Part 1

Note: Images of the original pages are available through the the Google Books Library Project. See http://www.google.com/books?id=zeUqAAAAMAAJ

Afskriverens bemærkninger:

_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.

PETER NANSEN

MARIA

EN BOG OM KÆRLIGHED

FEMTE OPLAG

KJØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) 1902

I.

Min Elskede er den atraaværdigste af Kvinder. Andre Kvinder har skænket mig deres Kærlighed. De kom og gik, nogle kun en enkelt Gang, andre ofte. Jeg er dem alle taknemmelig, men jeg glemte dem i samme Nu, de var udenfor min Dør. Der var kun Én, som jeg altid huskede, ogsaa naar de andre var hos mig, thi hun var det straalende Mønster, mod hvilket de alle maaltes og blegnede; der var kun Én, som jeg altid ønskede vilde træde ind ad min Dør, thi hun kom altid ny og ung. Der er kun Én, jeg ønsker at leve med, thi sammen med hende faar Livet gyldent Maal og solklar Mening; der er kun Én, jeg gærne vil dø med, thi sammen med hende kender jeg ikke Frygt.

Min Elskedes Navn er Maria. Hun er dejligere end alle andre Kvinder.

II.

Jeg giver intet for den Ros, en Digter skænker den Kvinde, der er hans eneste Elskerinde. Han dømmer som en uvidende Bonde, og der er alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han til hendes Fordel bestjæler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte én Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den røde eller den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke dømme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du er min første og eneste, Du er den bedste i Verden -- da vilde jeg med Foragt støde hende bort. Var hun sikker paa sit Værd, satte hun Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve andre Elskerinder, vælg blandt dem, hvem Mænd mest efterstræber, og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i Verden, da vil jeg være stolt og lykkelig.

Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre -- tør hendes Hjærte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, før jeg vidste, jeg talte sandt.

III.

Jeg vidste ikke, jeg talte sandt, før jeg troede hende tabt for stedse.

Det er den Prøve, jeg ønsker alle Mænd for deres Kærlighed. En Prøve, som volder megen Sorg, men en Ildprøve.

Sorgen lutrer og Sorgen gøder.

Den Kærlighed, som Letsind saaede, opstaar gennem Sorgen frodig og ren.

Velsignede Sorg, der benaadede min Kærlighed til Maria.

IV.

Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige kan være. Hun gav sig en Mine af at være en Dame med den modneste Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde prøvet og vraget, var skuffet og forlængst træt. Hun forsikrede med nysgærrige Baby-Øjne, at hun for Alvor tænkte paa at gaa i Kloster. Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for Resten af hendes Levetid.

Thi -- som hun sagde med Overbevisning -- alene i Kærlighed er der Lykke. Og med Kærligheden er jeg færdig. Jeg _har_ en Gang elsket. Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Kærtegn var mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner mig ikke til Kærlighed.

Det sagde hun med træt Stemme, med blussende Kinder og skinnende Øjne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til ét: Kærlighed.

Det var, da hun stod foran mig, den høje, spinkle Pige, og talte om sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende.

Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrøvelse, hvor sød hun saá ud i sin fine Kjole!

V.

Marias fine Kjole fra vor første Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg den Kjole.

Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men i ingen af dem saá hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der lignede Silke, men ikke var det, rynket over Brystet og stramt lukket om Halsen med en lille forgyldt Barne-Sølje.

En rigtig lille Søndagspige i den beskedne Stads, røbende hendes egne dameagtige Ærgærrighed og en moderlig Økonomi. Det blomstrede Liv, saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes kostbare Klædningsstykker.

Du lille dameagtige Søndagspige, Du søde, gennemskuelige Hyklerske, der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at det gjorde saamæn sletingen Ting med »den gamle Kjole«.

»Den gamle Kjole«, din eneste fine Kjole -- -- mine Øjne bliver fugtige, naar jeg tænker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har jeg første Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, første Gang følt dit Hjærtes urolige Banken.

VI.

