Part 3

For nogle Aar siden havde en Medarbeider i «Philadelphia Times» en Samtale med en Læge angaaende Omdannelsen af Næser, og han fik herunder følgende eiendommelige Oplysninger: «Næsen er intet andet end et Stykke Brusk, og dens Form kan let forandres. Mange Mennesker er besværede med Næser, hvis Form hverken er behagelige for dem selv eller deres Venner. Den franske Maskine bestaar af en liden Hylse i to Dele, der er forbundne ved et Led. Den er forfærdiget af Jern og emaljeret, og dens Indre har Form af en fuldt tildannet Næse af den Form og Type, som tilhører det Ansigt, hvorom der er Tale. Paa denne Maade kan man faa en græsk eller romersk Næse, Stumpnæse eller Ørnenæse eller hvilkensomhelst Form man maatte ønske. Naar Instrumentet skal anvendes, bades Næsen ved Sengetid først med varmt Vand, saa den bliver rigtig varm og myg; derpaa indgnides den med Glycerin, Vasselin, Olivenolje eller et andet Fedtstof. Tilslut paasættes Instrumentet, og Siderne trykkes sammen, hvorpaa det faar sidde i Fred hele Natten. Det tages af om Morgenen, hvorpaa Næsen vaskes med koldt Vand. Det er i Begyndelsen noksaa ondt, men naar Instrumentet har været anvendt 2-3 Gange, er Smerten forbi. Efter en Maaneds Tid begynder Næsen at antage sin nye Form, og efter 8 a 10 Ugers Forløb vil denne være varig.»

Man har ogsaa i den senere Tid ved Operationer kunnet forandre Næsens Form.

Rødhed paa Næsen er for nogle Personer Aarsag til megen Bekymring. En rød Næse har dog sjelden noget at gjøre med Alkohol, skjønt Afholdstalere undertiden med Forkjærlighed giver denne Skylden. Næsens Rødhed har i Almindelighed mere sin Grund i hvad man spiser end hvad man drikker. Ofte er det Resultatet af Fraadseri, af mægtige og ophidsende Fødemidlers Fortæring eller overdreven Brug af Peber og andre Krydderier. Dersom Ondet har sin Grund i en af disse Aarsager, er Botemidlet klart nok: Undgaa sød, fed og mægtig Føde, spis mindre Kjød og lad Krydderierne være. Forsag ligeledes The, Kaffe og alle alkoholiske Drikke.

En anden Aarsag til rød Næse kan for Damers Vedkommende være, at man snører sig for haardt.

ENOGTYVENDE KAPITEL.

_Udstaaende Øren og deres Behandling._

Øren, som staar ud i mere eller mindre Grad, er mildest talt ingen Prydelse. Denne Feil bør behandles medens man er ung, thi det er da forholdsvis let, at faa Ørene til at antage en naturlig Stilling. Senere i Livet bliver det visselig vanskeligere at rette paa denne Lyde, men umuligt er det dog ikke.

Et bredt Bind kan bindes over Ørene om Natten, og kan ligeledes bæres en stor Del af Dagen uden nogen større Uleilighed. Denne Behandlingsmaade skal med Tiden delvis, om end ikke helt, rette Feilen.

Man kan ligeledes ad operativ Vei komme til Maalet og opnaa et betydeligt sikrere Resultat.

«Ørets Skjønhed,» siger Walker, «er alt for lidet paaagtet. For et øvet Øie frembyder det stor Skjønhed eller Hæslighed med Hensyn til Form, Størrelse og Stilling.»

TOOGTYVENDE KAPITEL.

_Fed Hud, tør Hud og slap Hud._

Enkelte Menneskers Ansigter ser altid skinnende ud, visselig ikke paa Grund af nogen himmelsk Glands, men paa Grund af et vist ubehageligt, oljet Udseende. Dette skriver sig fra Overflod paa et fedtagtigt Stof eller Serum, som opstaar ved en sygelig Virksomhed af Hudens Fedtkjertler Det eneste, som hjælper herimod, er en flittig Brug af Sæbe, der bidrager til at absorbere den overflødige Olje i Huden. Jo mere Alkali Sæben indeholder, desto bedre opfylder den sin Hensigt.

