Part 5

"Det vilde unægtelig være temmelig barokt," smilede hr. Kasbjerg. "Men på den anden side er vi jo et alvorligt blad -- --"

"Da mangler De ellers ikke humorister."

"Nej på den måde. Men De er jo selv en alvorlig mand. Derimod vil jeg med fornøjelse optage en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift. Dær er jeg jo på en måde mere enerådende."

Ivar Holt gik lige hjem og la sig på sin hårde sofa. Den passede bedst til de overvejelser, der nu forestod.

Det er ubehageligt at blive erklæret for ikke eksisterende. Det, jeg har skrevet, er mig selv og må altså være virkelighed, da jeg vel selv er et virkeligt menneske. Men ingen har erkendt noget fælles menneskeligt i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken dum eller forrykt, hverken genial eller talentløs -- ingen af disse fire menneskelige egenskaber tør jeg tillægge mig. Tosserne rækker mig ingen broderhånd, og de gale siger: Hvad er du for en? De store opdager mig slet ikke, og de små ryster på hodet ad mig. Jeg er altså ikke ubetinget og uden videre et menneske. Undertiden forekommer det mig virkelig, at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden galskab og fornuft? Jeg forstår dog den gales vanvid og den normales forstand. Jeg indser Kasbjergs manglende talent og føler vægten af mit eget pund. Hvad er der så i vejen med min menneskelighed? Intet svar.

Men det er ikke vinter endnu. Skal vi køre ud og la solen skinne på os? Skal vi samle solhonning til den lange, morderiske vinter?

"Der er en plads ved en skole, som jeg er vis på, at De kunde få, hvis De selv vil," sa frøken Ravnø; "min onkel er næmlig bestyrer. De får dansk som hovedfag."

"Sikken en nådegave af et forår, vi har fået denne gang!" bemærkede han længe efter. "Man kan blive from af det: Denne er dagen, som Herren har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, da er sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten mærke til forskellen på stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af forskellige grader, og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til nummer et af alt syngende, men der er også en ganske umusikalsk snærren -- jeg antager, den er det ældste i de forskellige udviklingslag, dens stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal, vilde jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling -- sammenlignende sprogvidenskab -- om de forskellige strofer i nattergalens sang. Denne snærren er så antik. Jeg tænker mig fuglekrybdyret -- Archæopteryx -- sidde og slå sine knastørre triller ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået hæsligt. Hvorfor ser De så gnaven ud? Synes De, det er noget vrøvl? Det er det også. Men sådan går min tid, og den går godt."

"Nej, det må De virkelig ikke sige."

"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt humør? Jeg vilde ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig brakmark."

"Hvad mener De så om den plads?"

"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?"

Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved siden af solbeskinnet bøgeløv!

"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier! Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid."

"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?"

"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning."

"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre."

"Og imens har De ingenting at leve af."

"Jeg føler mig meget levende."

"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at få en ordenlig, sikker indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i det?"

"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?"

"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten grædefærdig, og derefter tilføjede hun med et koldt, klart blik: "Og så blev De da til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at bestille end at tænke Dem som nattergal."

Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret, æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig. Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed, uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer indbragte?

Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme virkelighed i næsen på en rigtig poet: han vil påstå, at det er salmiakspiritus.

"Hvad mener De så?" spurte hun endelig.

"Jeg ved ikke -- --"

Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for stridige viljers vinde.

"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og stivede sig af.

"Var det det hele?" udbrød hun.

Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.

"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed gik han.

Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge:

"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?"

"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager, at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed."

Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom han til at gå bag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt.

"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. "Så længe jeg er direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at blive ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok, men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket. Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet -- -- så længe jeg kan få mine folk på _mine_ betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet indføre et andet princip, så kan det jo ta en anden direktør. Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?"

Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se den mægtige mand, der talte sådan.

Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Han fik en knusende forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget. Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en gang forbandet til at være digter i et tomt rum.

I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var larmet forbi. Han kom ikke med.

Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø. Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv?

Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder. I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var lukkede uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin filosofiske luftballon -- -- men deres lod var udelt, de anede vel en anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på jorden, da denne omsider er blevet godkendt -- efter at den i en forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været mistænkeliggjort -- og angsten for at komme uden for verden er slem og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige så frygtelig som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben, det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes, det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan han kontrolleres på det ene ben.

Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! -- det er unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø.

Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten, han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller. Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned i landevejen, selv skal dø af en tom mave.

Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for.

Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt, og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød.

Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke, skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom snart til at gøre en ende på det.

For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner. Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans læge.

Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern, og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik: Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå. Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det gabende svælg.

Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde han ikke tåle at tænke ordet _poesi_. Hans sjæl stod sig nok bedst ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som om han havde opdaget det jævne. -- "Gik der en smule digter tabt, et menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt sig selv i forklædning med ordet _digter_, hvilket var det eneste ord, der svarede til hans foragt.

Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han træffer ikke selve jordens overflade.

Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed, selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde han til at tænke på fremtiden.

Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft; nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig, den kunde hæve sig mere.

Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end forknythed. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon, den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting, et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving. Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden, for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og ny ild nødvendig.

Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask, der fortalte om mange miles rejse.

Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig, og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter, han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters mørke.

Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt, hvad den kan.

Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på alle sider som en verdenskugle.

Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at kende i det sidste års tid -- bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre, ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp.

Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod, jeg glemmer aldrig den ene for den anden.

Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt.

Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen over den hvilende oceandampers skrueskovle.

Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd.

Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed, Udødelighed, Personlighedens grænseløshed -- --. Ingen forstår dem, men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne, der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes hinsides graven som digtere og profeter.

En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og i sin meningsløse angst farer han op i sengen -- legemet er der, arme og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot sjæl er forfærdelig.

Seeren -- manden med de lukkede øjne og det indre lys -- glemmer hele sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder. Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham synes tusende år, han rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og bekender: Fra evighed til evighed er du gud!

Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han ved ikke, hvem han taler til.

Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var hos ham, afsindet var gud.

Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig selv.

Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman. Deri var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en sikker mand til at komme med en bog hver jul, men det år blev der i pressen talt usædvanlig meget om hr. Kasbjergs næste bog. En redaksjonssekretær ved et stort jysk blad (fra først af medarbejder sammen med hr. Kasbjerg) havde hørt, at bogen vilde komme til at indtage en særegen og betydelig plads i den ansete forfatters produksjon. En fynsk redaktør (som skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet i år vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet en af litteraturens bedste mænd -- for at spænde publikums nysgærrighed skulde navnet endnu ikke nævnes -- samlede al sin kraft for at slå et hovedslag, der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en fælleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin stilling) talte om de opsigtsvækkende rygter, der gik i Københavns litterært interesserede krese om hr. Kasbjergs næste værk, enkelte indviede påstod endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke sentenser at dømme værket vilde blive af en mere fantasirig flugt end den betydelige forfatters tidligere værker. Og sådan blev det ved, succes'en forberedtes, publikum talte de forskellige tegn på et kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte tråd, som forbandt dem.

Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere forholde sig passivt over for de mange rygter. Først på efteråret bragte bladet et interview af den udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var i nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers borende energi med en Sherlock Holmes' snedighed, så fik han ikke ret meget ud af sit besøg. Den populære forfatter svarede så vidt muligt kun med smil og skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog møjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just ingen københavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede på, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love sine nydelige læserinder, at romanen kom til at handle om kærlighed. -- Derefter tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at _det_ var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere skal man lade i fred, de andre gør det ikke så nøje med.

Det lille interview var umådelig morsomt og blev optrykt i mange provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv.

Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke så vel, som ønskeligt var.

Fra først af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med sky, hvidspirende længsler efter livets lyst og med en fantasi, der gik ovenud, fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde være hæftig og hensynsløs; længsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte stærkere farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr. Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af ham, det første udkast måtte kasseres. Men så kunde Ivar Holt være mild og fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svævede derop. Hm ja, hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren himmelstormer? Jo, det gør sig vist bedre, og så har man brug for ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det ikke er en ren gøgler.