Part 3

-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue....

-Glædelig Jul, Bentzen.

Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.

Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.

* * * * *

Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke.

Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa' man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer.

De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest". Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.

Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.

Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.

Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.

Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klædte" sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.

Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret".

De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.

Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetørklæde.

Fru Linde havde Øjnene ved #Hænderne# ved Alteret.

Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa' paa #Hænderne,# hvor meget hver lagde.

Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere.

Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.

Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en storønsken "Glædelig Jul" igen.

"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor".

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.

Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.

Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.

-Julen er rar, sagde hun.

-Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et".

-Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.

-Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken.

De gik lidt.

-Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet....

-Ingenting at takke for.

-Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.

-Ja, det véd jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.

Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt Tavsheden med.

De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.

Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.

-De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.

De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.

Huus blev der hele Dagen.

Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han:

-Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:

-Ja, da--og lo af Fornøjelse.

Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud af Øjnene.

Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.

Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.

-I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar.

-Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.

Pastoren sad og saa' eftertænksomt paa de mange #smaa# Mønter.

-Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en Mark.

Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.

-Med Familje, sluttede Fru Linde.

-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.

Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket.

-Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. #Alle# de uædlere Elementer er i Oprør hos Mo'er paa de store Offerdage.

* * * * *

Julen gik.

Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gænge.

Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.

-Huus, sagde Katinka, sover De?

Huus fór helt sammen, som han sad.

Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.

-Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s'gu forbavsende vel i denne Tid--forbavsende vel....

Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.

Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret ind.

Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.

-Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet.

Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Glædeligt Nytaar".

-Hva Fa'en--er det Huus, sagde Bai og stod op.

-Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet Hjertebanken af Rabalderet.

Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.

-Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et....

-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun.

De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.

De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det kom forbi Klokken to.

-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.

Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.

-Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han kildede hende ned paa Halsen.

De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.

-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.

-Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.

-Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai.

Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Klaprende gik det bort, ud i Mørket.

-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt.

Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.

Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende.

Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,

Mørkt var det, og der begyndte at komme Storm op.

Katinka kunde ikke sove. Hun vækkede Bai.

-Bai, sagde hun.

-Hvad er der? Bai vendte sig.

-Det er et slemt Vejr....

-Naa, vi er jo ikke tilsøs, sagde Bai; han halvsov.

-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.

-Aa, vor Herre bevar'es....

Bai sov ind igen....

Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det Vejr. Det var saa mørkt--og han var dog ny paa Egnen.

Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder, siden Huus var kommet her....

Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka hørte igen efter Vejret, der tog til ... Han havde ogsaa været bedrøvet iaften--siddet saadan hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der være i Vejen.

Noget var der i Vejen i den sidste Tid....

Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til....

Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.

Anden Nytaarsdag var der Selskab i Præstegaarden.

Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik Tungebaandet løst, naar de kom i Præstegaarden.

Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid forsilde.

-Tiden løber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra Reden.

Naar Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkaaber og skændtes. Fru Abel maatte klæde sig paa i sidste Minut og saa' altid ud, som om en Storm havde hærget hende.

De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urørt i noget Klædeskab i Præstegaarden.

Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone.

-Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snærpet.

De dansede Pingasut, saa Katinka var helt ør. Fru Bai var saa glad, at hun næsten var kaad.

Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant.

I Dørene stimlede de ældre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres "knøv" Frøken.

Gamle Pastor Linde gik til og fra:

-De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre.

Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue:

-Ja, her er livligt.

-Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng paa "Præste".

Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri for at lege med.

Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt #blev ved# at være nyt.

Paa alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde forarbejdet.

Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade.

Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den eleganteste Dame paa Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til alle Toiletter var hun, inden Døre, i graa Filtsko og hvide Bomuldsstrømper.

I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin Moder med et surt Ansigt.

-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel livligt....

-Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetørklæde.

-Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.

Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget Lommetørklæde er lidt defekt.

-De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Møllerens Frue.

Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet. Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer sig ved det.

-Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen.

-Flæsk, Flæsk.

Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Haand ind til sit Bryst, hvor mit Hjerte banker.

Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa.

-Nej--se mig til den dejlige Kone, raaber Frøken Agnes....

-Flæsk--Flæsk.

Katinka fanger Huus.

-Hvem er det?

Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords.

-Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med Dem?

-Hvor falder det Dem ind?

-De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som før....

-Der er ingenting i Vejen, Fru Bai....

-Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad....

-Ja, sagde Huus, det ser man.

Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.

Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus.

Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med Skolelærerens Søn.

-Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige?

-Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt heroppe paa Gaarden.

-Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst....

Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i Præstegaarden.

Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Frøken Jensen.

Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet.

Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser højt.

-Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.

-Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.

Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.

Huus læser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.

-Huus dog, hvad stod der?

-Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over Bordet.

-Frøken Ida--det er Løjtnanten--ska' vi to?

Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.

Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen, som gaar rundt i store graa Kander.

En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem" leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker privat med Pastoren.

