog i deres Adspredelser og tildels delte deres Vildfarelser. Verden og dens Bevægelser er dog vist ikke til for intet. -- Jeg holder af den Følelse hos et ungt Menneske, som siger: Det er for store Fordringer at gjøre til mig, at jeg allerede skal være viis, det hører en ældre Alder til. Planten skal have Tid til at voxe, om den skal vinde sin rette Omfang og Kraft. Dersom du var af et letsindigt Temperament, vilde jeg advare dig derfor, hvorfor da ikke ogsaa mod det modsatte? Desuden er du i den farlige Overgangsalder, da Legemet ikke er stærkt, og hvor de vaagnende Lidenskaber har saamegen Magt. Jeg veed det, at det er mine Børns Arvepart efter deres Forældre, at dybe og stærke Lidenskaber boer i deres Indre. Vogt dig for at vække dem, før du har physiske og aandelige Kræfter til at modstaae dem. De komme først i en elskværdig Skikkelse, men tro mig, de vil have mer end een ond Aand i deres Følge. Derfor fordyb dig ikke formeget i dig selv, hvor dine Fjender boe. See at skaffe dig i nogle Aar en udadstræbende Virksomhed. Lev mere imellem Mennesker, ikke altid mellem dem, som dele og smigre dine Tilbøieligheder. Elsk, hjælp og bær over med dine Venner, men prøv ikke paa at hæve dig over dem, om du ogsaa føler, at du kan det, indtil Tidens Fylde kommer. Bestræb dig blot for at være et godt Menneske og intet mere, og lad saaledes nogle Aar gaae hen, og tro ikke, de er spilte. Jeg føler lidt Ængstelse ved at forurolige dig med mine uklare Forestillinger om Farer, som du maaskee ingen Anelser har om; men jeg har længe følt en indre Tilskyndelse, som jeg troer at maatte følge, og jeg vil føle mig roligere, naar jeg har lettet mit Hjærte.«

Moders Mening var vistnok, naar jeg skal sige den i Korthed, den samme som jeg kjender fra enhver Periode i mit Liv, hendes Frygt for, at Lysten til at være, hvad man nu kalder et Overmenneske, dengang kaldte et Geni, skulde styrte mig i Vildfarelse og overanstrengende Sjælekampe. Hun havde lidt saameget af min Faders tunge Sind, som hovedsagelig bundede i, at han ikke kunde naae det Maal, han havde sat sig i sine ideale Syner. Han var en stille og trofast Sjæl, men hans Broder Adolfs Familie, den ulykkelige fraskilte Tante og hendes geniale Børn, hvis daglige Omgang jeg var lidenskabeligt hengiven til, og hvis Dyder jeg altid opvartede Moder med, medens hun ogsaa sagtmodig nok sendte sine bedste Hilsener til dem -- de var ikke stille Folk, de var kun altfor blussende af vild Lidenskab for det aandrigst mulige, Sønnerne desværre ogsaa for kjødelige Lyster.

Hvad min humoristiske Farbroder, Scavenius Fibiger, udtrykte paa sin Maade, at »et Geni det vil da sige et Bagbæst,« var vel ikke just Moders Mening, men ved det Ord »mer end een ond Aand i elskværdig Skikkelse,« tænkte hun dog paa noget lignende. Ikke paa kjødelige Lyster, i den Retning gaaer hendes Formaning ikke, men vel paa aandeligt Hovmod, hvortil der ogsaa var adskillig Grund; og naar jeg i al Ydmyghed forsikkrede hende om det modsatte, da idetmindste paa en ustyrlig Drift til at hidse baade Tanker og Hjærte og hele Livet over Evne, og dertil var der al mulig Grund.

FJERDE KAPITEL.

SYGDOM OG ALSKENS BESVÆR.

Det skulde altfor snart komme, at jeg blev nødt til at »tye til den alt tilgivende og kjærlige Moder, som var villig til at dele al min Sorg,« og om det end vilde være for stærkt at sige, at det var paa Grund af »en streng Dom, Gud i sin Retfærdighed lod gaae over mig,« saa blev det dog en ligefrem Følge af Livet over Evne.

Den stærke Spænding, som det for et syndigt Menneske maatte medføre at holde sig i en saa ophøiet Stemning, kunde ikke andet end at virke paa det Legemlige. Der kom Tider, hvor den sank sammen, da føltes det som en Sammensnøring af Brystet, og en Mathed i Lemmerne, og jeg var fortvivlet som en Syg, naar han, saa godt han end har vogtet paa sig selv, dog falder tilbage. Ikke just fordi Livet da var værre, jeg følte ligefuldt Trangen til at lade Hjærtet flamme og Sjælen udgyde sig i kjærlig Tale, men Hjærtet var som legemlig lukket, og Ordene lød som eftergjorte.

