Part 2

»Hvorfor skulde Du skamme Dig? Du holder jo af mig.«

»Ja, naturligvis. Det er den første og væsenligste Grund. Men det er dog ikke nok. Nej Du -- Du selv har en væsenlig Skyld deri. Du har hjulpet mig mere end Du vist véd.«

»Hvordan det?«

»Jo, Du har været saa ærbar overfor mig. Du har aldrig set paa mig med grimme Øjne, Du har aldrig rørt mig med uforskammede Hænder. Jeg har sletikke faaet Lejlighed til at tænke paa, at Du var et Mandfolk. Og det er Du dog -- Gudskelov.«

»Hvad Du her siger, Maria, kan være rigtigt nok. Men skal vi til Bunds forstaa, hvorfor Du ikke skammer Dig sammen med mig, mangler der endnu noget. Svar mig oprigtig: hvis Du ikke havde følt Dig sikker paa at være saa nydelig, hvis Du f. Eks. havde haft en eller anden skjult Skavank, vilde Du da have vist samme Frimodighed? Nej, naturligvis. Og hvis ikke hele din Person fra Top til Taa, fra yderst til inderst havde været saa fin og velholdt, saa skinnende og blank, saa vilde Du ogsaa have skammet Dig. Nu elskede Du mig, nu var jeg ingen Tølper og nu var Du i alle Maader en dejlig Søndagspige, selv om Hverdagen -- og derfor skammede Du Dig ikke.

Hvoraf den vemodige Moral er, at Dyden trives bedst med en Pukkel paa Ryggen.«

XVIII.

Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor Skønhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor mærkværdig faa Kvinder, der forstaar at holde Skønheden i Agt. En vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en anden forsømmer sin Gang og gaar med skæve Hæle i Støvlerne; En bider Negle, en anden klør sig med Hæklenaalen i Haaret.

Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gøre hende Fortræd. En Dame, jeg holdt meget af, dræbte en Dag et Insekt med sin Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke at slaa hende i Ansigtet.

Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille Sommeraften, der samtidig dulmer og vækker. Harmonisk Fred gyder sig gennem Ens hele Væsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne damper som flygtige Taager ud af Hjærnen, Mod og Forhaabning udvider Brystet. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strøg hun alt Mismod bort, og jeg saá Livet for mig skønheds- og fredfyldt som en stille Sommeraften.

Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede eller Væmmelse. Som himmelsk Manna vederkvægede hun mig, som en Guds liflige Velsignelse sænkede hun sig over mig.

Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage, da Du var saa ødelagt af Forkølelse, at Du næsten ikke turde vise Dig for mig.

Du var vist ikke saa pæn. Jeg saá det ikke. Jeg vidste kun, det var al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig -- den Gang som altid.

At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse holder Stand overfor Snue, hans Kærlighed er sikker nok.

XIX.

Jeg vilde intet forstaa. Jeg hører til de beregnende Mænd, som véd præcist, hvor langt de vil gaa; som ogsaa stopper op, naar de har naaet Grænsen, men som, efterat saaledes det symbolske Offer til Klogskaben er bragt, ikke betænker sig paa at gaa tilbage for at fortsætte -- uden Grænser.

Der skete mig nok af Tegn og Varsler til, at jeg kunde anet min Skæbne. Men jeg sagde til mig selv: Du er ikke overtroisk, hvad bryder Du Dig om det Krimskrams, Skæbnens Pegefinger tegner paa din Væg?

Og endnu var der langt til den Nat, da Babylon blev ødelagt.

XX.

Jeg staar ved Grænsen.

Jeg skuer tilbage og ser et Foraarsland i milde, bløde, sarte, lette Farver. I Haverne hvælver Frugttræerne kridhvide og blegrøde Blomsterkupler mod en lyseblaa Himmel. Spinkle grønne Kornspidser frempipler af Markernes sorte Muld, Engene glinser med silkeblødt Græs, hvor gule og hvide Blomster slikker Sol.

Og ved en Havelaage staar en slank ung Pige i et Liv, der skinner som Silke og hvorover Frugttræerne drysser deres Blomster. Hun nikker til mig, hun smiler, hun vifter kaldende med Haanden.

Det maa være Søndag; thi Luften er fuld af Kirkeklokkeklang. Eller er det den vaagnende Natur, der sender sin Morgensalme op mod Himlen?

Jeg holder Hænderne for Øjnene. Jeg taaler ikke at se længe paa det dejlige Foraarsland, som jeg nu forlader.

Men da jeg atter skuer ud i Landet, har en graa Gus gydt sig hen over det. Frugttræerne bøjer kuldegysende deres Blomsterkupler mod Jorden, en sort Skygge stryger Glansen af Engene.

