Part 13

»Nei paa ingen Maade«, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og -- een, to -- fore vi over Gulvet og: tre -- forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.

»I er to store Børn begge To«, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.

Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To, thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky, der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og lovede fra nu af at være Venner og Brødre.

Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og bleve levende igjen.

* * * * *

Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: »idag vil Du forlove Dig, Nicolai!« Jeg sprang ud af min Seng for at see, hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv, thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder. Det var jo den 31te December, Sylvesterdag -- ja saa var det dog aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.

Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften, saa lang som Dagen er.

Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: »God Morgen Nicolai! -- men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?«

»Nei det er mig selv«, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand.

»Kjød og Blod har De idetmindste -- men saa er Miraklernes Tid jo begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af Dagen. -- Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?«

»Ja, det har jeg nok.«

»Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her«, og han trak en Cigar op af Lommen, »den fandt jeg igaar hændelsesvis i min Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse bør paaskjønnes. -- -- Gaaer De med, Christopher?«

»Nei jeg vil heller blive her«, svarede denne, idet han saae hen paa Emmy.

»Ja, ja da«, sagde Præsten til Gamle, »nu skal De faae Lov at gjøre, hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. -- Kom nu, Nicolai!«

»De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem«, raabte Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.

»Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars«, sagde Præsten, »først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min Prædiken til i Morgen.«

Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.

»See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for«, sagde Præsten, »hvad har De nu gaaet og tænkt paa?«

»Aa paa forskjellige Ting!« svarede jeg.

»Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. -- Gaa De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!« og dermed gik han over til sit Værelse.

I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste Dag, da vi skulde have »Dandsebod«, som Præsten kaldte det.

»Er Frederik ikke kommen op endnu?« spurgte jeg.

»Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe«, svarede Gamle.

»Saa vil jeg ud at hjælpe med.«

»Een kan vist være nok«, sagde Gamle tørt.

»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.

»Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg.

»Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.«

Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.

»Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.

»Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?«

»Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i Præstegaarden, veed De nok.«

»Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire eller fem lukkede Værelser imellem os.«

»Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.«

»Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes. -- Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke engang maa spille?«

»Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os«, sagde Andrea Margrethe.

»Men De har saa travlt«, sagde jeg undskyldende, »De skal jo være hele Dagen i Kjøkkenet.«

»Saa slemt er det dog heller ikke -- nu skal jeg f. Ex. kjøre til Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa kan De komme til at kjøre i Slæde.«

»Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane -- og jeg maa kjøre med Dem?«

»Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.«

Hvem der var glad, det var mig -- det var jo den allerønskeligste Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil -- alene sammen med Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: »hvad er det for et gammelt Skrumpelskud, Niels der trækker frem?«

»Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den«, sagde Andrea Margrethe leende.

»Ja saa«, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi vare alene.

»Men De har rigtignok Ret«, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk, det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.«

»Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?« spurgte Corpus Juris.

»Fy Frederik!« sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren, »begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre med.«

»Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?« spurgte jeg forskrækket.

»Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?«

»Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?«

»Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham«.

»Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt«, sagde Gamle.

Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra, men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.

»Der er Niels med Slæden«, sagde Andrea Margrethe, »saa maa vi skynde os at blive færdig.« Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.

»Skal Niels være Kudsk?« spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.

»Nei Frederik vil selv kjøre«, svarede Andrea Margrethe.

»Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?«

»Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham Veien.«

»Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?«

»Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee et eller andet Uheld.«

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.

Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: »Hvad er det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?«

»Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.«

»Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. -- kjender De den Vise? -- -- Skal De være Kudsk?«

»Ja«, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med Pidsken.

»Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal Niels komme ud for at samle Dem op igjen.«

»Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen«, sagde Corpus Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted, at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

»Lad heller mig kjøre, Frederik«, sagde jeg, »jeg forstaaer det bedre.«

»Nei vist ikke nei«, svarede han, »det var kun en Begyndelse: nu gaaer det bedre.«

Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.

»Ja bi Du min Bro'er«, tænkte jeg ved mig selv, »det er sidste Gang, vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig, der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at sidde bag i Slæden og synge »der arme Peter!«

Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man snart begynder at fryse -- Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var »den Røde«, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde nogetsomhelst Interessant ved »den Røde«, i mine Tanker saae den ud som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden Hest, det var »Gamle«, thi den syntes mig at svare ganske til sit Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.

»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.«

Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.

»Kjør dog lidt til, Frederik«, raabte jeg, thi det syntes mig, som om den Slædetour aldrig fik Ende; »vi kjøre saa langsomt, som om vi fulgte Lig.«

»Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges«, var Svaret.

»Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see, hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.«

»Det forfrisker«, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop. Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket Tømmerne til den anden Side.

»Der vare vi nær væltede, Frederik«, sagde hun leende. Jeg vilde sige hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme Bemærkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort »Saa?« eller »Nei virkelig?« til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi -- og der havde Corpus Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg havde Sneen lige i Ansigtet. »Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi sandelig komme hjem i en Fart«, sagde jeg til mig selv, og jeg svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge Sider.

»Hvordan er det, Du kjører?« raabte Frederik til mig, »bliver du ved paa den Maade, saa vælte vi.«

»Jeg kjører, som jeg skal kjøre«, svarede jeg, »pas Du blot Dig selv«, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den ulykkelige Gamle.

»Nicolai, De er jo ond mod Dyrene«, sagde Andrea Margrethe til mig.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring.

»Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt«, vedblev hun og saae op mod Himlen. »Hvor er Solen nu henne -- den er ganske dækket af Skyer -- jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.«

»Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig Veien«, sagde jeg.

»Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød«, meente Andrea Margrethe. »Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem, hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs boer -- De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? -- ja nu kjender jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei fra Strømbygaard.«

»Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?« spurgte jeg forbauset.

»Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De gjorde før. -- Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei tilbage.«

»Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.«

»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder -- foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.«

Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne -- der sidder tre Krager paa den -- ja nu fløi de bort -- men der hvor Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.«

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«, sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af Steen.«

»Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent«, bad jeg atter.

»De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.«

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert Øjeblik truedes med at kastes omkuld.

»Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt«, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet hun greb mig i Armen -- jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag -- og vi laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.

I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!«

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere blive skjult.

»Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik«, sagde Præsten, »De var saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.«

»Men det var ikke mig, der kjørte«, tog Frederik til Gjenmæle, »det var Nicolai.«

»Nicolai!« udbrød Præsten, »den meget opfindsomme Nicolai! var det -- --«

»Aa det var den dumme Slæde!« sagde jeg med ilde dulgt Harme.

»Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.«

»Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa udmærket hele Tiden.«

»Ja da kan jeg godt begribe det«, sagde Andrea Margrethe, »for vil De blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.«

»Og det er netop den Steen«, udbrød Corpus Juris, »for hvilken Du i Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.«