Part 25

Bladet »Fædrelandet« var dengang den øverste Autoritet, idetmindste for den Kreds, hvortil jeg hørte. Deri stod der en længere Recension, jeg troer af den Tids Storliterat, Clemens Petersen, som siden forsvandt og gik til Udlandet. Den var ganske anerkjendende, men forøvrigt dog saa overfladisk, at han ikke havde lagt Mærke til det tragiske Moment i Slutningen, Profetens Kamp med Døden.

Med den theologiske Verden var jeg ikke saa heldig. I evangelisk Ugeskrift stod der en ganske kort Anmeldelse, som forraadte, at Anmelderen kun havde læst Begyndelsen af Bogen. Han forkastede den aldeles, navnlig fordi Profeten var opfattet som en reflecteret, ikke som en umiddelbar Charakter. Det var nu Tidens Kunstudtryk, hvad man mente dermed var ikke tydeligt.

Theologerne toge i det Hele intet Hensyn til min Skildring, eller om de læste den, fandt de den urigtig opfattet eller anstødelig med Hensyn til Helligdommen. Det sidste blev især gjort gjældende af stærke Christne, for hvem det altid er en Brøde at gjøre en Helligdom forstaaelig. Min kjære Cousine Ilia var den, det laa nærmest at føre deres Sag, og hun lagde ikke Fingrene imellem. Jeg har maaske allerede anført formeget af hendes Breve, men dette er saa eiendommeligt, at jeg dog finder det værdt at tilføie.

»St. Anna Hospital 21. November 1857.

Kjæreste Johannes! Skjønt jeg maa skamme mig ved at skrive dig til, saa søvnig som jeg er, vil jeg dog hellere lade staae til og gjøre det, mens jeg har Lyst. Desuden er jeg en saa daarlig Raisonneur, at jeg vist ligesaa godt kan udtrykke mig sovende som vaagende -- ja, hvem veed? kanskee bedre. Lykken er Daarens Formynder, og min Skjebne har jo i visse Maader været at komme sovende til alt. Og i værste Tilfælde har jeg da noget at skyde Skylden paa. Men du maa ikke tage det for nøie med store og smaae Bogstaver og andre slige Bagateller, thi det gaar altsammen paa Slump, naar jeg er som iaften[20].

[20] Den Indgang har omtrent ethvert af hendes Breve.

Først takker jeg dig saameget for din Bog og dine venlige Breve. Bogen har jeg læst ud i Aften. Hvad jeg synes om den, veed ingen bedre end jeg, jeg veed det med den yderste Vished af Verden. Hvad jeg veed, det veed jeg, hvad jeg synes, det synes jeg, og hvad jeg gjør, det gjør jeg, og det -- jeg tør nok sige det, med en Sikkerhed som faa. Men har kun to Grunde, som ret beset er een: fordi det er saadan, fordi det skal være saadan. Derfor synes jeg det, derfor gjør jeg det, det Æsthetiske. I den virkelige Verden er jeg saa stor en Stakkel som nogen. Jeg veed nok, det har forarget dig før og vil sagtens ogsaa forarge dig nu. Men hvad jeg gjør i den Retning, gjør jeg i Kraft af en guddommelig Magtfuldkommenhed. En guddommelig Magtfuldkommenhed i Løierpoesien, ikke andet. Og deri har du min Hovedindvending mod din Bog. Du har taget feil, du vil tage Poesien for mere. Du feiler -- Jeg, Ilia Fibiger, en af disse Løiers større Profeter, siger dig, du feiler. Poesiens Løier -- deri bestaaer dens Uskyldighed. Den har ikke det mindste med Christendommen at bestille. Den er Hedenskab, skyldig eller uskyldig, alt efter som den giver sig for hvad den er, eller for hvad den skaffer af Veien. Jeg kan tale derom. Jeg har selv engang skrevet noget religiøst, ogsaa en Tragedie »ikke bestemt til Opførelse.« Netop, det var Hemmeligheden. Ikke bestemt til Opførelse, derfor skriver man det. O Søren! Søren! Søren! Du har sagt det. Det Christelige skal gjøres, det poetiske d. e. hedensk skjønne -- skrives. O, Søren! Søren! Søren! Du har sagt det. Forskjellen paa Helten og Digteren er den, at Helten er Bedriftens lykkelige Elsker, Digteren den ulykkelige. Lad gaae med Elskov, Storhed, Verdens Lykke! Hvor let fanger man ikke den som ulykkelig Elsker? Hvor gjerne var man nu ikke den lykkelige? -- Men i det Religiøse har man Valget -- og at ~vælge~ at være ulykkelig Elsker -- o Johannes! Dog gjorde jeg det ikke dengang. Ikke af Eftertanke, men af Instinct. Det var mit Middel, det ufeilbarste af alle Midler til at skyde mig det paatrængende Christelige fra Livet. Det var 1852. Derfor er jeg heller aldrig bleven mere end jeg er. Men at jeg er dette med en vis Uskyldighed, skylder jeg det, at jeg saa fuldkommen forstaaer det selv. Jeg veed, jeg er Digter, jeg veed, jeg er kun Digter. Jeg veed, at den ringeste Vaagekone, der sover om Natten, fordi hun om Dagen ikke har havt Ro for sin husvilde Nabokone med Børn, dem hun har givet Ly af Barmhjærtighed, er mere end jeg.

