Part 4

_Kunsten at opsætte Haaret klædeligt._

Haaret er en af Ansigtets største Prydelser. At opsætte det saaledes, at det klæder Ansigtet, er en Kunst, der bør studeres af alle, som ønsker at forbedre sit personlige Udseende. En vis Arrangering af Haaret kan være meget passende for det ene Ansigt, medens det kan være det modsatte for et andet. Saaledes bør f. Eks. Damer med stort Ansigt aldrig drage Haaret haardt tilbage, men lade det falde lidt løst rundt Panden uden dog at være udstaaende ved Siden af Ansigtet. De, som har lidet Ansigt eller lav Pande, bør kjæmme Haaret løst tilbage og vise saa meget som muligt af Panden; ligeledes ved Siderne for at give Hovedet størst muligt Udseende. Lidt Eksperimentering vil snart vise, hvilken Haaropsætning, der er fordelagtigst. Enhver bør derfor søge at opsætte sit Haar saaledes, at det passer til Ansigtet.

FEMTE DEL.

Tændernes Værdi.

SEKSOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Tændernes Anatomi._

Efter Naturens almindelige Ordning har ethvert Individ to Sæt Tænder. Det første Sæt, der fremtræder i Barndommen, holder sig blot nogle Aar, og siden kommer det virkelige Sæt, som skal vare hele Livet igjennem. Takket være de menneskelige Daarskaber, kan de dog sjelden fylde sin Opgave helt. Naar Antallet af Tænder er fuldt hos et voksent Menneske udgjør det 32, som er ligelig fordelt i begge Kjæver. De har flere forskjellige Former og har faaet forskjellige Benævnelser. Paa Forsiden af hver Kjæve sidder fire Fortænder; umiddelbart efter disse kommer Øientænderne; endvidere følger siden efter hverandre to mindre Kindtænder samt bag disse paa hver Side tre Jæksler, af hvilke den inderste sædvanligvis kaldes Visdomstanden. Denne Visdomstand kommer i Almindelighed saa sent som mellem attende og femogtyvende Aar.

Hvad Bygningen angaar, bestaar en Tand af flere Væv, der skiller sig fra hverandre i sin kemiske Sammensætning. Tandens Indre udgjøres af en tyk Bensubstans, der kaldes «Dentin»; Roden er beklædt med et Lag af «Cement», medens Kronen er overtrukket med et Stof af stor Haardhed, der kaldes «Emalje», og som tjener til at beskytte Tænderne mod Slitage. Inde i selve Tandlegemet strækker der sig en Kanal, der kaldes Pulpkaviteten. Denne indeholder et Væv, som er rigt forsynet med Nerver, fra hvilke Smerterne ved Tandpine har sit Udspring.

SYVOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Tænderne og Skjønheden._

Tænderne udøver stor Indflydelse paa Ansigtets Form, Karakter og Udtryk i Almindelighed. Den ovale Ansigtsform, der er nødvendig for den sande Skjønhed, hviler meget paa Dannelsen af Mund og Hage, hvis Form og Liv atter dannes af Kjæverne, som paa sin Side er afhængig af Tændernes Regelmæssighed. Om Munden er aldrig saa velformet bliver dens gode Udseende ødelagt af vanstelte og uregelmæssige Tænder. Hvis det fulde Antal Tænder ikke haves, sammentrækkes Kjæverne, og Følgen bliver ofte et indknebet Udseende i den nedre Del af Ansigtet. En amerikansk Forfatter har sagt, at «ingen Kvinde med vakre Tænder kan siges at være styg.» Det er imidlertid godt at huske, at en Tandlæge her kan komme Naturen tilhjælp.

OTTEOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Tændernes Indflydelse paa Helbreden._

Mr. George James Platt siger i sin udmærkede Bog om «Forretningsliv», at Halvdelen af det menneskelige Livs Ulykker og Lidelser først og fremst beror paa Mangel af Tænder.