Ogsaa den Gang blev jeg rørt over den lille Pige i det blomstrede Liv og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde væsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa nødigt maatte plettes.

Mænd bærer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De har -- saa at sige alle -- det nedarvede Instinkt i sig til at ville føle sig som de svage og voldførte. De vil have Mandsviljen stærk og bydende over sig. De foragter, uden at gøre sig det klart, de Mænd, der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive tagne med væbnet Haand?

Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det, da jeg den første Dag stod bagved hende -- uden at hun havde hørt eller sét mig -- og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre.

Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke, at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at se en sjælden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rører ved den, kun forsigtigt fjærner en hæmmende Kvist eller et dækkende Blad og giver den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nød jeg Marias Udvikling til fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse.

Og en skønne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturnødvendigt for den taalmodigt ventende Gartner.

VII.

Næsten for taalmodigt ventede Gartneren.

Der kom et Øjeblik, hvor Maria, højtrødmende, men med et Blink af Evaspot, rykkede mig i Ærmet og sagde: »Er Du dum?«

... Kvinder bilder sig ind, at Mænd beundrer og skatter de Fagter, hvormed de til det sidste hævder sig som forførte. Disse Fagter bør benyttes med Sparsomhed overfor voksne og erfarne Mænd. De kan gøre den tilsigtede imponerende Virkning paa de Mandjomfruer, der føler sig som Forbrydere, naar en Kvinde lægger sig i deres Arme. Men for os andre kommer der et Punkt, hvor Fagterne, altid de samme, frister os til brutale Ord eller Handlinger. Hvilket betager Begivenheden meget af dens Skønhed og Højtidelighed og forskærtser vedkommende Dame Livets yndefuldeste Minde.

Maria, Du finest forstaaende af Kvinder, jeg priser Dig og takker Dig, fordi Du forskaanede mig for alle Fagter, for raa Snærpethed, der besmykkes som Blufærdighed, for hysterisk Angst og hyklerisk Graad.

VIII.

Min Jomfrubrud, min Maria.

Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Skønhed i en Jomfrus Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krænker vore Dages Mennesker Livets højtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig Fripostighed.

* * * * *

Hellige Nat, da Maria blev min.

Stilhed ude og inde. Kun en enlig Kærte lyser.

Jeg træder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og smilende. Med Andagt knæler jeg ned og kysser hendes Mund, den lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hører Forventningen banke.

Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun hendes Øjne, jeg følger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind i Livets hidtil uanede Dejlighed.

Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver højt over os og vidt om os, og sammen, tæt omslyngede, Mund mod Mund, svæver vi bort fra al Jordelivs Tynge og Sorg.

* * * * *

Hellige Nat.

IX.

Maria var min.

Men jeg var ikke hendes, eller troede ikke at være det. Hun troede det ejheller. Hun troede mig ikke over en Dørtærskel.

Hvad hun troede, véd jeg. Hun sagde mig det tit, og jeg bestred det ikke, for aldrig var hun sødere. Skinsyg til Fingerspidserne, men saa klog samtidig, saa fornuftig, saa indrømmende og imødekommende. Hun troede, jeg havde ti Elskerinder om Dagen.

I allerkæreste Smaapiger, I overdriver ganske urimeligt Eders Tillid til den mandlige Ævne. Det kommer sig af, at I ikke kan den lille Tabel. Fantasien løber løbsk med Jer. Maria var i det Stykke ingen Undtagelse.

Hun kom til mig mindst de seks af Ugens syv Dage, og hun fandt mig ingensinde sovende paa min Post. Alligevel forsikrede hun med den mest smigrende Alvor, at jeg -- det vidste ogsaa hele Byen -- havde Elskerinder i Snesevis.

Javist bedrog jeg Maria.

Dog var jeg hendes langt mere end hun troede, end jeg troede.

For ikke at tale om »hele Byen«.

X.

»Hele Byen«. Jeg væmmes ved det Sladderens Kryb, som gennem Nøglehuller og Dørsprækker sniger sig ind i vore Hjem og drager efter sig en Stribe af egne Uhumskheder. Sæt dobbelte Ruder, sæt Skodder for dit Privatliv. »Hele Byen« har ialfald staaet udenfor og haft smudsige Tanker. Og Smudset klæber ved dine Vinduer og Døre.

* * * * *

Der sidder paa mit Sovekammer-Vindue hver Dag en gammel fed Spyflue. Den er graanet af Ælde og synes saa dvask, at den knap gider røre sig. Men ikke saasnart nærmer jeg mig den, før den, vips, er borte. Jeg hører den summe mellem Sengeforhænget, jeg hører den klaske tungt mod Loft og Vægge. Jeg aabner alle Vinduer og jager den med et Haandklæde. Pludselig forsvinder den. Den gemmer sig i Tæppet foran Sengen, bag Spejlet eller paa Rammen af et Billede. Dér sidder den uden at give en Lyd fra sig, til jeg er træt af at søge. Men hver Morgen er den igen paa min Rude. Den forlader mig aldrig, den lægger sit sorte Skarn paa mine Lagener, den summer hver Nat sin skiddenfærdige Sladder over min Seng.

Og en Aften, da Maria klædte sig af foran Spejlet, sad det lede Dyr paa hendes hvide Ryg.

XI.

Maria er saa hvid og skær som nogen Pige i Verden. Hun dufter sødere end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hører til de Kvinder, som uden Skam tør træde frem for Naturens Domstol.

Hun tør endogsaa vise sine Fødder.

Digterne har mange Løgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om deres Elskedes Fødder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore højhælede, kinesiske Dage er en uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjælden som Poesiens blaa Blomst.

Det var med Mistro og Angst, jeg første Gang bivaanede Marias Afklædning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske i Ensomhed, affører sig deres Strømper. De er som Paafuglene og Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del.

Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide Strømper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fødderne ud og sagde: Tag saa Strømperne af.

Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede jeg henrykt en Fod saa skøn, saa buttet og blød, som nogen Digter med Løgn og Omkostninger har skænket sin Elskede.

XII.

Den Mand, der aldrig har overværet sin Elskedes Toilette, kender hende ikke. Hendes Skønhed, hendes Tillokkelse er under Afklædningen mangfoldig. Hun bliver ny for hvert Klædningsstykke, der falder. Det er den kvindelige Dragts Ynde: den forvandler.

... Maria er ved Toilettet. Dér staar hun slank og høj i sin tætsluttende mørke Dragt. Hendes Mine er ærbar, hendes Væsen korrekt. En fin og velopdragen ung Frøken. Saadan ser I Maria, naar hun om Formiddagen skrider ned ad Gaden mellem de andre korrekte og ærbare Ungmøer.

Men ... den mørke Kjole forsvinder, den fine lille Frøken med den, og der aabenbarer sig en skælmsk Soubrette med bare Arme, bar Hals og i et kort stribet Silkeskørt. Der er kommet Farve i Kinderne, Glød i Øjnene. Du ligner jo en rigtig Bondepige, Maria, en Bondepige fra Operetterne.

Da løses Baand og Hægter; Korset og Skørter glider ned. Den sødeste Buksetrold gemmer sig ind til mit Bryst. Saa lille hun er bleven i sit Mandfolke-Kostyme, den store voksne Pige.

Og saa endelig staar hun i sin lange brusende Chemise med et lyseblaat Silkebaand gennem Halslinningens Broderi. En ganske lille Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive lagt til Sengs.

XIII.

Med mange Klæder, med faa Klæder, med ingen Klæder -- altid er Maria dejlig.

Dog det er ikke det, der for mig gør hende bedre end alle andre Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Skønhed. Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for mig, for min Smag og mit Behag. Det véd Maria ogsaa godt. Læg Mærke til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og Hvileløshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Væsen, snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfraværende. Hun er som en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun træder indenfor min Dør, præges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken basker med Vingerne eller hænger med Næbbet. Hun føler, at her har hun hjemme. Her bliver hun først sig selv og giver sig hen i tryg Munterhed eller frimodig Bedrøvelse. Her er intet, der forvirrer hende. Fra den første Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhørte, og derom var der aldrig siden et Øjebliks Tvivl i hendes Sjæl.

Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at være min, men navnlig hendes ærlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst til at ville lade anderledes -- det bandt umærkeligt, med tættere og tættere Baand, mit Hjærte til Maria.

Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mænd ved en Koketteriets Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstødende flygter, hvor de har alskens Vimseri for til Højre og Venstre, ladende som om der rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrække. Til saadant tarveligt Spilfægteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig derved. Thi kun pjaltede Mænd gider springe den Narredans.

Maria elskede mig -- intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt. Lykkens Dag for os begge.

XIV.

Maria var min saameget, jeg vilde.

Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden. _Han_ elsker hende og _hun_ ham. Begge har samme Trang og Lyst til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt maa bede om!

Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod hende paa Stedet som en uværdig.

I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun sov -- altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over, at han saa gærne og ofte bad hende.

Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde skrevet Dig et Vers:

»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun faar Øje paa ham i Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjærget, gennem Tidsler og tjørnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven for at komme des hurtigere frem. Tjørnene river hendes Kjole sønder og hudfletter de hvide Ben, Stenene skærer Sandalerne itu og flænger hendes Fødder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjærget er rød af rindende Blod. Men hun ænser det ikke, thi hun hører sin Elskedes kaldende Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig, sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom før!

Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende Kilde. Hun lader mig ikke vansmægte.«

XV.

Maria, min altid gavmilde Kilde, jeg véd, hvad misundelige Mennesker vil sige om Dig, Mænd, som slider i et glædeløst Ægteskabs Trædemølle, Kvinder, som med gnaven Resignation føder deres Børn i en skønhedsforladt Ægteseng.

De vil vende forargede Blikke mod en Himmel, der smiler ad deres Daarskab, og kalde Dig et letfærdigt Væsen, som kun tænker paa Elskovs-Tant og -Fjas.

Maria letfærdig! Kald hellere Rosen en Stinkepotte, kald hellere Nattergalen en Skrigeballon. Maria har aldrig huset en letfærdig Tanke i sit rene Bryst. Hun er en forelsket Pige, for hvem Kærlighed er saa naturlig en Sag som Duften for Rosen, som Sangen for Nattergalen. En forelsket, men tillige saare klog og dygtig Pige.

Hun kan baade sy og strikke og baldyre. Hun er forfaren i flere fremmede Tungemaal og mange skønne Videnskaber. Hun er endogsaa ferm i Madlavning.

Saalunde, I gode Mænd og Madammer, kan Maria med Rette kaldes et Mønster paa en veloplært ung Pige.

Ejheller maa man tro, at vi, naar vi var sammen, kun tænkte paa Kys og Kærtegn. Vi benyttede Pavserne til at drøfte de dybsindigste og alvorligste Materier. Bl. a. Grunden til, at de fleste Kvinder er saa utaalelige.

Herom sagde min kloge Maria:

»Efter min Mening er det, fordi Kvinderne i Reglen tænker altfor meget paa, at de er Kvinder. De tror -- og heri har I Mandfolk Skylden ved Jeres underdanige Dyrkelse af Kvinden, blot fordi hun er Kvinde --, at de er aparte benaadede af Naturen, baade i Henseende til Skønhed og Finhed, Vid og Elskværdighed. De næsten sprækker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche. Alligevel føler hun sig som Repræsentant for »det smukke Køn« uendelig hævet over selv den pæneste og behageligste Mandsperson. Hun forlanger paa det smukke Køns Vegne Hyldest og, i Kraft af, at hendes Køn ogsaa er det svage -- hun fører en af de propreste Næver i Kongeriget Danmark -- Mændenes ridderlige Beskyttelse og Opmærksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende en høj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end Mændene. Det kan Enhver skønne, som vil lukke Øjne og Øren op. Og Du skulde vide, hvor et rettænkende Fruentimmer generer sig, naar i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer Skaalen for en Krans af snørte Flommefruer og udstoppede Ranglemøer, der uden at rødme gasser sig under den varme Skylle. Men selv de virkeligt smukke Damer bliver ulidelige, naar de besættes af Kvindevigtighedens Dæmon. Saasnart en Kvinde, ung eller gammel, pæn eller grim, anbringer sig i Forundringsstol over den Vidunderlighed, at hun er Kvinde, er der kun ét hun trænger til -- Prygl.«