Som en Modsætning til for meget Fedt i Huden staar formegen Tørhed. Dette skriver sig fra forlidet Fedtafsondring og forekommer ofte ved daarlig Fordøielse. Den bedste Behandling herimod er at gnide Huden daglig med Olivenolje.

Slaphed i Huden opstaar ofte derved, at Fedtet under Huden delvis absorberes; kanhænde er det ogsaa Resultatet af Afsætning af daarlig organiseret Fedt. En Alunopløsning anbefales undertiden for at gjøre Huden tæt, men Brugen heraf er ikke tilraadelig, da alle saadanne Midler efter en Tids Brug er skadelige. Den bedste Maade er at lette Dannelsen af sundt Fedt. Drik Kakao isteden for The og Melk og tag ind Levertran.

TREOGTYVENDE KAPITEL.

_Fregner, Solbrændthed og Finner._

Fregner bestaar af en Overflod af Farvestoffet i Huden, hvilket optræder i smaa Flekker. De foraarsages i de fleste Tilfælde deraf, at Huden udsættes for Solen. De, som har den fineste Teint, er mest udsatte for at faa saadanne, hvilket bør være en Trøst for de Damer, som plages af dem. Det er ikke almindelig bekjendt, at der findes to Slags Fregner, nemlig Sommerfregner og Vinterfregner. Sommerfregnerne opstaar ved Solens og Varmens Indvirkning i Sommertiden og forsvinder med det varme Veir; medens de kolde Fregner dannes paa alle Aarets Tider og er medfødte hos mange Personer. De, som har en skjær og blomstrende Teint, er lettere udsat for Fregner end de, der har en mørkere Hudfarve. Fregner er vanskelige at faa bort, naar de først en Gang har indfundet sig; det er imidlertid ikke umuligt. Der findes mange meget gode Midler mod Fregner. Det følgende er maaske det bedste: «To Spiseskeer Citronsaft, det samme Kvantum Vand, en Spiseske Glycerin samt en toppet Theske Borax.» Dette paastryges tre eller fire Gange om Dagen, hvorpaa Ansigtet efter 15-20 Minutters Forløb tørkes med et mygt Haaneklæde.

Solbrændthed er den mørke Farve, som fremkaldes i Huden ved for stærk Varme, ved en brændende Vind eller for skarp Luft. Den er ikke paa langt nær saa styg som Fregner, og endel Ansigter kan ogsaa vinde derved. Damer, som ikke liker Solbrændthed bør bære Parasol. Hvis Ansigtet kun er lidet solbrændt, bør det hver Aften vaskes med nysilet Melk. For stærkere Tilfælder har man anbefalet en Blanding af en Spiseskeske Benzoëtinktur og fem og otti Gram Rosenvand.

Hvad man i Almindelighed kalder Hudmark, er kun en let Hudsygdom. De angriber sædvanlig Ansigtet, Hagen, Skuldrene og Brystet, og kan have sin Grund i for tung Diæt, Indaanding af daarlig Luft eller Mangel paa Bevægelse. I Kirurgiens tidligere Dage troede man, at de smaa marklignende Legemer, som kan presses frem, var virkelige, levende Parasiter, men Mikroskopet har fuldt bevist, at de er Ansamlinger af Fedtstoffe, som tilstopper de naturlige Porer. Man kan ganske enkelt pirke dem ud, hvilket kan ske med Fingerspidserne eller ved at presse en Urnøgel over dem. Der findes ogsaa et Instrument, som er forfærdiget til dette Brug. Inden man forsøger denne lille Operation, bør man udsætte Huden for Damp flere Aftener paa Rad over en Kande med kogende Vand. Til at forhindre Dannelsen af saadanne Forekomster som Hudmark, er intet Middel bedre end en flittig Brug af god Sæbe og omsorgsfuld Tørkning med et passe grovt Haandklæde.

FIREOGTYVENDE KAPITEL.

_Rynker._

Der gives mange Grunde til Dannelsen af Rynker, af hvilke den fornemste er den tiltagende Alder. Longfellow siger poetisk: «Aarene har som Fugle sænket sig ned for at drikke Glandsen af hendes Øine, og har efterladt sig Spor ved Bredden.»

