Part 7

Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb, lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør, småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden. Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov, før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst -- -- det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes nedbrydende påvirkning hele resten af året.

Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- næmlig at dø, da var det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at fordømme en dådløs bog.

Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra undergang.

"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."

"Synes De?"

"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."

Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske andre ting.

"Det kan jeg vist ikke," sa han.

"Hvad vil De da gøre?"

"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?"

"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige farvel til Dem med det samme."

"Rejser De?"

"I overmorgen, ja."

"Nå. Hvad skal De -- -- Er det på besøg?"

"Det er en plads. I Århus."

"Ja -- Århus er vist en meget god by."

Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han spekulerede over noget helt andet.

"De vil ikke hellere blive i København?"

Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg."

"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."

"Det kan det. Farvel. Lev vel."

"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forstå, hvad det var, jeg kom til at tænke på."

"Det kommer nok, når jeg er gået."

"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det er?"

"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig."

"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."

"Det er Dem selv, der er kold."

"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et knips af en finger."

"Å -- De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en stor digter naturligvis."

"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af mig. Jeg befinder mig netop i en -- -- overgangstilstand, hvor De kunde være mig til stor nytte."

"Uha, hvor De ydmyger mig!"

"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse. Det er jo bare en -- -- teori."

"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."

"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget grimt."

"Så? For at tale om noget andet -- -- skal De ikke selv ha noget at leve af -- -- efter Deres sidste fiasko?"

"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end -- ja -- formiddagen fri: klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!"

"De har det vist rædsomt der hjemme!"

"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste dag."

"Å -- --" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres forstand!"

Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke -- med det ansigt. Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de tre måneder, hun havde været borte fra København. Men nu havde hun en plads, og dermed færdig med ham.

"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om," sa han stille som slutning på sine egne tanker.

Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans.

"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte."

"Så? Vil De det?"

"Ja."

"Så sidder jeg vel oppe på en sky -- ved siden af Dem?"

"Det kan vi godt sige -- ja men det klæer Dem."

"Nej, det gør ikke. Farvel."

"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig."

"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke Dem noget."

"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem."

"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i det uendelige?"

"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind."

Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De -- -- synes godt om mig. Det er latterligt."

"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes kunde -- -- der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med Dem."

Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud længere. Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt at tale som et menneske.

"Farvel."

"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd, og så var hun gået.

Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed.

Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke vride sig fra, den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og værdighed. At ønske foragteren ad helvede til -- det kan man gøre, når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende; slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament.

Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et mistillidsvotum -- digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor -- men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet. Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst til at være, hvad jeg ikke er.

Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham; kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke: Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg ikke er meget mere ulykkelig.

Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved halvotte tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han var et uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men han modstod det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede imod blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?

Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den tropiske hede. Men tilværelsen slider hul på de fleste pansre, hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da var glæden ufuldstændig.

Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare.

Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.

"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis. Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar."

"Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da -- --"

"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad, så hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse."

"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter den behandling, de har givet mig?"

"Å -- Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han tænkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og -- det kan du nok selv sige på en pæn måde."

"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?"

"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for fanden vel nok den plads?"

"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?"

"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?"

"Alene det at træde op dær og lave mig til -- -- for resten ved hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er."

"Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig. Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere menneskelig."

"Der må være andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv."

"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad, for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der nu tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og vogte på din mund."

"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til."

"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på jorden."

"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt."

"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig. Det vil sige, hvis du trænger til en syl -- --."

"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan købes, når jeg blir noget ældre."

"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja -- og så farvel."

I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. Ivar Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.

Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse. Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han de småsnyderier, der hører til for at komme ind i spillet.

Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad hjemme hos sig selv og smagte fattigdommen -- den virkede snarere som bærme end som gift -- og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han, hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder. Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med.

Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med, at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men hvornår kom der en, der vilde købe den?

Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en misforståelse af et skammeligt tilfælde. Hvordan han var skabt til at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i Grønland.

Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet, som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor skrænten hældede hen ad.

Det skal nok hænde en mand -- selv om han ikke er sig nogen god gærning bevidst -- at der en dag på hans dørtærskel står en ung, _altopofrende_ kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den.

Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed, da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik hen for at lukke op.

Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne, forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine.

Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham, hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg forfatning.

Hun vilde gærne -- lidt forpustet -- sige goddag og se, hvordan han boede.

Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter, her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.

"Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren."

Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det hele med ham. Man var nødt til at -- --

Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine raffineret barnlige øjne.

"Og De er sangerinde," sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en mand kan være.

Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans skyld.

"Men jeg kommer aldrig på varieté!"

"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem."

Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille, smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed, den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var lovet ham for lang tid siden.

De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.

Dagen gik.

Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget, der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt, dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft væltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der stod et eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød.

For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller ligegyldig bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig med hende, og at han var lykkelig.

Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede.

Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet. Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et stykke "Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå alene.

Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:

Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin rådighed og ikke at mærke, at man bruger den.