Seer du, Johannes! Det er min Indvending mod din Bog. Min bestemte absolute Indvending, der rammer saa vel mit syvende som dit tredie Stykke. Mit dog mindre, forsaavidt det ikke har -- tilgiv, kjæreste Johannes! -- forgrebet sig paa nogen hellig Skikkelse eller noget helligt Navn. Efter min Samvittighed er dette ikke tilladt. -- Dog, jeg feilede: mit Stykke rammer[21] haardere, netop af denne Grund. Det ligger det almindelige, det personlige nærmest; thi det der har frembragt det, var en langt stærkere og inderligere Opfordring til ~mig~. En Profet er en Profet, ikke directe mig eller dig.

[21] _Sic._ Skrivefeil for rammes? Udg. Anm.

Og veed du vel saa, at i den Grad er det æsthetisk-kritiske Element overveiende i min Natur, at hvad mit eget angaaer, da ligger det mig nærmest paa Hjærte, ikke at det er, christeligt, Synd, men at det er, æsthetisk, ~galt~: uskjønt. Det er kun psykologisk rigtigt. Men ak, jo rigtigere, desto uskjønnere. Og Skjønheden er den ikke den skyldige Digtekunsts høieste Lov?

Jeg er kun et Fruentimmer, jeg er kun en Digter. Endnu aldrig, sagde den gamle Kritiker (Heiberg) aldrig siden Verdens Skabelse havde et Fruentimmer formaaet at være Digter i den Retning. Og han læste videre og tilføiede: Jeg maa tage mine Ord tilbage. Hvorfor er nu denne Magt mig given? Er det kun fordi jeg fuldkommen, fuldkommen fattede, at den var ~given~; at jeg selv er intet? Nei, fordi jeg tillige fattede, at ~den~ var intet -- en broget Sæbeboble, som seiler glædeligt hen gjennem Luften. Mænd! Hvor ere I Børn! Skal en Kvinde lære Eder? Ja, det skal hun. Selv uden at sige et Ord, skal hun det. Derved at denne Magt lagdes i Kvindens Haand, fremstilledes det tydeligt, hvordan den er kun Løier. See, det forstod jeg fra først af, og kun saaledes forstod jeg det som Mulighed, at jeg kunde gjøre det, de andre havde stræbt efter, det jeg aldrig havde tænkt paa.

Og saaledes haaber jeg paa Tilgivelse for at jeg gik den lette og grønnende Vei, ikke den trange og besværlige Sti. I Sandhed, den har været ensom og vildsom nok, hverken himmelsk eller jordisk, næsten lige langt fra Engle og Mennesker.