Den fysiologiske Forklaring paa disse Ansigtslinjer er den, at i samme Grad som Alderen skrider frem, bliver Fedtet under Huden absorberet, hvorfor Yderhuden bliver slap og danner Rynker. Bibehold af naturligt Fedt maa derfor forebygge Hudens Rynkning. Rynker optræder ikke sjelden efter en langvarig Sygdom og forsvinder, naar Helbreden vender tilbage og Kinderne atter antager sin naturlige Fylde.

Hvad angaar de fortidlige Rynker, som undertiden indtræder efter Trediveaarsalderen, saa foraarsages de ofte af Bekymring, Sorg, Nedslaaethed og Sygdom. Undertiden kommer de ogsaa af, at man bor i for varme Rum. Opvarmning med Gas og Damp fremskynder Dannelsen af Rynker, forsaavidt man ikke modvirker Luftens Tørhed ved Fordampning af Vand.

Et udmærket Botemiddel mod Rynker er Anvendelsen af Coldcream, som før er omtalt i Forbindelse med Teinten. Ansigtet bør først vaskes godt rent med varmt Vand og derpaa tørres med et grovt Haandklæde. Medens Ansigtet endnu er varmt, tager man lidt Coldcream og gnider det over Ansigtet til den er aldeles indgneden. Femten Minutters Gnidning er ikke formeget. Gnid altid i Retning opad mod Ørene og Issen. I Frankrige er denne Maade at udslette Rynker paa, meget anvendt, og mange Damer har dette Middel at takke for Muligheden af at modstaa Tidens Herjinger.

FEMOGTYVENDE KAPITEL.

_Vorter, Kopar osv._

Vorter er smaa, haarde Udvækster, der optræder paa Yderhuden. De har i Almindelighed en konisk Form og sædvanlig en mørkere Farve end den omgivende Hud. Disse smaa Tingester vokser meget langsomt og faar sin Næring fra Læderhuden over hvilken de ligger.

Vorter er i Almindelighed vanprydende, isærdeleshed naar de sætter sig paa fremstaaende Dele af Ansigtet. Man ser af og til en saadan paa Næsetippen af en Dame, og man maa indrømme, at den virker alt andet end smukt. Behandlingen af Vorter bestaar, efter Sir Erasmus Wilson, i at bortskrabe den tørre og haarde Hud fra Vortespidsen og saa bestryge denne med en liden Draabe Eddiksyre. Men man maa være varsom, at ikke Eddiksyren render ned paa den omgivende Hud hvor den foraarsager Inflammation og heftig Smerte Operationen foretages en eller to Gange om Dagen, og man kan efterhaanden skrabe Vorten, indtil Ondet er helbredet.

Det Øieonde, som er kjendt under Navnet Hordeohun eller Sti, er ikke alene mindre pent af Udseende, men er ogsaa ofte meget plagsomt. Endel Mennesker faar let Sti og lider meget, ved at den optræder saa hyppigt. Til Behandling af dette Onde forordner mange medecinske Autoriteter Anvendelse af Grød og Badning med varmt Vand. Men Dr. Louis Fitzpatrik offentliggjorde engang i det medecinske Tidsskrift _Lancet_ en Artikel om Sti, hvori han sagde, at han efter lang Erfaring var kommet til, at det bedste var en Lokalbehandling med Jod. Denne Behandling hæmmer kraftigt Stiets Udvikling, medens Grød ofte befordrer den. Man bør holde ud Øielaaget med Tommel- og Pegefingeren, medens man med en liden Pensel af Kamelhaar bestryger Stiet med Jod.

Koparrede Ansigter paatræffes nu forholdsvis sjelden, takket være Vaksinationen i Forbindelse med de bedre sanitære Forhold i Byerne. I vore Forfædres Dage derimod, var det et meget almindeligt Syn at se Mennesker, som var uhyggeligt vansirede af Kopper. Denne Plage er dog ikke helt og holdent uddrevet, og man møder undertiden Mennesker, som har faaet sit vakre Udseende ødelagt af den ubehagelige Sygdom. Ved Elektrolyse kan man betydelig formindske de stygge Kopar, om man end ikke helt og holdent kan udslette dem. Men Operationen er ganske dyr, da den maa udføres af meget dygtige Specialister.

