Part 15

»Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til Emmy.

»Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?«

»Ja det tror jeg nok.«

»Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres Navne ligesaa godt som jeg selv.«

Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne. Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand -- stærkt og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.

»Det var for sidste Gang i det gamle Aar«, sagde Emmy, idet hun foldede sine Hænder, »Gud være lovet og takket for alt Godt, som han har givet os.«

En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny: »Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.«

»Og Mere begjærer De ikke?« spurgte jeg.

»Nei.«

»De har virkelig slet ikke Mere at ønske?«

»Nu, det forstaaer sig«, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, »Ønsker og Begjæringer have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de fæste blivende Bo derinde.«

Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.

»Nu er her jo ikke Meget at see«, sagde Emmy, »men om Sommeren, naar Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa er her velsignet.«

»Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har her tæt ved Præstegaarden«, indvendte jeg.

»Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai, jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.«

»Det er et sandt Ord«, bemærkede Gamle, »derfor siger ogsaa Apostelen Paulus, »at det er godt at nøies med det, man haver«, og: »Tragter ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.« Det er to gode Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.«

»Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler«, indvendte jeg, »og hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa, ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse -- »har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt« -- se det er at leve paa den rette Maade.«

»Ja det mene jo de Fleste«, svarede Gamle, »og derfor klage de ogsaa over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: »Forgangen Nat Vor gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat« o. s. v.«

Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! -- -- Anders Sørensen sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang, men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod -- -- ak ja, hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!

* * * * *

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor, »De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.«

»Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy.

»Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.«

Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris.

»Det var godt, at De kom, Nicolai«, raabte Præsten mig i Møde, »jeg har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.«

»Hvad er det?« spurgte jeg forundret.

»Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med den gamle, men hun koster tyve Daler.«

»Hvad skal det sige?«

»Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.«

Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden. Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens gaadefulde Tale. »De veed nok, Nicolai,« begyndte hun, »at det gaaer ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.«

»Og nu mener jeg«, fortsatte Præsten, »at De, Nicolai, skulde betale de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde De selv tage gamle Ane -- hun har noget paa Kistebunden, og hun er ikke fyrretyve Aar endnu.«

»Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?« spurgte Corpus Juris.

»Nei«, svarede Præsten, »han synes, at det er for Meget; han mener, at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i, men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.«

»Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?« spurgte Corpus Juris atter med ægte juridisk Betoning.

»Ja vist er det gyldigt«, svarede Præsten, »Ægteskabsløftet er nu syv Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen Madsen kan paa ingen Maade benægte det.«

Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En -- To -- Tre! rev hurtig Døren op, og -- Alt var ganske mørkt derinde, kun et Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med deres rødlige Tander.

»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede bleven ganske blind deraf -- jeg kan slet ingen Ting see.«

Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? -- Omsider fik vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld heri?

»Trækvinden kan umulig have gjort det«, meente Andrea Margrethe, »for alle Vinduer og Døre ere lukkede.« Vi undersøgte nøie Træet: det var øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede, som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde forladt Stuen.

»Hier liegt der Hund begraben!« raabte endelig Præsten, »Du skulde have husket det gamle Ord: =cave canem=! saa havde Du ikke havt den Sorg.«

Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet, var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev aabnet.

»Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort, som den maa have seet deroppe«, sagde Præsten.

Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig have været.

»Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det«, sagde Præsten, »men Nicolai kan bevise sit =Alibi=, for han har været ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan bevise sit =Alibi=«.

Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa frisk Gjerning.

»Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende.

»Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din Skyldighed«, sagde Præsten.

»Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker«, sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.

»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud sammen med Niels.

Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet: »Lyriske Digte af Nicolai«, forøvrigt var den fuld af lutter tomme hvide Blade.

»Hvad skal jeg med den?« spurgte jeg.

»De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt Mand.«

»Ja De kan da aldrig mangle Stof«, sagde Præsten, »alene den Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter, hvoraf den første skal hedde: »Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde« og den anden »Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo« -- saa faaer Publikum noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt aftrykke foran.«

»Nei vist ikke nei«, sagde Præstekonen, »Nicolai skal hverken synge om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal De lære af ham her«, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav mig, »det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der gjerne vil lytte til Deres Sang.«

»Vil Nicolai være Digter?« spurgte Gamle meget forundret.

»Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive«, sagde Emmy, der stod ved Siden af Gamle, »men har De ikke selv sagt, at naar man er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv givet Bevis paa.«

»Ja jeg havde tænkt paa«, sagde Præsten, »at forære Nicolai gamle Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte jeg lade hende blive udenfor.«

Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og Juletræet flyttet til Side.

Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem os som sædvanlig.

»Se nu forsvinder der atter et Aar«, bemærkede Præsten. »=Eheu fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni= -- men hvor de Aar løbe fra os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine som en stor Paddehat.«

»Ja«, sagde Præstekonen, »men det er godt, at vi ikke selv kunne mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.«

»Det har Du Ret i, Mo'er«, sagde Præsten. »Ja Mo'er siger ikke meget, men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa Aarets sidste Dag?«

Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede derfor undvigende: »Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det Nytaarsdag.«

»Det var en dyb Tanke«, sagde Præsten, »den er sin Ophavsmand værdig. Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. -- Jeg gad dog vidst, om I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?«

»Jeg har tænkt«, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig for at gaae ud, »at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch til at drikke det gamle Aars Skaal i.«

»Ja pyt«, sagde Præsten, »men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.«

Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: »Nu hvad har Du tænkt paa idag?«

»Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og takket Gud derfor«, svarede Emmy.

»Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.«

Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte hende paa Ny, hvad hun havde tænkt.

»Jeg har tænkt det samme som Emmy«, svarede Andrea Margrethe hurtig.

»Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. -- Nu De, Frederik, hvad har De tænkt?«

»Jeg«, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa Noget, »jeg -- jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag, at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.«

»Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens. Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe tre-fire Processer i Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter. Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere, der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. -- Nu da, Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad har De tænkt paa?«

»Jeg har tænkt paa Verdens Undergang«, svarede Gamle med sin sædvanlige Alvor.

»Paa Verdens Undergang!« udbrød jeg forbauset og var lige ved at briste i Latter.

»Ja paa Verdens Undergang«, sagde Præsten, »det skulde De ogsaa have tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder, forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men det tager De Feil i. -- Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang, Christopher?«

»Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt med hine Skildringer i Evangelierne.«

»Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?« spurgte Andrea Margrethe.

»Umuligt er det i al Fald ikke«, svarede Gamle. »Der behøver blot at skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa Jorden.«

»Og slaaer os Alle ihjel?« afbrød Andrea Margrethe ham.

»Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da, hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt fortærende Flammer.«

»Hu ha, det var græsseligt«, sagde Andrea Margrethe, »det maa være rædsomt at leve paa de Tider.«

»Det vil det ogsaa blive«, sagde Gamle, »navnlig den Tid, der gaaer forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at raabe: »Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!« og med Alt dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.«

»Men nu de andre Stjerner«, sagde Corpus Juris, »hvad har Du vel tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?«

»Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved«, svarede Gamle.

»Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden«, sagde Præsten. »Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret os i det gamle Aar.«

Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:

Det gamle Aar henrinder, Saa sagtelig det svinder Og synker i sin Grav. Mens Alt er tyst og stille, En Takkesang vi ville Ham bringe, som det gav.

Hans stærke Haand har ledet Os sikkert frem og fredet Om os jo hver en Dag. Var Hjertet angst og bange I Timer mørke, lange, Han antog sig vor Sag.

Ja sluktes alle Sole, Blev alle Stjernepole Saa mørk som Natten hist -- Din lyse Sol ei slukkes, Og aldrig skal tillukkes Din Naade, Herre Christ!

Din Stjernelil oprinder Og Mørkets Magter binder Hver Julenat paa Ny; Ja altid klart den brænder, Saa tidt som Du os sender Det unge Nytaarsny.

O hvilken salig Glæde, Naar een Gang skal indtræde Det store Juleaar, Naar Himmelklokken ringer Og Nytaarsbud os bringer Om Evighedens Vaar.

Ja naar den Time kommer, Da Evighedens Sommer Skal bryde herlig frem, Du Fader os bønhøre Og naadigen os føre Til Himlens lyse Hjem!

»Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af Eder i det gamle Aar«, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen. »Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar -- men Dem, Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi ikke her i Præstegaarden.« Og med denne Formaning forlod Præsten os, ledsaget af Præstekonen.