Gute Nacht! Gute Nacht! Schlafe wohl!

Du maa aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte christelig. I Livet og i Gjerningen har jeg ikke mere end til yderste Nødsbehov.

Din trofaste Veninde Ilia.«

Skade, at dette ikke blev bekjendtgjort til Bedste for Kvindesagen. Jeg tvivler ikke paa, at alle de, der skrive Noveller, ville flokkes om min Veninde, jublende over »den Magt, der lagdes i Kvindens Haand.«

Men atter Skade, at vistnok ogsaa de allerfleste Mænd ville give hende Ret. Jeg burde derfor helst intet have svaret, men smukt have taget mig denne Prædiken til Hjærte, og baaret min Skam i Taushed. Men da jeg er af en meddelsom Natur, kunde jeg det ikke. Jeg svarede da med den sædvanlige Undskyldning, at større Digtere end jeg havde valgt sig christne Emner, og at jeg ikke havde ment andet dermed end saa godt jeg kunde at forherlige vor Helligdom. Men denne Tale indbragte kun mig og de større Digtere yderligere Irettesættelser.

Da jeg saaledes var paa det nærmeste sat ud baade af den synlige og usynlige Synagoge, maatte jeg søge min Trøst i hvad jeg af Behageligheder kunde høre fra mindre kirkelige Venner. Vilh. Marstrand skriver i Julen:

»Kjære Johannes! Jeg vil haabe, at dette Brev med min Lykønskning til det nye Aar maa træffe dig i en god Stund, hvori Sindet er roligt og gladt, saa at du gider slaa en lille Passiar af med os herovre, thi jeg veed jo, at din kjære Kone har været og maaskee endnu er meget syg, hvad der jo har bedrøvet os meget. Eders By har i det Hele været vel betænkt med slige Gjenvordigheder. Men saa udstraaler der jo ogsaa af dens Mørke saa funklende Glædesblus, at man maa undre sig -- ja, din Bog har interesseret mig meget, den har grebet mig med sin mægtige Alvor og dybe Poesi. For os Lægfolk har den oplyst os om den mærkelige historiske Tid, hvori Forjættelsen skulde opfyldes. Hvilken uhyre Opgave at fremstille den, og saa Johannes, som man almindelig kun tænker paa som døbende Christus, stiller du op for os som den mest storartede tragiske Heros, og som dog tilsidst selv fortvivler og tvivler om Christus er den rette. -- Jeg kunde nok lide den Anmeldelse, der stod i Fædrelandet, og kan slet ikke samstemme med dem, der mene, at man ikke skal bruge Biblen til poetisk Stof; thi det veed du nok, er en yndet Sætning. Men hvordan skulde det saa gaae med alt det fortræffelige, der er malet af Bibelen. Jeg har taget fat paa din Jeremias, og læser den med megen Interesse efter at jeg har læst Johannes -- og før havde jeg dog ikke Øie for den, saa at jeg aldrig havde læst ud. Prof. Høyen har talt med megen Roes om din Døber, og har forelæst en Del af den i hans Fredagsmøder, men jeg var ikke tilstede.«

Derefter taler han om Dagens Kunst; jeg tager det med, da dette Brev ikke er kommen med i Raffenbergs Samling:

»Jeg maler forskjellige Sager, hellige og profane, nordiske og italienske, ligesom Lunet byder det. Jeg har flere Holbergiana for, især et større, 5. Act af det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon er stævnet for Retten af Magisteren, og alle Vidnerne træde op. Det er et godt Emne, da alle Holbergs Hovedfigurer der paa eengang samvirke. Caspar var her nylig og fortalte, at han ogsaa sysler med Holberg, og hans Bog skal tillige indeholde hans Levnet. Jeg har tænkt paa at tegne ham et lille Vignet til Titelbladet. Det skal forestille hvor Holberg i Rom laver sin Mad, hvad han selv morsomt fortæller. Nu er jeg tillige ifærd med at male et Portræt af Tryde til Frue Kirke, og Fru Heiberg skal ogsaa paa Tapetet. Roed er snart færdig med sin Ecce homo, og der er meget smukt i. En Kjærlighed i Gjennemførelsen, som bøder meget paa hans sædvanlige Mangel paa Livlighed i Opfatningen. Men han maler sig altid fattig paa sine Billeder. Det er ellers magert nok, hvad dette Nordens Athen producerer af Kunst -- du skulde see et Musernes Tempel, der reiser sig paa Kongens Nytorv, det er en Skandale. Og saa har den gode Cultusminister saa lidt Agtelse for Kunsten, at han gjør en Mand til Overhoved, der ikke har Anelse om Kunst. Jeg venter en skjøn Dag, at han ogsaa sættes over os. Men den værste Brøst er dog mellem Kunstens egne Dyrkere. Det maa vel ogsaa engang komme til en Krise iblandt dem, hvor alt det raadne kunde blive skaaret bort -- dog, et forgjæves Ønske, thi Bunden, hvori Træet voxer, er sur.«

Efter adskillig Tale om Familien, byder han mig saa en god Tegning til Tak: »Den er af min Phantasikreds, der er af en lavere Natur, men du stiger ogsaa gjerne ned til den, ikke sandt?«

Fra Roed fik jeg et lignende Brev, tilligemed Efterretninger om de omtalte Malerier. Saadanne Udtalelser sætter jeg Pris paa. Kunstnere give sig ikke ud for at være særdeles Kjendere hverken i Poesi eller Religion eller Oldtid, men som jeg altid har fundet, at de i Virkeligheden fatte Oldtidens Digtere nok saa godt som Filologerne, og gaae til det Religiøse med en ren Følelse uhildet af Theologiens Betænkeligheder og Fordringer, saa takker jeg dem for at have gjort det samme ved min Bog.

Broder Caspar tog Sagen med sin vante Ro og sit Holbergske Humør. Da han sendte mig sin Holbergs Levned, udkommen i Foraaret 1858, skrev han en lille komisk Dialog mellem Poeten i Haderslev og Skolemesteren i Roskilde om nogle Sprogunøiagtigheder, men henholdt sig iøvrigt til en Recension i Dansk Maanedsskrift, som var tilstrækkelig anerkjendende. Tillige fik jeg fra ham at vide, hvad jeg aldeles ikke havde tænkt paa, at blandt Kjøbenhavns Geistlighed blev min Bog opfattet som et Angreb paa Statskirken i Kierkegaardsk Aand. Fog var navnlig ilde berørt deraf, og havde vel derfor ikke takket mig for Bogen, jeg havde sendt ham. Mundtlig udtalte han sig siden derom. Nu, selvfølgelig kan Døberens Prædiken altid opfattes som et Angreb paa enhver Statskirke, ligesom vor Herre Jesu egen. Dog kan ingen Christen afvise dem. Ogsaa kan det, som jeg selv har forklaret min daværende Synsmaade, meget godt siges, at den kierkegaardske Strid havde havt nogen Indflydelse paa min Fremstilling af Profeten, og at jeg ogsaa i mit stille Sind har leet af den Tanke, at i saa Fald maatte Gamaliel være Biskop Mynster, skjønt jeg aldrig har tilladt mig at yttre det. Men ligefuldt behøvedes der hele Fogs urokkelige Tro paa det Bistaaendes Eneret til at være, forat see Digtet i det Lys. Planen til det var ældre end denne Periode, og de faae Yttringer, der haves af Profeten kunne dog ikke godt udlægges paa anden Maade end jeg -- kun altfor vidtløftigt -- har gjort det. Det gaaer altid saa, at om end en Tidsstemning kan give Stød til Farten, faaer dog Æmnets Mægtighed under Udførelsen en saadan Myndighed over en Forfatter, at han vel kan have Grund til at blive ærgerlig over, at et smaaligt Partistandpunkt skal gjøres gjældende mod hans Syn paa den store Sag.