SEKSOGTYVENDE KAPITEL.

_Generende Haarvækst._

Generende Haarvækst er ofte en Kilde til megen Bekymring og Forargelse hos det smukke Kjøn. Skjæg er en Prydelse i Mandens Ansigt, men naar det viser sig i Kvindens, opvækker det ikke synderlig Beundring. De, som let faar overflødigt Haar, bør ikke anvende Sæbe i Ansigtet, thi altslags Fedtstof befordrer Haarvækst. Der findes en hel Del Haarborttagningsmidler, men de er som Regel ætsende og som Følge deraf skadelige for Huden; ja nogle er til og med meget giftige. De er derfor ikke anbefalelsesværdige. Maaske er nedenstaaende det mest uskadelige:

Ulæsket Kalk 400 Gram Potaske 60 -- Svovellever 60 --

Dette stødes til fint Mel og opbevares paa en vel korket Flaske. Haaret maa afklippes nær Huden, hvorpaa Pudret paastryges, opblandet i lidt Vand. Efter to Minutters Forløb afskrabes det med en Trækniv.

For dem, som har Raad dertil, er dog Elektrolysen en meget bedre og virksommere Metode, saaledes som berørt i foregaaende Kapitel.

SYVOGTYVENDE KAPITEL.

_Ond Aande, dens Aarsag og Behandling._

Endskjønt ond Aande ikke er en Ansigtssygdom, har den dog stor Indflydelse paa Skjønheden. En Rose kan have et smukt Udseende, men hvem vilde bryde sig om den, hvis den havde en ubehagelig Lugt. Ond Aande kan opstaa ved en af følgende Grunde: Daarlige Tænder, en sygelig Tilstand i Mundens, Svælgets eller Mavens Slimhinder, Benforraadnelse i Mund eller Næse, samt ufordøiet Mads Forbliven i Maven.

Dersom den ubehagelige Lugt beror paa Mavens Tilstand, kan den fjernes ved Fortæring af afførende Føde. Dersom den skriver sig fra en eller anden lokal Aarsag, saasom daarlige Tænder eller en sygelig Tilstand i Munden, kan den formindskes ved Gurgling. Det skal mærkes, at mange Menneskers Aandedræt er ubehageligt, uden at man kan spore Aarsagen dertil. Hos Kvinderne er Aandedrættet ofte daarligt under visse Perioder, men dette forsvinder efterhaanden.

FJERDE DEL.

Haarets Betydning.

OTTEOGTYVENDE KAPITEL.

_Haarets Sammensætning og Vækst._

Den berømte Fysiolog Malpighi sammenligner Haaret, slig som det vokser paa Hovedet, med en Plante i en Blomsterpotte. Ethvert Haar paa Legemet bestaar af et hult Rør, som vokser ret ud fra en under Huden liggende Haarrod. Haarets Farve afhænger af Farvestoffe inde i Røret, og sin Glands faar det ved Afsondring af et oljeagtigt Stof fra endel smaa Fedtkjertler omkring Roden. Hver Flek af Huden, med Undtagelse af Hændernes Indside og Fodsaalerne, er af Naturen bestemt til Haarvækst, men i de fleste Tilfælde er de saa fine og korte, at de paa den største Del af Legemet er næsten usynlige.

Den almindelige Længde af et Kvindehaar varierer mellem 90 og 100 Centimeter. Sir Erasmus Wilson har regnet ud, at Haaret vokser halvanden Linie om Ugen, hvilket vil sige omtrent 17 Centimeter om Aaret, saaledes at en Olding paa otti Aar har ladet elleve Meter Haar falde for Haarskjærerens Saks. For nøiagtig at kunne bestemme Haarets Tykkelse har Sir Erasmus Wilson maalt Diameteren af mere end to tusen Haarstraa, som havde tilhørt 30 forskjellige Personer. Paa Grundlag af disse Maalinger har han fundet, at Tykkelsen varierer mellem 1/1500 og 1/400 Tomme; de fineste varierer mellem det første Maal og 1/500 og de groveste mellem 1/400 og 1/140. Denne berømte Hudspecialist har endvidere beregnet, at der findes 1000 Haarstraa paa en Kvadrattommes Overflade og 120000 paa Hovedet. Et stort Hoved med tæt Haarvækst kan have lige til 200000 Haar.