En god Helbred forekommer aldrig, hvis Tænderne er daarlige eller man mangler en stor Del af dem. Ufuldstændig Tygning er en af Hovedaarsagerne til daarlig Fordøielse og de mange alvorlige Plager, som følger dermed. Eksperimenter har for længe siden paavist, at Maden ikke kan fordøies ordentlig, hvis den ikke er ordentlig tygget, inden den kommer ned i Maven.

En velkjendt Tandlæge skriver: «Fordøielsen begynder i Munden og alligevel tænker man lidet derpaa. Men om vi nu betænker, at Madens Blanding med Spyttet finder Sted under Tygningen, saa er det klart, at en kemisk Forandring foregaar, og Spyttets Indvirkning bereder Madens fuldstændige Fordøielse gjennem Mavesafterne. Men Maden bliver ikke tilstrækkelig blandet med Spyt, hvis Munden mangler Tænder, eller hvis man har den Uvane, at «sluge Maden i sig», enten nu dette sker af fri Villie eller af Tvang. I Almindelighed vil man se, at de, som spiser meget hurtig, er blege og magre.»

NIOGTRETTIENDE KAPITEL.

_Aarsagen til Tændernes Forfald._

Dr. Ritter i Berlin har fundet, at af 637 Personer, hvoraf 400 var under 15 Aar gamle, havde kun 41, eller lidt over 5% fuldstændig friske Tænder.

Hvorfor forfalder Tænderne? Svaret bliver, at de aldrig gjør det paa naturlig, men altid paa unaturlig Vei. Feilen ligger ikke i Naturen, thi den har konstrueret vore Tænder til at vare Livet ud. Det er os selv, som her er at bebreide, thi vi ødelægger dem ved de daarlige Vaner, som vor saakaldte Civilisation fører med sig. Dette bevises af, at uciviliserede Folk aldrig lider af daarlige Tænder. Syrlige Stoffe er det, som hovedsagelig angriber Tændernes Emalje og ødelægger den. Hertil maa først og fremst regnes Pickles, Eddik og syrlige Mad- og Drikkevarer. Umodne Frugter er ogsaa skadelige for Tænderne. Mange Tandpulvere tærer paa Tænderne istedenfor at bevare dem. Dette er især Tilfældet med dem, som gjør Tænderne hurtig rene. De er sammensatte af kemiske Syrer, Alun, Oxalsyre, Vinstensyre og andre Stoffe, som er mere eller mindre skadelige for vore dyrebare Tænder.

FIRTIENDE KAPITEL.

_Tændernes almindelige Pleie._

Renslighed er først og fremst Hovedtingen, naar der er Spørgsmaal om at bevare sine Tænder friske. Hvis man rengjorde sine Tænder efter hvert Maaltid, vilde Tandlægen snart finde, at hans Arbeide ikke lønnede sig. Men at følge en saadan Regel turde have sin Vanskelighed, især for dem, som ikke har stillesiddende Arbeide. Dog bør Tænderne rengjøres baade Morgen og Aften. Inden man gaar tilsengs, er det af den aller største Vigtighed, at man fjerner hver eneste Madsmule, som kan have samlet sig mellem Tænderne. Disse smaa Stykker af Føden opblødes og gjærer i Mundens Varme og Fugtighed, og naar de surner, ødelægger de Tændernes Emalje. Hvad Tandpulver angaar, saa gjør man bedst i ikke at benytte dette, da det omtrent altid er skadeligt i Længden. Almindelig Sæbe og Vand er det aller bedste Renselsesmiddel, men uheldigvis er Menneskene aldrig fornøiet med saadanne enkle og billige Middel. Det bedste Middel til at gjøre Tænderne hvide er lidt Sod, der er fuldstændig uskadeligt, og som, naar det har været anvendt nogle Gange, gjør Tænderne glindsende som Perler. Benyt aldrig haarde Tandbørster, da de let foraarsager, at Tandkjødet trækker sig tilbage fra Tænderne, og disse gaar istykker, om den Del, der ikke er beskyttet af Emaljen, bliver udsat for Luften. Tandbørsten maa dog heller ikke være for myg. En anden meget god Regel er den, at man undgaar at tage meget varme eller meget kolde Stoffe i Munden, ligesom man bør afholde sig fra Mad og Drikke af syrlig Natur samt umoden Frugt. Brug aldrig Tænderne til at knække Nødder med. Denne dumme Vane, der er meget almindelig blandt Børn, foraarsager ofte alvorlig Skade paa Tænderne.

ENOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Nogle Ord om kunstige Tænder._

Tandlægekunsten har i de senere Aar gjort store Fremskridt. Et Sæt gode, kunstige Tænder kan knapt skjelnes fra naturlige, hvis det ikke var for deres større Glands og Hvidhed. Til en Begyndelse er det vel forenet med endel Uleilighed at bruge kunstige Tænder, og der fordres en vis Taalmodighed for at vænne sig til dem, men efter kort Tids Forløb har man liden Ubehagelighed af dem, og de er uden Tvil et uvurderligt Gode for alle, som har mistet sine naturlige Tyggeorganer. Sir John Forber har med Rette sagt: «Blandt de store Velsignelser, for hvilke Samfundet i den senere Tid har Kunstens store Fremskridt at takke, er det ikke mange, som mere berører den personlige Komfort end de, der har sit Udspring i Tandlægekunsten, især hvad angaar Indsætningen af kunstige Tænder. At gjengive det menneskelige Ansigt dets tabte Skjønhed, er i og for sig ingen ringe Gave til det svage Kjøn, men paany at gjengive de ældre deres tabte Evne til at tygge Maden, er en Velsignelse af uberegnelig Gavn, som ikke kan værdsættes ret af andre end dem, der har faaet den.»

Et Sæt kunstige Tænder kan nu faaes ganske billigt, om det end varierer en Smule i Pris. Dog raades ingen til at kjøbe af de allerbilligste.

SJETTE DEL.

Vækst og Figur.

TOOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Fuldkommenhed i Vækst og Figur; deres rette Proportioner._

Naturen arbeider efter et strængt matematisk System, og den Maade, hvorpaa de menneskelige Legemer dannes, er ingen Undtagelse fra Regelen. Hele Legemet er seks Gange Fodens Længde, uden Hensyn til, hvadenten Figuren er tyk eller tynd, om den tilhører en Kjæmpe eller Dverg. Afvigelse fra denne Regel er en Fragaaelse fra fuldkommen Skjønhed i Vækst. Ansigtet, fra den høieste Del af Panden til Hagen, er en Tiendedel af hele Personens Længde. Det samme gjælder Haanden, regnet fra Haandleddet til Spidsen af Langfingeren. Fra den høieste Del af Brystet til Pandens Høide, er en Syvendedel af hele Figurens Længde. Høiden fra Fødderne til den øverste Del af Hovedet er lig Længden mellem Fingerspidserne, naar Armene er udstrakte. Hvis Ansigtets Længde fra Haaret til Hagen deles i tre ligestore Dele, falder den øverste Linje i Øienbrynene, og den andre ved Næsens nederste Del.

De rigtige Proportioner paa en fuldkommen Kvindefigur er følgende: En Kvinde, som er 5 Fod og 5 Tommer høi, bør veie 144 Skaalpund og maale 43 Tommer over Brystet (Maalet taget over Armene), samt 24 Tommer rundt Livet; den øvre Del af Armene bør være 13½ til 14 Tommer og Haandleddet 6 Tommer; Ankelen bør være 6 Tommer, Læggen 14 og Laaret 20 Tommer.

TREOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Høi Vækst og hvorledes den opnaaes._

Professor Hilslicks Iagttagelser angaaende Menneskets Vækst har vist, at, den hurtigste Udvikling finder Sted efter Fødslen, idet et Barn det første Aar af sin Tilværelse vokser omtrent 8 Tommer. Tilvæksten formindskes saa lidt efter lidt, indtil det tredie Aar, da Barnet har naaet Halvparten af den Længde, som det faar i den modne Alder. Efter fem Aarsalderen sker Udviklingen meget regelmæssig til det sekstende Aar og udgjør i Medium to Tommer om Aaret. Efter Sekstenaarsalderen er Væksten meget ringe og udgjør omtrent tre Femtedels Tomme om Aaret; fra atten til tyve er Øgningen i Høide sjelden mere end en Tomme. Med fem og tyve Aar ophører Væksten undtagen i specielle Undtagelsestilfælde.