Jeg havde altsaa været ret heldig med dette betydelige Foretagende. Jeg forlangte ikke bedre, og hvad Mangler der kunde være, tilskrev jeg mig selv. Det faldt mig ikke ind, at jeg skulde have overvundet alle Vanskeligheder, der er dog det i Bogen, der er godt, og dette var i Grunden ogsaa indrømmet fra alle Sider. Dette gav mig Mod til strax at sætte det næste Værk paa Stabelen. Jeg vilde nu frem i en anden Retning.

Jeg længtes efter den hjemlige Romantik, og da jeg, saa at sige paa Embeds Vegne, var godt hjemme baade i vore Kjæmpeviser og i hele Middelalderens kirkelige og sædelige Splid, valgte jeg mig et dertil svarende Æmne, og skrev i Løbet af næste Sommer (1858) min »Kors og Kjærlighed«. Skjønt jeg kun havde et Par Timer til min Raadighed de fem Dage om Ugen, var jeg dog færdig til September. Og saa godt var jeg fornøiet med mit Værk, at jeg uden videre Omstændigheder, uden engang at lade det gjennemgaae den sædvanlige Censur hos Lembcke, lod det trykke.

Jeg havde ment, at nu var jeg kommen saa vidt, at jeg vel turde være Forfatter paa egen Haand. Men jeg fik andet at vide. De offentlige Bedømmelser, forsaavidt der fremkom nogen, vare saa mistrøstige som muligt. I »Dagbladet«, som nu var blevet det dominerende Organ, og som var antichristeligt og præstehadende i en lignende Form som nu »Politiken«, forkyndte en Recensent under mange aandrige Vendinger, at han ikke havde forstaaet et eneste Ord af det Hele, hvilket vel var det sandeste af det, han sagde. Og i Byens Avis »Dannevirke«, som efterat min christelige Kampfælle, P. Chr. Koch havde solgt den, var bleven en Aflægger af Dagbladet, blev det samme gjentaget og forøget med, at jeg tituleredes »Jephta Fibiger« og »Sognepave«.

Med mine Nærmeste gik det mig ikke bedre. At Ilia vilde føle sig ligesaa mimosa-agtig krænket ved Berøringen af hendes elskede gamle Viser, hendes Monopol, som hun før havde gjort paa sin elskede »Sørens« Vegne, kunde jeg vide i Forveien. Mere undrede det mig, at Broder Caspar var ligesaa misfornøiet -- »Middelalderen er jævn og simpel, dens poetiske Efterladenskaber er ganske uromantisk osv.« -- Forunderligt, hvad Mennesker kunne finde paa. Men gamle Danmarks egne Kjæmpeviser har nu eengang enhver sat sig fast i og troer alene at forstaae. Jeg maatte da høre, at jeg nu havde forgrebet mig paa denne nationale Helligdom ligesom før paa Bibelen. At de i Virkeligheden ikke synderlig er Danmarks egne men mest indførte Varer, og at Middelalderen er det den er, hvad saa end disse Viser sige, vilde man ikke høre, og havde dengang endnu temmelig lidt hørt.

Ussing talte i en anden Tone: »Din »Kors og Kjærlighed« har glædet mig overordentlig, ikke blot ved den deilige Udmaling især af de kristelige Personer, men ogsaa ved det rige Billede, den giver af hele Tiden og dens Aand. For mig er den en Berigelse, en Opfattelse af det skjulte, jeg kan ikke see, at der er kommet det mindste Fremmede ind i din Behandling. Fra den historiske Side forekommer den mig mesterlig. Men -- gid alle dog vilde være saa ærlige som Fog, og sige, det er din Form, der piner dem. De ville ikke have Besvær med at læse et Digterværk, de ville ikke knække Skallen paa Nødden, derfor faae de ikke Kjærnen at smage. Du veed, at jeg ogsaa selv har lidt af den Mening, og jeg vilde give meget til, at din Form ikke var saa haard, for at alle kunde føle den Fylde af Poesi og see de rige Billeder af Fortidens Historie, dine Digte gjemme.« -- Dette er nu den Charakter, jeg har maattet beholde.

