Part 18

[167] I Randen er bemærket: »_Samme Dict war siden Aarsage, att Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er)._«

Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided effter diße _grimasses_ kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg. Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig, wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß). Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel _rar_. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand. Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien: hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed; hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte: »Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange, der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?«« Hand stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte, hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde, att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner, sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre _matière_ til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist, att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i _April_, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet. Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først _in Iunio_, oc da stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn, siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß. Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc ræcke en _Supplicque_ frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter) »aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening« (sagde ieg) »oc stiile sin _supplication_ som for sin Festemand.« »Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. _Iuni_ 1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war, att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske, som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min halff!« (thi Christian _suspicerte_ allereede Paaske, att hand giorde Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske quit.

[168] I Randen er bemærket: »_Hwad hand meente dermed, wed ieg icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse, saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl _[jvfr. S. 18]_. Om Gud giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt._«

[169] I Randen er bemærket: »_Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til ham vden Døren._«

[170] I Randen er bemærket: »_Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger._«

[171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, at ~Charlotte Amalie~ ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den svenske Resident ~Lilliecronas~ Indberetning, ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 192, men først Dagen efter, se ~Ove Juels~ Dagbog i ~Hist. Tidsskrift~, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den 25., se ~Histor. Tidsskrift~ a. St. S. 612.

[172] I Randen er bemærket: »_Ded war en Søndag; ded war den Ære, hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12 Slet kom hand vd._«

Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war _provideret_ med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom, hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.

Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669{1669.}, oc en tysk Quinde wed Naffn _Cathrina_ --[173] kom til mig igien. Karen tog Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den _Cathrina_ haffwer werret fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff, hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.« Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun heele _Comedier_ paa sin Wiiß, _agerte_ dem oc stønnem oc giorde sig til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,« saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. _Coemedianter_ kalte hun _Medicoanter_. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede att see eller høre effter henders Lyst[174].

[173] Efternavnet staar ~in blanco~. Formodentlig er det dog det Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. ~Wolff~; jvfr. S. 10.

[174] I Randen er bemærket: »_En Par Maaneder effter, hun war kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun fik oc strax tycke Been._«

Ded hænder sig, att _Walter_, som for den Sag med _Dina_ bleff Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i Taarnestuen. Der _susspicertis_, att hand _tramerte_ noget[175]. Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter _Walter_ war kommen. Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide _Walters_ Komme, men wiste ded dog. En Dag til Middag, der _Walter_ oc Franzosen raabte høyt (thi de _dissputerte_ altiid med hwer andre), spørger ieg Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch. Hand swarer att haffwe aff adskillige _Nationer_, forteller saa, hwem de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i Synderlighed _Walters_ Beskyllinger. Diße twende om melte faar Krackeler tilsammen, saa _Walter_ bleff sat ind i Traalhullet til Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod hannem. _Walter_ saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der _M._ Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed, fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om ~Walters~ Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da haffde for^{te} Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. _Maj._ icke haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede Statholder att bringe til Weye, att _Walter_ om _Dinas_ Sag maatte nu _examineris_[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i nogle _Ministri_[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer _bruit_, thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff _Walter_ tredie Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede ded[180]. _Walter_ saed saa hen[181], skiæntis fast hwer Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten haffde funden nogle _Ducater_, som _Walter_ haffde stucken vnder en Stoel (den galle _Walter_ loed Swensken see, att hand stak _Ducater_ oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed _Walter_ gaa noget i Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att Chresten bleff fortreden, _procurerte_ hannem icke synderlig gott Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war _ordineret_, war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som _Walter_ sagde engang: »Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud lenge biiet att straffe _Walter_, da kommer Straffen nu til Gaffns, thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de siger. Saa kalder _Walter_ engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede _par manière d'acquit_. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit Skrifftermaal, _absoluerte_ hender paa ded snareste oc læste Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en Feldt Præst i Marcken, da ded heele _Compagni_ loed sig berette (efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender, ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded icke, saed iust i en _Speculation_ om et Munster til att knøtte. Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke, spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz, er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel, Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene. Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de _Cordegarde_ mit Iu! Ick wil so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue, giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde giemt Wiinen _etc._; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar, saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand bleff syg; thi hand sagde, att _Walter_ haffde ingen Penge meere. Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte; war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.« Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om att haffwe mist den.

[175] Som bekjendt havde ~Walter~ 1651, paa Grund af sit Forhold til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar efter; se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 236-37.

[176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.

[177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark i November 1656, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 443.

[178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.