Selvfølgelig en ligefrem Følge af nervøs Overanstrengelse. Jeg levede i en sjælelig Rus, og maatte føle Jammeren, naar Legemet ikke kunde mere, og kunde ikke tage imod den forstandige Forklaring af min Tilstand. Den syntes mig at stride mod Aandens høie Natur, den jeg troede paa. Ene aandelige Midler skulde hjælpe. Jeg vred mig i Bøn, jeg løb til Vennerne, jeg kastede mig over Bøgerne, jeg fortsatte det Natten igjennem, jeg jog Søvnen bort for at famle efter den Aand, som evig maatte være vaagen; og naar den desuagtet faldt i Søvn, løb jeg om paa ensomme Steder som den, der ikke var værdig til at komme mellem Mennesker, saalænge jeg ikke havde Solstraalen at bringe.

Ligefuldt gik Livet sin daglige Gang, dets Skyggeside turde jeg ingen lade mærke, det var min ensomme Sorg. Jeg fortsatte jævnt mine Studier, jeg passede mine Undervisningstimer, jeg deltog i alt hvad der tilbød sig af selskabelig Omgang, og fremfor alt var jeg ivrig for at hjælpe min Moder, som i det Foraar havde mange Bekymringer. Men under alt det levede jeg over Evne og kunde tilsidst ikke bære det. Jeg naaede til Paasken, var i Roskilde under Festen, og fulgtes derefter med Moder og Søster til Kjøbenhavn.

Da skete det, som vi en Dag var samlet hos hendes yngste Broder Henrik Tauber paa Frederiksberg, at der om Eftermiddagen forefaldt en Scene mellem mig og Moder. Vor Samtale var bleven til en Strid. Hvoraf det nærmest foranledigedes, husker jeg ikke, men vort sædvanlige Mellemværende laa nær nok. Hun havde formanet mig til at føre et fornuftigt Liv, og jeg havde fortvivlet som jeg var, værget mig med mine sædvanlige Vaaben, med at paakalde Aandens Drift og at ophøie mine i hendes Øine farlige Venner.

Det endte med, at jeg kom i en Sjælstilstand, jeg ikke kunde bære. Jeg gik ud, det var i Skumringen, en mørk sludfuld April Aften, alle Mørkets Magter faldt over mig, og jeg var tilmode, som om Erinyerne var efter mig, for jeg havde været ond mod min Moder. Jeg famlede omkring paa de nærmeste Veie. Der laa dengang i Hjørnet mellem Smallegaden og Falkoneralleen nogle gamle Steder med store Haver og tilhørende Vænger, omkring hvis Hegn paa alle Sider løb smalle Alleer. Jeg gik i de ensomme Gange, hulkede og pressede mit buldrende Hoved mod Træerne, og anklagede mig selv for Gud og Mennesker. Jeg kom tilbage og sad endnu ved Familiens Bord, men taus og fortvivlet, gik saa endelig min ensomme Gang ind til Byen.

Mit Blod var i et forfærdeligt Oprør. Da jeg naaede ind i Gaderne, vaklede Benene under mig, og da jeg gik over Frue Plads, sortnede det for mine Øine, medens Hjærtet hamrede, som det skulde sprænge mig. Jeg ventede, at Blodet skulde fare mig ud af Munden, og segnede om paa Stentrappen udenfor Borchs Collegium. Der sad jeg hjælpeløs, til en Student kom forbi, spurgte mig, hvordan jeg havde det, og paa min Bøn om at hjælpe mig hen til Regentsen, tog mig broderlig under Armen. Jeg krøb i Seng og tilbragte en Nat mellem Himmel og Helvede, bestandig med den Fornemmelse, som mit buldrende Blod steg mig op i Halsen og vilde strømme ud. Imidlertid holdt Hjærtet baade dengang og saa utallige Gange senere, og næste Dag kunde jeg dog støtte paa Benene, men maatte bevæge mig langsomt, at ikke de indre Beholdninger skulde flyde over, syntes det mig.

Dette var Begyndelsen til den Sygelighed, som der medgik en stor Del af mit Liv til at faae Magt med, og som bragte hele mit Liv i den forknyttede Gjænge, jeg siden har maattet lade mig nøie med, men som ogsaa i from Ydmyghed har baaret sin Frugt for mig.