Mit Blik søger den unge Pige i det blomstrede Liv. Hun staar med Armene hængende slapt ned, hun ænser ikke Regnen, der begynder at falde, ikke Blæsten, som suser gennem hendes tynde Kjole. Hun ser paa mig med store Øjne. Hun græder.

-- -- Dog mit Hjærte forhærdede sig. Marias Graad standsede mig ikke. Jeg var ved Grænsen, og jeg gik.

XXI.

Maria græd.

Jeg har været ude for Kvindegraad før. Den lader mig oftest kold og ligegyldig, den gør mig undertiden haard. Den kommer altfor let og dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som kun græder med Øjnene, kun græder, fordi deres misbrugte Taarekirtler er betændte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods og Forfængelighed, Arrigskab og Uopdragenhed.

Marias Taarer strømmede fra Hjærtet. Aldrig har jeg set saa skøn en Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom først sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, skønt Maria tappert, med en Anstrængelse, der rystede hele hendes Legeme, søgte at trænge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, flød den saa rigt og stærkt som et nyt opspringende Kildevæld.

Maria lærte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brændende Smerte og løste den op i mild Sorg.

En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjærte forhærdede sig.

Tilgav mig -- ja mere end det.

XXII.

Jeg ser strænge Læserinder rynke Brynene. Tilgive, lad gaa. Men mere end det? Umuligt. Saa dybt kunde Maria ikke nedværdige sig.

Maria, Du hulde, træd frem og forkynd disse Vankundige Kærlighedens Lære. Forkynd dem, at Kærligheden er saa højt over baade Ære og Værdighed, at den overhovedet ikke kan nedværdige sig. Den spørger ikke om Dit og Mit, den kender ikke Forskel paa Godt og Ondt, Værdigt og Uværdigt.

Da Maria laa grædende ved mit Bryst, vidste hun kun, at hun elskede mig, at hun nu maaske saá mig for sidste Gang og at der intet Øjeblik var at spilde.

Hedere Kys har Maria ikke skænket mig end disse, der flammede gennem Taarer, disse, der var Solens Farvel, før den svinder i Natten.

XXIII.

Saa sagde vi hinanden Farvel. Stille, behersket, klogt.

Atter prædikede jeg for Maria, og som hun var vant til, gav hun mig Ret.

Jeg sagde, at en Gang maatte vi dog skilles, og saa var det bedst at skilles, inden vi var kede af hinanden. »Inden Du er ked af mig« -- indskød hun. Nej, fortsatte jeg, der vilde ogsaa komme den Dag, hvor din Forelskelse falmede. Hun smilede vantro, men nikkede og sagde: »Ja maaske«.

Jeg talte som en Grosserer til sin letsindige Kompagnon. Jeg trak Journalerne og Hovedbogen frem. Jeg beviste logisk og klart, at vi var inde paa en farlig Vej, og at al Sandsynlighed talte for Fallit, hvis vi fortsatte.

Lad os bryde af, inden Legen bliver Alvor. Vi vil jo ikke gøre hinanden Fortræd. Livet er ikke færdigt for os. Hver ad sin Vej vil vi fortsætte for at finde den Havn, hvori vi lægger os til Hvile. Vor Sejlads har været en Lystsejlads, den egner sig kun for nogle Feriedage. Vi fører med derfra et Forraad af lyse, glade Minder, Minder, som vi begge ofte vil søge til. Vi skilles ikke. Minderne binder os til hinanden. Dér mødes vi.

Min Veltalenhed overbeviste mig selv. Da Døren lukkedes efter Maria, tvivlede jeg ikke om, at alt imellem os var forbi.

XXIV.

Forbi!

Altid har jeg elsket det Ord. Altid har det for mig lydt som en jublende Fanfare. Noget er afsluttet, noget nyt begynder. Forbi! Der er ingen Usikkerhed længer, intet Vrøvl. Forbi, og dermed basta. Orden, Klarhed i Tingene, Mulighed for at tage fat paany. Bort med de gamle Bekymringer og Besværligheder, Tvivl og Spekulationer, der hænger som et pakfuldt Tornyster paa Ens Ryg. Ah, hvor det lettede, hvor velsignet at kunne rette Kroppen, fri for Byrder. Forbi! Hører I -- forbi! Blæser det lystigt ud for alle Vinde: forbi! forbi!

Fanfaren havde lydt, og det var blevet Aften. Jeg sad i den halvmørke Stue, alene, og stirrede ind i Kakkelovnens Efteraarsild. Den var paa Nippet til at slukkes; overflødigt at fyre paa, der var varmt nok. Jeg sad og fulgte Ildens Hendøen. Under Raslen som af faldende Løv sank Kokesstykkerne sammen, den sorte Død trængte Sekund for Sekund længere ind i Ildbunken, skred systematisk fra Stykke til Stykke, indtil de sidste Gløder begravedes i Bunkens Sammenstyrtning.

Forbi! Ordet lød i mit Øre, ikke muntert og friskt, nej vemodigt og angstfuldt. Jeg blev siddende, mens Mørket samlede sig helt om mig, og jeg tænkte:

Ilden i min Stue er slukt, Ilden, som aldrig gjorde mig Smerte, men kun tjente mig til Hygge og Glæde. Min redebonne Ild, som blussede hedt, knitrede lystigt, ulmede mildt, alt efter min Trang, min kønne, min yndige Ild er ikke mere. Den er forbi. Jeg selv har lukket for den. Men véd jeg, om jeg finder nogen bedre, om der i det hele taget er anden Ild for mig i Verden? Kald da Ilden frem paany! Aabn' for den, og kan Du tvivle om, at din trofaste Ild glad vil vaagne under din Munds kaldende Pust?

-- -- Jeg sprang op. Jeg tændte Lamper og Lys. Og atter klang Fanfaren i mine Øren: Du er gal at sørge og længes. Hvad der er sket, _maatte_ ske. Du er fri, fri.

Forbi.

XXV.

Jeg var fri.

Maria fandtes ikke længer i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor fjærnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt Minde.

Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pæn lille Pige som tusinde andre. En god og sød og munter Pige, intet videre. Javist, hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den første Mand, der vækker deres Sanser. Jeg er ikke aflægs endnu. Andre søde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trænger til Forelskelse.

Gud være lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren havde svævet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det saá jeg nu grant. Vi var begyndt at gøre hinanden sentimentale. Og naar en lille Pige først faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjærte, da vogte han sig. Haanden tager saa blødt og varmt, det føles, som man bar et lille Barn inden i sig.

Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev sig fra noget saa ligegyldigt og tilfældigt, som at Maria ved vort første Møde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle Draaber Vin. Hun saá jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrøvelse over Maløren. Hun var vist ikke langt fra at græde, som en lille Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tør gaa hjem af Frygt for den strænge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok hed om Ørene, Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede -- --

Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria.

XXVI.

Og jeg nød min Frihed.

Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab paabyder mig Forsigtighed. Dog der brænder mig paa Tungen et Spørgsmaal, som maa ud, trods alle de forfærdelige Følger, det kan drage over mit syndige Hoved.

Hvorledes -- spørger jeg -- forholder det sig egenlig med den berømte kvindelige Dyd? Jeg véd -- til den Viden er jeg oplært -- at kun ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snævre Sti, der alene fører til Himlen og Ægteskabet. Men jeg véd ogsaa, at Mænd, selv om de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame By Mænd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed selv Stortyrken ikke behøvede at skamme sig. Jeg har prøvet paa at finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tænkt paa, om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Armé. Men jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkærhed for Damernes Dyd udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store Slagdage, hvor alle Tropper samtidig føres i Ilden, den overvejende Del af Mændenes Styrke være ganske tilovers. Men om noget saadant har jeg aldrig hørt Tale. Gaaden staar altsaa uløst hen. Jeg har spurgt. Men Svaret mangler jeg.

Jeg nød Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og jeg klager ikke.

Jeg behøvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der havde i lang Tid været stille paa mine Trapper. Nu blev der en Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for kærligt at spørge til den genvundne Frihedsmands Befindende.

Og der festedes Dage og Nætter -- til Ære for min Frihed.

XXVII.

Jeg fortæller ikke om mine Fester for at prale, men fordi de nødvendigt hører med i denne Legende om Maria.

En mindre ærlig og samvittighedsfuld Fortæller vilde drage et dækkende Slør over denne Periodes Begivenheder. Jeg véd de Kaldsbrødre, der i lignende Tilfælde ikke har taget i Betænkning at belyve deres Utroskab som fortvivlede, oprivende Forsøg paa at finde Glemsel i Beruselse.

Jeg vilde ikke glemme. Jeg havde glemt.

Hvor var Maria? Jeg vidste det ikke. Der var gaaet Uger, og jeg havde ikke set hende, intet hørt til hende. Jeg tilstaar, jeg havde ventet Brev. Jeg har den Erfaring, at Ens Elskerinder, selv naar de har sagt det sidste uigenkaldelige Farvel, altid opdager, at der endnu er et og andet, som ligger dem paa Sinde og som de maa give Luft i Breve. Om Maria var der Gravens Tavshed. Det vilde ganske vist have interesseret mig at faa et Postskriptum netop fra hende. Men til Syvende og sidst var det jo bedst, som det var. Hun havde glemt mig som jeg hende.

