Part 2
I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden.
Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.
-Det gamle Skrab, sagde han.
-Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det.
Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.
I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.
Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen....
Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.
En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret....
Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.
Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede....
Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar....
... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.
Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.
Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L'hombrer.
-Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk--som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen....
-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.
-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
Præstens havde haft ti Børn.
De syv havde Herren gemt som Smaa.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.
* * * * *
Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.
Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.
-Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
-Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
-Det har jeg slet ikke hørt....
Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.
-Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
-Er der Depesche?
-Ja.
-Til hvem?
-Aa, op i Byen....
-Saa skal Ane jo afsted....
Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.
Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne....
Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille.
Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren.
Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.
Fru Bai gik ind.
De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten.
Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik "de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.
Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.
-Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.
Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.
-Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende paa Træstolen.
-Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.
-Godnat.
Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. Dér stod de om Natten i en Række.
Bai kom tilbage.
-Det bli'r koldt til Natten, sagde han.
-Jeg tænkte det--for Roserne ... jeg saa' til dem idag.
-Ja, sagde han, de maa dækkes nu.
Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben.
Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.
-Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.
Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret.
-Kan jeg slukke, sagde hun.
Og hun slukkede Lampen.
Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar op.
Bai var i Underbukser og bad om en Saks.
-Pokker saa du bli'r mager, sagde han.
Katinka lagde Frisérkaaben om sig.
Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.
De havde tiet lidt.
-Hm, ganske net Menneske--hva'?
-Ja--saadan at se til....
-Hva' sagde Agnes Linde?....
-Ogsaa, at han var ganske net.
-Hm--skrap Mund, det Pigebarn har.
-Og--Fa'en véd, hva' for en L'hombre han spiller....
Lidt efter sov Bai.
Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.
Nu var Fru Bai vant til det.
Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa' paa sin Hals.
-Ja hun var virkelig bleven mager.
Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.
Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.
II
Det var de korte Dage.
Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.
Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.
Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.
Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.
-Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.
Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.
Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa' dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj.
Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.
Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:
-Og saadan en Røst han har....
Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.
Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.
-Ja--det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.
Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare #var# der.
Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere.
Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.
Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.
Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.
Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til det.
Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.
De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.
Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa Huus--selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden.
Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.
-Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
-En Kop Kaffe, Frøken--lidt indvendig Væde til at staa imod med ... Huus er inde hos min Kone....
-Men er de fra Rugaard her?
-Ja, med Sæd.
Ida-Yngst havde ikke anet det.
Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue over hele Egnen.
Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.
Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.
-Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.
-Bringe Brev til Stationen....
-Mo'r--Louise hvinte--nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér....
-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.
-Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig--men du ta'er dine egne Støvler. Det si'er jeg dig, Ida....
-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler--altid render hun i mine Knap til Stationen....
-Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.
-Og #mine# Handsker--maa jeg være fri ... Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.
-Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
-Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.
Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler....
-Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren--jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag....
Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
-Det er, naar det nærmer sig Jul--man har saa rædsom travlt ... Aa, De tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi.
Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.
-Gud, det lille Tæppe....
Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.
-Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi.
Hun følte paa Tæppet....
-Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet "Due".
Og det blev ved "Kyllingerne".
Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden Forvalter Huus brød op.
-Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.
* * * * *
Det blev henimod Jul.
Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.
Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.
Det laa ogsaa i Vejret.
Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.
-Vil De spille lidt, sagde han.
-Aa, jeg kan kun de Par--
-Men naar jeg nu gerne vil høre dem ... Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.
Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.
Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.
Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.
Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
-Han havde ogsaa været med i sin Tid ... da de laa paa Skolen.
-Og København #havde# haft Fruentimmer ... naa--#det# er gaaet tilbage...
-De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja--ka' sgu' gerne være....
-Tilbage er 'et gaaet....
-Naar man har kendt Kamilla--Kamilla Andersen--brav Pige--brillant Pige--
-Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et Vindu....
-#Ærgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.
-Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant.
Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig interesseret ud.
-Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det #godt?#
-Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er.
-Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne være.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret.
-Det er vel paa de Tider, sagde han.
-Aa--hva'....
Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej....
De gik ind til Fruen.
-Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt....
-Saa gu'--at faa Benene rørt....
De fulgte.
Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.
-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
-Ja--en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv.
-Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
-Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
-Ja--det var Bai--den Kulde før Jul.
-Og den holder Nytaar ind....
-Mener De?....
Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet til Nattoget.
Han kom tilbage. Naa--sagde han.
Katinka aandede ud i Luften, langt.
-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden.
De gik ind.
Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:
-Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller.
Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et paa Fruentimmer.
-Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne--ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer....
-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere.
-Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke....
De blev kaldt ind til Kaffen.
* * * * *
De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
-Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster.
Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar....
-Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse....
-Hun var saa belæsset, da hun kom hjem....
-Jeg #tror# det nok.
-De er da hos Abels Juleaften?
-Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i at huske paa sig selv....
-Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden....
-Nej, Abels, sagde Frøken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er ens....
Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.
Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
-Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... hun ka' jo ikke gaa til Lindes....
-Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du# bare faar Lemmeforsamling.
Bai gik lidt rundt.
-Ska' hun ikke til Abels, sagde han.
-Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias....
-Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.
Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.
-Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.
Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#.
-Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig ... men den gør ingen Ulykke ... den #er# et stille Dyr.
Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven.
Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.
Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene.
Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.
De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
Han spiste som en Ulv.
Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere.
-Naa, Skaal, Frøken Jensen.
-Skaal, min go'e Bentzen--det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i.
Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.
-Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.
Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.
-Hils fra mig, sagde Katinka.
-Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.
-Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.
Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skaal".
Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.
Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.
Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.
Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa nok være lidt alene.
-Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en Stol og tændte an med en Vokskerte.
I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord--hun havde faaet det sendt fra en Søster--og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa' saa fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.
Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.
De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne.
Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.
Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.
Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.
Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:
-Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.
De var alle døsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.
-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebrædtet.
De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.
De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.
-Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.
Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ--kun et Par Lys brændte svagt endnu.
De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.
Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.
Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.
Hele Tiden--
Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.
Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende....
Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde.
Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.
Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur.
Og nu sad hun her forladt og alene.
Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.
Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.
De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.
-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.
Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans "Ord".
Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.
Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.
-Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.
Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.
Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at brænde....
-Men dette var meget finere....
Og hun blev ved at staa med Sjalet.
Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.
Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber.
Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus' fine Sjal om sig.
Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.
De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.
Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.
Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa' det.
De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glædelig Jul", "Glædelig Jul" ud over Hækken.
Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.
Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.
Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten.
Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom ind.
-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.
-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud over den hvide Mark i Natten.
-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret.
Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.