Part 17

Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske stille og lyttede efter -- ni -- ti -- elleve -- tolv! »Glædeligt Nytaar!« udbrød Andrea Margrethe, »se nu er det nye Aar kommet! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!« Vi Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: »glædeligt Nytaar!«

»O hvor jeg er glad«, sagde Andrea Margrethe, »at det nye Aar er kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med -- det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?«

»Ja vist«, svarede jeg, »det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!«

»Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige. Vi har kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi være som Broder og Søster.«

»Ja vi ville være som Broder og Søster«, svarede jeg, idet jeg rakte Haanden til Emmy og Andrea Margrethe -- »og lidt til!« tilføjede jeg i mine egne Tanker.

Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hør og bør, nu kunde vi altsaa gjerne forføie os til Sengs. Saa skiltes vi fra hinanden, men endnu i Døren vedbleve vi at tilraabe hinanden: »Glædeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.«

-- Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre -- nei det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte Forsæt at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med det bestemte Forsæt at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det, det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag ret lært Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjønt og Yndefuldt hos hende, at jeg -- ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt -- jeg elskede hende. Og naar jeg nu tænkte paa den Sætning af Propædeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Sætning sagde jo: »Enhver Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn« -- men dette lod sig udmærket anvende med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbøieligheden angik, saa var jeg jo virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortræffelig Præstekone: derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden, thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg næste Dag forlovede mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og Fornøielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig, da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge. Men her kunde jeg ikke raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad. Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger.

-- -- Hør hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte Intet til Kjærligheds Uro og Kjærligheds Vee. Men jeg derimod! jeg, som havde troet, at her i Nøddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her begyndte den først ret. Thi i Kjøbenhavn, hvor jeg var forelsket i dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nød, men her, hvor jeg kun var forelsket i To -- ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjærlighed vil sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjærlighed er at være forelsket i _Een_, som man ikke kan erholde -- bah, det har Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjærlighed, det er at være forelsket i To -- thi sæt ogsaa det allerlykkeligste Tilfælde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa elsker, tabt for mig.

»Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik!« sagde mit lille Lommeuhr, der hang paa Væggen over min Seng: det lød akkurat, som om det sagde: »Skynd dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt!« Ja skynde mig, det maatte jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mønstre dem og skulde snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen -- hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for -- jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte jeg være forlovet -- og dog, ulykkelige Nicolai: sæt, Du bliver forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden!

* * * * *

Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Søvn, men saa sov jeg til Gjengjæld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mørke: jeg var enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjøre: jeg vilde lade Lykken raade. Thi det er Lykken, som skaber den berømmelige Feltherre, det er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som hjælper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade -- det var det allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae i Tale.

I Forstuen mødte jeg Præsten. »Glædeligt Nytaar, Nicolai«, sagde han, »og en Kjæreste, inden Aaret er omme!«

»Ja jeg haaber, inden Dagen er omme«, tænkte jeg, men det sagde jeg naturligvis ikke høit.

»Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at gaae i Kirke om Søndagen?« spurgte Præsten.

»Jo det bruger jeg dog.«

»Ja man kunde jo ikke vide det -- Folk finder paa saa mange nye Skikke derinde i Kjøbenhavn. Gudstjenesten begynder forøvrigt Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til den Tid«, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik ind i Dagligstuen.

Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.

»Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer«, sagde jeg, thi det forekom mig at være et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom jeg kom.

»Nei det er ikke«, svarede Andrea Margrethe, »men i Dag har jeg saa travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig vist neppe at see hele Dagen«, og med disse Ord gik hun ud i Kjøkkenet.

»Saa bliver det altsaa Emmy«, tænkte jeg, »det er jo Skjæbnens Villie.«

Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede, men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt mig nemlig ind, at naar jeg vilde bære mig lidt fiffig ad, kunde jeg maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane, hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den store Lænestol og sad og læste, dog heldigvis var det ikke Dagbladet, han læste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet.

»Hør Frederik«, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham, »sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea Margrethe?«

»Hvad mener Du dermed?« spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed.

»Jeg mener, hvem af de to unge Piger tiltaler Dig meest?«

»Det forstaaer jeg ikke«, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet -- men det er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned ad Gulvet.

Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis Haardnakkethed: »Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae: jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.«

»Det er jo noget Nonsens«, svarede Corpus Juris. »Fordi jeg synes godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi jeg mener, at Andrea Margrethe -- aa det er jo noget reent Nonsens« -- og dermed spadserede Corpus Juris udaf Døren, idet han lod mig forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han kaldte for Nonsens. Dog nærede jeg en hemmelig Frygt for, at Corpus Juris skulde have gjættet Hensigten af mine Spørgsmaal, og istedenfor nu at tale lige ud med sin forblommede Tale vilde give mig at forstaae, at han i høieste Grad misbilligede mit Forehavende.

Lidt efter kom Gamle ind, og jeg besluttede da ogsaa at forelægge ham dette vanskelige Spørgsmaal, thi Gamle havde vel næppe været saa skarpsynet som Corpus Juris, og i alt Fald var han mere rolig end denne.

»Sig mig engang, Christopher«, sagde jeg derfor, »hvem holder Du egentlig meest af, Emmy eller Andrea Margrethe?«

»Jeg holder meest af Emmy«, svarede Gamle -- se det var reen og klar Besked, som jeg der fik!

»Men hvorfor holder Du meest af Emmy?« spurgte jeg videre, thi det var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide.

»Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Følelsessag og følgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophøre at være individuelt og derimod blive noget Universelt.«

Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg meente at have fanget ham.

Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: »Ja men selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne vide.«

»Nu da«, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, »for at jeg skal sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske bærer i sig et Ideal, som han stræber at realisere, men han føler tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette Ideal (jeg siger _noget_, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at see i denne Forkrænkelighedens Verden), hver Gang noget af dette Ideal træder ham imøde i et andet Menneske, da harmonerer han med dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des større er Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Følelse af Harmoni maa have en gjensidig Tiltrækning til Følge, og denne gjensidige Tiltrækning er det, vi kalde Kjærlighed.«

Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud.

»Se man taler nu«, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til at holde op igjen, naar han først har begyndt), »saameget om ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed, da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde, hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden, først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed. Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden, men den ene bortrives af Døden -- for den Tiloversblevne gjælder da det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.«

Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var altsaa ikke kommen videre end før.

Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og vendte op og ned paa Psalmebogen.

»De seer saa nøie paa min Psalmebog«, sagde Andrea Margrethe, »De synes maaskee, den seer noget forslidt ud?«

»Nei«, svarede jeg uden dog ret at have hørt, hvad hun havde sagt.

»Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev Andrea Margrethe, »den allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud: derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er ikke noget godt Tegn.«

»Nu eller aldrig!« sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea Margrethes og -- Gamle traadte ind.

»Har De en Psalmebog, Christopher?« spurgte Andrea Margrethe.

»Jo, jeg har laant Emmys«, svarede Gamle.

»Men saa har Emmy jo ingen.«

»Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa!«

»Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader«, sagde Andrea Margrethe, »saa kan Emmy faae sin tilbage.«

»Nei lad mig beholde Emmys -- Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.«

Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. »Jeg faaer vel Lov til at laane Deres som sædvanlig«, sagde han til Andrea Margrethe.

»Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.«

»Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres -- Nicolai giv mig Psalmebogen.«

»Nei saamænd gjør jeg ikke nei«, svarede jeg, »jeg har laant den og har lovlig Ret til den.«

»Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers altid at laane den. Kom nu med den!«

»Nei Du faaer den ikke -- Du kan ligesaa gjerne tage den anden.«

»Men De maa dog skamme Dem«, udbrød Andrea Margrethe, »to voxne Brødre, der kommer op at skjændes -- og det ovenikjøbet om en Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at afgjøre Striden paa.«

Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel efter, tog mig under Armen -- (sagtens for at jeg ikke skulde løbe bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.

Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, hvor de skulde være.

Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig, selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig, at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. -- Se der fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt, foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa, huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg ikke tabt endnu. »Det er en af disse ideale Fordringer«, sagde jeg til mig selv, »som Christendommen stiller til os, men som vi ikke kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet Menneske efterkommer.« -- Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det, thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med en Catos Ufortrødenhed: »_Præterea censeo_, at Nikolai vil gjøre Noget, som er urigtigt.« --

Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om Kaffebordet, sagde Præsten til mig: »Har De nu hørt vel efter min Prædiken, Nicolai?«

»Jo jeg har.«

»Hvad synes De saa om den?«

»Godt«, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige.

»Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu, lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre. -- Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?«

»Jeg har ikke været i Kirke i Dag.«

»Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.«

»Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.«

»Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke, kunde Du vel ogsaa.«

»Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at spise?«

»Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. -- Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med »die letzten Zehn vom vierten Regiment«! -- Det er da godt, at De skal dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være istand dertil -- saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for snæver til Dem!« --

* * * * *