-De lille "røde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?

-Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnæse.

-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et at kæmpe om, ser De, Frue....

Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger næsten i Armene paa Løjtnanten.

-Ja, Deres Velærværdighed, siger hun.

-Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.

-Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen--hun rækker ham sit Glas--drik med Mo'er....

Enkefru Abel smiler: Aa--aa--hvad min Ida-Yngst har for Indfald....

Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph....

Frøken Helene læser "Tasken"....

-Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes ... af Aandsfriheden.

-Brandes, det er jo #ham,# Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"--paa Møllen.

Studenten flyver op i den store Darwin.

Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet.

-De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.

-Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og....

-Og?

-Og egenlig er det dog saa lykkeligt....

-Løjtnant, raaber Frøken Ida: De er #styg#.

Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og nikker.

-Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig.

Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.

-Jeg véd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen. Man maa gaa i Jorden over hende.

Ida Yngst er første Par med Løjtnanten.

-Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min Kanapé" saa det klirrer i Strengene.

Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.

Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen.

-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i Tangenterne, saa det suser.

-Gud--jeg dør, siger Helene fra Møllerens....

Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads rundtom.

-Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten og tørrer sig.

-Om vi saa' at finde en Bajer.

Løjtnanten er med. De gaar ind gennem Værelserne.

I Spisestuen staar "Bajerne" opstillet i et Vindu.

-Er det Landbajer? siger Løjtnanten.

-Næ, den er af Carlsberg.

-Naa, den er jeg med paa.

-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede Skrifter paa grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over Skrivebordet.

De satte sig med Øllet ved Bordet:

-Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg tænkte, lad ham ha' Fornøjelsen, tænkte jeg--og hun med....

-Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skær' brillant naar man danser, Forstander. Lægger sig lige til.

-Ja, hva' Satan ska' hun gøre, stakkels Pige, sagde Bai og tømte sin Bajer.

-Men hva' er #hun# for en Pige, sagde Løjtnanten. Han mente Frøken Agnes....

-Rar Pige, sagde Bai.

-Nej, dér er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.

-Ja saa, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige--det er af den Slags.

Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse Landsbypiger--i det hele, mente Løjtnanten ... det er godt nok ... jeg mener ... Men--ser De, Forstander--ingen #Dannelse#--Nej, Byen--véd De--det er no'et ganske andet....

Løjtnanten havde "fundet no'et"--

-Ser De--man bor jo i Kvarteret ... Dér har de jo lagt #Slottet#--man #maa# jo bo dér ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten"....

-Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai.

-Kække Smaapi'er--s'gu, kække Smaapi'er....

-Ja-a--jeg véd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Løjtnant ... Skueretter, forstaar De, Skueretter--om man ogsaa er der ovre et Par Dage....

-Skueretter, gentog han en Gang endnu.

-Tro De mig--kække Pi'er, sagde Løjtnanten, dannede Pi'er....

-Men de si'er, de gaar til Rusland....

-Ja, de si'er det....

Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde han, han gik gennem Stuen.

-Ja, Hr. Pastor--vi sidder her og filosoferer lidt--saa stille ... ved en tyvrøvet Bajer....

-Værs'go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren: Derinde leger de Panteleg, sagde han.

Bai og Løjtnanten gik ind til Pantelegen.

De var ved at falde i Brønden.

Den lille Student med den ægteste Frugt faldt for Katinka:

-Der kysses, raabte Frøken Agnes.

Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rød i Hovedet og kom nærmest til at kysse hende paa Næsen.

Katinka lo og klappede i Hænderne: Jeg falder, jeg falder....

-For Huus, sagde hun.

Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret.

-Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som om den var hæs.

Frøken Jensen tænkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng til #Bel-ami#.

Katinka støttede sig i Tanker lidt til den radikale Student.

* * * * *

Gæsterne var borte.

Frøken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke én Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.

-Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.

Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja--De har saamænd været rar iaften.

-Frøken Agnes, morer det Dem?

-Nej.

-Hvorfor gør De det saa?

-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid være alene om at gøre Mudder.

-Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte at flytte Møblerne paa Plads.

-Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-Ældst. Jeg gør 'et ikke--det si'er jeg dig--det er en Skandale for alle Mennesker.

-Fordi man la'er #dig# sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab--ikke?

Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Tøj sammen.

-Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik.

Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.

III

Det var hen i Foraaret.

Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og hilste.

-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget. Jeg tænker paa det hver Dag.

-Aa, men, Agnes....

-Jo, det var det bedste--for os begge to--enten han eller jeg ... tog afsted.

Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.

Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.

Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at græde.

-Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog?

Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere. Hun tog Katinkas Arm bort:

-Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.

Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.

Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.

Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at høre paa andre.

Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.

Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:

-Jo, vi er saamæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut.

Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.

Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og saa' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.

Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham.

Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.

Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.

Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var--hos de to fremmede Mennesker.

Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om.

Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende.