Part 6

Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nøje kendskab til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede" stil magtede selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt tog naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans lugtesans var overmåde fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Københavns gader på næsen; hans kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig udviklet. Også hans smagsævne var meget nuanceret. Når han talte om smags- og lugtefornæmmelser, var hans skiftende minespil en hel række illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne -- -- hr. Kasbjerg havde med uro lagt mærke til, at der hos enkelte yngre forfattere åbenbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt troede at ha set alt, hvad der var, men de nøjedes ikke med synet alene, de belejrede fænomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg plejede -- som anmælder -- at udtale om dem, at de manglede tanker, de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at være en af dem. Men han var rigtignok en besværlig fyr at benytte som levende model. Hvordan kan een være hjemme både i himlen og på jorden? Og frem for alt, hvordan skal det forenes i en bog, så at publikum tror på det?

Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på noget. Det spørsmål var snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder, det er noget, der trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk belysning. Men det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld umage sig med at invitere piger; de betød ikke noget for ham.

Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornøjelse ha skaffet den unge mand lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mærkelige menneske syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for alt, tør man i vore dage sætte ham i en bog? Publikum går ikke på ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde ha været en person for sig, kom i støbeskeen sammen med Ivar Holt -- altså bogens hovedperson, som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte kasseres, der måtte igen tages fat forfra. Nå, men indviklet, det er også meget godt, indviklet og opløst; det sidste ord står hos Poul Møller og er udmærket, når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle kræfter og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum.

Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse og udskejelser, dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet -- det blev påtrængende midt i September --: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han -- -- man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November, skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner hæst -- --

Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå ud decrescendo, pp, ppp, fermat.

Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale; derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i rødt. Vi bestemmer os for selvmord.

Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham. Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr. Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til selvmord, og bogen gik i trykken.

"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i lang tid har været forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for os er det vigtigste -- at et betydeligt digterværk er resultatet deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets koldeste iagttager?

Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om. Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham. Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden, uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nævne Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender sit land, sit _muld_, så godt som nogen.

Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser, hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre skønt. Men -- og her viser forf. os digterens første brøst -- han sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser, hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt andet, han griber i blinde og slipper i blinde.

Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi _hun_ holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind, der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.

Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på Messalina og -- befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod himlen og stjærnerne -- ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd, der intet øjeblik ryster eller griber fejl.

Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt, åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og dyriskhed kæmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker af.

Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er holdt i ære, -- man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren, mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."

Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens succes fastslået.

Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv, kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en almindelig garnvinde.

En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse? Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var. Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur. Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.? Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr. Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var fiaskoen.

En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han vilde ikke ha udseende af at rende fra det.

"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på hinanden.

"Jo -- jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."

Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han bruges mere endnu?

"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."

"Ja, gør det."

"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre mennesker i mig?"

"Hm," sa Kasbjerg.

"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem, når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede, tror jeg nærmest."

Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt, hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog, vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu. Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det kan De selv se efter."

Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.

"Ja -- hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."

Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske! Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin tilstedeværelse.

Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen, jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte forsvandt lydløst i jorden.

Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen, det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.

Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.

Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til værs.

Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti -- hed det -- det nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen, det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige borgere, -- ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre, så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme; dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham!

Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke; disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig eksisteret.

Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er det knusende mindretal, een mod en million, -- den trøst, at han er ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes; de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de sejrende.

Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide. Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå!

Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre. Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre -- -- Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser.

Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse, da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen, og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr. Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget. Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder modstanderne ihjæl.

Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort noget.

Nu var der en gammel mand -- han var for resten nær ved at dø den gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv, så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja -- alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk --

Mæ-n --

Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og døtre ilede til og stivede ham bekymret af med puder -- og så skrev han med skæld og smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og halvfemsindstyvende årgang.

Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som ungdom finder så harmelig og ubegribelig.