Part 2

Blandt de Ting, som gjerne vil bekjæmpe Skjønheden og berøve den dens Tiltrækning, er Veirforholdene, Forandringer i Temperaturen og andre fra Luft- og klimatiske Forholde stammende Indflydelser; endvidere saadanne skadelige Foreteelser som urigtig Diæt, Søvnløshed, Græmmelse, Ængstelse og Vrede. Alle disse Forholde skal senere blive behandlede.

Der findes enkelte Personer, som altid ser bedre ud, naar vi møder dem ude i det Frie end naar vi er sammen med dem indendørs; medens atter andre viser et fordelagtigere Udseende i det afdæmpede Lys i et lukket Værelse. Ligesaa findes der enkelte, som viser sig mere til sin Fordel tidligt om Morgenen end længere frem paa Dagen; men paa den anden Side kommer ogsaa Modsætningen frem hos andre Personer, saa de lig Sankt Hansormen lyser vakrest i Mørke. Skjønhedens Foranderlighed er meget mærkværdig ogsaa i en anden Henseende. Hos mange Personer ser den venstre Halvdel af Ansigtet bedre ud end den høire. Denne Opdagelse gjordes først af Kineserne. Sandheden af denne besynderlige Paastand kan man let kontrollere ved at undersøge et Dusin Ansigter. Det paastaaes, at Skuespillere og Sangere, idet hele taget Folk, som ofte staar Ansigt til Ansigt med et større Publikum uvilkaarlig vender sig halvt til høire, naar de ønsker at gjøre Indtryk paa sine Tilhørere.

NIENDE KAPITEL.

_Diætens Indflydelse paa Udseendet._

Vor daglige Mad og Drikke har meget at gjøre med Helbred og Sundhed, med Skjønheden og Ansigtsudtrykket. Storædere er aldrig store Tænkere og har derfor sjelden et aandfuldt eller klogt Udseende. Personer, hvis Mad hovedsagelig bestaar af Kjød, udvikler i Almindelighed mere den dyriske, sterkt sanselige end den aandelige Side af sin Natur. Dette har igjen til Følge en vis Grovhed i Trækkene. Paa den anden Side gjør fuldstændig Vegetarianisme let Ansigtet udtryksløst. Dog mere slaaende end alt andet er den Virkning, som umaadelig Nydelse af stærke Drikke har paa Ansigtet. Hvor kan det ikke forandre et fint og skjønt Ansigt og gjøre det yderst grovt, ja saa frastødende, at det vækker Modbydelighed. Indflydelsen af forskjellige Fødemidler paa Ansigtsudtrykket vil blive behandlet og paavist i de Afsnit, som angaar Diætens Forhold til Helbreden.

Professor Kirk siger: «Ansigtet er bogstavelig formet af den Føde, hvormed Maven forsynes. Der er ingen Tvil om, at ikke ogsaa andre Ting, som for Eksempel den Luft, vi indaander, bidrager til at forme vore Ansigter; men Mad og Drikke udgjør dog hovedsagelig det Materiale og Stof, hvoraf de eiendommelige Træk i vore Ansigter er sammensatte.»

Hvis Føden er uheldig for sit Formaal, er det ikke let at forstaa, hvordan Former og Træk skulde blive fint byggede. Der har vi for Eksempel det fine Væv i Øiet, dette Organ, som jo i saa høi Grad giver Ansigtet dets Udtryksfuldhed.--Der fordres passende Stof for at dette Cellevæv skal vedligeholdes i nogenlunde god Orden. Selv om man bestryger Ansigtet med al Verdens Skjønhedsmidler, men ikke giver nøie Agt paa de Stoffe og Fødemidler, hvoraf Ansigtet fremstaar og dannes, kommer man aldrig til at faa et friskt Udseende. Man maa passe og værne de Organer, ved hvis Virksomhed Næringsstoffene skal beredes for Ansigtsdannelsen. Hvis disse Organer paa en eller anden Maade bliver forsømte og saaledes taber Evnen til at omdanne Føden i en for Fordøielsen passende Form, kan intet ydre Middel skjænke nogen et friskt og sundt Udseende.

ANDEN DEL.

Huden og Ansigtsfarven.