Til at tænke paa hende havde jeg end ikke Tid for mine Fester og mit Arbejde. Jeg arbejder nemlig ogsaa en Gang imellem. Paa hvad? Paa at bygge smukke Huse af Hjærnespind og skabe dejlige Kvinder af Drømme, paa at sætte Ord sammen til Farver og blande Farver til Digte.

Men mest festede jeg. Fordi jeg havde glemt Maria.

XXVIII.

Glemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drømme, at de ikke skal gøgle hende frem i hendes nøgne Dejlighed. Syng din dulmende Sang for min Længsel, at den ikke skal vaagne.

Maria er ikke mere, hører Du Glemsel, hun _maa_ ikke være mere. Dine tomme Øjne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte fra mig?

Glemsel, Du troløse Fugl -- Du maa ikke svigte mig, naar Natten vælder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer om min søvnløse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blændværk til Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat.

Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hænder til Blods paa dine skarpe Kløer, mens jeg med Magt drager dine kølende Vinger ned over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svært at glemme.

XXIX.

Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den første Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle, Broen, som fører over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det rimkrystalliserede Tovværk, der gnistrer i Millioner Lysprikker.

En højtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage. Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer oplyste. For nogle af Vinduerne dæmpes Lyset blødt af Gardiner, mest røde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.

Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa og Faa, véd ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene oppe i Tindingen.

Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene. Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage.

De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre. En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk -- efter det fjærne Hjem, efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en Sømands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder.

Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord:

»Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted, jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden, som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min kære Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg græder, fordi min kære Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden Elsker, mens jeg sveg hende.«

Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give dem.

Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre, der talte høfligt til hende.

Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi ... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der spillede paa Harmonika.

XXX.

Hver Formiddag driver en sær Uro mig ud. Uden Maal flakker jeg om i Byen, Gade op og Gade ned. Jeg søger med Forkærlighed de Gader, hvor de unge Damer promenerer og besørger deres Indkøb.

Skønt jeg intet Maal har, skynder jeg mig altid, som om jeg var bange for at komme for sent. Sagen er, jeg vil ikke tale med Nogen, ikke standses af en Ven, der slaar Følge. Jeg vil være alene.

Jeg spejder rundt i Mængden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i Øjnene uden at hilse. Jeg løber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre. Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted; snart vimser den raadvild ud og ind med sænket Snude.

Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en høj slank Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Højre og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min Fejltagelse. En Gang har jeg i Løb fulgt en Droske til den fjærne Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat Regnstykke, der havde narret mig.

Hver Dag, naar jeg træt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu skal det have en Ende.

Men næste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om jeg var bange for at komme for sent.

XXXI.

Hvorfor søger jeg Maria? Hvad vil jeg hende?

Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den Saga er sluttet, der er ingen Fortsættelse.

Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit Ønske opfyldt. Saa har min Sjæl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Dødsmørke, der har lagt sig mellem hende og mig, piner mig og ægger mig. Jeg maa vide Besked.

Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord stryge Angsten af din Sjæl.

Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?

Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil komme.

Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil hende jo intet.

Intet, intet.

Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt. Plant en Rose paa Graven. Og glem.

XXXII.

Jeg sidder og glemmer.

Rundt om mig lyder Latter og glade Hvin, simple Ord og fine Ord af Kvinder, som er til Fest. Jeg ser hvide Legemer, røde Munde, Arme, som gæstfrit bredes ud, Barme, der bølgende venter.

Der er Fest hos mig som ingensinde før. Jeg sidder og smiler, mens Larmen stiger. Festen drager forbi mig, en dansende Kæde af Kvinder, som leende spidser Munden til Kys og klinker med mig og hvisker mig i Øret, at de elsker mig.

Kæden danser mig forbi, og jeg sidder ene tilbage og glemmer. Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi, glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med. Glemmer ogsaa det, mens Dagene gaar.

XXXIII.

Der voksede Græs paa Graven.

Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et Herrens Vejr. Blæsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne kører Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende Tøsne.

Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede et Foraarsglimt foran mig. En lyserød Blomst paa en Hat. Hatten paa en høj slank Pige. Maria. Ja Maria!

Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede værst. Vi stod Ansigt til Ansigt -- blussende og vaade af Regn og Blæst -- stod og lo.

Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu? Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.

Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig har der været bedre Mening i at le.

Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været, Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.« »Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.

Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit?

Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.

XXXIV.

Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som før.