Heraf fremgaar, at Menneskeslægten har faaet fem og tyve Leveaar for at vokse. Det er Almindelighed Menneskenes egen Feil, at de er smaa af Vækst. Til noget af det, som befordrer Kroppens Vækst og hjælper os til at blive høie, hører frisk Luft, regelmæssige Legemsøvelser, at gaa tidligt tilsengs om Aftenen og mindst otte Timers Søvn. «Jo mere Sol og Dagslys man faar,» siger Dr. Allinson, «desto større Udsigt har man til at blive høi.»

En forkrøblet Vækst er ofte en Følge af, at man paa en eller anden Maade har gjort Vold mod Sundhedslovene. Tobaksrøgning er en af de fornemste Grunde til, at opvoksende Gutter hindres i sin Udvikling; den har skabt tusenvis af Dverge. De mandlige Individer, som ønsker at bliver høie, bør afholde sig herfra, indtil de har naaet Mandshøide. At krybe sammen i Sengen er en anden Maade at hindre Væksten paa; sov derfor altid i en tilstrækkelig lang Seng og stræk Kroppen ud saa langt som muligt.

Hvad Diæten angaar, saa er Grynspiser meget gunstig for Befordring af Legemets Vækst. Skotternes høie Vækst kan i høi Grad tilskrives, at de meget lever af Havregrød.

FIREOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Overdreven Fedme, dens Aarsag og Botemiddel._

Faa Personer er fornøiet med sin Lod her i Livet, og det selv i Spørgsmaal, som angaar Legemet. Fede Mennesker længter efter at blive magre, og deres magre Medmennesker sukker efter den Fyldighed, som de Fede foragter. De, som er kommet paa den gyldne Middelvel, er bedst stillet. Fedme medfører mange Uleiligheder, og vi undres ikke paa, at mange ønsker at tabe noget af sin Vægt.

Dr. Emmet Densmore siger, at «den drivende Aarsag til stor Fedme, er Indtagelse af mere Føde end Legemet trænger, hvilket har tilfølge, at dette ikke formaar tilstrækkelig at afsondre de overflødige Stoffe.» Han mener med andre Ord, at formegen Fedme foraarsages af formegen Mad, og deraf følger jo tydeligt, hvor Botemidlet ligger.

Raadet for fede Personer kan derfor sammenfattes i følgende Regler: Spis, drik og sov saa lidet som muligt, men tag desto mere Bevægelse ved at gaa, kjøre paa Velociped, springe, ro eller dyrke anden Idræt, som fremkalder Svedning. De, som ikke har Anledning til at faa Bevægelse i fri Luft, kan muligens finde en anden Maade at skaffe Legemet Arbeide paa. Visse Spise- og Drikkevarer maa man afholde sig fra, og til disse hører fornemmelig Supper, Smør og alle fede Sager, Sukker og søde Sager, melholdige Spiser, Melk, Bakkelser, Poteter, Grønsager, Chokolade, Kakao, Øl og tunge Vinsorter. Af Kjød bør man kun spise det magre.

FEMOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Magerhed og dens Behandling._

For stor Magerhed kan skrive sig fra en eller anden Feil i Fordøielsen, f. Eks. en Mangel paa Evne til at tilgodegjøre sig de nærende Stoffe.

Nogle Mennesker spiser bestandig, og bliver alligevel aldrig fede. Magerhed tilhører deres Natur, og selv ikke den største Overflod af Mad vil nogensinde kunne forandre deres magre Tilstand, medens atter andre vilde kunne opnaa en vis Fyldighed, hvis de underkastede sig en rigtig Behandling. Deres Mangel paa Fedme kan have sin Grund i forskjellige Forhold, f. Eks. urigtig Diæt, Overanstrengelse i Arbeide eller Studier, Uro eller for lidet Søvn.

Behandlingen af magre Personer bør være stik modsat af den, der før er givet for fede.