TIENDE KAPITEL.

_Hudens eiendommelige Beskaffenhed._

Huden bestaar af tvende adskilte Lag, hvoraf det yderste kaldes Overhuden og det inderste Læderhuden eller den egentlige Hud.

Som vi alle utvilsomt kjender af smertelig Erfaring, er Huden rigelig forsynet med Blodkar og Nerver, hvorigjennem Følelsen af Berøring, Smerte, Varme, Kulde, Tryk og lignende fornemmes. Den er ogsaa i Lighed med Lungerne og Nyrerne et blodrensende Organ, og dens forunderlige Forretninger udføres gjennem et stort Antal smaa Porer, som man kan sammenligne med Afløbsrør, hvis sammenlagte Længde udgjør omkring 4½ norsk Mil; denne Angivelse er fremkommen efter den engelske Videnskabsmand, Sir Erasmus Wilsons Beregning.--Nævnte fremragende Hudspecialist grundede sin mærkværdige Beregning paa den Omstændighed, at man kan anslaa 2800 Porer gjennemsnitlig paa en engelsk Kvudrattommes eller 25,4 mm. Hud. Beregnes endvidere Længden af hver Pore til ¼ Tomme, bliver den sammenlagte Længde af Porer eller Rør paa hver Kvadrattomme paa Legemet 700 Tommer. Antallet Kvadrattommer paa et middelstort Menneskes Ydre udgjør omtrent 2500, og Porernes Antal følgelig 7,000,000; Længden af Uddunstningsrørene angivne i engelske Tommer er 1,750,000, det vil sige 145,833 engelske Fod eller omtrent 45,000 Meter, hvilke som bekjendt gjør 45 Kilometer eller 4 og en halv Sjømil.

ELLEVTE KAPITEL.

_Hudens Forhold til Helbred og Skjønhed._

Huden er et af Legemets vigtigste Organer, og de indviklede Funktioner, som den udfører, er uundgaaelig nødvendige for vor Tilværelse. Hverken Maven, Leveren eller endog Hjernen er saa nødvendig for vor Tilværelse som Huden. Mennesket kan leve en Uge, ja længere endnu uden Føde, og Leveren kan i flere Døgn ganske ophøre med sit Arbeide, inden Døden indtræder; men om Hudens Virksomhed ophører eller standser, paafølger Døden nogle Timer efter.

Da Leo den tiende besteg Pavestolen i Rom, foranstaltedes en stor Procession gjennem Byen Florentz’ Gader. Ved denne Anledning blev et Barns Legeme belagt med Bladguld, i den Hensigt at billedgjøre «Guldalderen» eller _den gyldne Tid_, som nu skulde oprinde. Til Deltagernes og Tilskuernes store Rædsel døde Barnet et Par Timer efter i frygtelige Krampetrækninger. Den ulykkelige Hændelse skrev sig helt naturlig deraf, at Hudens Porer var blevet tilstoppet, hvorved Uddunstningerne hindredes.

Naar vi forsømmer at holde Huden ren og Porerne aabne ved Bad og Bevægelse, tilstopper vi de fem og firti Kilometer Afløbsrør, som blev omtalt i foregaaende Kapitel. Dette kan naturligvis ikke ske ustraffet; Usundhed og daarlig Helbred indfinder sig da som en naturlig Følge, ja man bliver endog udsat for farlige Sygdomme.

Hudens Hvidhed eller Gjennemsigtighed og dens Farve er altid bleven anseet som nødvendige Betingelser for Skjønhed.--Hvor fintformede end Ansigtstrækkene kan være, synes dog al Tiltrækning at være borte, hvis Huden er gul eller har en sygelig Farve. Skjønheden forsvinder ogsaa mere eller mindre, hvis Huden er besværet af Finner, Bylder, Rynker eller Fregner.--Hudens Beskaffenhed og Tilstand bestemmer Ansigtsfarven, og denne indvirker paa sin Side i høi Grad paa Ansigtets Skjønhed. Hvem har vel nogensinde seet et stygt eller frastødende Ansigt i Besiddelse af en god og frisk Farve? Man træffer naturligvis hver Dag Ansigter med skjær Hud og røde Kinder; og de er altid behagelige at se paa.

