Part 15

Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer Maaltid ind oc snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig til Narr for min Swoger G. Pentz[139] oc for att winde Penge oc Gunst giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem. Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget flaneworn. En Dag{1666.} war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,« bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont, haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed, hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en. Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io« (soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte der i med en Skee. Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed), »haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten. Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene op (som siden anderledis bleff berettet aff en Præst, som her effter skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seet Linne-Dantzere paa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst til att see Folk gaa i Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige Gang oc glad, hun kom neer.

[139] Grev ~Christian Pentz~, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre Søster ~Sophie Elisabeth~. Han døde 1651.

[140] I Randen er tilføjet: »_De Liinen Dantzere giorde ded, ieg icke haffde seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i huer Korre saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa Liinen oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg en, som hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen._«

Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß. Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette{1666 den 12. _April_.} effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da, hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke, men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem Hullet paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed? om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener, att Præsten[141] haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting, hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun). »Kand der wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff! Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?« »Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt« (ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud allermæctigste giffwe« -- der med taw hun. Ieg prædicket for hender igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten, saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].

[141] I Randen er bemærket: »_Ded war den Præst, som berettede Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte._«

[142] I Randen er tilføjet: »_Hinders Barn!_« Jvfr. S. 100.

[143] I Randen er bemærket: »_Hun war i alle Maader en skarneworn Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer intet bort aff Eders!« -- Samme Degn saed for att haffwe tagen sin egen Høst igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en Præst for Alteret oc swarte etc._«

Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd, hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder. Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger; endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter. Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd engang, att ieg skulle sige Præsten ded.) _In summa_: Slosf. torde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde: »Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde, de kunde _vicitere_ oc _examinere_ Quinden, naar hun kom vd, wii haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten haffde _recommenderet_, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun oc er).

Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op igien. Oc maa ieg wel sige, att ded{1666 den 26. _Iuni_.} war en aff mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den første Quinde tog Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender. Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6 Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.

[144] I Randen er bemærket: »_Hun haffde saa beded Chresten snacke for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer._«

Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig! Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre. »Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med; tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender: »Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff henders Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments Quartermester. Saa ieg effterhaanden fik _Affaiction_ til hender, bad hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe, som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [_sic_] for mig, til med wille den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham, oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede, oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine Boxer tillige op til hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff, oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene; haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer i sit Arbeide.

[145] I Randen er bemærket: »_De Knappenaale haffde ieg staallen fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem._«

[146] I Randen er bemærket: »_Der kom offte siden Twistighed imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædre #Homeur#): »Nu er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for hender._«

Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med. Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op. Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!« En Middag kommer hand op med en sær _façon_ aff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel, oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender, oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en, gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for, att ieg skulle myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa; begynte paa sin Wiiß att wille _carressere_ mig oc søge att wille føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet, stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag, effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind, oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig, hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min Seng om Dagen.

[147] I Randen er bemærket: »_Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere holden.«_«

[148] I Randen er bemærket: »_I Førstningen, der denne Karen icke kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand kømrer sig om intet._«