Jeg følte saa tydeligt som noget, at jeg selv havde forvoldt min Ulykke. Moders Ord: »Hvis Gud engang i sin Retfærdighed skulde lade en streng Dom gaae over dig,« var mig aldeles ikke formeget, jeg gav hende fuldkommen Ret. Ikke blot havde jeg selv paa en afsindig Maade drevet Sindsbevægelserne til det Yderste, men havde ogsaa, i den Tro, at siden Aandens Lys var opgaaet for mig, kunde jeg bemægtige mig al Visdom og Kundskab og udføre Storværker af Kunst, ikke blot presset min Tanke med alle Theologiens og Filosofiens Kunster, men ogsaa Dag og Nat malet Masser af Papir fulde af Poesi -- dramatiske Scener, hvori jeg mente at fremlægge mit Indres Herligheder -- idel værdiløst Tøi, der snart gik i Ilden. Min Hjærne var efterhaanden bleven saa overanstrengt, at hele Nervesystemet var som i et magnetiseret Medium, bævende og flygtende ind i en Drømmeverden ved den mindste Berørelse, medens Lemmerne af Kraftløshed maatte blive, hvor de var. Jeg vidste det selv, og da jeg selv havde forskyldt det, stod det strax for mig som den store Opgave, med min egen Villies Magt at vende tilbage til et sundt og fornuftigt Liv.

Saa begyndte et nyt indre Arbeide modsat det forrige, ikke at hidse mig, tvertimod at holde igjen af al Magt. Som før talte jeg ikke derom, mine Nærmeste skulde ikke bebyrdes dermed, eller snarere, jeg skammede mig for dem. Det var en Sag mellem mig og min Gud. Jeg lagde Mærke til, at de Paroxysmer, der paa samme Maade som første Gang jævnlig kom igjen, kunde ophjælpes, naar det kunde lykkes mig at holde Sindet i Ligevægt. Naar nogle Dage var gaaede uden at noget var mødt, som kunde hidse Blodet, vendte Kræfterne ganske godt tilbage. Dette bestyrkede mig i den Tro, at min Villie var nok til at helbrede mig.

Men ogsaa deri skulde jeg gjøre smertelige Erfaringer. Et sygt Sind er ikke til at styre, blot en Samtale kunde trække mig formeget med, og strax begyndte den kogende Kjedel at afkaste Laaget. De vaagne Nætter førte Aandeskarer frem, og Adepten var altfor ung til at kunne bortmane. Var der blot nogen svage Kræfter samlede sammen, kunde Henrykkelsens Djævel igjen fare paa mig. Jeg begyndte igjen at løse Tilværelsens Gaader og flamme af ætheriske Følelser, og medens jeg sad under Regentsgaardens Lind med min Bog i Skjødet, som da ikke var noget mindre end Hegel, begyndte Gaarden at løbe rundt for mig, jeg vaklede og kastede mig paa min Seng, som et Lam, der føres til Slagterbænken, i alt Fald med den Lighed med det Guds Lam, at jeg ikke oplod min Mund.

Sommeren kom, og Sommeren gik under uafladelig Gjentagelse af de samme Elendigheder og de samme Kampe for at hjælpe mig op igjen. Men inden jeg kommer til at tale om, hvorledes jeg blev bragt dybest ned, maa jeg gjøre en lang Omvei for at medtage, hvad der i vor Kreds foregik i dette indholdsrige Aar.

Vi Venner havde skaffet os et Samlingssted i min Tantes, den fraskilte Hustrus Hus[5]. Jeg var efterhaanden bleven fuldkommen hjemme der. Emil Mynster var af mig bleven indført der som Lærer for den næstyngste Datter Anna, og Lunddahl havde alt fra sin Skoletid kjendt Familien. Foruden at vi søgte enhver Leilighed til at faa os en aandfuld Conversation i det vistnok tarvelige, men smukke og smagfulde Hjem, var det bleven vor faste Skik at tilbringe Søndag Formiddag der, naar vi kom fra Kirke.

[5] Se p. 81 ff. -- Udg.

Det var en underlig Samtale, der førtes der. Først og fremmest sværmerisk christelig, men ingenlunde i sædvanlig Stil, nei, speculativ, det vil sige, med den Blanding af altomfattende Filosofie og filosoferende Æsthetik, som var den Tid egen, heldigvis dog ogsaa med en god Tilsætning af munter Vittighed og alt det Ordgyderi, vi kunde overkomme. I saadant Spil var Ilia en Mester. Naar hun med Ynde henslængt i en Gyngestol vippede Lorgnettens Lidse mellem sine fine Fingre, og i hurtige skarpt formede Replikker fuldkommen holdt os Stangen, selv om vi steg nok saa høit, og var flere om hende, var det umuligt andet end at beundre hende.