Det ligger i det enkelte Menneskes Magt at værne om dette vigtige Organ, Huden. De, som vil vinde og erholde Skjønhed, maa stadig have sin Opmærksomhed henvendt paa den.

TOLVTE KAPITEL.

_Sindsbevægelsernes Indflydelse paa Huden._

Det er et ganske eiendommeligt Forhold, at enkelte Sindsbevægelser angriber Huden og dens Funktioner paa samme Maade som en Forkjølelse. Nedbrydende Lidelser, Sorg eller Frygt, formindsker Luftvekslingen i Lungerne og Tilstrømningen af Aareblod, hvilket selvfølgelig gjør Ansigtet blegt, forhindrer Uddunstningen og gjør de i Huden liggende Nervers Virksomhed meget svag.--Vrede og andre heftige Lidenskaber søger Luftvekslingen og Blodtilstrømningen paa Hudens Overflade, hvorved den Rødme og Spænding i Ansigtet foraarsages, der er et saa fremtrædende Kjendetegn paa en ophidset Sindstilstand.

Sindsbevægelsernes Indvirkning paa Huden er ofte saa stor, at den fremkalder Sygdom. Lægen Cazenave gjør ved Opregningen af Hudsygdomme den Bemærkning, at «stærke Sindsbevægelser, og i Særdeleshed Sorg, udøver en mærkelig Indflydelse.» Naar han nævner «_Impetigo_», den latinske Benævnelse paa en Slags Hudsygdom, siger han, at Sorg og Frygt undertiden foraarsager denne Sygdom. En anden Authoritet, Dr. Bateman, omtaler to Tilfælder af nævnte Sygdom, «_Impetigo_», som fremkaldtes ved stærke Sindsbevægelser.

Wilkinson udtaler om Huden: «Der ifører Kjærligheden sig den himmelske Morgenrødme, som er dens rette Farvetone; der rødmer den blyge Uskyld. Der sammenhober Hadet sin blege Ondskab, Misundelsen henter frem sin grønne Galde, Vreden indhyller sig i Mørke og Fortvilelsen i Dødens askegraa Farver.» Hykleriet laaner ofte Dragt af de nævnte Foreteelser, men den virkelige Tilstand formaar ikke i Længden at skjule sig, men giver sig klarlig tilkjende gjennem Hudens og dens Farvers Omveksling og Forandring.

Med faa Ord sagt: Den menneskelige Natur kan i hele sin Sammensætning lade sig efterspore og paavise i Hudens uendelige Omskiftelser.

TRETTENDE KAPITEL.

_Varmens, Kuldens og vekslende Veirlags Indflydelse paa Huden._

Stærk Hede ved direkte Paavirkning af Solstraalerne bør man altid undgaa at udsætte sig for, særlig hvis man sætter Pris paa en skjær og fin Hud og Ansigtsfarve. Under Indflydelse af brændende Sol faar Huden lettelig Antydning til at blive grov og tør samt ikke saa sjelden brun eller fregnet.

Hvad Kulden angaar, er dens første Virkning af hemmende Art. En Sammentrækning finder Sted og følgelig slippes en mindre Mængde Blod end vanlig hen til Haarkarene; ligeledes indtræder der en Formindskelse af Blodtilløbet til de dybere beliggende Dele, der er længst fjernet fra Varmens og Livets store Midtpunkt, hvilket atter fremkalder denne Slappelse i Muskelsystemet, som vi alle kjender.

Men disse Virkninger er dog blot forbigaaende; et Tilbageslag indtræder i Systemet, hvorunder den Blodstrøm, som standset, i Almindelighed vender tilbage med større Kraft.--Dette bevirker i Huden den friske og rødblomstrende Farve, som saa mange Personer faar en kold Vinterdag efter en god Spadsertur i frisk Luft. I tørt Veir er Kulden blot sund for friske Personer, især hvis de er i megen Bevægelse.

Men fugtig Luft har derimod en ganske anden Indflydelse paa Legemet. Da dette er modtagelig for Fugtighed, opsuger det denne i store Mængder, og Legemet tiltager i Vægt. Huden lider overordentlig meget af dens Indvirkning, hvad man har Anledning til at se paa deres Hudfarve, som bor i Holland. Fugtig Kulde er det mest usunde og helbredfarlige af alt Veir, og er skadelige for baade gamle og unge.

Hvad Temperaturforandringens Indflydelse paa Huden angaar, da er en hurtig Overgang eller Forandring meget farlig. Forandring fra Kulde til Hede er, som de fleste ved, ikke saa farlig som fra Hede til Kulde; thi den sidstnævnte er tilbøielig til at undertrykke Hudens Afsondringsfunktioner og derved fremkalde Inflamation i Næsehinden, Halsen o. s. v. Temperaturforandringer, som fremkaldes paa kunstig Maade, for Exempel ved at gaa ud i kold Natteluft fra et varmt Rum, bør man være yderst forsigtig med. De er i Virkeligheden meget skadeligere end naturlige Forandringer i Veiret. En Person, som til Stadighed snart er udsat for Hede, snart for Kulde, snart for Fugtighed og snart for tør Luft, faar enten en seig Underhud eller stadig Udslet.--

FJORTENDE KAPITEL.

_Daarlig Ansigtsfarve, dens Aarsag og Midler derimod._

Daarlig Ansigtsfarve og Hud er i Regelen Følgen af, at man har forsømt eller overtraadt Sundhedens Forskrifter, disse smaa Love, som for mange synes saa ubehagelige, men i Virkeligheden er af den allerstørste Vægt for vor Helbred og Velvære. Upassende Føde, uregelmæssige Vaner, uren Luft, megen Nattevaagen og Foragt for Motion er altsammen noget, som øver en skadelig Indflydelse paa Helbreden og Ansigtets Farve og Hud.

Der er et gammelt Ordsprog, som siger, at man bliver _grøn_ af Misundelse, hvad der naturligvis er Overdrivelse, Men det er sikkert, at Personer bliver blege og udtærede af Skuffelse, Sorg og Ængstelse, og at en stadig Uro fremkalder Rynker.

En slap og sygelig Farve finder man ofte hos Mennesker, der lider af daarlig Fordøielse. Grundaarsagen er ofte for meget Mad eller den Vane at spise og drikke ufordøielige Sager. Den sygelige Hudfarve kan ogsaa skrive sig fra træg Virksomhed i Leveren. De fleste bærer selv Ansvaret for, at Leveren er i Uorden, skjønt de stadig beklager sig over dette Organ. Sund Føde, regelmæssige enkle Maaltider med megen Luft og Bevægelse er et Lægemiddel, som sjelden forfeiler sin Virkning: Det baade forebygger Sygdom og helbreder den.

Bleg Ansigtsfarve og hvide Læber er ofte Tegn paa almindelig Svaghed. Det kan være, at der ikke viser sig nogen særlig legemlig Kraftesløshed, men ikke desto mindre mangler Systemet den Spænstighed, som betegner fuldkommen Helbred. Ofte ligger Feilen i Blodmangel, som igjen har sin Grund i en eller anden af følgende Aarsager: Utilstrækkelig Ernæring og Mangel paa sund Føde eller Syre, udsvævende Liv eller for store Krav paa Nerverne og Hjernen ved Overdrivelse paa mange Omraader, Overarbeide og Nattevaagen; Tab af Blod eller anden i Legemet cirkulerende Vædske, der danner en nødvendig Bestanddel af dets Krafttilførsel. Under saadanne Omstændigheder maa man værne om Legemets Helbredstilstand i sin Almindelighed og følge en sund Levemaade, førend Huden paany kan gjenvinde sin Friskhed.

FEMTENDE KAPITEL.

_En for Huden og Ansigtsfarven skadelig Diæt._

Alle, der ønsker at erhverve vakker og frisk Hudfarve, bør, som allerede antydet, være nøieregnende med hvad de spiser og drikker. Dette vil maaske nødvenddiggjøre en Smule daglig Selvfornægtelse, men de, som iværksætter den, bliver mere end belønnede ved de snart opnaaede Virkninger.