Saalidet Bevægelse som muligt, sov ti Timer, sørg for en glad Sindsstemning og spis saadant, som befordrer Dannelsen af Fedt. Undgaa Eddik, spirituøse Drikke, The, Kaffe og sur Frugt. Undgaa fremfor alt Uro. «Le og bliv fed,» er ikke bare et tomt Udtryk.

SEKSOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Skutryg og dens Behandling._

Skutryg skyldes i de fleste Tilfælde stillesiddende Beskjæftigelse, men undertiden skriver den sig ogsaa fra svag Helbred.

Der findes i Handelen Rygbandager, som kan anvendes for at rette paa denne Legemsfeil, og de svarer som Regel udmærket til sit Formaal. Men for at fremkalde en fuldstændig Bedring, maa man følge en bestemt Regel. Man maa vænne sig til altid at sidde i opreist Stilling og sove paa Madras med kun en Hovedpude. At holde Hænderne paa Ryggen, naar man tager en Spadsertur, gjør ogsaa god Virkning. Anvendelsen af Haandvægte er en udmærket Gymnastik for Personer, som har Tilbøielighed til at gaa ludende.

SYVOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Kunsten at faa en veldannet Brystkasse._

Den bedste Tid at uddanne sin Brystkasse paa, er naturligvis den tidligste Ungdom. I denne Periode af Livet er Ribbenene bruskagtige og elastiske, og derfor kan Brystets Vækst lettere befordres ved Opøvelse af dets Muskler. Men man behøver dog ikke at fortvivle selv i en fremskreden Alder, thi man kan opnaa et meget godt Resultat ved en klog Behandling.

Aandedrætøvelser er fortrinlige til at udvide Brystet. En Mand, som skriver om dette Emne, siger: Jeg har seet svage og sygelige Børn forvandles til friske Væsener ved Aandedrætsøvelser, som de daglig maatte gjennemgaa. Disse Øvelser styrker Ryggen, sætter Skulderbladene paa sin rette Plads og gjør Nakken til hvad den skal være ifølge Naturens Bestemmelse, nemlig en rund, stø Søile til at bære Hovedet. Kanhænde har vi ikke megen overflødig Tid, men vi kan dog udføre de enkleste Øvelser, da de ikke fordrer nogen ekstra Tid. Hver Gang vi gaar ud i Luften, kan vi fylde vore Lunger med ren, frisk Luft og fortsætte dermed, til vore Pligter kalder os ind igjen. Dernæst bør vi erindre, at det er til Skade for Figurens Skjønhed saavelsom for Helsen, at lade den øvre Del af Kroppen synke sammen, og naar den Øvelse at gaa ret er blevet en Vane, kan vi ophøre at tænke derpaa.

Andre Maader at udvide Brystkassen paa findes ogsaa, f. Eks. Brugen af Armvægter, Roning, fritstaaende Gymnastik osv.

OTTEOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Midjen; Faren ved Snøring._

En smal Midje er ingen sand Type paa Skjønhed. Den naturlige og behagelige Figur, som vi ser hos Venus fra Milo, fremstiller ingen saadanne Konturer. Vi ler af de kinesiske Kvinder, som klemmer sammen sine Fødder og vansirer dem; men hvad skal vi sige om de dannede Damer i vort eget Land, der handler endnu mere naragtigt, naar de klemmer sammen selve Livsorganerne ved at bruge trange Snørliv rundt Midjen?

Naar Legemsorganerne paa denne Maade presses sammen, hindres de fra at udføre sit naturlige Arbeide, og Følgen deraf bliver, at der ikke alene opstaar almindelig Sygelighed, men der fremkaldes ofte alvorlige Beskadigelser. Snøring er altid blevet forkastet af medicinske Autoriteter. Eiendommelig nok kan denne Uvane paavises saa langt tilbage i Tiden som 316 f. Kr., idet den berømte Læge Hippokrates meget skarpt klandrede sin Tids Damer, fordi de snørede sammen sine Ribben, saa Aandedrættet hemmedes. Vor Tids Læger hæver atter og atter sin Røst mod dette Onde, men Damerne vender altid det døve Øre til.