NIOGTYVENDE KAPITEL.

_Haarets Affalden og Botemidlet derimod._

Haarets Affalden foraarsager ofte Bekymring hos dets Eier, og den Tanke opstaar let, at man vil blive skaldet. Men i de fleste Tilfælde, især hvis det indtræffer tidligt om Vaaren eller Høsten, har man ingen Grund til at frygte for et stadigt Tab af Haar. Grunden til at Haaret falder af, er at det er for tungt for Roden. Dersom Haaret faar vokse frit, opnaar det en vis Længde og falder derpaa af, paa samme Maade som Fuglene skifter Fjær og Pattedyrene bytter Pels. De affældte Haarstraa erstattes af nye, som vokser ud af de samme Rødder. Selv om Haaret klippes og holdes passe langt, indtræder ofte denne Proces.

Paa den anden Side kan Haarets Affalden have sin Grund i, at Rødderne faar for lidet Næring, hvilket igjen er Følgen af en eller anden Hudsygdom, eller det kan bero paa en almindelig Svaghedstilstand. Naar Haaret viser Tilbøielighed til at falde af, er det klogt at lade det klippe af ofte. Champonering er ogsaa udmærket til at styrke Haaret. Rødderne egges derved til forhøiet Virksomhed, da Blodet derved føres til Issens Overflade. Et godt Middel til Befordring af Haarvækst er følgende, der er kjendt under Navn af Sir Erasmus Wilsons Opløsning:

Eau de Cologne 60 Gram Spansk Fluetinktur 15 -- Lavendelolje 10 Draaber

Opløsningen skal gnides ind paa Hovedet en eller to Gange om Dagen i længere Tid, men hvis Hudløshed indtræder, maa man ophøre dermed nogen Tid eller foretage Indgnidningen med større Mellemrum.

TRETTIENDE KAPITEL.

_For tidlig Skaldethed, dens Aarsag, Forebyggelse og Botemiddel._

Skaldethed har man kaldt en Civilisationens Sygdom, eftersom den aldrig forekommer blandt uciviliserede Folkeslag. Det er en Eiendommelighed, at Mænd lider mere af denne Sygdom end Kvinder, hvilket uden Tvil kommer af Ulighed i Forhold og Beskjæftigelse. En af de fornemste Grunde hertil er, at Mændene bærer tunge, tætsluttende Hatte. Disse trykker paa Blodkarene og hindrer Haarrødderne at faa sin rette Næring. Brugen af Huer kan ogsaa fremkalde en lignende Virkning, da de danner en tæt Hovedbedækning, som ikke Naturen fordrer, og derved foraarsages en Forslapning og Udtørring af Haarrødderne. En anden Grund til Skaldethed er stadigt Ophold i for varme og af Gas oplyste Rum. Andre vigtige Faktorer ved Haarets for tidlige Affalden er Sindsuro, for megen Ængstelse, overdreven Læsning, Lidenskaber og Sorg. Foruden alle disse Grunde til Haarets Affalden kan mange andre nævnes, saasom Uorden i Maven, almindelig Svaghed, Flas, stadig Tobaksrøgning, stærke Drikke, Nattevaagen og uregelmæssige Vaner.

