Part 4

Og de #spandt# hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt borte, hvor hun knap vidste.

Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gøre, sagde han.

#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige ham og spørge om.

Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og ændre allevegne....

Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med.

Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humør en Gang imellem.

Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.

Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig færdig.

Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik Ende paa det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.

Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge.

Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.

Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af Roser--om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det store Hav....

Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand....

Og saa kom Solen.

Og steg.

Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge.

Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.

Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte.

... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun maatte vel til Ro.

Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne af sig.

Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.

De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.

De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.

Katinka talte om sit Hjem.

Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.

-Og siden--i den nye Lejlighed--med Mo'er--da Fa'er var død....

-Ja, det var en lykkelig Tid....

-Men saa blev jeg jo gift.

Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over Græsset.

-Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab--med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen.--

Katinka sad lidt.

-Hun er osse gift nu, sagde hun.

-Med flere Børn, siger de....

Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken.

-Godaften, Kristen Peder.

-Godaften, sagde Katinka.

-Hm--sagde Katinka igen--jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer....

-Hvor jeg ser dem endnu--alle Ansigterne--alle....

-Men hvor jeg græd....

Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.

-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.

-Ja, Tiden gaar....

-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig.

Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:

-Ja, sagde hun og fór let sammen.

Og lidt efter:

-Her har man jo sit Hjem.

De sad atter tavse.

Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Støj--og før havde der været saa stille i Tusmørket.

-Jeg henter Glassene, sagde Katinka.

-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie....

Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.

-Jeg har haft Selskab, sagde Bai.

-Af hvem?

-Af Frøken Ida. Hun rejser nu....

-Hva', Ida?

-Ja--og Bai lo--Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.

-Naa, ja--ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja--hva' Satan--saadan et Pigebarn maa jo giftes....

Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne.

-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst--men den gik #ikke# for #Løjtnanten#--

-Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon--Pigebørnene #maa# til Brudeskamlen--

-Og saa gaar 'et--man ser 'et jo--de lever sig sammen. De har Hus og Hjem og saa kommer der Børn....

-Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.

De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden.

Det blev i Slutningen af Juni.

-Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen.

-Ja--jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik.

Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte altid det samme.

Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om ham.

"#Manden#" kaldte hun ham.

Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede.

-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er--og saa er #dette# maaske det bedste, man faar....

-Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.

Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.

Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham.

Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa' paa dem--de to, som #elskede hinanden#.

Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt--næsten som et stort Under.

Og en Dag græd hun, da hun gik hjem.

Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen.

Det var Høhøsten, sagde han.

Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.

En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa se alle Herligheder paa Markedet.

Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen.

Bare Bais og Huus.

* * * * *

Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.

Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for at købe ind.

Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten.

-Huus, raabte hun fra Kupeen.

-Men hvor skal De hen? raabte han.

-Købe ind--Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel.

-Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen....

Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes.

-Om den lille Frøken gik af Vejen....

Hun maatte springe baade over Brædder og Snore.

-De kalder mig Frøken, sagde hun.

-Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.

De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor.

Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften.

-Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent.

-Uha--raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke.

-Det var den stærke Kone, sagde hun.

De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Bænk.

-Her skaf vi danse, sagde hun.

-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter besørgede det haandgribeligere.

Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der arbejdede.

-Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.

-Ja, sagde han og saa' op i Træerne--Himlen saa' han ikke--mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa.

Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.

Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.

-Ingen kommer ind--ingen kommer ind--det bankede paa Døren, som var i Laas.

Katinka troede, det var Huus.

-Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?

Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e Pundkage.

Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja--de Mandfolk #skulde# ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun.

Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød som en Kobberpotte af Ovnen.

Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.

-Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben.

Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.

Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis'er i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.

Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken.

-Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse....

-Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde' Frøken

-Nu gaar Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat paa Dejgen.

Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken.

-Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tør Mund.

-Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sødt?

-Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.

Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.

-Hva' er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet.

-Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.

-Uh, han bider, raabte hun.

Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:

-De bli'er jo ved at være rene Børn--naar man ikke kender noget til Verden....

Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke.

Hun stod ved Køkkenvinduet og saa' ind:

-Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt.

-Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.

Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.

Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret.

-Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne se det....

Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til #Bel-ami#.

Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de opsmøgede Ærmer og saa' paa sit Værk:

-Men det er ingenting mod hjemme--ingenting mod naar vi bagte til Jul.

Hun fortalte, hvordan de bagte--hendes Moder og Søstrene og hele Huset ... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums--og saa revnede de, naar de kom ned i Fedtet.

Og Brødrene--de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv maatte værne om Stenkrukken med Brundejg....

Og skrællede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et Pund....

Det bankede paa Døren. Det var Huus.

-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time ... Kom igen om en Time.

Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab.

Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.

-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan fløjte i Fred.

-Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.

-Hun gik, tror jeg.

-Men naar?

-Det er vel en Timestid siden....

Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden--

-Vi skal pakke, sagde Katinka.

De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for at Krukkerne skulde staa fast:

-Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Hænder.

Hun aabnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet.

-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.

Hun begyndte at søge: Aa--den ligger i Skuffen.

Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.

Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en Mølle: Det gamle Stads.

Hun søgte igen om Viften:

-Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden.

-Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op.

Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i Bobinettet.

Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.

-Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter....

-Paa Svedning staar 'en, sagde Bai.

Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu.

-Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le.

-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to Fingre og sprang op paa Trinet.

Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at staa bøjet frem og le og nikke.

Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste.

Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa længe de kunde se.

Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen Klokken seks.

Katinka stod i Haven foran Hækken:

Faarekylling--Faarekylling--flyv--flyv. Faarekylling--Faarekylling Giv godt Vejr....

raabte hun.

Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og saa' op i den blaa Luft.

-Svært--saa blaat klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Strækningen.

-Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet.

-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af Pundkagen. Man maa dog være færdig....

Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd.

Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge.

Hvor hun dog elskede denne Plet....

Hun lukkede Døren og gik ind.

Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af".

Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i Skæret af Lyset.

Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke.

* * * * *

Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen.

-God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa Perronen: Han #er# der, raabte hun.

-Kurvene, Marie....

Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'maar'en--Huus--staar paa Solstik--hva'?

-Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.

De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange "fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.

Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.

Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.

-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.

-Nu kør' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og vinkede.

De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.

-Hvor det er frisk, sagde Katinka.

-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.

-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.

De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk og mæt.

Katinka saa' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg belyst af Solen.

-Hvor det er kønt, sagde hun.

-Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er det....

De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glædede sig over de samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede enten han eller Katinka.

Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist.

Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at "faa no'et i Livet".

-Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at staa imod med....

Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu--og hvor skulde de ogsaa sidde?

Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak.

De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved Grøften.

Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.

-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.

De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste.

-Det glider dog, Tik, sagde Bai.

Folk kom forbi paa Vejen og skævede til dem.

-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.

-Skaal, Huus, god Fornøjelse.

-Tak, Fru Bai.

-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie?

-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.

-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.

De kørte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvøbt i Varmen.

-Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.

De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.

Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.

De kom igen ud af Skoven.

-Svært højtideligt derinde--ikke? brød Bai Tavsheden.

Hen mod Middag var de i Bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset.

Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man maa strække Benene, Huus; og han gik hen og satte sig til at sove under et Træ.

Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde i Køkkenet.

-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.

-Svigermor....

-Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor....

Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun holdt.

-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en Gang.

-Saa? det vidste jeg ikke.

Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.

-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.

-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke Vand.

De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved Siden af hinanden.

-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det.

Katinka saa' tavs ud over Vandet.

-Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For Fremtidens Skyld.

-Ja, sagde Katinka.

-Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi.

Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller vredt.

-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab.

En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i Stilheden.

-Og saa er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen. Rigtig saa inderlig træg-fejg ... Dag for Dag.

-Jeg blev i det--Tonen var lav--til #hun# gjorde det forbi.

-Fordi #hun# holdt af mig.

Katinka lagde sin Haand sagte kærtegnende ned paa hans, som han støttede stærkt mod Bænken:

-Stakkels Huus, sagde hun blot.

Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den Stakkel, hvad han havde lidt.

De sad saadan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme.

De talte ikke mer. Maries Raaben vækkede dem.

-De kalder, sagde Katinka.

De rejste sig og gik tavse henad Stien.

-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel Aalborger-Portvin til Pundkagen.

Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu rart i den grønne danske Skov.

Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka paa Skødet. Hun rev sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rød.

-Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.

Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus stod op.

-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken paa. Man skal dog hjælpe paa Fordøjelsen.

-Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker.

Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde det varmt af Heden og den gamle Portvin.

-Ser De #der,# Huus: #der# har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han. Saadan er 'et og ikke anderledes.

-Det ka' s'gu ikke nytte--det de allesammen skriver, og som man sidder og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det ... og Troskaben og--"Fordringer", som de er lige saa stive i som gamle Linde i "Fadervor".

-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net--og det gi'r de Folk noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke #Sagen#, ser De, Huus....

Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus:

-Nu saa' De jo: jeg har Lyst--og Katinka vil ikke ... dejlig Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og ligemeget--ikke et Kys en Gang.

-Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De har 'et i Perioder, ser De, Huus--

-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svært for en Mand i sine kraftigste Aar....

Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, saa de knækkede, som var de mejede.

-Ja--#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig ud ... men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand og Ægtemand imellem--vi véd, hvor Skoen trykker.

De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven.

Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en Eg--og hun gik iforvejen for at finde den.

Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.

-Ja, sagde han, han ka' sagtens le--han staar udenfor 'et.

Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende paa Maven.

-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.

-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.