Part 3

Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt. De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige -- for evigt forbi. Rigtigt bemærkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle Fornuftgrunde, vilde det være blodig Synd, om hun, der nu havde gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig bragt sit Hjærte til Ræson, paany skulde udsættes for saa store Sindsbevægelser. Hun anførte mine kønne Ord, at vi jo ikke vilde gøre hinanden Fortræd.

At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.

Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne. Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens, Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre.

Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det, jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.

Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker i Vold som de Sælgekoner, de var.

Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og mere fristende end nogensinde.

XXXV.

Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den ikke kan være andet, men den kender ikke sin Skønhed. Den folder sig smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den, og den putter sig forknyt og gør sig lille, naar et koldt Vindpust strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Kærlighedens Kunst.

Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til en svulmende _la France_? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde, der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser.

Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed Drivhus-Em?

Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale friske Duft.

XXXVI.

Min pragtfulde Maria. Tilgiv, at et Smil trænger sig frem, naar jeg tænker paa, hvor umaadelig pragtfuld, hvor damesikker Du var, ikke helt fri for en Smule Imponerethed over din egen Storartethed.

Jeg smiler nu, som jeg ofte tilforn smilede, naar Du kom anstigende i Sus og Brus, nedlod Dig i min gamle Lænestol, med Næsen i Sky indledede en aandrig Konversation og, beskyttende, titulerede mig »min Ven«.

Din Ven nød med andægtig Mine din allerkæreste Vigtighed ... indtil han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrækkelse for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende og rastede ikke, før den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at skælne fra den lille Søndagspige i den blomstrede Kjole.

XXXVII.

Marias Pragt? Hvor kom den fra?

Jeg ser dette Spørgsmaal male sig dels med Bekymring, dels med slet dulgt Ondskabsfuldhed paa de lyttende Læseres Ansigter.

Jeg kunde saa let som ingenting give de nysgærrige Spørgere en Slidder for en Sladder. Jeg kunde f. Eks. sige, at Maria havde arvet en rig Onkel fra Australien eller at hun havde vundet i Lotteriet. Eller jeg kunde fortælle, at hun var kommen paa Finansloven -- hvad hun sikkert havde fortjent bedre end de fleste af de Damer, som Staten holder til at digte, skønt de aldrig har indlagt sig halvt saamegen Fortjeneste af Poesien som Maria.

Jeg foretrækker imidlertid at lade Læserne i Uvidenhed om Marias Pengeforhold, der er en ganske privat Sag. Saa kan de for min Skyld tro, om de vil, at hun stjal eller erhvervede sig sine Midler paa anden kriminel Maade. Eller de kan -- jeg henstiller det til de Velvillige -- tænke, at Maria muligt, nu da hun var bleven ældre, fik flere Naalepenge af sine ganske velhavende, men før saa økonomiske Forældre.

XXXVIII.

Efter god poetisk Skik burde jeg uden Tvivl have afsløret Marias Forældre med alle deres Fortrin og Mangler. Nu er det lovligt sent, og hvorfor desuden fortrædige disse Agtværdige, der ikke kommer Historien ved?

Der er derimod en Anden, jeg nødsages til at præsentere. Det er Marias Bejler.

En Dag kom Maria og fortalte mig, nonchalant, som var det en Hverdagsbegivenhed, at hun havde modtaget et Frieri. Hun var dog aabenbart i høj Grad opfyldt af Sagen. Hun havde bedt om Henstand med Svaret og æskede nu mit Raad.

Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans nøjagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortælle et og andet om ham, men jeg forudskikker den Bemærkning, at det selvfølgelig er Løgn det meste. Hvor gik det an at nævne Manden ved hans rette Navn og Profession, fortælle, hvem der er hans Skrædder, og portrætere alle hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en højt agtet Kritiker hævder imidlertid, at Forfatterne ikke tør snyde Publikum for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m.

Jeg kundgør da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg vælger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med alle Romanlæseres Sympati -- og jeg vil være ridderlig mod denne Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gøre til en Pjalt eller en Djævel -- dels fordi Fabrikant er det mest elastiske Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rullemaskiner og Oste, Margarine og Oliemalerier, Aviser og Skandaler, Kanoner og Ammer.

Marias Bejler var altsaa Fabrikant, ej Olding og ej Yngling, en Mand i sine næstbedste Aar, med en lovende Fortid, en konsolideret Nutid og med Mulighed for alt i Fremtiden.

I det hele taget en Mand, hvis Tilbud det vel var værd at overveje.

XXXIX.

Ved fælles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde være hemmelig og at der ikke for det første kunde være Tale om Ægteskab.

Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de Forlovedes Skaal og holdt følgende Formaningstale til Maria:

»Naar Du nu bliver gift, Maria -- sagde jeg -- skylder Du altsaa, næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast, saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære, og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor.

Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder, med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde, hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.«

Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende Mand.

XL.

Jeg nærede, til at begynde med, kun de velvilligste Følelser for Marias Bejler. Han forulæmpede mig ikke. Han skulde en Gang have Maria. Ja. Men foreløbig havde jeg hende; og naar jeg først var færdig med hende -- saa i Guds Navn! Han skulde faa min Velsignelse med paa Købet.

Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Højheds-Dæmon og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optræde som hendes retmæssige Herre. Han vaagede med Nidkærhed over hendes Færden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om han anede hendes Forhold til mig.

Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrække Maria. En Dag erklærede hun mig, at hun ikke længer turde besøge mig. Hun frygtede for Fabrikanten, der var kendt som en ubændig Natur.

Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrøvet og fortørnet Profet til et frafaldent Folk.

Hvem -- sagde jeg -- er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har ført Dig ind i Kærlighedens forjættede Land? Maria, Maria, vender Du Dig troløst fra mig, glemmende alle mine Velgærninger? Men det forkynder jeg Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem Du tilhører og hvis Haand Du ikke kan undløbe, jeg forbander Dig og jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svøbe skal alle Dage være over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vælg mellem Fabrikanten og mig.

Da Maria fornam min retfærdige Harme, græd hun bitterligt, anklagede sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstøde hende.

Og jeg tilgav Maria og førte hende under store Æresbevisninger til mit Leje. Men mit Hjærte svor skaanselsløs Hævn over den formastelige Bejler.

XLI.

Paa min Eng græsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste Hind i Skoven. Den æder af min Haand, og, saasnart den hører min Røst, kommer den springende.

Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind og byder dem at græsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de føler sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind med lyttende Øren og spejdende Øjne, jager jeg dem alle bort.

Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst og Glæde. Den æder af min Haand og den følger alle mine Vink.

Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men kommer der en Jæger og vil fange den ind, kommer der en Jæger, der vil tage den fra min Eng og sætte den paa sin og lære den at æde af hans Haand -- da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig.

XLII.

Maria, min hvide Hind. Tak være Dig, at Du bevarede dit Hjærte standhaftigt i hine Prøvelsens Dage.

Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du i hans Garn, fløj Du i hastige Spring bort for at æde af min vinkende Haand.

Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig. Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden.

Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i mit Skød, var al Anger og Angst som blæst bort af din Sjæl. Her var trygt og godt at være, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os? Lad dem jage og kæmpe derude i Verden, lad dem græde og juble, lad dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en Time af Saligheden nedsænket i Jordens Jammerdal.

Men jeg husker ogsaa, Maria, din skælvende Frysen, naar Du i den mørke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer.

Hvorfor bad jeg Dig ikke blive?

Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst gærrigt skjulte, den, Du anede, din Sjæl til Styrkelse i hine Prøvelsens Dage.

XLIII.

Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den eller skænke den bort, alt efter mit kongelige Lune.

Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den, der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.

Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat.

XLIV.

Min Skat var i min Haand.

Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Første Sal er straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik.

Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er hans.

Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hævnen, fordi Du vover at bestride min Suverænitet over Maria.

Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil ikke have, at Du længer er sammen med _ham_. Bliv syg og kom til mig, der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«

En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.

Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn ruller op for Porten og jeg ser -- fra Vinduet -- en hvidklædt Dame stige ud.

Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun maatte afsted ...

Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa mit Bud.

XLV.

Jeg ser atter de eksaminerede Moralister komme anstigende med Briller paa Næsen og Lærebøgerne i Lommen for, efter alvorlig Overvejelse, at give Maria Skudsmaal som en daarlig Pige.

Hvor kunde hun handle saa stygt imod den fortræffelige Fabrikant, der havde de agtværdigste Hensigter med hende? Kunde hun endelig ikke holde sig i Skindet, var det ialfald hendes soleklare Pligt (Lærebogens Kapitel VII, Afsnit B, Anmærkning 3) at bryde med ham.

I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag dér, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange. Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig. Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.«

Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte, det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden havde hun jo et langt Liv for sig til at være sin hæderlige Mands hæderlige Kone.

Uden Skyldbevidsthed, tværtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret, gav hun sig hen i harmonisk Skønhed.

XLVI.

Ugudelige Forfattere siger: skøn som Synden.

Jeg er ikke ugudelig og giver dem ikke Ret. Synden er hæslig. Dens Ansigt er krampagtig fortrukkent, dens Læber hvide, dens Hænder skælvende, den sniger sig om i Mørket med fejge Blikke. Og der udgaar fra dens Mund en stinkende Aande, som forpester al Livets Glæde.

Jeg kender denne Synd, jeg har været til Gæstebud med den. Jammerfulde Gæstebud, hvor Vinen smagte som Malurt, hvor Rædslen stivnede Smilene, hvor Ens Blod frøs til Is under en klaprende Dødningmunds raadne Kys.

Syndens Væsen og Kendemærke er Grimhed. Lad Synden blive skøn, som Maria var skøn, og den er ikke Synd.

XLVII.

Selv sætter jeg nu Moralens Glar for mine Øjne og vender dem mod Marias Bejler.

Han var en Hædersmand, jeg ser det. Og saá jeg end det modsatte, jeg sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt om ham.

Han var da en Hædersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med Maria var agtværdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde været det.

Jeg giver ham alle Fortrin -- uden ét: han var ingen Mand.

Og mit Bevis?

Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert.

Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord.

Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min, jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke til Kærlighed.

Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne.

XLVIII.

Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et uafbrudt Sejrstog.

Jeg sidder i min befæstede Borg, som en Ørn i sin høje Rede. Men Kampens Spænding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til fremmede Kyster, jeg gør Landhugst og hærjer Fjendens Byer. Jeg vender tilbage med Snækken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus tændes i min høje Borg.

Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest uden Tanke for Dagen derpaa.

Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene er flyvefærdige.

Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.

XLIX.

Festens Blus er tændte. Jeg venter Maria.

Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes. Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig, lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde? Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.« Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg tør det ikke.

... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge, slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.

Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?

I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er hans Kærlighed værd.

Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg kunde nagle Tiden fast!

Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger. Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.

Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab. Og Tvivlen og Spotten hoverer.

Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige. Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.

Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.

Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.