For det første er det klogt at opgive Nydelsen af The og Kaffe; thi begge er skadelige for en god Hudfarve. The er en af de mest almindelige Aarsager til daarlig Fordøielse, og naar Kaffe drikkes i større Portioner, fremkalder den ofte Bleghed, og paaskynder Forstyrrelser i Organismen hos Personer af nervøst Temperament.--Alkoholholdige og berusende Drikke bør ogsaa undgaaes af dem, der ønsker at beholde en frisk Farve og en ren og skjær Hud. Isærdeleshed er stærke Vine og maltholdige Drikke skadelige. Alle stivelsesagtige Fødemidler, ikke mindst Brød, bør fortæres med Langsomhed og Maade. Smør og fede Sager bør ogsaa anvendes sparsomt, eftersom de ofte er Aarsag i, at Huden faar et smudsigt og daarligt Udseende og ikke sjelden fremkalder Finner og Udslet. Sukker, Syltetøi og henkogte Sager bør ligeledes nydes med Maade. Agurker, Pickles, Eddik saavelsom alle syrlige Fødemidler og Krydderier maa helt undgaaes.

I et Opsæt af Dr. S. Rowbatham, en fremragende Læge i Manchester, finder vi følgende interessante Uttalelse: «Personer med døsigt, slapt og ofte ligblegt Udseende, med grov, sprukken Hud, Personer, som er magre og knoklede og stadig besværede med snart en, snart en anden Sygdom, har jeg altid fundet forslugne paa haard og grov Kost som Brød, Puddinger, Paier, indbagte Sager og Melspiser i sin Almindelighed. Jeg vil ikke paastaa, at disse Mennesker aldrig spiser andet; thi de er i Almindelighed Yndere af al Slags kraftig Kost, men jeg mener, at Brød og Bagværk, bestaaende af Havre og andet Slags Gryn danner deres fornemste Næring. Det samme kan siges om dem, som er besværede af daarlige Tænder, Saar, Finner og alt Slags Udslet, og som let faar Forkjølelse, Hovedpine o. s. v. Særlig er dette ogsaa Tilfældet med dem, som lider af Forstoppelse, fordi mange skadelige Stoffe derved tilbageholdes i Legemet, hvilke ellers skulde afsondres. Mennesker derimod, som har et friskt og frodigt Udseende, klar og gjennemsigtig Hud, som er fyldige og sjelden besværes af Sygdom, men er livlige og muntre, har jeg altid fundet begjærlige efter friske Grønsager, Frugt, Kjød, Fisk, og alle Slags sukkerholdige Stoffe, men kun lidet lystne paa tyk og fast Grynmad.»

SEKSTENDE KAPITEL.

_Ernæring, som gjør Hudfarven smuk._

Spørgsmaalet om hvad man skal spise og drikke, hvis man giver Afkald paa saa mange almindelig anvendte Fødemidler som de i foregaaende Kapitel nævnte, vil maaske ved første Blik forefalde mangen at være et vanskeligt Problem. Men ved nærmeste Eftertanke vil man dog finde, at der endnu gives et rigt Forraad af Næringsmidler, mere end tilstrækkelige for Legemets Behov. Kaffe og The er ikke de eneste Drikke, som kan sættes frem paa vort Frokost- og Aftensbord. Kakaoen er uskadelig og nærende; men varmt Vand er endnu bedre. Dette letter i væsentlig Grad Fordøielsesorganerne deres Arbeide, samtidig som det renser Leveren. Det bidrager derfor i høi Grad til at bevare Hudfarven frisk og ren. Melk passer ogsaa for de fleste Mennesker og befordrer Hudens Blødhed og Hvidhed. Istedetfor alt det Brød og Bagværk og al den stivelsesholdige Føde, som man i Almindelighed sætter tillivs, bør man ved hvert Maaltid spise rigelig Frugt; den være raa eller kogt. Den er Naturens Medicin, ja en virkelig Livseleksir. Dersom man spiste mere Frugt, vilde man spare mange Lægeregninger, og desuden vilde man kunne undvære Skjønhedsmidler, der har til Formaal at skaffe Huden et tiltalende frisk Udseende. Apelsiner, Æbler, Druer, Bananer, Jordbær, Rosiner og andre Frugter renser Blodet, styrker Nervesystemet, regulerer Fordøielsen og dens Organer, samt skjænker Kinderne Sundhedens rette Glød. Alt det Sukker, vort Legeme behøver, indeholdes i Frugt; hvis vi derfor spiser moden Frugt, kan vi gjerne banlyse Sukkerkoppen fra Bordet. Alle Slags grønne Vækster bør vi ogsaa spise i stor Mængde; dog maa Poteter, Pastinaks, Kaalrabi samt Næper anvendes med Maade. Spinat er fortræffelig baade for Huden, Stofvekslingen og Leveren; ja den er endog et godt Lægemiddel i Tilfælder, hvor sidstnævnte er angreben. Spinat indeholder nemlig store Mængder Jern, som let fordøies. Kemikeren Bingo udtaler, at Spinat indeholder mere Jern pr. Kvadrattomme end det mest berømte, jernholdige Lægemiddel.

