Part 14

[118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af ~Conr. Lycosthenes~'s Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel lyder -- noget afkortet -- saaledes: ~Wunderwerck~ oder Gottes vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ... erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ... Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. ~Grässe~, Trésor de livres rares T. 4. pag. 310; ~Bibliotheca Daneschioldiana~ pag. 10 Nr. 318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom, ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.

[119] I Randen er bemærket: »_Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand endnu skee.«_«

[120] I Randen er tilføjet: »_I ded første, att Slosf. Fryct war saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad ded betyde._«

[121] I Randen er bemærket: »_Noget lenge effter denne Striid fik ieg en Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att kaste paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg haffde for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg tog hender om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun bleff forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff. Ieg sagde: »Ded er en Forsmag!«_«

[122] Se S. 79.

[123] Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se ~Jonge~, Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i ~Sperlings~ Sag se ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262-64.

Ded Aar{1665.} Pintz Afften loed Slosf. sætte _Maj_ Træer i mit inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand, lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand (Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom (som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green, hwilcken Pær haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom, thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i forrige Tiider _etc._[124] Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt, bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen! Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet, insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til Winduet. »Meint Ihr das, mein allerliebstes Frevlein?« »Ia, das meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod; nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke, krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte, vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde: »So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.« Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men kom icke widre.

[124] I Randen er tilføjet: »_Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for att klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring bragte mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg selff att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?« Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand gierne see, saae ded oc, icke med liden Forundring._«

Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt, som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa Handwercket i Italien oc Tydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc giorde en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den, men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge betroed, thi hand war oc meget goed imod Doctor _Sperling_[125], gaff hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed. Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn. Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste hand kunde, for att komme op igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk). »Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun) »meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,« sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß Daatter aff sin _Arrest_ løß giffwen oc bleff G^{ne} Friisis Kammer Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke liided, i Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender med ded anded.«

[125] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3 Bd. S. 266.

[126] I Randen er tilføjet: »_Saa lenge Balcke betiente Slosfs. Stælle, drack hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange #Christian# giorde, naar den gamle Slozf. icke gaed; saa ded hialp oc til att støde effter Balcke._«

[127] Dette Punktum er senere overstreget.

[128] Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf. nedskriver dette) er ~Grevinde Friis~. Hun var Mogens Friis's anden Kone, og hendes Navn var ~Anne Marie Offenberg~. Mogens Friis blev, som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.

Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning, att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted; maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte: ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa, iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke behoff att bande ham hwer Dag!« _Item_: »Gud lade ham fordwiine som Dug for Soel!« Den Banden kunde ieg icke taale, sagde: »Bander I Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded, I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.

[129] I Randen er bemærket: »_Ded er oc en ond Trappe at komme op aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd._«

Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe. En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [_sic_] Dagen, hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis, med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits Strømper paa oc et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle hand wære Slozf., men end haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage, førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sin _curieusité_: saae den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den Doctor, som skulle _curere_ hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret war omme.

[130] I Randen er bemærket: »_#Gabel# haffde sagt (som mig siden bleff berættet), att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for den Mand oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an derfor, men for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den Tienneste, Kudsken giorde._«

[131] I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder saaledes: »_Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand anklaget for att sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis der med, att hand haffde sagt mig, att #Gabel# war bleffwen Statholder, oc ieg siden saa #tittulerte# for #M.# Buck._« -- Denne Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er Tilfældet med den anden, som dog aabenbart refererer sig til hin. Den anden Anmærkning lyder saaledes: »_Balcke kunde en Dag icke holde sig for Latter, thi imens hand stoed oc snackede med mig, saa stoed Quinden oc Mandfolckene oc green oc loe i Trappen; oc sagde hand: »Ded er Sladdertaarret der vde! Hwi mager Pær ded icke saa, att ded forbydis? I kand nok faa att wiide, hwad som paßerer, foruden aff mig.«_« -- Gabel var bleven optagen i Adelstanden og udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn den 12. August 1664.

[132] Naturligvis dog i Forening med ~Hagedorn~ og under dennes Ledelse; jvfr. S. 111 Anm. ~Sperling~ selv siger noget Lignende (~Suhm~'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at ~Jæger~ var en Holstener og en Fætter til ~Gabel~.

Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem selff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian, som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener, oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet med, kom hand siiden da oc da ind. Den allerførste Gang haffde hand en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig beretede[133].

[133] I Randen er bemærket: »_I mens Balcke betiente mig, da bleff der giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc Quindens Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne war intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens Bord._«

Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig, wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen. Hand haffuer tient Maans Armfelt[134] for Lacquey. Hand med andre _Lacqueier_ ypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben. Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet; men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paa _Excecutionen_, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der, Doctern sidder, oc der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der neere, ia haffde offte Nøglene til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu, att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde; sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!« (sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.

[134] D. e. ~Mogens Arnfeldt~ til Rugaard i Jylland, en Broder til Korf. Ulfeldts Svoger ~Axel~ A. til Basnæs; jvfr. S. 35 Anm. 3.

[135] I Randen er tilføjet: »_Da war der et stoert dobbelt Windue med Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her ind; oc fortelte siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen haffde flyed hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et Reeb._«

En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort. Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers. Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den stackels Mand faar att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende; hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren, giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff. Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian! Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.« »O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord: _non ti fidar!_ _fidar_ satte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler, eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld aff _Lamentationer_ offwer worris Tilstand, oc att min Daatter _Anna Cathrina_ eller oc _Casetta_ ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz, hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der war _susspiceret_, att hand _corressponderte_ med min Herre, oc dermed luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem der i til _raison_, io meere _opiniastre_ bleff hand der i[138], oc omsiier skreff, att ded war _Cassettæ finesse_ att faa ham i Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att skriffwe, begynte ieg att fatte en sær _opinion_ om hannem, lige som hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening, att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war witterligt; ihworledis hands _Correspondentz_ med min Herre war bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt, war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord Meeningen aff _Sentenzen_ offwer hannem, saa wii da oc da _corresponderte_ med hwer andre.

[136] I Randen er bemærket: »_Christian haffde da flyet mig nogle Stycker Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint Lærrit dermed effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme; oc giorde ieg adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab._«

[137] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor S. 111 Anm.

[138] I Randen er bemærket: »_Ded er hannem medfød._«