Part 18

Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde. Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik. Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug blandt Bønderne.

»Jo«, svarede han, »Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære, ifald det ikke er altfor vanskeligt -- det er L'hombre.«

»L'hombre!« udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, »da hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil, skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.«

Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.

Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem.

»Hvad betyder det?« spurgte Skolelæreren.

»Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er =grand tourné=«, sagde jeg. »Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem og spille =grand tourné=, hvilket er ganske som =tourné=, kun at Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at spille Solo, thi =grand tourné= er et farligt Spil.«

Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. »Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev jeg, »De kan meget let faae et Kort op i en Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive beet.«

»Deres Velærværdighed --« begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke afbryde, men fortsatte: »Har De derimod Manille og Kongen sjette i en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.«

Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med korslagte Arme stod og saae ned paa mig.

»Lad Dem endelig ikke forstyrre«, sagde han, »De har jo et Foredrag, som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.«

»Vi skulle bare lære Skolelæreren at spille L'hombre«, sagde jeg.

»Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag -- De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem -- jo det er to deilige Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem, og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.«

»Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig Tidsfordriv«, indvendte Skolelæreren.

»Uskyldig Tidsfordriv!« udbrød Præsten, »ja De har Ret: næste Søndag vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor uskyldige Tidsfordriv.«

»Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig op i Dag.«

»Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg, vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.«

»Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres Velærværdigheds Prædiken«, sagde Skolelæreren.

»Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber, at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. -- Men disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring saalænge.«

Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før jeg ret vidste af det, blev det mørkt.

Jeg gik over i Dagligstuen -- der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.

»Hvorfor gaaer De fra mig?« spurgte jeg.

»De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?« sagde Andrea Margrethe.

»Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.«

»Og Klokken fem kommer vore Fremmede,« svarede Andrea Margrethe, »De seer, at det er paa høie Tid.«

»Hvad for Noget? allerede Klokken Fem -- og saa faae vi Lov til at dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er mageløst!«

»Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden op, og Hver gaaer hjem til Sit.«

»Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt -- det er paa den Tid, vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende her, det er jo at vende op og ned paa Alting.«

»Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre op allerede Klokken Ti.«

»Det er da vel aldrig muligt?«

»Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse allerede Klokken Ti.«

Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem, besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget, var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten. Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at faae den til at straale i sin tidligere Glands.

Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han forglemmer -- alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til sin Mester.

Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see, hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han Hovedet i Veiret -- Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv, kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer der nogensomhelst Forandring med Gamle. »De er jo ogsaa Mennesker«, pleier han at sige, »hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem end til andre fornuftige Væsener?« Jeg har tidt og mange Gange talt med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter talte jeg til Gamle derom: »Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan jo aldrig more hende.« »Ja men saa morer det mig«, svarede Gamle, »og altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.« -- Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!

»Har Du nu dine Handsker, Christopher?« spurgte Corpus Juris.

»Handsker?« udbrød jeg, »det har jeg aldeles ikke tænkt paa!«

»Ja hvorfor har Du ikke det?« sagde Corpus Juris.

»Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal -- men det er din Skyld, Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt -- nu er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.«

»Hvad vil Du med een Handske?«

»Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har Handske, jeg vil -- jeg vil -- aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil«, udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde, hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?

Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og Redningsmand. »Der har Du et Par«, sagde han pludselig, idet han trak et Par Handsker op af Lommen til mig.

»Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker«, udbrød jeg, »har Du virkelig tænkt paa mig?«

»Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere Leilighed«, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede mig, som vare de syede til mig. =All right=! sagde jeg til mig selv, nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være.

Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar, Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.

»Se saa, lad det nu være godt«, sagde Præsten til Andrea Margrethe, »nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist ondt ved at kjende mig igjen.«

Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen.

»Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!« sagde Præsten, idet han trak i de stive Manschetter. »Nu synes jeg ellers det var paa Tide, at vore Gjæster indfandt sig.«

»Du maa ikke være saa utaalmodig«, bad Andrea Margrethe, »Klokken er halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.«

»Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?« spurgte Præsten. »Nu gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae os en fornuftig Pibe Tobak.«

Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det Samme.

»Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er«, formanede Andrea Margrethe, »hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at spise, inden de komme!«

»Ja hvad skal jeg da tage mig til?« sagde Præsten. »Der seer De selv, hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: »det vilde Dyr, som i Skoven gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue«, saaledes er det at være Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.«

Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en indre Stemme, som sagde til mig: »nei Du skal gaae til Emmy«, og vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: »nei Du skal gaae til Andrea Margrethe.«

I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: »De er da vel ikke syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.«

»Det er Skjæbnens Vink«, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: »De dandser vel den første Dands med mig?«

»Nei det kan jeg virkelig ikke«, var Svaret, »thi den har jeg lovet Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med Dem.«

Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.

Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle.

»De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands«, sagde jeg til Emmy.

»Nei det tager De Feil i«, svarede hun, »thi den har jeg for længe siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.«

Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste Grad opbragt over det andet Afslag. »Saa er det dog sandt«, sagde jeg til mig selv, »at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en daarlig Fod eller Hovedpine -- eller -- eller -- aa jeg vil sige lige ud, at jeg _vil_ ikke dandse.«

I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at være et af mine lykkeligste Øjeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke saa godt for mine Øren som de første Toner fra Violinerne, der kalde op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle. Gamle dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der med det blege Ansigt og det rødlige Haar saae ud som Risengrød med Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemærkninger ved hver især. Det er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men maaskee det kom af, at jeg var alene derom.

Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi Præsten kom hen til mig og sagde: »Hvorfor staaer De ledig paa Torvet, Nicolai?«

»Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.«

»Det var altsaa nødtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels Nicolai!«

»Jeg har desuden en daarlig Fod.«

»Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden feilede De jo ikke Noget.«

»Der er heller ikke flere Damer tilovers.«

»Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei jeg mærker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands. =Hic Rhodus, hic salta=!«

Denne Opfordring udtalte Præsten saa høit, at jeg var nødt til at efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den første den bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at føre hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med Øinene fæstede mod Gulvet, idet jeg i mit stille Sind sagde: »Du skal saamænd ikke faae stor Fornøielse af at dandse med mig.«

Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved kom jeg til at see op og -- Himmel, Jord og sexten Elementer: det var jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: »Er det -- er det virkelig Dem?«

»Ja hvem skulde det ellers være?« spurgte hun med det yndigste Smil, man kunde tænke sig. »Men jeg troede, De havde glemt mig.«

»O De maa tilgive mig, men jeg er -- --« og nu begyndte jeg paa en Strøm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen værd at opskrive. Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae det, var det aldeles nødvendigt at høre hende selv sige det. Men jeg var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo og jeg talte -- bestandig med den Lysblaaøiede.

Man fortæller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt paa et Bal maa man være forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere -- o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsøgt det. Med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjældende, saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun -- ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg førte hende ind i Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord -- o jeg morede mig mageløst den Aften!

Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min Hjertensven.

Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde samme Spørgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhøiede kun min Glæde. Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde dreie Spillet, som jeg vilde.