Dr. T. G. Thomas, som er en fremstaaende Autoritet paa Kvindesygdommenes Omraade, siger: «Den Klædedragt, som Kvinderne nu for Tiden bærer, har stor Tilbøielighed til at bevirke Sygdomme i Underlivet. For at Aandedrætsorganerne skal kunne virke frit, maa Brystet frit kunne bevæge sig, og specielt er dette nødvendigt, hvad angaar den nedre Del af Brystkassen, hvor de vigtige Respirationsorganer har Sæde.»

En anden Autoritet er Dr. Samuel Kennedy, som siger: «Denne forfærdelige Sygdom, (Kræft i Brystet) saavelsom 25% af alle Brystsygdomme kommer af Snøring, og det samme gjælder Blegsot og Hjertefeil af forskjellige Slags, ligesom ogsaa mange Rygradslidelser. Derfor burde det anstilles et Korstog mod dette Onde, som truer Kvindens Vel over hele Jorden, og i dette Tog skulde alle Læger, Forældre Ægtemænd og Brødre forene sig.»

SYVENDE DEL.

Hænder, Negle, Arme og Fødder.

NIOGFIRTIENDE KAPITEL.

_Hændernes Pleie._

Hændernes og Neglenes Tilstand angiver i Regelen hvilken Samfundsstilling en Person indtager. Grove og skrubbede Hænder er visselig ikke noget, man behøver at skamme sig over, da de bliver saadanne af ærligt Arbeide, men ikke desto mindre tror jeg, at Arbeiderne mangen Gang kunde være i Besiddelse af smukkere Hænder, hvis de lagde mere an paa at pleie dem og holde dem rene.

Idealet af en Haand bør være en smal, men samtidig fyldig Form, hvid Hud, men ikke af livløs Hvidhed og Fingrene bør smalne af mod Neglene.

Naar Hænderne er blevet grove af Arbeide, kan dette hjælpes paa ved Omhu og Pleie. At bruge regelmæssig Handsker bidrager meget til at gjøre Hænderne myge og hvide. Et godt Middel for Hænderne er en Blanding af lige Dele Citronsaft og Glycerin med en liden Tilsætning af Boraks. Vær altid forsigtig med den Sæbe, som anvendes. Sæbe, som indeholder meget Soda, er ofte Aarsagen til at Huden er haard eller tør. Hænderne rengjøres lettere med varmt end med koldt Vand, men de bør altid efterpaa skylles med koldt Vand. Sprukne Hænder behandles bedst ved, at man gnider dem med et Stykke Citron. Til at borttage Blækflekker af Huden er intet bedre end at bestryge dem med Salmiakspiritus.

FEMTIENDE KAPITEL.

_Neglenes Pleie._

Neglene, som spiller en vigtig Rolle i Hændernes Skjønhed, bør være af oval Form, lidt gjennemsigtige og af en bleg, lyserød Farve. De bør hverken holdes for lange eller klippes for korte, da Fingerspidserne behøver Beskyttelse for ikke at blive haarde eller for afstumpede. Det er en daarlig Vane at skrabe Neglenes Overflade eller at klippe bort Kanten af Negleroden. En Neglebørste er det bedste, man kan anvende for at holde Neglene i god Stand. Et udmærket Middel til at gjøre Neglene hvide er følgende Blanding:

Fortyndet Svovlsyre 15 Gram, Myrratinktur 7 Gram, Kildevand 120 Gram.

Gjør først Neglene rene med Sæbe og dyp derpaa Fingrene i Opløsningen.

ENOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Armens og Haandleddets Pleie._

En Dame med magre Hænder og knoklede Haandled frembyder et sørgeligt, for ikke at sige løierligt Syn, naar hun er balklædt. For at Armene skal faa et vakkert Udseende, maa de ogsaa have stærke Muskler. «Magre Arme tyder paa daarlig Helbred og nedsatte Kræfter,» siger M. Charles Blanc, en berømt fransk Autoritet, i en Udtalelse om Klædelighed. Gymnastik er det bedste Middel for tilbørlig Udvikling af Armene, og intet overgaar i denne Henseende Brugen af Armvægter eller Roning. En smukt bygget Arm bør lidt efter lidt aftage i Omfang fra Akselen til Haandleddet, og Haandleddet bør være tyndt, men uden Tegn til at være knoklet.