Der findes uheldigvis ingen Hjælpemidler for Skaldethed, som kommer af at Haarrødderne er blevet ødelagte, hvilket i Almindelighed er Tilfældet med alderstegne Personer. Men om Haartabet indtræder i tidligere Aar, behøver man ikke at fortvile, hvis man anvender rigtig Behandling. Hvis Ondet har sin Grund i nogen af de før omtalte Forhold, maa disse forandres. Hvis den, som lider af Haaraffald, har en svag Helse, kan han med Fordel tage Levertran eller en Opløsning af Jern og Kinin. Til udvortes Brug er efter min Erfaring en Opløsning af Parafin særdeles velgjørende, og er ofte blevet anvendt med Fordel, naar alle andre Midler har slaaet feil. Opløsningen bestaar af:

Parafinolje 1½ Deciliter Lavendelolje 10 Draaber Spansk Fluetinktur 7 Gram

Opløsningen maa før den anvendes ristes godt, og lidt af den gnides ind i Haarrødderne hver Morgen og Aften.

Den berømte pastor John Wesley forordnede at gnide den skaldede Del af Hovedet hver Morgen og Aften med en raa spansk Løg, indtil Huden bliver rød, samt derpaa bestryge Stedet med lidt Honning. Jeg har imidlertid ikke kjendt nogen, som har havt Mod til at prøve Kuren.

ENOGTRETTIENDE KAPITEL.

_For tidlig Graasprængthed, dens Aarsager, Forebyggelse og Botemiddel_

Vore Forfædres Haar graanede først i en langt fremskreden Alder, medens det nutildags slet ikke er usædvanligt at se middelaldrende, ja til og med unge Personer med Sølvtraade i Haaret.

Fortidligt graanende Haar har i de fleste Tilfælde sin Oprindelse i en af de Grunde, der i foregaaende Kapitel angives for fortidlig Skaldethed. Aandelig Anstrengelse i Forbindelse med et stillesiddende Liv er maaske det, som mest bidrager til at gjøre Haaret hvidt. Undertiden kan man ogsaa spore en lokal Aarsag, for Eksempel Flas eller Nevralgi, hvorved Feilen ligger i de Nerver, som behersker Næringsprocessen. Enkelte Mennesker (de saakaldte Albinos) er hvide fra Fødslen af, hvilket har sin Grund i Mangel paa Farvestof i Haaret. En heftig Sygdom kan undertiden gjøre, at Haaret bliver graat, men under saadanne Omstændigheder hænder det ofte, at Farven vender tilbage igjen med fuld Helbredelse. Der findes mange paalidelige Eksempler paa, at Haaret er blevet hvidt paa Grund af stærk Frygt eller Sorg. Et slaaende Eksempel herpaa er fortalt om en oprørsk Sepoy i den indiske Hær, som blev taget tilfange og fremført for at underkastes Forhør. Fortællingen lyder saaledes: Berøvet sin Uniform og fuldstændig nøgen omringedes han af Soldaterne, og blev da først opmærksom paa sin farlige Stilling. Han skjalv voldsomt, Skræk og Fortvilelse stod malet i hans Ansigt, og endskjønt han besvarede de Spørgsmaal, som rettedes til ham, syntes han ligesom bedøvet af Frygt. I Løbet af en halv Time, medens alles Øine var rettede paa ham, blev hans Haar graat; det havde ved hans Indtræden været kulsort. De Omkringstaaendes Opmærksomhed fæstedes først derpaa af den Sergeant, under hvis Opsigt han var, og som raabte: «Han graaner!» Og langsomt, men sikkert foregik Forandringen for alles Øine, indtil den i Løbet af en halv Time var fuldstændig.

Det er overflødigt at sige, at fortidlig Graasprængthed bedst forhindres ved at undgaa de Indflydelser, som foraarsager den. De, som finder at deres Haar begynder at vise Tegn til Graasprængthed, vil finde, at den før beskrevne Parafinopløsning er meget nyttig ved at hjælpe Haarkarrene at afsondre det nødvendige Farvestof. I de fleste Tilfælde vil man fuldstændig helbredes derved.

TOOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Flas, dets Aarsag og Behandling._

Mange Mennesker plages af en Ubehagelighed, der er kjendt under Navnet Flas. Den karakteriseres af, at Hovedet stadig er bedækket af fine, hvide, glindsende Skjæl, som ved Kjæmning eller Børstning af Haaret falder ned paa Klæderne. Undertiden optræder denne Tilstand paa Næsen og Kinderne ligesaameget som paa Hovedet. Forekomsten kan have sin Grund i Uorden i Fedtkjertlerne, i flere Slags Eksem, Udslet eller lignende Ting. I Tilfælde af, at Flasset ophober sig, foraarsager megen Kjæmning stort Tab af Haar. Ofte hænder det ogsaa, at Haaret bliver tørt, glandsløst eller til og med graat.

