Part 17

Effterhaanden begynte Christian att bliffwe _insolent_ i mange Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree, naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt. Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun, huor høyt hand haffde forbanded sig _etc._ Ieg sagde: »Ded skal I icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.« Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng, saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade; naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158]. En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg (der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her _Willas_. Hand sagde: »Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet _Willas_.« Saa sagde Quinden: »Min goede slet oc ret _Willas_! Min Søn slicker altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke, hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag, ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand, gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde: »I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten, satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde: »Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte ded. Hand pleyede att skaffe mig _Aviserne_ hwer Vge[162] for Lyß, oc saa som hand icke flyde mig _Aviserne_ for den første Vgis Lyß, saa sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden _Aviserne_ fra den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden hannem _Aviserne_ igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg skiøtte intet om _Aviser_, ieg haffde werret dem foruden i saa mange Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister, att hand med Tænderne reeff _Aviserne_ sønder, reeff sin Trøye op, saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle _Aviser_, hujet, skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf., raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne, kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke, att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:. Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde, att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte. Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal ieg --, ia, saa skal ieg --.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde: »Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!« Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14 Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg _Aviserne_ foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax; sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see, hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget, oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter anden bleff _insolent_, meere end _tollereris_ kunde, sagde ieg en Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade kunde _practicere_ mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde? Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til, eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før, saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae, att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke, att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc _Aviserne_ aff ham? Ia siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender, saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O, min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war bequem til att høre nogen _raison_, for hun raabte alt: »Ach, ach!« naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke, ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad. Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender, att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet, Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.) Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf. i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender, holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden. En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig, men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender; den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke, naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom: »Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands; ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf. Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar, saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax, skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad, hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist wed heel wenlig. Langfredag Middag{1667.} war hand gandske forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig selff an, _repeterte_ alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst befangen[167].

[158] I Randen er bemærket: »_Hand haffde i siine goede Luners Dage flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden med. Ded fortrød hannem siden._«

[159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og ~Præster~. »Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.

[160] I Randen er bemærket: »_Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel._«

[161] I Randen er bemærket: »_Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen, att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen swarte: »Ia saae! Ia saae!«_«

[162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen, maa man vistnok nærmest tænke paa ~tydske~ Aviser. Den første ~ugentlige danske~ Avis var Jørgen Gøde's ~Ordinarie Posttidende~, der begyndte 1673. Bording's ~Danske Mercurius~, som begyndte at udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ~ugentlige tydske~ Aviser, ja en af disse, Henrik Gøde's ~Europäische wochentliche Zeitung~, udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. ~Nyerup~, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228 flg.)

[163] I Randen er tilføjet: »_Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke hørte den #Allarm#, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske._«

[164] I Randen er bemærket: »_Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke mercke, at ded for trød mig._«

[165] Eftersætningen er glemt.

[166] I Randen er bemærket: »_1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel. Hand sang den Psalme: #Herr, deine Ohren neige zu mihr!# langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen, sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen, att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen._«