Jeg havde tilegnet Høyen Bogen, og deri tog jeg ikke feil. Foruden Lembcke, der til min Overraskelse virkelig denne Gang var helt tilfreds med mig, og min tro Ven Vilh. Marstrand, var Høyen den eneste, der ordentlig gik ind paa Sagen. Han takkede mig med de to smukke Breve, som er trykte i Ussings Bog om hans Levned. Hvad jeg dengang svarede ham, veed jeg ikke, men hvad jeg nu vilde svare, er dette: Naar han siger: »Den forfærdelige Kamp mellem det Kirkelige og Verdslige, den urolige Gjæring i Aanden og i Kjødet, dette Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette Liv som en Drøm, hvori de besynderligste Syner aabenbare sig, vexle og smelte over i hinanden, alt dette var for mig nyt, endnu har ingen af vore Digtere følt saaledes, anet saaledes« -- saa var det netop dette, jeg havde haabet at frembringe. Men naar han tilføier: »Den usædvanlige Rigdom af Lyrik, der vælder ud af Deres Pen som en krystalklar Kilde gjennemsigtig, ren kvægende, ja undertiden næsten berusende, skulde den ikke af og til ligesom overvælde og rive Skikkelserne med sig, der dog skulde vandre sikkert langs dens skjønne Bredder.« -- Forunderligt, lige det modsatte af de andres Tale om min strenge Form og haarde Vers og han oplyser dette ved at Hovedfiguren, Skjalm, som har et aabent Øie for al Usandheden i Kirkens saavel som i Kongens Færd, er bleven mere blød og drømmende end man maatte vente, at man føler formeget, at »Gammen har udhugget hans høire Øie, og drukket Hælvten af hans Hjærteblod« -- saa vilde jeg for det første sige, at det netop er dette, man ogsaa i ham, den ypperste, skulde føle. Men dernæst vilde jeg til min Undskyldning bemærke, at ogsaa de store Digtere, som er vore Forbilleder, have havt en Tilbøielighed til at forme deres Hovedfigur, den, hvori de mest selv taler, af et blødere Stof.

Nu, de Store tilgiver man alt, men en Smaamand som jeg kunde ikke faae Lyd. Nei, jeg kunde ikke faae Lyd. En og anden havde sagt mig noget godt i Stilhed, men ingen vilde sige det offentlig, og naar jeg opgjorde alle Papirerne, blev dog Udfaldet, at jeg var sat udenfor. Jeg blev, som det kaldes, tiet ihjel.

Da jeg havde sundet mig noget paa dette, fandt jeg, at jeg ogsaa helst burde blive udenfor, idetmindste for det første: Jeg holdt derfor Møde med min Muse for at takke hende for hendes hidtidige Omfavnelser, men at frabede mig videre Besøg af hende. Hvorledes hun saa igjen fik fat i mig, hører til næste Periode af mit Liv. Ogsaa var baade min Forlægger kjed af mig, og jeg havde i andre Retninger rigeligt nok at tage Vare paa, kun altfor meget. Jeg havde da endelig ogsaa nu skrevet fire Bøger, alle meget indholdsrige, og i hver af dem udtømmende nok, synes mig, behandlet en høist betydningsfuld Vending af Menneskelivet; og til at brede mig mere i Efterslæt havde jeg ingen Drivt. Endnu havde jeg Hellas og det gamle Norden og Reformationen ikke at tale om Nutiden tilbage, men der skulde Tid til. Den Tugt, jeg havde faaet, maatte sætte sig og gjøre sin Virkning.