Undgaa altid Nydelsen af Flesk, Kalvekjød, Hummer, Krabbe, Østers og alle Slags Skaldyr, hvis I vil bevare Huden frisk og Ansigtsfarven ren og skjær.

SYTTENDE KAPITEL.

_Almindelige Regler for Hudens Pleie._

En af Hemmelighederne ved en frisk og følgelig god Hudfarve er Porernes uhindrede Virksomhed. Denne kan bedst fremkaldes ved hyppige Bad, Indaanding af frisk Luft og stadig Bevægelse. Undgaa varme og menneskeopfyldte Værelser samt hurtige Temperaturforandringer. At sidde i Nærheden af en stærk Ild, er selv om Vinteren skadelig for Huden, da den derved let blir for tør og faar en daarlig Farve. De, som bestandig holder sig i Nærheden af Varmen, faar aldrig en fin Hud eller en gjennemsigtig, smuk Ansigtsfarve.

Vaskevandet er en anden Ting, som ofte angriber Hudfarven. Naar det er urent, kan det ofte være et Middel til at fremkalde Finner og Kviser, og hvis det er haardt, vil det gjerne gjøre en god Hud grov. For al Vaskning af Ansigtet og Renselse af Legemet er Regnvand det bedste. Hvis saadant ikke kan skaffes tilveie, er det bra at helde en Spiseske Boraks i Vandkanden hver Gang den fyldes.

Med Hensyn til Sæbe er det nødvendigt, at man blot benytter de reneste Sorter. Huden skades ofte ved, at man anvender daarlig og uren Sæbe. Stærkt farvede og duftende Sæber er i Almindelighed de mest skadelige. De bedste Sæber skal indeholde Tjære, Havremel eller Glycerin. Enkelte benytter alene Havremel som Sæbe; isaafald bør det omdannes til en Deig i Haanden og siden gnides ud over Ansigtet.

Endelig maa de, der vil bevare sin Hud frisk, undgaa at være længe oppe ud over Kvelden. De, som tilbringer den halve Nat oppe og sover den bedste Del af Dagen, faar blandt andet som Straf--en gulbleg, sygelig Hudfarve.

ATTENDE KAPITEL.

_Et Par offentlige Hemmeligheder._

Bortset fra de diætiske og sundhedsgavnlige Regler, som allerede er antydet, gives der intet fuldt paalideligt Middel til stadig at gjøre Huden blød og smuk; man kjender vistnok mange Hemmeligheder, som siges at skulle kunne frembringe Underværker, naar Talen er om Skjønhedsmidler. En Del af disse kan vistnok være til nogen Nytte, naar Huden er i daarlig Stand og hurtig trænger et Botemiddel.

