Part 12

Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris, han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr. Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet, hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu -- nu sad jeg, jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig -- kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære Vidnesbyrd om, at en af de »Herrer i Aandernes Rige« var tilstede? Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død endnu?

Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte -- men om det var Tanken, der var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven, at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte sig paa Døren ligeoverfor.

Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste, der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen og derved frelst Dyret.

»Det var Skade, at De ikke sagde det før«, bemærkede Præsten, »saa kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.«

Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa, hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse. Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.

Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig, om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig. Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme. Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges, hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. -- Med hans Søster var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød -- hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der »komme Fremmede«, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa Bordet og raabte »Kom ind!« og løb hen og lukkede Døren op, saa var Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige. Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført.

Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind, især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham, at slig »stum Tilbedelse« var ikke tilladt. -- Da nu Panterne skulde indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende, faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse. Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En, der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig og sikker Stemme: »Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea Margrethe!« Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump Stemme svarede »her!« og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende, og -- -- saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet, ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see mig.

»Hvor kommer Du fra, Nicolai?« spurgte han.

»Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?«

»Jeg -- jeg --« svarede Corpus Juris stammende, »jeg kommer -- ja det kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken der?«

Jeg tøvede noget med Svaret. »Jeg vilde«, sagde jeg endelig, »jeg vilde see --«

»Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt«, vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit Hoved, »det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme Spøg.«

»Men hvorfor kom De da herud, Frederik?« afbrød Andrea Margrethe ham med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar. »Og saa har De ovenikjøbet«, fortsatte Andrea Margrethe, »glemt, at De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem rigtignok smukt ad!«

»Nu ja«, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, »jeg blev maaskee lidt for hidsig -- men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea Margrethe. -- Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi være Brødre og Venner.«

»Ja, fra _imorgen_ af«, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere.

Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede, at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring.

Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra hverandre før efter en Dands.

»Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard«, bemærkede Forpagteren.

»Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug herefter«, sagde Præsten, »men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.«

Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne, idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand Mester.

Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden, saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen. Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro. Endnu kunde vi høre Ordet »Heste«, hvilket Forpagteren tilraabte os, men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans Levevisdom.

Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive -- derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.

»Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt«, sagde Præsten, idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.

»Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt«, bemærkede Præstekonen.

»Ypperligt!« gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.

»Og hvis er nu Skylden?« spurgte Præsten, »hvem kan vi takke herfor? -- See her, her staaer Manden«, vedblev han, idet han lod sin Haand falde ned paa min Skulder, »her staaer Ridderen uden Frygt og Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. -- Men hvor er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en =corona civica= burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme Nicolai! -- -- Godnat!«

Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. »Ja Nicolai«, udbrød hun, »i Aften har De viist os, hvad de danske Studenter due til!«

Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt: »Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!«

»Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!« svarede jeg ivrigt, thi skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte hvorledes de Andre roste mig.

»Ja det kan I skjændes om i Morgen«, sagde Gamle, »nu vil vi gaae i Seng, for det er jo snart Midnat.«

Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for. Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.

»Hør Nicolai«, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, »om Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?«

»Det kan vi gjerne«, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage, idet han sagde: »Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os hurtig af, og -- een, to, tre, springe vi rask i Seng!«

»Ja det er fortræffeligt!« sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.

Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre sit Saltomortale.

»Hvorfor tøver Du?« spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, »er Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?«