Da Maria, rød i Kinderne af Iver, havde endt dette Foredrag, spurgte jeg: »Skulde Du maaske slet ikke lide af Vigtighed?« »Jo,« svarede hun og drog mig ned til sig, »jeg er vigtig, fordi Du holder af mig.«

Saa klogt tænkte og talte Maria. Hvem vover herefter at kalde hende letfærdig?

XVI.

Paa visse Punkter var dog min kloge Maria dum. Da maatte jeg træde belærende til.

Idet vi altid gik ud fra, at vort Forhold kun vilde blive af ringe Varighed -- først og fremmest formedelst min iøjnespringende Mangel paa Ævne til at forelskes virkeligt --, faldt Talen en Dag paa Marias Indtrædelse i Ægtestanden med en Anden.

Indtrængende og alvorligt formanede jeg Maria til at blive en god og kærlig Hustru for sin tilkommende Mand og aldrig at være ham utro med andre end mig. Thi det var noget, der stod fast og ikke kunde rokkes ved, det var Basis for hele Marias Liv, at mig tilhørte hun fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Førsteretten til hende, en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggøres af nogen senere Fordringshaver.

Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke at oplyse ham om, at hun ikke var den uberørte Pige, som han maaske bildte sig ind?

Jeg føler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Spørgsmaal i god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjæle, af de i vore Dage grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Nødvendigheden af at tale et Alvorsord til hende.

»Du ganske taabelige Barn« -- sagde jeg -- »forstaar Du dog ikke, hvor forkert Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og styg imod Dig og som Du derfor vil hævne Dig paa, da fortæl ham, at Du har haft en Elsker, en Elsker, der forkælede Dig over al Maade og lærte Dig Kærlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og skikkelig Mand, der gør sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen om, at han er den første og eneste i dit Liv -- hvor kunde Du vel nænne det? Du vilde tilføje ham større Fortræd, end hans bitreste Fjende kunde udtænke. Jeg forudsætter, at han elsker Dig. Jeg forudsætter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afsløringer inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde være aldrig saa sød og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig -- det vilde altsammen vise sig forgæves. Bestandig vilde fra en Krog af hans Hjærte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke i isnende Spot: »Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham? længes hun mon ikke stadig efter ham? eller, hvis hun er færdig med ham, længes hun ikke efter en ny?« -- -- Nej, Maria, Du taler som en Daare. Men jeg siger Dig: Vogt Dig for de falske Profeter, der raaber med Sandhed paa Torvene. Sandheden er et tveægget Sværd, som helst bør blive i Balgen og, ført af ubesindige Hænder, volder mere Fortræd end alle dundrende Løgnes Kartover. Jeg siger ikke: lyv! men jeg siger: vær tavs. Og jeg tilføjer: tvinges Du til at tale, da overvej først bravt og kærligt, om Sandheden eller en lille Omgaaelse af den vil tjene det Gode bedst.«

Saaledes prædikede jeg den sande Menneskekærligheds-Lære for Maria, der var en opmærksom Tilhører og først faldt i Søvn længe efter, at jeg havde endt.

XVII.

Undertiden kom vi ved gensidig Hjælp til Forstaaelse.

En Aften, da jeg havde bistaaet Maria med hendes Strømper, sagde hun:

»Jeg har tænkt meget over, hvordan det egenlig kan være, at jeg aldrig har skammet mig for Dig.«