Et nyttigt Middel er en eller et Par Gange i Ugen at vaske Haaret med en Opløsning af 15 Gram Boraks i en halv Liter Kamfervand. En anden Opløsning er 15 Gram Jernvinsten i en halv Liter lunkent Vand.

TREOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Haarets Pleie i Almindelighed._

«Skjønhed hos Mand eller Kvinde er en Gave fra Gud,» siger Sir W. Duvenant; «men den høieste Skjønhed er Haaret, uden hvilket der ikke findes nogen fuldkommen Skjønhed.»

De, som af Naturen er blevet velsignet med et vakkert Haar, bør pleie det med den yderste Omsorg, thi den ypperste Haarvækst kan formindskes eller helt og holdent tabes paa kort Tid ved urigtig Behandling eller mangelfuld Pleie.

For at gjøre Haaret stærkt og friskt, bør man ofte vaske det med varmt Vand, gnide Haarbunden godt og tørke Haaret godt efterpaa. En velgjørende Virkning har det at børste Haaret en fem Minutters Tid hver Morgen Denne enkle Behandling stimulerer Rødderne, befordrer Væksten og gjør Haaret mygt og glindsende. Man bør anvende en stor Børste med langt Haar, men en, som hverken er for stiv eller for myg. Dersom Haaret skal holdes i god Stand, maa det klippes periodisk og aldrig tillades at vokse over en vis Længde. Jo kortere Haaret holdes, jo stærkere bliver det; de som har tørt Haar kan ikke bruge noget bedre Middel end lidt Olivenolje, der er meget sundere end de almindelige Pomader, som gaar i Handelen. Lad aldrig Haaret svides i Toppen. Denne Operation er Parykmagerens Opfindelse og er kun velgjørende for hans Kasse, da der ikke findes nogetsomhelst Bevis for, at det gavner Haaret eller befordrer dets Vækst. Haaret bør hverken limes fast til Hovedet med Pomade eller børstes ret op, da begge disse Metoder er skadelige.

FIREOGTRETTIENDE KAPITEL:

_Haarfarvningsmidler og Faren ved deres Brug._

I en af sine Sange bebreider Ovidius sin Heltinde, fordi hun har ødelagt sine silkebløde Fletninger med giftige Farver. Han udraaber: «Har jeg ikke sagt dig, at du skal slutte med at farve dit Haar? Nu har du intet tilbage at farve. Og dog var intet skjønnere end dine Lokker, som naaede dig til Knærne, og som var saa fine, at du var ræd for at kjæmme dem. Du heldte Gift over dit eget Hoved, og nu skal Tyskland sende dig Slavehaar, og en beseiret Nation skal forsyne dig med Krigsudrustning.»

Mange Personer er ført paa Vildspor, og har ligesom denne Skjønhed brugt Farver for at forskjønne sit Haar; siden har de dog opdaget, at de netop derved har ødelagt det. Næsten alle Haarfarvningsmidler, som gaar i Handelen, indeholder Bly, og ofte i saa store Mængder, at de foraarsager Blyforgiftning. De, som sætter Pris paa sine Lokker, bør derfor undgaa Farvningsmidler.

Jeg har hørt Tale om en Dame, som forsøgte at sætte en vakker gylden Farve paa Haaret, men som til sin store Skræk opdagede, at det blev græsgrønt.

Det eneste Farvningsmiddel, der kan anbefales som uskadeligt, er almindelig Valnødsaft. Denne gjør Haaret mørkebrunt eller sort, alt efter den Vandmængde, den spædes med.

En stor Ubehagelighed ved alle Haarfarvningsmidler er, at Farvningsprocessen maa gjennemgaaes hver Dag, hvis ikke den, der anvender den, skal gjøre sig latterlig for andre. Haaret vokser stadigt og hvad der er Rod idag er Stamme imorgen.

FEMOGTRETTIENDE KAPITEL.