Talrige er de styrkende Midler, som anbefales til udvortes Brug, men jeg har liden Tro paa dem. Ja, adskillige af dem er meget mere skadelige end gavnlige i sine Virkninger; isærdeleshed Eddiktilsætninger, Tinkturer og Alunopløsninger. Slige Midler kan vistnok for en Tid rense Huden, men indtørrer og indskrumper den, naar de benyttes oftere. Yderhudens fine Væv behøver den næsten umærkelige, oljeagtige Fugtighed, som fremstaar ved Uddunstningen. Denne forstyrres ved Anvendelsen af Tinkturer og saadanne Sager, og tidlige Rynker bliver før eller senere Resultatet. Det maaske ufarligste Middel er en Blanding af Citronsaft og Glycerin. De, der vil benytte dette, bør indgnide Huden med nogle Draaber deraf hver Morgen, efterat de har vasket sig.--Citronsaften gjør Huden hvid, og Glycerinen gjør den blød. Men en en stor Del af de mest anseede medicinske Authoriteter er af den Anskuelse, at den mest velgjørende Indvirkning paa Huden fremkommer ved Gnidning. Dette kan ske ved Hjælp af en Frotérbørste eller et grovt Haandklæde. Hver Morgen skal Ansigtet gnides kraftigt et Par Minutter. Denne Fremgangsmaade vil bidrage meget til at holde Porerne i Fedtkjertlerne aabne, og ved at anspore Hudens Virksomhed skal den hindre Dannelsen af Pletter.

En anden Behandlingsmaade med Huden for at bevare den, bifaldt og hyldet af adskillige Læger, er at massere (gnide) Huden med den saakaldte Kjølepomade, _Coldcream_, der i uforfalsket Stand skal være tilberedt uf fineste Olivenolje. Førend man gaar tilsengs om Aftenen bør man indgnide Ansigtet med nævnte Pomade eller Salve, og bør Gnidningen af Kinderne ske opover i Retning af Ørene; det som ikke opsuges af Huden, kan fjernes med en fin Linserviet. Denne Behandling siges at skulle kunne «nære» Huden og fremkalde jevn Fyldighed.

NITTENDE KAPITEL.

_Forskjønnelsesmidler og Faren ved deres Anvendelse._

Anvendelsen af Forskjønnelsesmidler kan føres tilhage helt til de ældste Tider. I den gamle græske Digter Homers Bog om Helten Oddysseus forekommer en Skildring af Heltinden Penelopes Toilette, og deri finder vi Udtryk, som ordret oversat lyder: «Med salvede Kinder!» Heraf ser vi altsaa, at Skjønhedsmidler allerede paa den Tid var i Brug. I det gamle Testamentes Beretning om Dronning Jesabel læser vi, at hun «sminkede sine Øienbryn og smykkede sit Hoved.» Den Skik at sminke Ansigtet, endog blandt den mandlige Slægt, gik i Svang blandt Mederne, og deres Konge Astyages, (589 f. Kr.), beskrives som «bemalet med Farve omkring Øinene, sminket i Ansigtet og forsynet med Paryk.» Under Keiser Neros Regjering finder vi, at Damerne i Rom tilbragte meget af sin Tid med at pleie og sminke sine Ansigter. At farve Tænderne var dengang ogsaa en meget almindelig Skik, som blev iagttaget selv af Keiserinden. Men skjønt Skjønhedsmidlerne daterer sin Oprindelse helt fra Oldtiden, kan de dog ikke derved bevise sin Nytte. Næsten alle Kvinder, som har været bekjendte for stor Skjønhed og hvis ungdommelige Udseende har holdt sig langt over den vanlige Alder, har undladt at benytte Sminke eller andre kunstige Skjønhedsmidler. Sminke tillukker Hudens Porer, som det er yderst nødvendigt at holde aabne, hvis man vil bevare sin Hud frisk og vakker. De, der sætter Pris paa Helbred og Skjønhed, bør aldrig gjøre Brug af den. En fremragende Læge udtaler: «Jeg har havt Anledning til at iagttage en hel Del Tilfælder, hvor Udslet har havt sin direkte Aarsag i Brugen af den Sminke og de Skjønhedsmidler, som sælges i Butikerne.»

TREDIE DEL.

Ansigtets Feil og Mangler.

TYVENDE KAPITEL.

_Misdannede Næser og deres Behandling._

Næsen er den mest fremstaaende Del af Ansigtet, og hvis den er skjæv, vanskabt eller paa anden Maade uheldig af Form og Udseende, saa skjæmmes hele Ansigtet deraf.

At forandre en Næses Form er dog ikke saa vanskeligt, som man skulde tro; thi man har opfundet Instrumenter, som kaldes Næsemaskiner. Disse er meget enkle Redskaber og udfører sit Arbeide ved at trykke paa Næsens Bruskdele.