Efterhaanden kunde vor Ven Lunddahl ikke bære det; sørgelig for ham, ikke to Mennesker kunde være mindre skabte for hinanden end hun og han. Hans Hjærtelag var saa dybt og hæderligt som nogens, men hans eiendommelige Væsen og Udtryksmaade, maaskee ogsaa hans Ydre var Ilias Smag saameget imod, at kun en stærk Lidenskab kunde have bøiet hende, men den var saameget mindre mulig, som hun alt havde sat sit Hjærte til paa en anden.

Jeg saae, det var galt, men jeg turde ikke udtale det, turde ifølge min Kjærlighed til ham vel ikke engang rigtig tænke det. Jeg var hans Fortrolige og gjorde ærlig hvad jeg kunde for ogsaa at være hans Vaabendrager i Kampen, kunde derfor heller ikke undgaae at nære noget af hans Haab, skjønt jeg vel betænkt vidste, hvor haabløst det i Virkeligheden var.

Det var i Foraaret 1840, et Aars Tid førend min Sygelighed var kommen over mig. I den Sommer drog Ilia til sin Broder Adolf, som havde Ingeniørarbeide ved Kolding. De boede i et Sted paa den anden Side af Søen, hvorfra hun malede et Billede af Slotsbakken med dens Ruin til mig. Lunddahl gjennemvandrede samme Sommer Jylland og paa Veien til Kolding skrev han mig et forknyt Brev til: »Hun staaer mig alt for høit, jeg har ikke, hvad hun fordrer og bør fordre. Jeg har aldrig seet nogen Kvinde saa stor som hende, men jeg kan dog ikke lade fare saa stolt en Begjering. Jeg kan undertiden gjøre mig ret stor og prale dygtig for mig selv, men saa kommer det igjen -- jeg er kun en Spurv i Tranedands.«

Adolf var syg, hans Lungers Tilstand var allerede saa temmelig haabløs, og han tænkte at anvende det sidste Middel. Han søgte en Plads paa Fregatten Bellona, der skulde gjøre en Verdensomseiling, og gik med den til Madeira, for at tilbringe Vinteren der. Ilia kom tilbage til Kjøbenhavn, og vi fortsatte vort vanlige Samliv, men der var tunge Skyer, Dødsskyer over Hovedet baade paa hendes Familie og os andre. E. Mynster var ogsaa syg, han havde flere Gange spyttet Blod, men havde dog med sædvanlige Strenghed mod sig selv taget sin Examen i dette Efteraar. Lunddahl var paa Fortvivlelsens Rand, og jeg ikke langt derfra, jeg har jo beskrevet det. Men ingen skulde mærke det paa os, naar vi samledes om Tantes Kaffebord og feirede Sværmeriets høitstigende Symposion.

Imidlertid kom der Breve fra Adolf, fyldte med glimrende Skildringer af hvad han oplevede og smukke Tegninger, men ogsaa med et Tungsind saa dybt, at man ligesom mellem Linierne fornam Taarerne. Hans Hjemvee var saameget mere smertelig, som han ikke ventede andet end at døe i sin fortvivlede Ensomhed paa den fremmede Ø. Hans Moder og Søstre havde i deres sørgelige Stilling intet andet at støtte sig til end ham, han var dem alt, Indbegrebet af Livets Storhed og Skjønhed. Der var eller havde været Grund dertil, men for dem endnu tillige den, at det var deres Charakter at forgude hinanden. De selv og deres Søskene var dem enestaaende og udkaarne Væsner.

Vi delte ganske vist deres Sorg, hvad der fyldte deres Hjærte, fyldte ogsaa vort. Men dog var vi saa optagne af vort eget, at Sorg og Liv og Død i sædvanlig Form kun var os Ting af underordnet Værd. Vi var nu eengang i extatisk Stand, og for mig kom nu dertil det Omsving i mit Indre, som saa pludselig brød ud. Visselig havde min forstandige Moder nok at frygte af alt dette.

Lunddahl havde imidlertid fattet nyt Haab. Hans Tilbedte var ham i den Vinter god. Som Ven agtede hun ham høit og begyndte at vise ham Fortrolighed. »Der er en Mulighed for at det endnu kan blive godt. Hun trænger til andre, hun veed det, og hun har tilstaaet det,« skrev han til mig i Julen. Ja, stakkels Pige, det var sandt, men der var kun altfor langt et Skridt tilbage. Da indtraadte der et Omslag i dette Forhold, hvis Grund var saa charakteristisk for hele vort Væsen, at jeg maa fortælle det.