Part 14

Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre. Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen havde sagt til mig selv: »Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!« var nu borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var det jo Lørdag -- Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag, hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen -- jo det var meget bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden -- saa kunde det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!«

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom.

»Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte Præsten.

Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse Noget.

»Hvad har De da læst?«

»Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.«

»De _troer_: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere alle Trykfeilene i Dem.«

Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.

»Er der gaaet Dem Noget imod?« spurgte Præsten atter, »jeg synes, De er saa taus.«

»Nei«, svarede jeg kort.

»Det er ikke rigtig fat med Dem«, vedblev Præsten, »De har bestemt havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al Fortrolighed«, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske sagte til mig: »der har da vel ikke været Noget i Veien med Kjæresten?«

»Aa Fa'er«, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, »jeg vilde virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.«

»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.«

»Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her -- hvad maa de ikke tænke om os?«

»Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.«

Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.

»Stakkels Nicolai!« begyndte Præsten atter, -- »nu forstaaer jeg, hvorfor De væltede Slæden -- det var en Slags Desperation; De vilde absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: =philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

»Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad, Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!«

Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde Visen faae en anden Lyd.

* * * * *

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa det Hele.

Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa, hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.

»Det er et kjedeligt Veir idag«, sagde jeg derfor, idet jeg lagde Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

»Det passer godt til Dagen«, svarede Emmy, »Sylvesterdag maa ligesom Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.«

»Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa kjedeligt som det Andet.«

»Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?« spurgte Emmy forundret.

»Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle Aar.«

»Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?«

»Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov at længes efter noget Nyt.«

»Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem«, sagde Emmy, idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle sine Kræfter til at gaae imod mig. »Det gamle Aar forekommer mig altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?«

»Nei«, svarede jeg, »skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget, vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.«

Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun rystede paa Hovedet: »Det mener De vist ikke, Nicolai.« Et Øjeblik taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og begyndte derpaa atter: »Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt -- men naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.«

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at sige hende imod. »Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag«, sagde jeg, »men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette og foretage i det.«

Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide Maade: »Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai -- De gjør Dem selv værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.«

Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt om alle Andre. -- Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy -- Andrea Margrethe -- Andrea Margrethe -- Emmy. Der var saa stille i Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik -- tak, tik -- tak. Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde. Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at see ham.

»Bringer Du godt Budskab, Christopher?« spurgte jeg, »Du seer saa glad ud.«

»Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig«, svarede Gamle, »Du som har været her, hvor der altid er godt at være.«

»Blev De færdig med Fattigregnskabet?« spurgte Emmy.

»Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.«

»Idag har De ogsaa været flittig«, sagde Emmy, »De har jo næsten uafbrudt været sysselsat dermed.«

»Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. -- Og som Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.«

»Ja det vil jeg gjerne«, svarede Emmy, idet hun reiste sig: »De gaaer vel med, Nicolai?«

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

»Hvad har Du der?« spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir, hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

»Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.«

»Ja saa«, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk, idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy -- Emmy -- Emmy, medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog, som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi jeg havde lært Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen, det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

»Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?« spurgte jeg tilsidst.

»Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.«

»Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den anden?« spurgte jeg Emmy, »Jeg synes, at de seer allesammen eens ud, guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.«

»Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende«, svarede Emmy.

»Men saadan en Mængde«, sagde jeg, »og det er jo ikke alene Børnene, men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle! der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik Madsen -- det er jo umuligt at finde Rede i.«

»Jo seer De«, sagde Emmy, »jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her« -- og hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side -- »ham har jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn -- -- og Dig skulde jeg have glemt?« og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet -- »men Du maa give mig den høire Haand og ikke den venstre -- saaledes.«

I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: »Seer De der«, sagde Emmy, »der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa Armen. -- Ikke sandt, Peer Olsen«, sagde hun, idet hun gik hen til ham, »I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?«

»Jo vel saa, jo vel saa«, sagde den Gamle, »men den Gang var jeg raskere end nu.«

»Hvordan gaaer det med Helbreden?« spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa Lyst til at gjøre mig populær.

»Otte og halvfjerdsindstyve Aar«, var Svaret.

»De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv«, sagde Emmy.

»Men jeg taler jo ligesaa høit som De.«

»Mig kjender han«, svarede Emmy, »derfor kan han omtrent see paa min Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke forstaae Dem.« Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: »Se det er to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.«

»Ja saa, ja saa -- kjøn Fyr«, mumlede Peer Olsen, »saadan en Mand skulde Jomfruen have.« Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.

»Det haster ikke«, meente Emmy, »jeg er ung endnu. -- Se imorgen skal Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.«

»Ak ja, ak ja«, sukkede Peer Olsen, »gid Vorherre snart vilde løse op for mig!«

»Det maa Peer Olsen ikke sige«, irettesatte Emmy ham.

»Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?« klagede den Gamle.

»Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen altid til Nytte.«

»Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord«, sagde Peer Olsen og kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

»Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?« spurgte Emmy mig.

»Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.«

»Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu har De lært en af de Gamle at kjende -- nu skal De ogsaa lære en af de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader for sin Kone.«

»Hvorledes det?«

»Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance, Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog tilsidst Datteren.«

»Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset.

»Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi, som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte fast ved os -- og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.«

Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og kaldte Hunden til sig.

Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom løbende mod os. »Goddag, lille Bodil«, sagde Emmy, idet hun bøiede sig ned og kjærtegnede Barnet, »er Fa'er og Mo'er hjemme?«

Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen, hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os, reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.

»Guds Fred og Velkommen«, sagde han, idet han gav os hver især et djærvt Haandtryk, »saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage Plads!«

Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.

»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen istand til Dem.«

Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det andet -- det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort. Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. »Er det nu ikke en mageløs Kone, jeg har«, hviskede han til Gamle, »hendes Lige finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.«

Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk til Afsked.