Mange moderne Damer pleier at lade sine Arme «polere» inden de gaar paa Bal. Denne Poleringsproces bestaar i grundig at indgnide Huden med en Blanding af Glycerin og Rosenvand og derpaa indsmøre den med Coldcream, som bliver siddende i et Kvarters Tid og derpaa fjernes med et Stykke mygt, hvidt Flonel. Armene gnides siden grundigt med Toiletpudder.

Behandlingen pleier at have en meget forskjønnende Virkning paa Huden.

TOOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Føddernes Pleie._

Af alle Legemets enkelte Lemmer er i Regelen Fødderne de, som volder mest Besvær; faa er de Personer, som ikke paa en eller anden Maade lider paa Grund af dem.

For trangt og daarligt siddende Skotøi er de almindeligste Aarsager til saadanne Plager som Ligtorne, store Ledknuder og indgroede Negle. Undgaa «velformede», spidse Sko, der klemmer Fødderne sammen som de kinesiske Bandager, og som er virkelige Torturredskaber for de, der bruger dem.

Næst for trangt Skotøi er daarligt passende Strømper den væsentligste Grund til ømme Fødder, og man bør altid have Strømper med saa faa Sømme som muligt. Det ypperste Middel til at holde sine Fødder i god Stand er at bade dem ofte med varmt Vand, i hvilket man har lagt en Haandfuld Salt. Det er specielt velgjørende for dem, som lider af ømme og trætte Fødder.

TREOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Føddernes Sygdomme og deres Behandling._

Mange er de Sygdomme, som plager Fødderne, og mange er de, som er beheftede med dem. Ligtorne er uden Tvil den hyppigst forekommende Uleilighed, og vi skal derfor først beskjæftige os med disse plagsomme Udvækster. De udgjør en af vor Civilisations Straffe. Hvilken Erfaring har vel de Vilde om en værkende Ligtorn? Et af de bedste og enkleste Midler mod Ligtorne og et, som desuden har faaet Sanktion af en saa stor medicinsk Autoritet som Sir Benjamin Brodie, er paa det angrebne Sted at bære et lidet rundt Stykke Læder eller endnu bedre et Stykke Knusk, indsmurt med Blysalve. I Midten skjærer man ud et Hul saa stort som Ligtornen.

En Knude eller Svulst paa Stortaaens Underside er en myg Ligtorn, som behandles virksomst ved Paastrygning af Jod hver Aften. Anstrængelser af Fødderne maa undgaaes.

Frostknuder, som mest angriber Fingre, Tær og Hæle, opstaar ved at Blodets Cirkulation standser i stærk Kulde. De bedste Midler til at forhindre dette, er Brugen af Uldstrømper og Uldvanter samt ikke at udsætte Hænder og Fødder for Ildens Indvirkning, naar de er kolde. Et godt Lægemiddel mod Frostknuder er Jodsalve, som indgnides paa dem.

I varmt Veir plages endel Mennesker af Fodsved, som ogsaa ved sin ubehagelige Lugt bliver en Ubehagelighed for andre. De, som lider heraf, bør bruge let Skotøi og ofte bade Fødderne i varmt Vand med en Tilsætning af Salmiak eller Klorkalk.

Et andet Onde, som besværer endel Mennesker, er indgroede Negle. Behandlingen bestaar i, at man tyndskraber Midten af Neglen langs efter, saa at den let bøier sig, hvorpaa man skjærer den af udenfor det indvoksede Sted. Man forebygger dette Onde ved at bruge Skotøi med brede Tær.

OTTENDE DEL.

Kunsten af en Persons Ansigtstræk at kunne slutte sig til hans Karakter.

FIREOGFEMTIENDE KAPITEL.

_Hvad forstaaes ved Fysionomik?_