Jeg havde imidlertid søgt adskillige Embeder paa Landet, men det var ikke saa bestemt, at jeg endnu skulde være Landsbypræst. I Foraaret 1859 blev Kapellaniet ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn ledigt. Det var Familiens Ønske at faae mig til Kjøbenhavn, og jeg gav efter og søgte Embedet, men uden Haab om at faae det. Monrad vilde have enten Brandt ved Vartov Kirke eller Fenger, begge ældre og mere anselige end jeg, men Kongen vilde ikke høre noget om disse Grundtvigianere; han holdt stivt paa en Præst i Kjøge, der var Frimurer. Saa blev der omsider sluttet Compromis, man søgte længere ned i Rækken og traf paa mig, uværdig, idetmindste i den Henseende, at jeg i ingen Maade havde holdt mig til.

Jeg vidste ikke om det var et Ønske, jeg havde faaet opfyldt, eller om det var en Besværlighed, jeg gik imøde efter høiere Ordre eller efter Guds Tilskikkelse. Jeg vidste i det Hele ikke andet end at det var svært at flytte.

Grædende tog jeg Afsked med mine fattige Venner i Byen, og ikke mindre tungt var det sidste Gang at gaae Stuerne igjennem i mit Hospital. Fra hver Seng stønnede de: saadan en Præst faae vi aldrig mere. Og jeg kunde med Sandhed svare: Saadan en Menighed faaer jeg heller aldrig mere. Ikke fordi nogen af os havde særlig Fortjeneste, men fordi vi passede saa velsignet til hinanden. Min enfoldige Christendom havde slaaet an hos disse enfoldige Mennesker, medens den af større Aander altid har været befundet utilstrækkelig.

Mine Medlærere tog den bedst mulige Afsked med mig. Ved et smukt Gilde holdt Lembcke Festtalen til mig, saa smigrende, at jeg kunde begynde mit Svar med den Bemærkning, at jeg var tilmode derved, som om han havde staaet og prædiket over en Afdød, dem roser man jo altid. Disciplene bragte mig en Foræring, som jeg siden har havt megen Glæde af, Statuetter af Bissens Apolle og Athene, som endnu staae paa mine Reoler. Men Usikkerhed var der over det Hele. Ingen, heller ikke jeg selv, vidste, om Forandringen var til mit Bedste.

Kun fra en Side var det en Lettelse for mig at vende Slesvig Ryggen. Jeg havde altid været misfornøiet med de politiske og administrative Tilstande der, og den hele dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade; nu blev jeg befriet idetmindste for at være et nærværende Vidne dertil. Jeg havde ogsaa længe været bekymret for, hvorledes dette skulde ende, og det var ikke at kalde nogen stor Lettelse ikke selv at være med i den forfærdelige Krise, dog var det altid en Bekvemlighed, hvad Hus og Hjem angaaer. Der kan heller ikke tænkes nogen sørgeligere Tilfredsstillelse end den at jeg saa snart fik Ret i min bekymrede Forudfølelse.

* * * * *

Vor sønderjydske Tid var til Ende, vi havde kun at sætte vort Gods i en Jagt for siden selv at følge efter i en Diligence. Forinden dog sidste Gang at gaae henover de skjønne Skovbakker langs den kjære Sø, Skuepladsen for saamange Glæder i vort Livs lykkeligste Aar. Aar, hvori vi vel havde været prøvede haardt nok, men ogsaa havde lært, hvad der skulde være den faste Grundvold, som kunde bære, hvad der siden ydermere skulde gives den at bære -- bære, maatte jeg dog ikke sige Ruinerne af et Liv, som nu begyndte at gaae ned ad Bakke. Livet begynder tidlig nok derpaa, i alt Fald paa ikke at have den Fremgang, som man eengang havde et saa lyst Haab om. Det gaaer dermed som med Verdensperioderne, man veed ikke, at man er i Nedgang, før man er saa langt henne, at man ikke mere er til at hjælpe op. Ligefuldt har man jo frit Lov til at mene eller haabe, at man bestandig er i Opgang, og kan fra en anden Side seet ogsaa have Ret deri. Alt dette med Livets Frugt og Udbytte maa nu henstilles til Guds Naade.

FEMTE BOG.

ALDERDOM.

FØRSTE KAPITEL.

I KJØBENHAVN.