Part 16

Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste wed Borded der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren. Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn, laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik. _Christian_ raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke war en ringe Tøß. Der war en _Corporal_, som stack en Soldat ihiæl, som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for mig[149] (som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom, førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc Christian saa giæff som før.

[149] I Randen er bemærket: »_Hengselerne paa min vderste Dør erre saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred, saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae offwen til, men Quinden icke._«

Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med hwer andre. Der war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med _A. b. c._, thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar. Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud) »icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i henders Ord) oc [_sic_] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog? Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg tenckte: ille nok! Aff henders _Cathechi._ wiste hun meget lided). Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig Barn[151].

[150] I Randen er bemærket: »_Hun haffwer en synderlig Skik med att staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«

[151] I Randen er bemærket: »_Een Gang spurte hun mig ad, om hun icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade den trycke._«

Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der icke maatte komme en _Doctor_ til mig. Quinden sagde ham ded (thi da forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et _Clister_. Der loe Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget _altereret_ mig offwer den Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf. V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen, oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.

[152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget: »_Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til._«

[153] I Randen er tilføjet: »_Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff stønnem sat i min Seng wed Siden _etc._ Den brugte ieg til Knøtte Block._« -- Den anførte Yttring tillægges ~Diogenes~ hos ~Cicero~, Tuscul. dispp. 1, XLIII.

Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede _M. Buck_ att komme til mig wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal, begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war skyllig i _Vrie_ Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt _General_ Fux getöhtet, dan Ihr habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte: »Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn, aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an« (sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet, talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.

[154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.

Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig: »Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige. Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste, att ieg haffde endnu nogle _Ducater_, thi Pær Kudsk haffde fortroet ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded, skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.

[155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette Land; jvfr. ~Fryxell~, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S. 119, 121, 126, 133, 176-77; ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 287.

[156] I Randen er bemærket: »_Den Piige war en Hoere, hand haffde loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen._«

[157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster ~Hedvig~ (f. 1626), som var gift med ~Ebbe Ulfeldt~, en fjernere Slægtning af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid mod sit eget Fædreland.